– Var Solo således en Love Shop-cd, ville den styre direkte ind på Top 3 over sådanne. Stor, stor kunst fra en varm, vild og vedkommende kunstner, der hermed endegyldigt beviser, at det aldrig er for sent at tage hul på en gloriøs solokarriere.

De bemærkelsesværdige ord er Klaus Lynggaard’s i dagens udgave af Information, der bringer hans omfattende og på alle måder euforiske anmeldelse af Henrik’s spritnye Solo. Sammenholdt med de 5 stjerner i Ekstra Bladet i lørdags, de ligeledes 5 i Berlingske Tidende i går, cementerer Lynggaard’s uforbeholdne begejstring det offentlige indtryk, at Henrik på Solo har begået en storbedrift af en debutplade.

Om den lyder en del som Love Shop, hvad flere allerede har hintet, kan disse ører ikke bedømme objektivt, men sikkert er det da, at Henrik’s og Mikkel D’s teknologiske støbning af Solo-sangene danner langt klarere soniske paralleller til LS, end f.eks. vores Vejen Hjem Fra Rocknroll-plade gør. Uanset hvad, så er det Hall’ske udtryk ialfald stærkt nok til at klare sig mod den slags sammenligninger.

Som varm anbefaling af Henrik’s plade, til de der endnu ikke har hørt den, tager vi her en instant Top-5 over dens sange:

Top-5 i Solosange:
1. Langt fra den nye by
2. Den sidste terminal
3. Solo
4. Baby
5. Bibi’s mund

Lang tid undervejs og nu endelig ankommet i pladebutikker landet over. Taler selvfølgelig om Solo, Henrik’s debutplade, der udkommer netop i dag. Ekstra Bladet tildelte den i lørdags 5 lysende stjerner, i en begejstret anmeldelse af dét talent, der på Solo viser sig istand til så meget andet stort, end at blæse dramatisk mundharpe og danse Bellavista ud til folket. Kæmpe tillykke og god vind med Solo herfra til vores Heinrich!

Ordene ovenfor var Ian McCulloch’s, da Echo & The Bunnymen d. 16 marts 1983 DK-debuterede på 3 Falke Scenen, ved Falkonerteatret i København. Og jo, det var vist egentlig en biograf, men ikke denne sjældne aften, hvor Liverpool’s fineste var på besøg. Den lille sal havde sikkerhedsvagter, der krævede folk ned i sæderne, noget de 500 fremmødte først satte sig udover, da McCulloch efter 4-5 numre endnu en gang bad alle om at rejse sig op. Setlisten til koncerten, hvor Pete De Freitas’ trommer stod placeret helt fremme til venstre på scenen, og hvor Sort-Hvide Landskaber først havde varmet lidt op på jysk, så så sublim ud:

Going Up
With a Hip
Gods Will be Gods
Show of Strength
All My Colours (Zimbo)
The Cutter
Rescue
My White Devil
Porcupine
Crocodiles
All That Jazz
Heads Will Roll
The Back of Love
Heaven up Here
Over the Wall
+ + +
Do It Clean
Villiers Terrace
+ + +
No Dark Things

Små 4 måneder senere, søndag d. 3. juli om aftenen, indtog Echo & the Bunnymen igen Danmark, nu via den orange Canopy-scene på Roskilde, bag tyk røg og dronende gregoriansk munkesang. Under sjællandsk sommeraften blev helt nyskrevne sange som “The Killing Moon”, “Never Stop” og “Silver” prøvet af foran et meget større, vindende publikum. Men det er en anden historie…

Sent mandag nat begyndte Morrissey i Tulsa, Oklahoma den tour, der i april kommer forbi Malmö City, og et helt forår senere også aflægger DK – i form af Roskilde Festival 06 – et besøg. Her nedenfor står førsteaftenens setliste. Ringleader of the Tormentors, den kommende plade, der, efter en på disse kanter bekymrende svag oplevelsesstart, nu heldigvis er ved at vokse sig mægtig, var selvfølgelig stærkt repræseneteret. Det var The Smiths’ bagkatalog også; i Cain’s Ballroom var der blandt de 4 spillede Morrissey/Marr-sange solodebut til både “Still Ill” og “Girlfriend in a Coma”.

You Have Killed Me
Still Ill
The Youngest Was The Most Loved
In The Future When All’s Well
Irish Blood, English Heart
My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye
Girlfriend In A Coma
I Have Forgiven Jesus
I Just Want To See The Boy Happy
Reader Meet Author
Life Is A Pigsty
Let Me Kiss You
Trouble Loves Me
How Soon Is Now?
First Of The Gang To Die
I Will See You In Far-off Places
Suedehead
At Last I Am Born
+ + +
Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before

BTW – Morrissey’s intro-musik i Oklahoma var amerikanske Smoking Popes’ rawknroll-version af “You’ll Never Walk Alone” – ikke ret meget Manchester at finde i det valg. Smoking Popes-udgaven, som på sin egen ligefremme throwaway-måde er ret rørende, kan fås for hele 8. kr på iTunes…

I dag er det 15 år siden R.E.M. uomtvisteligt ophørte med at være et undergrundsnavn, idet de da udsendte deres Out of Time-album, der med monsterhittet “Losing my Religion” katapulterede bandet allerøverst op på rockmusikkens stjernehimmel, og dermed langt væk fra den ydmyge indie- og college-scene, som ellers havde været fast base siden dag 1.Out of Time har måske ikke holdt så godt som samlet værk, dertil er den for flakkende, men indeholder alligevel en lille håndfuld sange, der står som perler i R.E.M.’s imponerende katalog: “Country Feedback”, “Half a World Away”, Losing my Religion” og “Near Wild Heaven”.Ude af tid er også konge-beatnik Jack Kerouac, der ville være blevet 84 år i dag. Da R.E.M. udsendte Out of Time gik Michael Stipe meget op i, at udgivelsesdatoen samtidig var netop Jack Kerouac’s fødselsdag. Som mange andre sangskrivere har også Stipe fundet vigtig tekstlig inspiration i Kerouac’s skrivning, specielt i den rastløse, sjælesøgende, bilkørende, rytmiske generationsroman On The Road. Michael Stipe medvirker iøvrigt på en enkelt sang på Meds, den nye Placebo-plade, der udkommer mandag. Hørt herfra forekommer det album som det absolut stærkeste og mest stemningsfulde, dén fucked-up trio endnu har præsteret. Vi taler moderne guitar-angst-rock af høj karat, i speciel sælsom Placebo-lyd af følelsesudsuget privatrum midt i sammenbruddets ætsende larm. Helt i tråd med den formfuldendte apocalyptica hedder Meds’ perfekte afskedssalut af et nummer “Song to say Goodbye” – velbekomme!