Punkfødselsdagene vil åbenbart ingen ende tage. Bruce Foxton fylder i dag 70. Her er den dynamiske og melodistærke bassist på toppen af karrieren med The Jam…
For the love of fire
Fire of Love, pladen med de to forskellige covers, The Gun Club’s amerikanske klassiker af et debutalbum, fylder 44 i dag. Her den sidste salve fra Jeffrey Lee Pierce og co. på pladens første side…
Fontaines D.C. kom hjem
Det skete fredag aften i nordirske Belfast, da Dublin-bandet spillede det sidste af et trecifret antal shows verden over siden Romance blev udsendt i august for næsten præcis et år siden. I dag har Fontaines D.C. markeret stoppet ved at udsende denne video…
Deja VU
Blondie’s Debbie Harry introducerer The Velvet Underground’s ‘Sunday Morning’ (X 2) på en søndag – bliver noget egentlig bedre?! Historien er, at Andy Warhol ønskede denne albumåbner fra Bananpladen sunget af Nico, hvilket gik Lou Reed så meget på, at han indspillede sin egen vokal så den lød som Nico’s…
I aften Sønderborg…

Altid tid til VU
60’ernes mest indflydelserige band? Et godt bud er de dengang så upåagtede The Velvet Underground, hvis kantede tone og rene enkelhed skulle gå sejrsgang hele vejen op igennem Ziggy Stardust-Bowie over punk/post-punk til rockmusik af i dag. Her Sonic Youth’s Thurston Moore, der fredag udsendte denne cover af en sangene fra posthume VU (1985)…
Dagens tilbud
Der var engang en legendarisk amerikansk sanger, der efterhånden holdt op med at synge og gik over til mest at snakke hen over de ikke så mange akkorder, han plejede at bruge. Han virkede ofte sur, men det var vist ikke så slemt alligevel.
Vore dages seneste bud på en kvindelig Lou Reed er Jackie West. Hendes nye sang “Offer” er her.
Og Thåström?

Nej, vi må ikke glemme Thåström denne weekend, der er den sidste på hans sommertour for Somliga Av Oss. I aften kan han således opleves på forlystelsesparken Liseberg i Göteborg. I mange svenske byer er Thåström på gennemrejse når han optræder, men forholdet til storbyen GBG er naturligvis noget andet og personligt tættere, så det er en optimal by at se ham i; aftener med endnu mere på spil end vanligt. Har erfaret at mindst én person som besøger denne side er tilstede under pariserhjulet i Liseberg, så måske vi får en rapport fra ham senere, om sommerens set og aftenens form lever op til forventningerne? Indtil måske da kan Thåström herunder ses og høres med sit gamle Ossler/Rockis-band fra et tidligere besøg i Göteborg. Vi er på Filmstudion i 2015, hvor Thåström spiller to aftener i træk. Sangen der gives er aftenens tredje ekstranummer, en sag fra Imperiets tidlige dage…
Hugh Cornwell

Punk-fødselsdagene er kommet hurtigt og tæt her sidst i august. I dag fylder Hugh Cornwell, The Stranglers’ tidligere sanger og guitarist, år. Her synger han for på ‘Bear Cage’, en af non-album-singlerne fra da Guildford-bandet brød med punk-lyden og gik sine egne veje med en musik, der stadig ikke minder om noget andet. Så tillykke til Cornwell, der senest var her i landet i 2023 med sit soloband til en dobbeltkoncert med The Undertones. Og The Stranglers? De fungerer stadig som band, nu med Jean-Jacques Burnel som eneste oprindelige medlem…
Southpaw
Hvis Southpaw Grammar var en drink, måtte det være en kold negroni; bitter, dog perlende frisk. Denne sides favorit blandt Morrissey’s soloplader fylder 30 i dag. Begik Manchester-martyren og det bedste band han fik sig nogensinde en bedre full-on rockplade? Den hårdtslående salve af skarpe numre på Southpaw Grammar, rammet ind på hver sin side af dels det svimmelt-truende mareridt ‘The Teachers Are Afraid of the Pupils’, dels den musikalsk rensende outsider-walkaway ‘Southpaw’, siger nej.
USA Baby

Ny single fra lige nu hyperproduktive Elias Rønnenfelt, som med dette udspil signalerer nyt album, Speak Daggers, der udkommer til oktober. En stærk periode Iceage-sangeren har gang i, al den rastløse energi forløst i musik, det er smukt. Men hvad er det der sker tilsidst; årets mest radikale fade eller…?
Dog star band

Suede udsender Antidepressants lige om lidt i september, så i aftes var der tilhænger-koncert på lille The Clore Ballroom syd for Waterloo Bridge i London, hvor hele det nye album blev præsenteret. Her aftenens setliste…

Glen Matlock
Den oprindelige Sex Pistols-bassist og -sangskriver Glen Matlock fylder år i dag. Matlock blev fyret fra bandet allerede i februar 1977 – led punken sin første død da tegneserietragedien Sid Vicious kom med i stedet? – så selvom han på Never Mind the Bollocks er krediteret for alle pånær ét nummer (‘Holidays In The Sun’), så er det kun førstesinglen ‘Anarchy In The UK’ han spiller med på. Her dens B-side med den ultimative punktitel ‘I Wanna Be Me’, sikke et nummer! Hurra for Matlock, der, udover de seneste år at have været stand-in-bassist i Blondie, netop har spillet europæiske sommershows med Sex Pistols-revivalbandet, hvor Frank Carter afløser John Lydon…
Jet Black
Der er mange veje i livet. Før bandet fik succes tjente The Stranglers’ nu afdøde trommeslager Jet Black tjente bl.a. sine penge ved at eje en flåde af isbiler. En af dem blev iøvrigt brugt som bandbus på en tidlig tour. Det er Jet’s fødselsdag i dag, så her hans hypnotiske trommer på ‘Golden Brown’ i valium-slow motion sammen med resten af sangen. Det er den slags besynderlige uventede gaver YouTube er som skabt til…
Kathleen Edwards er også tilbage
Nu skal vi omsider have noget country igen. Her er “Billionaire”; titelnummeret fra hendes nye album der udkom for få dage siden. Jason Isbell har været med til at producere, og han spiller med. Det er Shelby Lynne forresten også.