R.E.M.’s andet album Reckoning fylder 41 i dag. Første plade hørt/købt med dem, en helt ny lyd og anderledes musik at vende sig til, meget anderledes end ialfald jeg havde forestillet mig ud fra beskrivelserne fra England og USA. Måske fordi bandet allerede var så langt videre fra den opsigtsvækkende men dengang uopdrivelige debut Murmur (1983), hvis forsigtigt mysteriefyldte pre-americana på ingen måde findes længere på Reckoning. Her albummets udfarende startnummer i en optagelse fra udgivelsesåret 1984 på Passaic Theatre i New Jersey…
Ud af ingenting kommer en ny sang med et band, vi næsten havde glemt at huske. Lyttede ellers en del til Neil Hannon’s The Divine Comedy i forrige årtusinde, deres A Short Album About Love (1997) nok i særdeleshed. Den nye single denne morgen med The Divine Comedy gør umiddelbart ret godt, dens forfinede tonesprog, fortælling og produktion, der musikalsk sender gode tanker til både Bowie’s Baal-EP (1982) og PJ Harvey’s krigsramte Let England Shake (2011), kan ellers sikkert med et misforstået skældsord blive vrænget af som elitært, men i denne grovkornede tid fremstår ‘Achilles’ som et åndedrag af tiltrængt frisk luft til hårdtprøvede lunger…
‘I’m Always Touched By Your Presence, Dear’, der blev udsendt 8. April 1978, er ikke en af de store Blondie-singler. Faktisk er hele andetalbummet Plastic Letters, som singlen er taget fra, noget af en stilistisk rodebutik, hvor det faktisk kun er cover-hittet ‘Denis’ der stråler klart og rent igennem. Men ovenpå Clem Burke’s uventede død i går tager vi alligevel sangen her, bare for at værdsætte hans trommespil. På denne liveoptagelse fra engelske Old Grey Whistle Test høres det lige med det samme, hvor ufærdigt et liveband Blondie på dette tidspunkt endnu er. Faktisk er det kun Debbie Harry (og hun er ikke engang helt overbevisende her) og Clem Burke der holder Blondie-skibet flydende. Sidstnævnte, der desværre er langt nede i mixet, arbejder højeffektivt og anderledes end de fleste andre trommeslagere ville gøre på sådan en ballade, det med sine mange skubbende fills og profilerede energi-trommefigurer konstant at pumpe nyt liv ind i den ellers ret formløse sang. Tjek hans entusiasme og indsats her, lige bag Harry, en sand mester…
Den til højre er den lidt senere og reviderede amerikanske udgave, den til venstre det originale engelske eksemplar, jeg købte på import i Bristol Music Center på Strøget dengang. The Clash’s debutplade, som med sit perfekte cover udkom 8. april 1977, er et af de fire-fem essentielle punk-albums; skarp, kras, vital, visionær. Har den slags da relevans i dag? I den grad. Der er endda et edderspændt nummer med titlen ‘I’m So Bored With The USA’. Hvad mere kan man ønske sig? Evig ungdom!
Åh, mand! Fra New York City meldes Blondie’s hjerteslag stoppet; deres fænomenalt spillende trommeslager Clem Burke er død i dag. Tak for livet i musikken, det var himmelsk, hvil i fred!
Og her med en sang fra søndagens brugtpladekøb, hvor jeg fik min oprindelige franske version af Richard Hell and the Voidoids punkklassiker Blank Generation (1977) suppleret med et forbløffende velplejet – uspillet? – amerikansk originaltryk. I rockmusikkens historiebøger fylder det album slet ikke så meget som Richard Hell’s ungdomsven og medsammensvorne Tom Verlaine’s debut-mestervæk med Television fra samme år. Men i min verden står det helt, helt centralt. Hvor Marquee Moon tog sine lyttere med på en mageløs dannelsesrejse til et aldeles ukendt og storslået land, så var Blank Generation for mit 13-14 årige jeg derimod et splintret spejl af tusinde øjebliksbilleder og indre hug, sådan en sjælden plade som hiver tæppet væk under benene og lærer en en helvedes masse om, hvem man er og gerne vil være. Det er jo det musik kan, når den fyrer optimalt på alle cylindre. Richard Hell lavede aldrig igen tilnærmelsesvist noget ligeså slående. Snart stillede han iøvrigt skarpt på ordenes verden og lagde musikken bag sig som sit hovedudtryksmiddel. Men Blank Generation? For mig personligt står det album tårnhøjt som et af punkens fem-seks vigtigste…
Gang of Four’s bassist Dave Allen er i denne weekend gået bort efter længere tids sygdom. Dermed følger han i sporet på postpunk-marxisternes guitarist Andy Gill, der døde for få år siden. Her er hele bandet sammen på et af de kantede numre fra deres så indflydelsesrige debutalbum Entertainment i efteråret 1979…
Indspillet i december 1972, hørt først på engelsk TV (herunder) måneden efter, men først udsendt på single 6. april 1973, blot to uger før Aladdin Sane. David Bowie har en perlerække af singler bag sig, men kun få så hjertevarmende dejlige som ‘Drive-In Saturday’…
Mange bands dengang tog cue fra The Ramones og brugte deres pop-på-amfetamin-formel som afsæt til egen punk. Det var en fejl for langt de fleste, der hverken kunne spille så hurtigt så stramt, synge så identitetsklart igennem, eller skrive enkle melodier så stærke som Johnny, Joey, Dee Dee og Tommy. Men nordirske The Undertones fra Derry, de kunne det hele. ‘Teenage Kicks’, deres første single, var straks en klassiker. Efterfølgeren her faktisk på samme niveau…
Og titlen afslører, at det skal tages fuldstændig bogstaveligt.
Denne sang fra The Colour of Spring (som er et mesterværk) var en af dem, der viste vejen hen til lydbilledet og stemningerne på Spirit of Eden (et endnu større mesterværk) for Talk Talk.
Det yngste medlem af et vist svensk band fylder år i dag. Tillykke til Jönköping’s Agnetha Fältskog med de 75 og tak for al den store, vemodigt triumferende ABBA-musik fra dengang. Her er hun på bandets næstsidste single før band-skilsmissen i 1982, en sang der af dens skabere – Benny Andersson og Björn Ulvaeus – først gik under arbejdstitlen ‘Den Lidande Fågeln’. Gad vide om det var Agnetha som i deres øjne var denne lidende fugl?
Et tysk børneeventyr for voksne? Düsseldorf-duoen Deutsch-Amerikanische Freundschaft spillede en ganske anderledes techno-pop end alle de andre i start-80’erne. Denne sære men også sært elskede sang fra dengang fandt jeg på en hjemløs 7″er-single oppe i Uppsala. To uger efter blev den spillet højt udover PA umiddelbart efter et par svenske Thåström-shows (dog ikke lidt senere i KB-Hallen, hvor det istedet var aarhusianske Lost Kids), true story. Tilfældigheder binder livet sammen…
Ved ikke om Paul Westerberg savner rock’n’roll, men rock’n’roll savner tydeligvis Paul Westerberg, et generationstalent der forsvandt – snatching defeat from the jaws of vicory, som det så retvisende kan siges på engelsk – og blev borte. Her er han med The Mats da de var unge og vilde og nærmest uovervindelige…
En helt ny single med mit første udenlandske favoritband 1974. Og den her er langt bedre end det nummer, de udsendte for få uger siden. Imponerende. Lytter ikke meget til Sparks-udgivelser på denne side af 1979, men indimellem giver de stadig mindelser i lyd og/eller sang om, hvorfor det var at det blev dem…
Vi må desværre meddele at BILLEDER AF VERDEN REDUX alligevel ikke bliver udgivet 12. april. Vinylerne til RSD, som er ankommet fra trykkeri til distribution, viser sig desværre at være defekte, så derfor ryger den oprindelige tidsplan. Der kommer snarligst mere her om en ny, revideret udgivelsesdato. Vi beklager denne forsinkelse i køreplanen.
