Der er noget befriende trodsigt og sejt over Lucinda Williams, som igen på dagens nye single fra et slået USA nægter at lægge sig besejret ned, men i stedet rapporterer dystre stemningsbilleder ud derfra. Måske musikken er lige lovligt traditionel amerikansk, men skal det endelig være denne ofte ensrettede boldgade, så er hun absolut en af de stemmer og sangskrivere, der gerne må stå først i køen for at komme til mikrofonen…

I vinter, da Thåström var på tour oppe i Sverige, var det altid en glæde på hans preshow-playliste, når Soulsavers og Mark Lanegan dukkede op med ‘Revival’, det markante og vel stærkeste nummer fra deres fælles samarbejde, inden Depeche Mode’s Lothario-figur Dave Gahan istedet blev sanger for projektet. Mon ikke også den lindrende ‘Revival’ er blevet lagt mærke til i Stillwater, Oklahoma, hvor indiebandet Other Lives holder til; fra deres nye og femte album hermed ‘What’s It Gonna Take’…

Således så Jamie Reid’s såkaldte album-board ud til coveret på Sex Pistols’ debutplade, deres eneste regulære album, der udkom 28. oktober 1977. Siden kom de skrigende, nu ikoniske farver på og en vinylplade indeni med 11 numre, hvis største dyd var konfrontationen med sin velfriserede samtid ovenpå en mur af opsætsig, larmende rocknroll. Jeg vidste med det samme dengang, at den opstand var en fribillet ind i musik til alle dem som mig, der hverken kunne spille eller synge. For reglerne blev nulstillet, herfra var det for en tid mere et spørgsmål om idéer/nødvendighed snarere end – som før – blot musikalsk teknik/kunnen. Måske derfor står tiden fra dette album og en fire-fem år frem som en af de mest blomstrende perioder i rockmusik overhovedet. Mængden af vildt forskellige udtryk og gale/små-geinale indfald fra nær og fjern var næsten ikke til at overskue. Never Mind the Bollocks blev en central fødselshjælper til den udvikling, da Sex Pistols som band var så berygtede/skandaliserede, at deres attitude-sprængfyldte musik nåede ud til nær og fjern. Og det skete altsammen via dette mageløse album, som var alt for meget og lige tilpas på en og samme tid.

Det er i dag 12 år siden at Lou Reed døde. Kunne nogen andre i sang fortælle livet så ligefremt og usminket, så nøgternt som han, først med The Velvets, siden alene i et langt, broget soloridt? Hvis man fik nok af overfladiske banaliteter i rockmusik, al dens umodne candyfloss, der ikke ejer format til at tage sine lytteres intelligens alvorligt, så bragte Lou Reed ofte den sang som talte i øjenhøjde, det salt der kunne få dagen til at glide spiseligt ned. Her viser han de sjældne kvaliteter på ‘Sword Of Damocles’ fra Magic and Loss (1992). Lou Reed står savnet.

Depression Cherry (2015) er bag sit specielle salon-røde fløjlscover en af favoritterne her fra Beach House-kataloget. Denne sangs tonesprog fortæller selvstændigt hvorfor, mens levende billeder fra den japanske 1966-film Emotion giver et meddigtende visuelt sidespor…

Havde helt glemt det her nu vistnok opløste Brisbane, Queensland-band med det håbløse navn. Goon Sax udsendte et par særegne indie-albums, hvis musik af egen fri vilje fortalte, at sangerens far er The Go-Betweens’ Robert Forster. Her Goon Sax’ måske bedste nummer i en session-optagelse, hvor bassisten kommer lidt skævt afsted, men derefter løfter det hele sig betragteligt. To yderst karismatiske sangere i modsætning til føromtalte The G-B’s, hvor Robert Forster på deres scener havde al den personlige karisma der undgik Grant McLennan…