‘Fear Of Living’, den nye Lemonheads-single her forleden, viser sig slet ikke at være ny, men fra i november sidste år, beklager misinformation. Singlen viser sig at have en nok bedre B-side med en egentlig ret rørende Evan Dando-video til, iPhone-optaget på øen Martha’s Vineyard i Massachusetts. At se Lemonheads-sangeren køre skateboard om natten, i sin perfekte rolle som manden der aldrig blev voksen, det kan noget. Ligeledes den sommeraften ved havet med fyrværkeri bag ham, længere henne ad stranden. Og så er der selve sangen oveni. Under fejl-posten med ‘Fear Of Flying’ bemærker denne sides bruger Yugo Star, at Dando med Baby, I’m Bored i 2001 rent faktisk har lavet en fin (slacker-)plade i nyere tid, hvilket han naturligvis har helt ret i…
Mere Suede-punk fra suburbia?
Suede har mandag lagt denne liveoptagelse af krasse ‘Antidepressants’ ud som den første nye lyd fremad siden Autofiction for to år siden…
…I look in my house it’s a luxury design / But there’s shit on the walls that I’m hiding behind / There’s a room at the back in case you get scared / (Prisoner) / I’m on antidepressants, I just lie awake singing a song and I’m happy…
Smith synger Dylan
Ovenpå den store opmærksomhed til Patti Smith’s glødende cover af Lana Del Rey’s ‘Summertime Sadness’ genhørtes i weekenden Twelve, den coverplade NYC-punkens ypperstepræstinde udsendte i 2007. Mens der ventes på at Patti Smith’s koncerter i Europa til sommer forhåbentlig vil kaste mere Lana Del Rey-guld af sig, så er her fra det album endnu en overbevisende performance af hende på Bob Dylan’s ‘Changing Of The Guards’…
Howdy Howdy
Her er Gillian Welch og David Rawlings med den sang, der slutter deres album Woodland fra sidste år. Der er trommer, orgel og Satans sovsekande rundt omkring på albummet, og det hele bliver brugt på bedst tænkelige vis. Men på “Howdy Howdy” er vi tilbage i det enkle udtryk, parret så ofte har vist, hvad man kan med. Så smukt kan det gøres.
Introducing…The Tarantula Waltz
Markus Svensson fra Stockholm har udsendt tre albums under navnet The Tarantula Waltz, der netop nu er aktuel med denne heftige nye svensk-blomstrende single om at sige hvad man vil, mens man endnu kan…
Black love
The Afghan Whigs’ Greg Dulli fylder 60 i dag. Her er han med sit mægtige band live på TV fra deres velmagtsdage i det forrige årtusinde…
Lørdagaftenspunkrock
The Stranglers havde en nærmest rygmærkeagtig ondskab over sig, var ikke et band der gjorde det mindste for at please nogen eller noget, holdt sig for sig selv i et ellers kollektivt miljø, blev i tiden anklaget for misogyniske holdninger, samt var notorisk ubehagelige overfor specielt journalister. Men hvorfor så bruge tid på dem, jo, musikalsk tilhørte de den absolutte top i den britiske punkbølge. Deres vrede stod skarp, en for punken atypisk stor musikalitet satte dem i stand til at spille helt på egne præmisser med melodisk styrke, og i modsætning til så mange andre af de samtidige punkbands var de alt andet end konservativt låste eller hæmmet af en snæver regelbog. Sådan lød de i starten…
Your drug buddy
Et af de mest kvæstede kendte ofre i britpoppens heftige hedonisme var nok amerikaneren Evan Dando, der indtil da ellers havde gang i en forunderlig pin up-karriere som frontfigur i hans egne The Lemonheads, som lå et særegent popmusikalsk sted kaldet bubblegrunge. Siden styrtet i hælene på Oasis var intet det samme for Dando, og hver gang der endelig kom nyt fra Lemonheads var man som lytter mere bekymret end nogensinde igen forløst. Denne nye single er ikke dårlig, men lyder mærkværdigvis i sin fremførelse umiddelbart mere som Dave Berman’s Silver Jews…
Tidsmaskine 1973
Mott The Hoople på besøg i Vesttyskland, hvor det nye engelske single-hit ‘Roll Away The Stone’ serveres på TV oppefra og ned. Sweet og Slade er vel nok meget større lige dér, men det her Hereford-band har bangers med de velgørende molakkorder, der kan stikke i unge hjerter…
Fan star
Har intet forhold til den svenske sanger Magnus Uggla, udover modvilje omkring at bruge tid på en artist, der f.eks. har en sang med titlen ‘Bästa Kebaben I Hela Stan’. Så derfor næsten ærgeligt at finde ud af at denne Uggla engang er blevet sendt afsted af selveste Mott The Hoople, Ian Hunter’s heroiske band. Så meget endda at han på sit tredje album – det hedder Va ska man ta livet av sig för när man ändå inte får höra snacket efteråt (1977) – har begået en helhjertet og rørende fin Mott the Hoople-lydende hyldest til sin første koncert-åbenbaring med bandet tidligt i 70’erne i Stockholm. Hvis andre end siden her skulle have et stort blødt punkt for Mott the Hoople, fortjener denne ”Balladen Om 70-talets Största Rockband’ næsten at blive hørt, så derfor alligevel…
Gahan 63
Depeche Mode’s engang så følunge Dave Gahan bliver 63 i dag. Senest de lod høre fra sig var på overraskende gode Memento Mori (2023), der i to revitaliserende omgange bragte det nu desværre Andrew Fletcher-løse synthband forbi København. Her en session-version af albummets hovedsingle, en perfekt showcase for Gahan’s evne til at gribe fast om en sang med sin jernstemme og forblive dens karismatiske centrum hele vejen igennem…
Bambara i København
Åbningsnummeret fra Birthmarks, det nye album med New York City-bandet, der senere i aften (fredag) er at finde på scenen på Loppen ude på Christiania…
Amor og den sidste pil
I dag bliver C.V. Jørgensen 75. Vi har ikke hørt nyt fra ham siden 2002, men hans værk er stort og vigtigt. Tak for sangene, Carsten Valentin! Vi håber at du har det godt og nyder de lyse nætter, der nu er tilbage i Danmark.
Blondie-kærlighed
Var så heldig en nat i weekenden at være på en bar, der spillede Blondie’s Eat to the Beat (1979). Producer Mike Chapmann, der allerede året før stod bag lyden på gennembrudsværket Parallel Lines, var virkelig en guds gave for det indtil da ret så laissez-faire-skramlende Lower East Side-band, han virkelig fik strammet op og gjort new wave/pop-shiny. En ting der dog altid går mig på ved Eat to the Beat; hvorfor et af mine absolutte favoritnumre med bandet aldrig blev udsendt som single derfra. Er sikker på at kloden ville have set bedre ud i dag med en historie bag sig, hvor ‘Slow Motion’ havde velsignet samtlige den vestlige verdens hitlister…
Lucinda
Meget af Lucinda Williams’ livsarrede melancholia er så traditionel og jordslået ærkeamerikansk, den for os europæere kan være meget svær at stå model til, men ville hjertens gerne have oplevet denne majestætiske sang – for sådan nogle kan hun jo også – i københavnske Vega i aftes, hvor hun spillede med sit band…