Har der været for lidt svensk musik lige her på det seneste? Indie-sangeren Hurula fra Umeå/Högdalen har et nyt album ude senere på året og optrådte derfor til Grammis 2025-uddelingen i Stockholm forleden med første forløbersingle derfra…
Da den indflydelsesrige punk-guitarist Brian James døde for nogle uger siden satte vi her på siden et flag for ham med et af hans band The Damned’s mest kendte numre. Men James lavede også stærk musik efter sin hurtige tid i førstebølge-punkbandet. Tag nu bare denne fritstående solosingle fra 1979, hvor James (assisteret af bl.a. The Police’s Stewart Copeland på trommer) viser en noget mere eftertænksom side. Så et sted denne sang blive omtalt som ‘det bedste nummer Johnny Thunders aldrig skrev’, hvilket måske ikke er helt ved siden af, da grundstemningen fra dennes ‘You Can’t Keep Your Arms Around A Memory’ nemt kan mere end bare skimtes i ‘Ain’t That A Shame’…
I forgårs var årsdagen for Simple Minds første københavnske optræden i 1983, da de på touren for New Gold Dream (1982) svingede forbi Falkonersalen på Frederiksberg. China Crisis spillede support, Jim Kerr dansede sine insisterende ballettrin, guitarist Charlie Burchill skyggesang smilende samtlige sangord og bandet som sådan kom med den luksuriøse letheds lys, der gjorde deres nye plade så unik. Her er de et par uger før på italiensk stats-TV. Købte senere den sommer dette nummer i Rom på en lokal 7″er-udgivelse…
Svenske Luger har i dag fremlagt Thåström’s samlede sommerplan. Bemærkelsesværdigt at ikke en eneste stor dansk festival har taget dette sikre vinderkort på hånden. Til gengæld er der hele to Stockholm-shows ude mellem Rågsved og Högdalen, samt en stor Tivoli-optræden i Göteborg. Nærmeste date på Danmark er ved havnen i Helsingborg til en dobbeltaften, hvor Bob Hund spiller først…
Så Jeffrey Lee Pierce i København, først på toppen i 1984 i Saltlageret på The Las Vegas Story-touren, siden for nedadgående efterhånden som et liv med misbrug satte sine tydelige spor både på scenerne og på de plader han udsendte med The Gun Club og i eget navn. Hvis nogen spørger hvor han høres allerbedst, vil vi her til enhver tid sige på Gun Club’s debut Fire of Love (1981), samt måske især på efterfølgeren, den af Chris Stein (Blondie) producerede Miami (1982). Ofte kritiseres sidstnævnte for en lidt tynd lyd, men hørt herfra er netop den produktions nærmest feberhede vægtløshed det perfekte afsæt til Jeffrey Lee’s altid rastløse musikbreve. Vi markerer dog årsdagen i dag for hans død i 1996 – han blev kun 37 år – med et outtake fra førstomtalte The Las Vegas Story. Sådan et nummer, der på overfladen ikke er noget særligt, men hvis akkorder, melodi og for JLP karakteristisk brændende levering alligevel beder om at blive spillet og hørt igen…
Set herfra var det bedste ved Kent’s godt 170 timers genkomst ikke de seks konkrete stadionkoncerter lige syd for Stockholm, nok snarere at postyret omkring disse var motiverende til et dybdedyk ned og tilbage i bandets musiks fornemme katalog. Elskede den her sang inderligt, da det daværende strictly indierockband Kent udsendte sit andet album, den isblå og kuldslåede Verkligen, i marts 1996; faraway, so close…
Den engelske sanger Bill Fay døde i februar. Her tager han Wilco’s ‘Jesus, Etc’ under sine vinger. Var Fay religiøs? Den tanke kan man godt få, både når man hører hans egne afdæmpede og sjælesøgende sange, men også her på denne næsten kirkerums-nøgne fortolkning af Jeff Tweedy…
Ved for lidt om den københavnske sangerinde Neu Sierra, kun at hendes rigtige navn er Nana Nørgaard, hendes trommeslager Sort Sol’s Thomas Ortved, samt at hendes debutalbum med den specielle titel Butter & Blow blev udsendt fredag. Grunden til at hun optræder her kan høres i det fornemme omkvæd på denne albumsingle…
Dagen derpå. Uden overhovedet at have være tættere på end 500 km, så er der noget svært trist over at Kent nu atter er væk og borte. For os, der ikke var tilstede og oplevede glæden ved gensynet oppe i STHLM, synes det nærmest unfair, at skulle gentage følelsen af tabet fra 2016. Nuvel, jeg havde et ærinde oppe i Nordsjælland i dag, og på motorvejen havde jeg Tilbaka Till Samtiden (2007), efterfølgeren til Röd, kørende højt i kabinen. Hold nu op, hvor er side 1 (i alfald de første fem sange i streg) imponerende, en af de stærkeste samlede sekvenser i bandets løbebane. Det skal dog siges at albummet derefter rammes af et markant fald i niveau, inden slutnummeret ‘Ensammast I Sverige’ løfter op og slutter af igen på øverste hylde, det som en af Kent’s helt store, Sveriges-knugende albumnedlukkere. Huskede ikke Tillbaka Till Samtiden for så mange højdepunkter, så en fornøjelse i dag at gå tilbage og rekognoscere. Her omtalte mægtige slutsang i en stor lo fi-optagelse fra Stockholm i udgivelsesåret…
På forløbersinglen til Seventeen Seconds, The Cure’s andet album, rykker Robert Smith og co. med en forbløffende målrettet enkelthed på få minutter op i postpunkens absolutte topfelt. ‘A Forest’ udkommer 28. marts 1980…
Det blev en kort indian summer med kliken fra Psykbunkern. I aften lidt over kl. 21.30 er afskedseksperterne fra Kent atter borte. Og den afskeds-deja vu har Jocke Berg med sit store talent ud i længsel naturligvis selv lavet den optimale musikalske finale til…
Hvis der er et band i hvis varetægt man med tryghed tør overlade Elvis Presley-juvelen ‘Can’t Help Falling In Love’ så er det Perth, Western Australia’s The Triffids, der inden sit udmattelsesbetingede break-up i 1989 udsendte en fornem række plader af nærmest filmisk sitrende drama og høj kvalitet. Under produktionen af hvad skulle blive bandets svanesang – no pun intended – The Black Swan (1989) indspillede man også en studieversion af det nummer, der ikke bare var Elvis’ egen showstopper ved sine koncerter, men ofte også havde haft samme funktion for The Triffids. Denne stolt triumferende version blev dog oprindeligt kun udsendt som single-B-side til bandets egen langt mere obskure ‘Falling Over You’; de to burde retteligt have byttet plads…
Odbjergs nye, såkaldte protestsang om USA? Har næppe hørt så ubehjælpsom ‘politisk’ lyrik siden 70’erne, da venstrefløjen gjorde en dyd ud at udtrykke sine samfundsmæssige meningsstandpunkter en-til-en tilsat bløde frelser-akkorder. En protestsang skal jo have bid, vitriol eller bare en frisk indgangsvinkel, men aldrig blot gentage det åbenlyse, være et grædespejl eller en træt skrevet satire over sit emne. Selv mægtige The Clash kæmper herunder i en helt tidlig sang med at gøre nogle meget endimensionelle og firkantede ord levende, og lykkes kun fordi der flyves på så skarpe vinger af indignation og vrede. Den traditionelle danske protestsang brugte sjældent vreden som afsæt, men hvilede istedet i en langmodig, fællesskabsøgende vise/beat-musik, hvis temperatur var så veltilpas lunken, at det der skulle være protest som oftest faldt i søvn på vej mod sit segmenterede publikum som tryg hygge med diskret holdning-light smag.
Brooklyn-bandet Bambara udsendte forleden med Birthmarks sit sjette album, hvis åbner ‘Hiss’ er en ret præcis omend lidt atypisk tilbageholdt markør for dets natlige lydbillede og de undervejs lidt kamouflerede men for Bambara voksende melodiske indfald…
Skal være den første her til at sige, man ikke kan anmelde en koncert man ikke har overværet. Og den håndfuld jeg har talt med, som til nu har været i Stockholm og se Kent, de siger alle som en, at seancerne – efter et sært dødt første set inden kostumeskiftet – er yderst rørende og varmt Kent-bekræftende. En god ven beskriver endda hele showet (!) med de enorme visuals og den uovervindeligt store lys/effekt-sætning som en visionært kølig kunstinstallation over dén skandinaviske grundstemning, der engang satte Kent så markant i mange af os.
Men her kommer mit eget personlige forhold til bandet skramlende ind i billedet, for Kent har så sandelig også haft sin centrale styrke ved i så mange år at være et top-levende, reflekterende rockband med egen stærke bevægelse i tidens malstrøm. Det er de så ikke mere; det er ligesom præmissen nu. Optagelser fra Stockholm viser således et band uden fremdriftens luft under vingerne, som bravt men sandelig også stift – hvilket giver mening når man ikke har stået på en scene i et længere tidsrum end hele The Beatles’ samlede aktive pladekarriere – genopfører de mest populære passager fra egen forlængst færdigskrevne og hermetisk lukkede historie.
Nævnte forleden her en af de helt store aftener Kent har haft sig i København, den i 2010 da Röd var det aktuelle album de var ude og afsted med. Og faldt i går over en YouTube-optagelse af en hel Stockholm-koncert på Annexet fra samme tour, få uger før den omtalte danske optræden i Tap 1. Genså dele af showet og blev revet med af den pågående vitalitet, der skinner igennem fra start til slut. Men også af en energisk setliste der udstråler et nutidigt engagement, ingen tilbagelænet best of-æresrunde her.
Vi får Eskilstuna’s bedste i svajende discolys serveret som dejligt, nærmest overtændt dynamisk rockband. Lydkvaliteten er so-so, billedeoptagelserne ikke stort bedre, men alt står godt/skarpt nok til at give et decideret sug i maven af de rigtige Kent i live, dem der få år efter forsvandt og skulle blive savnet, det band som af gode og fuldt ud forståelige grunde ikke kan være tilstede som andet end uniformerede kustoder i sit eget enorme museum på Stockholms nationalstadion for næstsidste gang i aften. Måske fortid i nutid bare fungerer langt bedre end nutid i fortid? Enjoy!
1:36 Taxmannen 7:23 Berlin 12:32 Du är ånga 17:01 Töntarna 22:05 Sudance Kid 27:00 Hjärta 32:48 Den döda vinkeln37:50 LSD, någon? 42:07 Musik Non Stop 47:08 Idioter [2009] 52:27 OWC 55:55 FF 1:00:27 Vals för satan (din vän pessimisten) 1:07:28 Ingenting 1:11:43 Vy från ett luftslott (Punks Jump Up Remix) 1:15:41 Krossa allt 1:20:24 Dom andra + + + 1:26:30 På drift? 1:31:26 Kärleken väntar 1:35:57 Mannen i den vita hatten (16 år senare)