Chameleons er tilbage

The Chameleons’ 1983-debutalbum Script of the Bridge er en i postpunkens historiebog næsten kriminelt overset klassiker med sit unge engelske vemod under konstant tindrende guitarguirlander. Greater Manchester-bandet, der nu bare kalder sig Chameleons, bringer denne weekend nyheden om et nyt album – det i alt femte og det første i 24 år – til september. Lyden fra den nye forløbersingle herunder er trofast overfor bandets tradition, men tonesproget dog en kende lysere end dengang i 1983…

The Clash’s metronom

Udover ekstremt dynamiske Clem Burke fra Blondie, var der så mere virtuose og teknisk velfunderede trommeslagere på punkscenen end The Clash’s Topper Headon, som fylder 70 i dag? Lidt af et mirakel at en mand med så store og udtalte narkoproblemer er her endnu. Her er Headon, som efter sigende nu har været clean siden 2004, i hovedrollens storform med The Clash i december 1979 til Concert for Kampuchea…

Christine på 45

Inden Kaleidoscope udkommer i august 1980 når Siouxsie and the Banshees at udsende to singler derfra. Den anden af dem – altså opfølgeren til ‘Happy House’ – kan købes fra 30. maj. Bandets nye guitarist John McGeoch, der ikke er med i promovideoen herunder, giver på sangen tydeligvis bandet mod på nye musikalske retninger. Artworket herover fortjener også at blive nævnt, så mesterligt udført er det…

Tilbage på slottet

I denne sides kollektive bankende hjerte vil The National altid hvert eneste forår stå dér, på det forladte slot i det nyudsprungne løv oppe ad New York’s Hudson River, og spille denne dugfriske, sprøde version af ‘Anyone’s Ghost’ fra bandets hovedværk High Violet (2010)…

PS – Og mange vil nok atter finde det glædeligt at blive forsikret om, John Lennon aldrig blev skudt foran The Dakota Building, men lever, har det godt og skulle blive en så fremragende trommeslager for The National.

PPS – Og det her endda på dagen hvor forsanger Matt Berninger udsender sit andet soloalbum, ti numre under titlen Get Sunk. Så er det sagt.

Heaven Up Here

Ikke hver dag Echo and the Bunnymen’s mesterlige Heaven Up Here fylder år. Pladen med det smukke cover udkommer 29. maj 1981 og katapulterer bandet op fra sin status som yderst lovende til et af tidens allervigtigste. Hemmeligheden bag dette kvantespring skal muligvis findes i trommeslager Pete Freitas, der godtnok allerede er kommet med på 1980-debuten Crocodiles, men på Heaven jo fremstår helt anderledes dynamisk integreret i Bunnymen’s måde at lave og spille musik på. Det giver også pote ude på scenerne, hvor der fra nu af ikke tages nogen gidsler. Dette specielle klip fra YouTube dokumenterer Echo and the Bunnymen i aktion på en fransk festival i sommeren 1981. Godt at disse optagelser findes, der viser præcis hvad som gjorde Liverpool’s bedste band til netop det og så meget mere fra 1981 og håndfuld gyldne år frem…

I forbindelse med albumcoveret her foroven fortjener pladens eneste single ‘A Promise’ også eksponering, da de to visuelt spiller så godt op mod hinanden. Det er den engelske fotograf Brian Griffin som står bag disse fotos og iøvrigt coverbillederne til samtlige fire første Bunnymen-albums. Griffin ses også mange andre steder i pladereolerne, ikke mindst på de tidlige Depeche Mode-plader.

Roxy’s sidste musik

Der er ikke mange TV-optrædender med Roxy Music fra omkring udgivelsen af bandets sidste album Avalon, som bliver udsendt 28. maj 1982. En af de meget få er på dette spanske TV-program, som besøges ugen lige efter udgivelsen. Den så Bryan Ferry-længselsfulde og über-romantiske Avalon bliver med sin state of the art-popproduktion, hvis luksuriøse lyddesign sætter en helt ny standard, den sommers udbredte lyd i Europa…

Et andet sted i verden

Det er ikke tit, vi skriver her på bloggen om alt det ude i verden, der gør os bedrøvede og vrede. Musikken er vores fristed her. Men det er svært ikke at tænke på, hvad der sker et sted i verden, der egentlig ikke ligger så langt fra Europa. Det ligger på breddegrad 31° 30′ 0.00″ N og længdegrad 34° 28′ 0.01″ E.

Most of the time

Hov, sandelig om ikke Bob Dylan, på en af hovedsangene fra sin store comebackplade Oh Mercy (1989), har lånt musikken fra det nye, markant stærke Robert Forster-nummer, der blev præsenteret her på siden i går. Eller er det mon omvendt? Bob Dylan fylder 84 i dag, som ifølge hans tourkalender er fridag. Men allerede i morgen går det løs i Quincy, Washington på det første af 30 shows indtil sidst på sommeren. Like a rolling stone i den grad…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.