Paris’ førstebølge-punkband Metal Urbain når aldrig at udsende et album før de er forbi. Tre singler bliver det til, de to første af dem fra 1977 – ‘Panik’ og ‘Paris Maquis’ – erklærede genre-klassikere. Her er det nummeret om Paris’ frihedskæmpere, den første single overhovedet på det engelske pladeselskab Rough Trade. Metal Urbain står karakteriseret af sine helhjertede frontalangreb ovenpå et mekanisk elektrobeat. Som det ses på optagelsen her er sanger Claude Panik – stærkt punknavn! – en sær visuel krydsning af Johnny Rotten og Sid Vicious. Musikken der fræser omkring ham, så langt mere nyskabende end Sex Pistols’, er bandets helt egen. Cool artwork med Eifeltårnet på hovedet.
Queens of The Stone Age har været i KEXP’s session-studie og indspillet fire numre, der nu er blevet sendt i omløb. Her Josh Homme med kødøkse, strygere og blæsere i fornemt samspil…
En bekymrende langhåret Hamilton Leithauser varmer lige nu op for The Strokes på deres USA-tour. Tirsdag i Boston inviterede Julian Casablancas ham på scenen for at synge med The Strokes, der til aftenen havde indøvet The Walkmen’s ‘Heaven’. At den sangs stive new wave-beat ligger perfekt til Strokes overrasker ingen. Men hvor er det svært at se Hamilton synge The Walkmen uden igen at blive syg af savn efter en regulær gendannelse af et band, hvis helhed var så meget større end den logiske sum af dets enkelte dele…
Anden Chelsea Wolfe-post her på kun et døgn, for siden onsdag formiddag har den vestamerikanske gothic folk-diva udgivet endnu en ny sang, der fortjener et publikum. Og den nærmest vægtløst svævende ‘The Dark’ står hørt herfra måske endnu stærkere, ialfald mere direkte kommunikerende, end gårsdagens ‘Death Is Not The End’. En koncert i Store Vega i slut-november er netop blevet annonceret. Det her kan måske blive ret interessant…
Make no mistake, Ramones’ ‘Oh I Love Her So’ fra Leave Home (1977) er i bund og grund en helt gammeldags doo-wop-sang med raketmotor. Af samme logiske grund er teksten ikke raketvidenskab
Jeg mødte hende på Burger King, blev forelsket ved sodavandsmaskinen. Så vi tog bilen ned i byen, vennerne hang ud overalt. Så tog vi ned til Coney island, var oppe i rutschebanen og rundt igen. Og ingen skal nogensinde komme imellem os, for hun er min kæreste. Åh, jeg er så vild med hende. At være ude sådan en aften som den her, jeg skal give hende et kæmpe kys. Jeg skal gøre hende til min og alt kommer til til at blive fantastisk. Åh, jeg er så vild med hende.
Stærke kvinder på banen denne uge. I går havde siden her en ny single med PJ Harvey, i dag er det en ditto fra californiske Chelsea Wolfe, hvis navn de fleste danskere nok først har fået bekendtskab til gennem hendes samarbejde med Sort Sol på deres fælles ‘Life Too You For A Freq.’, som må repræsentere det mest melodisk forløste den gennemført skyggesøgende sangerinde har på sit CV. Et sangbart omkvæd står heller ikke ligefrem på spring på atmosfæriske ‘Death Is Not The End’, men efter et par minutter sker der alligevel stærkt klimaksudløsende ting…
Lige nu heatattack mod Nordeuropa; Berlin varsles 39 grader, Hamburg 37, Danmark en smule mindre. Havde en samtale i går, om hvilken slags musik der går bedst til stærk varme. Tre umiddelbare bud: Punk rock, jamaicansk bluebeat/roots reggae, vintage amerikansk girlgroup-pop. Electro-duoen Suicide fra New York City rammer to af de tre på ‘Surrender’.
Interessant apropos netop dette klip at der er flere og flere uofficielle musikvideoer inden for den senere tid, der leger med at bruge gamle spillefilms-sekvenser som visuelt modspil til sin musik. Her til Suicide er det endda to film der rippes fra; Martin Scorsese’s New York-klassiske Taxi Driver fra 1976 og Paul Schrader’s Californien-baserede Hardcore fra 1979. Den fragmenterede klipning og manglende lineære historie manipulerer med oplevelsen af musikken og gøre den til et åbent tidsdigt, hvor det mere er sammenstødet mellem lyd og film der sætter dagsordenen, snarere end de to bestandeles egentlige indhold hver for sig.
Vi lever i moderne tider, når PJ Harvey i dag udsender denne nye single, hvor hun udover at synge kun spiller Prophet-5-synthesizer. I Harvey’s rumteksts længsel efter det ukendte er vi bizart nok ikke lysår væk fra Peter Schilling’s ‘Major Tom (Völlig Losgelöst)’, der tog en tur op i det ukendte fra denne side forleden…
…force fields, high winds cold moons, bright rings hear my signal will you follow?…
23. juni 1995: Rockmusik er endnu helt sprællevende. Verdensstore R.E.M. gæster David Letterman med den anden heftige muskelsingle fra aktuelle, kantede, dekonstruerende Monster…
Glem aldrig hvor enestående Leonard Cohen er. Selv på de lidt mere bortgemte transport-plader, altså dem der ligger på vejen mellem hans åbenlyse klassikere, er der altid en sang eller tre, som kan slå benene væk under en. Som nu på New Skin For The Old Ceremony (1974), der trods sin generelle lidt grå status ikke bare byder på erklærede LC-hits som ‘Chelsea Hotel #2’ og ‘Who By Fire’, men også den for Cohen så sjældent uptempo-flirtende ‘Lover Lover Lover’, hvis melodi og beat synes at afsløre et vist kendskab til græsk musik. Øverst mesteren selv der fremfører sangen live, herunder Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som ubesværet gør den til sin egen…
Senere på året udsendes en større hyldest til Shanes Macgowan og The Pogues, når 20th Century Paddy – The Songs of Shane MacGowan ser den første vinters lys. Triplealbummet, der indeholder hele 36 sange, har bidrag fra artister og bands fra vidt forskellige baggrunde og forbindelser til MacGowan’s musik; blandt de mange kan eksempelvis fra rockmusikkens verden nævnes Bruce Springsteen, The Libertines, Steve Earle, U2, Primal Scream, The Jesus & Mary Chain, Tom Waits og The Murder Capital. Samt Boston’s Dropkick Murphys, hvis rullende keltiske punk ikke fornægter sig på det bidrag som allerede nu netop er blevet sluppet. Den største udfordring ved at spille The Pogues er utvivlsomt at leve op til Shane MacGowan’s uforlignelige vokal, hvad også Dropkick Murphys må sande på en iøvrigt yderst hæderlig og levende version af ‘The Body Of An American’…
Elvis Costello er lige nu med sit band The Imposters på en europæisk tour, hvor der stilles skarpt på de tidlige sange, altså dem fra hans første 4-5 år som pladeudgivende artist midt i en punk/postpunktid. Den første gang vi her hørte Costello var i 1977 i Danmarks Radio, som dengang, med sine mange specialprogrammer med fokus på al mulig forskellig musik, havde en helt anderledes, gavmild opfattelse af begrebet public service. Selveste P3 præsenterede således også helt ny, muligvis smal musik fra England og i den forbindelse blev Elvis Costello hevet frem som bemærkelsesværdig udspringer af den nye punkbølge, der var ved at vokse sig stor lige da. Den notorisk vrede Costello havde sammen med sit nye band The Attractions netop udsendt sit andet album og fra This Year’s Model ville man spille åbningsnummeret med den punk-mundrette titel ‘No Action’ og den punk-korte spilletid 2:01. Nummerets billige Farfisa-orgel, de galopperende trommer, den generelt kriblende rastløshed og så det catchy omkvæd; var straks solgt. Hvor kunne man dog købe den plade?
Satte This Year’s Model på afspilleren denne mandag morgen. Kan det muligvis være Elvis Costello and the Attractions’ allerstærkeste udspil? Et hårdt dilemma, for der er to-tre deroppe om budet, men ialfald en rystende stærk samling sange på hans britiske gennembrudsalbum (det var en STOR plade af sin tid derovre, blev set og hørt overalt), leveret med engelsk saft og ung imponeret kraft.
Da LS for tre år siden skulle udsende ‘Studentervognen Kører’ på single, blev den overhalet indenom af Linköping’s Lars Winnerbäck, som få uger før kom på banen med sin sang om udspringende studenter, den af Jocke Berg/Martin Sköld-producerede klangligt lyse ‘Nåt Som Verkligen Är Bra’. Hvor LS-sangens ord står rettet som et spejl i skæret af lysende ungdom, da er Winnerbäck’s mere en erindringsrejse, han ubesværet vender med sit grundlæggende positive menneskesyn til at hylde det uberørte nye, der igen vil springe ud og stråle rent i gaderne nu den kommende uge…
London 1977, Wire debuterer med 21 numre på albummet Pink Flag. De kan spille hurtigt når de vil, men lyder ikke som nogen af de andre engelske punkbands. Det er som om de holder deres egen musik ud i strakt arm og betragter den, ser hvad den kan formes til, mens den bliver spillet. Wire er ikke et traditionelt band med en bestemt lyd, nok mere et kollektivt laboratorium, der blander ingredienser og lader ny virkelighed opstå. År senere vil mange toneangivende postpunk-, hardcore- og senere også Britpop-bands nævne dem som en stor inspiration…
