I dag er det præcis 30 år siden Phil Ochs begik selvmord i New York City, 35 år gammel. Han startede som succesfuld topical protestsanger i samme folk-miljø som også sendte Bob Dylan afsted, men endte med at lave plader og sange, der intet konkret havde med skabelsestiden i slutningen af 60’erne at gøre, og som derfor nemt kan høres i dag. De bedste af dem (“Rehearsals For Retirement” og “Greatest Hits – 50 Phil Ochs Fans Can’t Be Wrong”, sidstnævnte trods titel IKKE en opsamlingsplade), hjemsøgt af efterårsfarvet melankoli og længsel, er båret af et sjældent melodisk talent og ditto varm, udtryksfuld stemme. Phil Ochs endte ret langt ude, besat af tanken om at være den personificerede kombination af Las Vegas-style Elvis og socialist-frihedskæmperen Che Guevara. Det gik forfærdelig galt. These days er der næsten ingen der kender ham, hvilket er stor synd og skam. For overtegnede står han langt, langt over genrebesjælede samtids-ikoner som f.eks. Tim Buckley, Nick Drake og Tim Hardin. Tjek Phil Ochs ud!

ONE-WAY TICKET HOME

I’d like a one-way ticket home, ticket home
Where I can watch television, talk on the telephone
But every town I wander there’s a billboard on a throne
Ticket home
I want a ticket home

Does anybody know my name, or recognize my face
I must have come from somewhere, but I can’t recall the place
They dropped me at the matinee, they left without a trace
Ticket home
I want a ticket home

Elvis Presley is the king, I was at his crowning
My life just flashed before my eyes, I must be drowning

Seems like only yesterday I climbed aboard the plane
Raping distance in the skies, while diving in champagne
I would be in exile now, but everywhere’s the same
Ticket home
I want a ticket home

Elvis Presley is the king, I was at his crowning
My life just flashed before my eyes, I must be drowning

Seems like only yesterday I climbed aboard the plane
Raping distance in the sky, while diving in champagne
I would be in exile now, but everywhere’s the same
Ticket home
I want a ticket home

© Phil Ochs

Som kan ses på billedet havde M afslutningsvis sin gule påskeskjorte på i Malmö i går aftes. I en snarligt sammenstyrtende håndboldhal oplevede vi i det overvejende danske (!) publikum en storsyngende M have en ret god dag på kontoret. Vi har her på siden før kritiseret hans band for dets Fajabefa-substandard, men tilføjelsen af både ny trommeslager og guitarist har gjort underværker, så selv endda Smiths-numrene nu endelig lød rigtige og sundt kraftfulde. “Life Is A Pigsty”, “In The Future When All’s Well”, “Last Night I Dreamt Somebody Loved Me”, “Still Ill”, “The Youngest Was The Most Loved”, “At Last I Am Born” var højdepunkter på en setliste, hvis mangel på dramaturgi godt kunne fortjene en overhaling eller to. Men det bliver ikke nu og herfra. For vi var kun glade da vi kørte hjem i kulsort mørke over broen til Drømmenes København.

PS – Simpson, Pitbull og jeg gik før koncerten ind på hvad vi fejlagtigt troede var en bar, lige ved siden af Malmö Stadion. Kom ind i et grisekødstinkende folkekøkken, hvor 20-30 af Zlatan I’s fætre spiste aftensmad og havde højrøstet (!) diskussion. Det cool ved stedet var, at alle væggene stod beklædt med vimpler fra alle de mange udenlandske klubber Malmö FF har mødt i internationale turneringer gennem årene. Den falmede mørkerøde Liverpool-vimpel fra 1967 havde jeg meget, meget gerne hjulpet ud derfra. For slet ikke at snakke om en ditto LFC-ting fra maj, 1939. Av, hvor gjorde det ondt at gå fra dem igen, fanget der på murene i madhelvedet!

PPS – På efterfølgende link ligger en optagelse af M’s verdenspremiere igår af det gamle Magazine-nummer “Song From Under The Floorboards”: http://www.badongo.com/file/445746

Og det gør det halve København vel også. Her er setlisten fra i går aftes i Oslo:

First Of The Gang To Die / Still Ill / You Have Killed Me / The Youngest Was The Most Loved / In The Future When All’s Well / I Like You / I Will See You In Far-off Places / My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye / Girlfriend In A Coma / Let Me Kiss You / Life Is A Pigsty / Trouble Loves Me / How Soon Is Now? / At Last I Am Born / I Just Want To See The Boy Happy / Irish Blood, English Heart // Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me

For alle der finder at popmusik og melodrama bør hænge uløseligt sammen, er verden blevet en stor sanger fattigere. Gene Pitney blev i går morges fundet død på et hotelværelse i Cardiff, Wales. Han blev kun 65 år gammel. Her en instant personlig top-5 over GP-sange:

1. Something’s Gotten Hold Of My Heart
2. Somewhere In The Country
3. Backstage
4. A Street Called Hope
5. 24 Sycamore

Siger Ronnie Spector i Observer-interviewet i dag. Hun lyver, selvklart. For alt Veronica har rørt ved siden fjerne Ronettes-dage, har haft en em af usagt beklagelse og skønne spildte muligheder over sig. The Last of the Rock Stars, hendes nye plade, udsendes 10. april og indeholder bl.a. sange som Ramones-romancen “Here Today, Gone Tomorrow”, Johnny Thunders-klassikeren “You Can’t Put Your Arms Around A Memory” og “Ode To LA”. Sidstnævnte ringer da vist en meget tung Raveonettes-klokke. Lyden af stor rocknroll-fortid er tilstede: Patti Smith, Keith Richards, endda Joey Ramone medvirker.

http://observer.guardian.co.uk/review/story/0,,1739548,00.html