Way Out West 2024

Nation of Language på Höjden-scenen, Way Out West 2023.
Nation of Language på Höjden-scenen, Way Out West 2023.

Pastorinden og jeg besøgte igen Way Out West-festivalen i Göteborg efter fem års pause. Det var en særdeles god oplevelse.

Way Out West er ikke en camping-festival og ligger i grønne omgivelser i Göteborgs største park, Slotsskogen. På den måde er man forskånet for en del af de udskejelser, der ofte har gjort mig træt af den ellers så velrenommerede Roskilde Festival. På Way Out West var der således ingen, der stod og ladede vandet på tilfældige steder og der var heller ikke masser af tydeligt berusede mennesker, der sejlede tilfældigt rundt på pladsen i tøj stift af støv og mudder. Priserne på drikkevarer og mad (maden er endda ofte ret god, synes jeg) er som i Danmark, bare i svenske kroner. Så med den fordelagtige valutakurs er det tilmed billigt.

Eneste skår i glæden er at festivalen måske er på vej til at blive for populær. Lørdag aften var der markant flere mennesker end torsdag og fredag, og det kunne man tydeligt fornemme.

Nogle korte observationer om musikken:

  • PJ Harvey gav endnu en vellykket koncert. Det er altid en fornøjelse af se hende, og hun har efterhånden et rigt og varieret bagkatalog at tage fra – og det gjorde hun.
  • Pulp var meget driftssikre. Jeg tænkte uvilkårligt at musikerne godt nok var blevet gamle, men så huskede jeg at de faktisk er på alder med mig! Jarvis Cocker er om muligt blevet endnu mere selvironisk med årene. I modsætning til PJ Harvey er der ikke nyt fra Pulp, så koncerten var en grundig tur i bagkataloget.
  • Air spillede Moon Safari i sin helhed. Det er det eneste album med dem, som jeg kender godt, må jeg indrømme – og det var en helt loyal genopførelse. Airs musik er strengt taget en form for vellavet easy listening og burde derfor ikke være velegnet til en udendørs festival hvor publikum kommer og går, men publikum var der alligevel (og jeg var der også).
  • Nation of Language havde jeg glædet mig til at se, og de skuffede ikke (ud over at koncerten kun var programsat til 45 minutter som andre koncerter på Höjden-scenen). Det er interessant at tre musikere, der er så unge, at et vilkårligt medlem af Pulp kunne være forælder til dem og tilmed er fra USA, kan være en så god og original inkarnation af OMD. Ian Devaney har tilmed moves, der leder tanken hen på Jens og Henrik. Se Nation of Language, hvis I kan.
  • Hurray for the Riff-Raff skuffede heller ikke. Den korte koncert præsenterede næsten alle sangene fra det nye album The Past Is Still Alive.
  • Arooj Aftab var også en af de kunstnere, jeg havde glædet mig til. Og selv om hun indrømmede at have tømmermænd, gik det godt. Hendes aktuelle album har sange på engelsk om (ifølge hende selv) at drikke og flirte – men jeg må indrømme at jeg synes bedst om hendes sange på urdu.
  • Alvvays havde jeg ikke oplevet før, men gode var de. I sidste halvdel af koncerten opdagede jeg (lidt sent) forskelligheden i deres sangmateriale.
  • Fever Ray er fra Göteborg og har et helt særegent udtryk, der kræver lidt tilvænning, men er spændende. Det er sært at tænke på at Karin Dreijer engang i begyndelsen af sin karriere spillede i band med Håkan Hellström. Jeg har svært ved at forestille mig to mere forskellige svenske musikere end de to.
  • The National leverede en vellykket koncert som afslutning på hele festivalen, men det var begyndt at blæse temmelig meget op, og lyden blev desværre kastet rundt af blæsten meget af tiden. Under koncerten slog det mig, at Matt Berninger og Jarvis Cocker vel ligner hinanden i fremtoning: Midaldrende mænd med briller og jakkesæt og en rastløs energi, der efterhånden fører dem rundt på alle dele af scenen.
  • Var der ingen skuffelser? Jo. André 3000 har skiftet musikalsk udtryk fra sin tid i Outkast og spiller nu en form for free jazz. Nogle er begejstrede for hans nye musikalske retning, men jeg var ikke imponeret. Og så var der den amerikanske gruppe Wednesday; jeg troede fra beskrivelsen, at de spillede alternativ country, men bortset fra et enkelt nummer var der tale om støjrock af en temmelig anonym slags.

Gik jeg glip af noget? Ja. Jeg fik ikke oplevet Slowdive, The Kills og Fred Again. Jeg var ganske enkelt for træt. Ak ja.

Script of the bridge

Tal lige om den grimme ælling her, for pladecoveret er ligeså stygt som dets indhold så overraskende skulle vise sig at være det modsatte. The Chameleons kom for sent til at nå den britiske bølge med Bunnymen, Simple Minds, U2 og de andre, men burde alligevel være blevet til mere end et kultband, for så højt står kvaliteten på dette debutalbum, som blev udsendt 8. august 1983. Måske havde det hele set bedre ud for Manchester-bandet, hvis ikke dets guitarist havde malet i sin fritid og derfor fået fripas til at levere flere af The Chameleons’ dilettantiske covers. Hans ferske surrealistiske streg signalerer en 70’er-progrock, der intet har at gøre med bandets guitarsvimle postpunk, hvis ekko høres tydeligt på f.eks. de tidlige plader fra Interpol. Her en af mange stærke numre fra debuten; specielt den lange outro (fra 3:13) står lysende…

2:a Augusti

Ovenpå det folkelige gennembrud med samme års Blå Himlen Blues indspiller Joakim Thåström og de andre tre i Imperiet 2. august 1985 livealbummet 2:a Augusti 1985 i Arosparken i Västerås. Sådan her lyder Bertol Brecht-sangen ‘Surubaya Johnny’ fra deres seneste album på det…

Saints appear

Radio Birdman Vs. The Saints? Den diskussion i posten nedenfor er svær at have et klart syn på. For i modsætning til Radio Birdman (som altid var en australsk hemmelighed) kendte og hørte vi The Saints i Europa dengang, da de i 1976 var karriereflyttet til England og derfor blev tilgængelige her. Så de sidder ligesom anderledes fast i hjertet og historien. Her er The Saints ialfald med to yderst heftige numre, et fra deres hvidglødende 1977-debut I’m Stranded og et fra den dog lidt mere, uhm, subtile efterfølger Eternally Yours (1978)…

Radios appear

Vi har før på denne side været forbi Brisbane, Queensland’s The Saints, hvis første tre albums leverer proto-punk rock supreme. I Australien, hvor The Saints’ betydning naturligt fylder mere end i resten af verden, er der en pågående diskussion om, hvorvidt det er dem eller det samtidige Sydney-band Radio Birdman, som var de allerskarpeste til at spille den frygtløse og primale rockmusik, der banede vej for punk i Australien. Her er Radio Birdman ialfald med to yderst heftige numre fra deres hvidglødende 1977-debut Radios Appear

Fontaines DC på Glasto

En venlig sjæl har lagt hele BBC’s transmission af Fontaines DC’s set på Glastonbury i juni op på YouTube. Oplev det i en fart inden BBC får det lukket ned…

Samt lidt her fra et fransk interview om deres nye album og state of mind lige nu…

De solbriller fra Fætter BR ligner stadig årets ærgeligste stylist-idé.

Martin Phillips RIP!

Ligesom den australske bølge med The Go-Betweens, The Church og The Triffids i front var New Zealand’s The Chills et anderledes spændende og frisk musikalsk indslag på rockscenen i 1980’erne. Bandet fik sig et næsten-hit på MTV Europe med deres ‘Heavenly Pop Hit’, men forsvandt hurtigt igen ned i understrømmen. The Chills’ sanger, guitarist og sangskriver Martin Phillipps er denne weekend pludselig død. Her to af bandets særegent strejfende sange, der begge i deres titler stiller skarpt på kulde, at varme sig på…

It’s no sin

39 år efter Pet Shop Boys først dukkede op med ‘West End Girls’ er de her endnu, fanget i endnu en elegant film af en popsang. Ungdoms fremdrift og ambitioner er væk, de vigtige slag er forlængst blevet udkæmpet, nu handler det øjensynligt mest om værdig status quo for duoen, der på denne nænsomme sang synger om at gå anonymt i et hipster-neighborhood – helt sikkert i London’s West End – hvor ingen som helst genkender eller aner hvem Neil Tennant er. Chris Lowe? Han har altid bevæget sig helt anonymt…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.