Nyt ungt svensk band fra Stockholm med en single – deres vistnok fjerde – der udkom i fredags. Vi skal i ‘Vasaparken’ (lige ved Odengatan) efter mørkets frembrud…
Sometimes I’m dreaming…
The Cure’s ‘Charlotte Sometimes’ er et stærkt bindeled mellem Faith og Pornography. Singlen udsendes dags dato i 1981, men allerede da har The Cure haft nummeret med ude live. Her den første kendte liveoptagelse af nummeret fra Capitol Theatre i Sydney i august det år…
Faldt for Felt
Bliver forelsket for livet fra det øjeblik jeg hører Felt første gang. Singlen ‘My Face Is On Fire’ er umulig at opdrive i 1982, men er heldigvis inkluderet på bandets daværende pladeselskab Cherry Red’s lavprisopsamling Pillows & Prayers samme år. Har engelsk spaghettiwestern-musik fra the Midlands nogensinde før eller siden lydt så besnærende?
Fontaines spiller Del Rey
Fontaines DC besøgte BBC forleden og indspillede deres version af Lana Del Rey’s 2012-single ‘Say Yes To Heaven’…
Unmack-tour tyvstarter
Efterårstouren starter først for alvor om tre uger, men allerede fra i dag og denne weekend tyvstartes med to aftener. Det er Taastrup torsdag, Ringsted fredag.
Stilheden der bliver brudt
De har været væk i lang tid, så en uventet overraskelse denne onsdag at få en ny single fra dem smidt i hovedet. Det er Southend-on-Sea’s The Horrors der tales om, singlen hedder ‘The Silence That Remains’, en forløber for albummet Night Life – deres første i otte år; det er en halv The Cure de der har lavet – som vil blive udsendt engang i 2025…
Hell’s your man
New York City-punkens erklærede poster boy Richard Hell bliver frygtindgydende 75 år i dag; hans blank generation må siges at være blevet velvoksen. Her er uregerlige Hell, der siden blev boende på Lower East Side og har ernæret sig som skribent/forfatter, på en stærk single-b-side fra dengang…
Efterårs-inferno
Nu det er blevet oktober kan Lee Hazlewood endelig synge, at med efterårets komme må enhver selvopholdelse hjertens gerne sejle sin egen sø, alt imens Romy Schneider står på vandski i slowmotion og verden går i sin smukkeste opløsning…
Oh bondage up yours!
Der gives heldigvis også toneangivende kvinder i den tidlige punk-rock. 30. september 1977 udsender London-bandet X-Ray Spex sin debutsingle ‘Oh Bondage Up Yours’, hvorpå sangerinde/sangskriver Poly Styrene i en forunderlig blanding af vrede og eufori gør kort proces med det moderne samfunds undertrykkelse som sådan. En samtidsdefinerende engelsk punk-klassiker – og et unikt stykke primalt musik – er født…
Kris Kristofferson RIP!
Sunday morning coming down denne mandag, hvor telegrafpælene fra Amerika bringer den triste nyhed ind, at Kris Kristofferson er gået bort…
Through every station, through every town…
Brett Anderson’s fødselsdag i dag en passende undskyldning for her at dykke ned og intuitivt nyde en Suede-sang fra det efterhånden store katalog. Det får for nu blive den oprindelige version af ‘Europe Is Our Playground’, en favorit der absurd nok først blev givet en diskret skyggetilværelse som b-side på ‘Trash’-singlen i 1996. Siden blev det elektronisk duvende nummer genindspillet (i en stemningsmæssigt underlegen version) til b-side-opsdamlingen Sci-Fi Lullabies (1997)…
Mayhem!
Som The Clash uden Strummer. The Jam uden Weller. The Ramones uden Joey. Sex Pistols’ Steve Jones, Paul Cook og Glen Matlock har den seneste uge uden Johnny Rotten – der er uvenskab i luften – turneret England og Skotland med Rattelsnakes-sangeren Frank Carter som Frank Carter & The Sex Pistols. Setlisten har givet sig selv, øllet har flydt i stride strømme, der er blevet råbesunget med fra selv de bagerste rækker i de store haller; en fest af de større for samtlige fremmødte. Tom nostalgi, relevans eller social ventil? Døm selv på klippet herunder fra torsdag aften, hvor settet på The Forum, Kentish Town, London, åbner med en af de 12 klassikere fra punk-manifestet Never Mind The Bollocks (1977). For et par år siden såes det hvilken euforisk glæde det skabte, da Stockport’s Blossoms stillede op på Glastonbury med Rick Astley som Morrissey og spillede et show kun af The Smiths-numre. Det her kan øjensynligt noget af det samme. Men har England virkelig brug for Sex Pistols i 2024? Det kunne lyde og se sådan ud på disse øjebliksbilleder…
Bryan Ferry’s Star
Bryan Ferry har i ly af mørket udsendt hvad lyder som det mest fremsynede nye musik fra hans hånd i mange år. Musikken til singlen ‘Star’, der skal gøre opmærksom på en kommende Roxy Music/Bryan Ferry-opsamling, er begået af Trent Reznor og Atticus Ross, mens Ferry finder sin kvindelige modvægt på vokalsiden hos maler/forfatter Amelia Barratt. Så et sted dette samarbejde omtalt genremæssigt som ‘post-techno’, men døm selv, sølvskinnende moderne lyder det ialfald…
Monster er et monster
Om ikke det bedste – der er også mange om buddet – så er orange Monster (1994) ialfald et af de mest interessante og anderledes albums R.E.M. har udsendt. Efter den af alle så elskede Automatic for the People (1992) må det ellers have været tillokkende at lave et album, der spandt videre på den organisk lydende plades enorme succes. Men istedet trådte R.E.M. to skridt tilbage, skruede op for de tunge guitarer og skar sig nogle store, skarpe stykker høj, fragmenteret rock, der, tilsat Stipe’s tvetydige ord i bevidst kølig levering, blev udsendt som Monster. Det skete for 30 år siden i disse dage. Her pladens støjende ballade ‘Let Me In’ (som på flere planer hjemsøges af afdøde Kurt Cobain) strippet for sin hvide forvrængning i en senere liveudgave. Uden det tæppe af distortion høres bedre, at der i bund og grund ‘bare’ er tale om en rigtig god sang. Præcis som mange af de andre på pladen, der ude omkring hurtigt fik mange erklærede fjender, som savnede den mere trygge og imødekommende hit-udgave af bandet. Tillykke til og med Monster, R.E.M.!
Det sultne beat
The Fall i en britisk Granada TV-optagelse fra 1988. Det er lyse tider for Mark E. Smith, med sin amerikanske kæreste Brix med på guitar og et generelt opsving i Manchester-bandets kurs på den engelske scene. ‘Big New Prinz’, åbningsnummeret på den da helt nye I Am Kurious Oranj, The Fall’s 11. album, følger den mere tilgængelige linie, Brix’ ankomst har afstedkommet, med sine få men velfungerende, attitudestrærke ingredienser omkring dets mægtige riff. Skæv men meget catchy musik på en og samme tid…