USA bliver 250 år i dag. Springsteen’s ‘Independence Day’ har altid været en sorgladet sang, men måske i dag mere end nogensinde for det dens titels bagland lige nu repræsenterer. ‘Independence Day’ udkom på The River-dblalbummet i 1980 som en af dets store, udfoldende fortællersange, men her fremføres faderopgøret to år tidligere helt ukendt og uprøvet af Al Pacino’s lookalike og hans E Street Band på Darkness-touren i 1978 . De levende billeder her er ikke noget at skrive hjem til Europa om, men det er musikken…
The Last Picture Show
Talte om effekten af at parre musik med sekvenser fra spillefilm. Her er det den sidste sang på det sidste The Smiths-album der clasher med liv, længsel og skuffelse i Peter Bogdanvich’s The Last Picture Show fra 1971…
Dylan bliver voksen
Havde denne bedagede single med hjem fra en fransk pladebutik for nogle uger siden. Hvor er det en uforbeholden fornøjelse at genhøre en sang helt tilbage fra juli 1969, hvor vokalperformance, arrangement, spil og sangskrivning upåvirket af tidens gang står i så ædel en kvalitet. Nashville Skyline (1969) var albummet, hvor Bob Dylan prøvede sig selv af som rigtig sanger, sådan en der med ydmyg værdighed og underspillet pondus kan følge en rigtig melodi til dørs. Det formår den tidligere protestsanger på denne overlegne produktion med dybde, kulør og amerikansk sjæl…
Jim Morrison RIP!
The Doors’ Jim Morrison blev I dag for 55 år siden fundet død i et badekar på femte sal på 17 Rue Beautreillis i Paris, kun 27 år gammel. Når man ser billeder af ham fra The Doors’ gennembrud til hans bortgang i 1971 er det en ekstremt hurtig ældningsproces der gennemgåes; med andre ord levede han hårdt. Det høres også i The Doors’ musik, i det nærmest vægtløst filmiske touch fra de første plader til 1971-albummet L.A. Woman’s sejt lurvede bluesrock, det på kun fire år. Vi markerer den ikonisk sangers dødsdag med titelnummeret fra The Doors’ andet album, der i september 1967 udkom kun otte måneder efter debuten og angiveligt består af ikke så få leftovers fra den. Hvilket dog ikke hindrer Strange Days i at indeholde en gavmild håndfuld tidsdefinerende klassikere…
Iceage smeltede Roskilde
Iceage får mange roser for en højelektrisk åbning onsdag af Roskilde, hvor de kvitterede ved at spille hele deres nye album kronologisk. Dagene da Roskilde-koncerter blev optaget og transmitteret af en årvågen DR-kulturredaktion er desværre blevet sparet brutalt væk, så her istedet en håndholdt entusiast-optagelse fra The George Tavern i East End fra for fire uger siden, da Iceage holdt en lignende præsentationskoncert for et lille London-publikum. Elias Rønnenfelt er en stjerne og midt i en poptid er det en befrielse at have et ungt rockband som Iceage i Danmark til at give noget andet og mere ophidsende end refrain-musik…
The Cure valgte nutid fra
27 numre på setlisten hos The Cure på Roskilde Orange i aftes. Dog ikke et eneste af dem fra forrige års så overraskende mesterlige og i superlativer bredt roste requiem Songs of a Lost World. Den slags er svært at forstå. Når et gammelt band med så sjældne udgivelsesmæssige nedslagspunkter i dette årtusinde endelig går ind og med velgørende konsekvens favner sin nutid, hvorfor så ikke spille den lyslevende ud når scenen og lejligheden er så fornem som i aftes? Her et af de nye numre, der utvivlsomt havde gjort lykke med sin bastant huggende Simon Gallup-bass i centrum…
Mary Margaret O’Hara
Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.
Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.
Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)
Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.
Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.
Once upon a time in Roskilde
Det var første aften nogensinde på Roskilde. Hvilken glæde at være der, klar til tre aftener med henholdsvis Simple Minds, Siouxsie and the Banshees og Echo and the Bunnymen. Jim Kerr’s troppers stjerne stod i absolut zenit i 1983. Bandet skulle snart blive meget større, men til gengæld – berømmelse og succes kommer aldrig uden en pris – give fatalt køb på den flimrende letheds musikalske poesi og europæiske vision, der lyste det så vitalt op indefra. Her en times sært uvirkelig TV-optagelse fra den milde sommeraften på Orange, fredag 1. juli 1983 på tour for New Gold Dream (1982)…
The Cure på Orange
The Cure spiller på Roskilde i aften, 41 år og to dage efter deres første danske optræden i 1985, som var på Orange samme sted. Men hvorfor skulle der gå så lang tid inden de kom forbi Danmark? Svaret er enkelt; The Cure var simpelthen for upopulære her på de første hovedværker – Seventeen Seconds (1980), Faith (1981) og Pornography (1982) – til at deres europæiske turnéer svingede forbi København. En koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej blev faktisk sat op som en del af deres Faith-tour i slut-maj 1981 – mit eget postpunk-band fra Viborg (Næste Uges TV) skulle endda spille support – men det hele blev desværre aflyst få uger før. Hvorfor? Der var solgt under 40 billetter. Så der røg chancen for at opleve Robert Smith, Simon Gallup og Lol Tolhurst på tæt hold. De to førstnævnte er endnu med, når bandet i aften kl. 22 går på foran en helt sikkert tætpakket dyrskueplads. Ja, det går op og ned i showbiz. Her er singleudgaven af ‘Fascination Street’ fra Disintegration (1989). Forleden i Dublin var der pludselig hele syv numre fra det album på setlisten…
Debbie på Dragørfærgen
18. februar 1978: Blondie’s Debbie Harry fotograferet af Staffan Johansson på færgen mellem Dragør og Limhamn. Blondie skal samme aften Sverigesdebutere på Malmö City’s fashionable rockklub Dad’s. Debbie Harry er da allerede 33 år gammel. I dag bliver hun 81. Livet i rocknroll bevæger sig nådesløst hurtigt, synes det. Tillykke til kvinden den vinterdag på færgen fra Dragør.
Smokers after Pink Pop
En kortfilms-montage af Justin Lockey, der veksler mellem forberedelse til sommerens første Editors-koncert (i Roubaix) og umiddelbart efter show på Pink Pop to dage efter…
Introducing…Pol!
De to hollandske brødre Ruben og Matthijs Pol udgør bandet Pol, der med egne ord er tiltrukket af – og transmitterer på – new wave-genrens frekvenser. Denne nye, lidt rå single, blot deres tredje, synes efter to minutter fanget ind og regnet ud, men så ændrer musikken pludselig karakter…
Listen to the voice of Buddha…
30. juni 1978 udsender Sheffield’s The Human League sin første single, der skal komme til at inspirere mange og meget…
Smokers outside Pink Pop
Sidste weekend var Editors på besøg på den store Pinkpop Festival i Landgraaf. Her hele deres show fra den tidlige lørdag aften på Hollands svar på Roskilde. Her setlisten…
The Racing Rats
Munich
Call It In
Sugar
A Ton of Love
Karma Climb
An End Has a Start
The Rush
Smokers Outside the Hospital Doors
The Phone Book
All the Kings
Papillon
Talk Talk i Montreux
Har indimellem behov for at genopleve denne liveoptagelse med Talk Talk. Året er 1986, englænderne er afsted på tour med da aktuelle The Colour of Spring og får en koncert TV-optaget i schweiziske Montreux ved byens traditionelle festival. Selvom der kun er gået to år siden forrige album, den identitetsstærke It’s My Life, har Mark Hollis og hans band musikalsk bevæget sig langt videre. Så det er i den nye ånd og med dens mere følelsesdirekte tilgang at titelnummeret fra It’s My Life her gives. Personligt kunne jeg virkelig godt have undværet det breakdown med percussion-solo før omkvædsfinalen, men det er svært ikke at elske alt andet omkring den storsvedende, skælvende version, Mark Hollis synger som gælder det selve livet…