Baxter Dury’s nye sleazedisco-single hedder ‘Allbarone’ Et nyt album med samme titel udsendes 12. september…
Billeder Af Verden Redux
Efter den aflyste deltagelse på årets RSD i april er der nu endelig godt nyt: Det tredje LS-album udkommer for første gang på vinyl fredag 23. maj. Vi ser frem!
Cameron Winter
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
En forårssingle
Fordi Ian McCulloch fylder år i dag. ‘Back Of Love’ var i maj 1982 første nye lyd fra Bunnymen siden Heaven Up Here et helt år før. Igen var der i stil og struktur tale om et kvantespring for bandet, som i disse år stod op blandt verdens allerbedste…
Imens i GBG…
Foråret er kommet til Kungsportsavenyn i Göteborg.
Ocean Rain
Endnu en dag i streg hvor en nyklassiker fra post-punkens vildtvoksende engelske have kan fejre fødselsdag. For Echo and the Bunnymen’s fjerde album Ocean Rain udsendtes til positiv forbløffelse og uforbeholden ros 4. maj 1984. Og ja, tid er en mærkelig ting, for udgivelsesdagen for albummet ligger nu tættere på Danmarks befrielse i 1945 end på dens 80-årsdag denne søndag. Dette høres heldigvis ikke på albummet med det lette tråd og de stærke lyse sange. Her repræsenteret af afslutnings- og titelnummeret fremført 12. maj 1984 i St Georges Hall i Liverpool. Bunnymen var ustoppeligt gode i disse år…
En mægtig fransk støj
Et helt nyt udspil fra Toulouse-bandet Bruit. Måske man (for konservativt) savner en sanger, der kan dirigere den formidable lyd-arkitektoniske trafik et sted hen og derved tage stikket logisk hjem, men det skal være en mindre indvending, for musikken her står i sin stemning og tone forbløffende ren. The Age of Ephemerality – flygtighedens tidsalder – er titlen på det nye Bruit-album…
Pornography
Udsendt 3. maj 1982. En favorit dengang fra første afspilning. Det var hård, ny musik for nuet, ikke noget man havde tænkte på nogensinde skulle blive andet, som i dag, hvor pladen sættes på og indre film straks ruller tiden tilbage. Udover det stadig et mesterligt homogent og massivt lydende værk fra et band, der brugte sin egen tilstand af indre opløsning forbløffende kreativt. Her et af dets otte enslydende numre genbesøgt i Tempodrom i Berlin år 2002. Tror Pornography skal høres højt i aften. Det var længe siden sidst.
15 sekunders berømmelse?
I dette tilfælde snarere +45 år til nu. 3. maj 1980 spillede Joy Division på universitetet i Birmingham sit sidste show nogensinde, en aften der kan høres i sin helhed på det grå dbl-opsamlingssalbum Still (1981). Derfor vides det med sikkerhed at åbningsnummeret kaldet ‘New One’ på setlisten herover er ‘Ceremony’, der året efter skal blive New Order’s første single. Samt at de vildt ustemte synths i afslutningshymnen ‘Decades’ græder som pisket. Sådan et band var Joy Division.
Radio Free Europe
I anledning af den amerikanske regerings fratagelse af bevillingerne til Radio Free Europe har R.E.M. som protest genudsendt sin debutsingle i en spritny version remixet af Jackknife Lee. Stadig en markant god sang i dette anderledes moderne mix, som nok især lever på hvor overlegent driftsikker en bassist Mike Mills er. Jo, og så er der også koklokke…
Power, Corruption & Lies
Hov, denne Manchester-klassiker fylder også år i dag. Købte den på udgivelsesdagen dengang. Pludselig var der masser af lys, farver og liv i NO’s musik, der først havde været så tynget og post-Joy Division-kold. Et fremragende album den dag i dag. Skal høres HØJT. Her sidste track på side 1, det nummer der dengang umiddelbart fulgte mest i fodsporene på ‘Blue Monday’, som var kommet på single op til. 2. maj 1983, en helt specielt god dag for New Order.
Disintegration
Albummet der gjorde The Cure til deciderede verdensstjerner og sortklædt postpunk til pop som hvermandseje udkom 2. maj 1989. Her pladens mægtige begravelseshymne af et åbningsnummer fra en koncert i Berlin’s Tempodrom i november 2002…
All good things
Nu skal vi have noget ordentlig countrymusik med en kompetent vokalist. Her er Jess Woodland med den nye single “All Good Things”.
Shine so hard
Fik suppleret det gængse eksemplar af Echo and the Bunnymen’s liveindspillede filmsoundtrack-EP til filmen Shine So Hard i går med et i langt bedre stand. Efter det gamle (det til højre, ja) blev købt i London i juni 1981, var det hele vejen med på en hård togrejse til Grækenland inden det kom med hjem, så standen har altid været derefter.
Shine So Hard-EP’en fokuserer på en speciel aften Bunnymen spillede i januar 1981 i Pavillions Gardens i Buxton, Derbyshire. Bunnymen-tilhængere kunne købe billetter til et sidste show i lang tid på et ukendt sted og blev på selve dagen så kørt dertil i busser gennem hårdt vintervejr fra Liverpool, Birmingham og London.
Aftenen i den aparte gamle glassal, den sidste på Bunnymen’s såkaldte Camo Tour mellem Crocodiles (1980) og Heaven Up Here (1981), blev optaget både på film og lyd. 12″er-EP’en derfra indeholder to numre fra begge albums, så det var der man først kunne stifte bekendtskab med nye ‘Over The Wall’ og ‘Zimbo’ (AKA ‘All My Colours’).
Filmen fremstår i dag i sin langsommeligt opbyggende form for dvælende kunstskoleagtig, men dokumenterer et vigtigt tidspunkt i Bunnymen’s løbebane, da det var lige omkring her at det unge band, der snart skulle flyve så højt, fik vinger og smeltede sammen med sin trofaste tilhængerskare…
Oh yes
For et par uger siden spillede han to afdæmpede soloshows i Danmark. I dag fylder Bernard Butler 55. Den tidlige Suede-guitarist har nok lagt støjen fra de unge år bag sig, men det skal ikke forhindre os i her at genbesøge den amfetamin-gennemblødte musik, der først fik ham på landkortet. Her er det duo-samarbejdet med David McAlmont, fra lige efter Butler havde forladt Suede, der slår gnister…