I mandags fejrede vi her på siden The Clash’s 3-dobbelte “Sandinista!”, der da rundede 25 år. Og det forpligter, for d. 14. december 1979, kun 363 døgn inden, udsendte selvsamme The Clash det dobbeltalbum, der indskriver sig blandt de allerstørste udgivelser indenfor rocknroll. I musikmagasinet Rolling Stone’s bog over de 500 bedste rockplader nogensinde ligger “London Calling” på en 8. plads, hvilket selvfølgelig er imponerende, men nok alligevel 6-7 pladser for lavt.
For “London Calling” har det hele og lidt til. Aldrig før eller siden har noget band vel lige åbensindet sat vekselstrøm til sine i dette tilfælde utallige musikalske inspirationskilder og transformeret dem til et så udfordrende og helt igennem personligt resultat. “London Calling” fremstod da den udkom nærmest som en slags omfattende dannelsesrejse i subkulturelle musikgenrer. Og selvom Joe Strummer & co. her agerede menneskelig jukebox i forskellige stilarter, fremstod de utallige genrehop ikke skizofrent forvirrende, men snarere som en logisk afspejling af The Clash’s helstøbte føling med moderne multikulturel tidsånd og forståelse for tradition i bevægelse.
Men fuck de mange ord, for “London Calling” siger det hele meget bedre selv, uden unødig intellektualisering og formidlingsstøv. En plade må være gjort af noget helt, helt specielt, når den ubesværet, med nu hele 26 år på sit dynamiske Elvis-hyldest af et cover, formår at lyde mere frisk, skarp, levende og relevant end 99% af alle udgivelser i dag – det gør The Clash’s “London Calling”.
