David Bowie’s mesterlige Station to Station udsendes 23. januar 1976. Her titelnummeret der åbner udgivelsen, optaget på verdenstouren der umiddelbart følger. Bowie var flyvende, men han var også døende. Lige om hjørnet ventede tiltrængt genoplivning gennem et sundere liv i Vestberlin. Dét var ikke for sent…
Hvem skulle have troet at Peter Doherty, der i så mange år dansede ude af balance på kanten af livet, er mand for at give en lidt tro på menneskeheden som sådan tilbage efter de seneste dage med amerikansk galskab på samtlige skærme? Her hans uforstillede og reflekterende væsen serveret i en ny samtale fra irsk TV med den prisværdigt underspillede vært Tommy Tiernan…
Forhistorien er at Associates-sangeren Billy Mackenzie’s mor Lily i sommeren ’96 dør af kræft. Mackenzie kommer sig aldrig over tabet af hende, der stod ham allernærmest, og et halvt år senere, efter længe forgæves at have kæmpet med depression, begår han selvmord i familiens hunde-udhus i Auchterhouse, få kilometer udenfor østskotske Dundee. Det sker for 28 år siden i dag, 22. januar 1997. Med hans utidige bortgang mister Storbritannien ikke blot en af sine førende whippet-trænere, men især den vel nok mest luksuriøse sangstemme postpunk-generationen har kunnet mønstre. Herunder kan Billy Mackenzie høres på et samarbejde med schweiziske Yello, med hvem han skrev en sang til Shirley Bassey. Heldigvis indspillede han også selv en vokal-version til 007-divaen Mrs. Bassey’s backingtrack. Naturligvis overgår den i flamboyant stjernefunklen selv James Bond-sangerindens egen og langt mere kendte. Så vild var han.
Har et svagt punkt for jamaicanske The Tamlins’ Sly & Robbie-producerede 1980-cover af amerikanske Randy Newman’s knugende ‘Baltimore’. Originalen fra tre år tidligere med ham fortjener også i den grad at blive hørt, så forfinet mørkeblå i sin resignerende stemning som den er…
Et håndspillet Liverpool-band med en kun 24-timer gammel single? Courting har to albums med korte sangtitler på samvittigheden, senest sidste års New Last Name. Denne single er helt ny…
…Well, the road is out before me
And the moon is shining bright
What I want you to remember
As I disappear tonight
Well today is grey skies
Tomorrow is tears
You’ll have to wait til yesterday is here…
Nede fra de dødens dale på Manhattan, som tidligere har givet os Interpol og The National, kommer postpunk-bandet Bambara, der allerede har fire albums under bæltet. Til marts udsendes det femte – Birthmarks – på Bella Union og i den forbindelse er en koncert linet op i København (Loppen) til maj. Således lyder første single fra den nye udgivelse…
Om det er deres allerbedste sang kan muligvis diskuteres, men ingen tvivl om at det er titlen Liverpool-bandet som regel nævnes for fra den store sangbog, når dens klassikere skal forkyndes. Som forløber for forårsalbummet Ocean Rain udsender Echo and the Bunnymen 20. januar 1984 singlen ‘The Killing Moon’. Et tillykke i dag må være på sin plads.
Efter at være faldet ned af stolen fredag, da den gamle Håkan Hellström – ham vi faldt for engang, men øjensynligt havde tabt for altid til mainstream-industrien – pludselig var tilbage og på bølgelængde, kom man igen på benene, gik to skridt tilbage og lagde den nye EP fra sig. I går meldte tvivlen sig så om førsteindtryksoplevelsen havde løjet, om den nye musik var lavet for at skulle lyde rigtig, men bagved alligevel måske slet ikke var det. Men altså, jo, EP’ens tre numre stod forbløffende nok også testen af et højt genhør i aftes. Her er det hovednummeret ‘Go För Glory’…
Endnu en lørdag aften i januar til et stykke hæsblæsende punk-rock. London’s The Vibrators har af forståelige grunde aldrig været et band i den engelske førstebølges Premier League. Ikke desto mindre er specielt deres ret så Libertines-skoledannende debutalbum Pure Mania (1977), samt en kort efterfølgende single som denne, absolut både tid, adrenalin og opmærksomhed værd…
Vi bærer ikke nag her på siden. De kan udsende en håndfuld virkelig sløje plader derude, men kommer der derefter en god, så er meget tilgivet. Tag nu svenske Håkan Hellström, hvis musik er blevet tortureret halvt ihjel i hans eget enorme succesfængsel, hvorfra endnu en række Ullevi-koncerter er linet op senere i år. Så er det at Håkan plejer at udsende musik, designet til at skulle fungere festligt uproblematisk foran 70.000 fællessyngende svenskere. Men i dag har han udsendt EP’en ‘Gå För Glory’, hvis tre numre i en dejlig beskidt produktion derimod endelig lyder som om Håkan laver musik for sin egen fornøjelse igen, ja, det var for længe siden sidst. Her EP’ens ret heftige slutnummer, hvis desperat højpitchede ”dom kommer aldrig ta oss”-mantra nok har lånt – det er jo Håkan! – sin gang på jord fra russiske t.a.T.u.’s ‘Not Gonna Get Us’, men det gør ingenting, for det her er langt bedre…
To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
“There he goes. One of God’s own prototypes. A high-powered mutant of some kind never even considered for mass production. Too weird to live, and too rare to die.” ― Hunter S. Thompson, Fear and Loathing in Las Vegas
Tak til David Lynch or Elefantmanden og Wild at Heart og Twin Peaks og de andre store og sære filmoplevelser.
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.