Michael Stipe, den kølige mand med de vilde Elvis-moves, bliver 46 idag. Her er i den anledning en ret ok sangtekst af ham:

Nightswimming deserves a quiet night
The photograph on the dashboard, taken years ago,
Turned around backwards so the windshield shows
Every streetlight reveals the picture in reverse
Still, it’s so much clearer
I forgot my shirt at the water’s edge
The moon is low tonight

Nightswimming deserves a quiet night
I’m not sure all these people understand
It’s not like years ago,
The fear of getting caught,
Of recklessness and water
They cannot see me naked
These things, they go away,
Replaced by everyday

Nightswimming, remembering that night
September’s coming soon
I’m pining for the moon
And what if there were two
Side by side in orbit
Around the fairest sun?
That bright, tight forever drum
Could not describe nightswimming

You, I thought I knew you
You, I cannot judge
You, I thought you knew me,
This one laughing quietly underneath my breath
Nightswimming

The photograph reflects,
Every streetlight a reminder
Nightswimming deserves a quiet night, deserves a quiet night

© Michael Stipe

Fame, fame, fatal fame! Før Strokes udsendte 2001-debut’en Is This It, var de allerede af den samlede internationale musikpresse blevet hyldet som guitarrockens frelsere. Dén første plade ændrede overordnet set ikke på meget, men var dog i sig selv et nødvendigt, forfriskende åndehul af kort, tungen-lige-i-munden New Yorker-rocknroll, lavet i en tidsmaskine, der gik hele den lange vej tilbage til 1977.

Så at der for Strokes var tale om fremragende revisionisme, mere end om egentlig udvikling af rocknroll, herskede der med det samme ingen tvivl om. Is This It var medrivende lytning, men mest fordi bandet gjorde sin popart-ting så helhjertet og fordi Julian Casablancas attitude som sanger var fremragende udtryksfuld.

Men det er ikke nemt at gå med lyset. Efterfølgeren Room on Fire blev til under store forventningspressede besværligheder. Man prøvede først en tidligere Radiohead-producer, for siden at vende tilbage til Gordin Raphael’s lyd og identiske opskrift fra Is This It. Nu hvor verden havde vænnet sig til hans sound og tilgang, lød Strokes pludselig lidt gammeldags og – hvad værre var – bange for at komme videre i teksten.

Vel var der gode øjeblikke på Room on Fire, og Strokes gav efterfølgende en cool koncert i KB-hallen i København, men deres momentum var alligevel gået tabt. De nye stjerner havde vist menneskelig svaghed, hvilket måske er okay for almindelige dødelige bands, men ikke for verdensfrelsere. Og det var jo nærmest det Strokes var kommet til os som.

I går udkom First Impressions of Earth, Strokes “svære” 3’er, som lægger yderst overbevisende ud med nogle catchy, direkte sange, skåret skarpt og helt ind til benet. Men alt for hurtigt sætter store problemer ind og Strokes slår sig siden som en hest i tøjret henover resten af pladen. At produktionen er blevet mere hi fi-konventionel klæder især ikke pretty-boy-sanger Julian Casablancas, der, stående alene og bar i forgrunden, forgæves prøver at træde vande og få tiden til at gå.

Det er materialets kvalitet der udgør hans største problem. “I’ve got nothing to say” vræler Julian et sted, og ironien er pinagtig svær at få øje på. De sange, der i de 6-7 værste tilfælde vel knappest kan kaldes sange, har en melodisk kluntethed, som ikke engang Nick Valensi og Hammond Jnr’s opfindsomme guitararbejde kan skjule. Man bruger en cello i én sang, et gammelt omkvæd fra Barry Manilow’s “Mandy” i en anden. Ligemeget er det. Strokes, der var indbegrebet af strømlinet lethed, fremstår trætte, rådvilde, tunge.

“The End Has No End” hedder en af de bedste sange fra Room on Fire. En titel der gør ondt, når man lytter til First Impressions of Earth, hvor den endelige afslutning for Strokes som band synes lige om næste hjørne.

Normalt spilder vi her på siden ikke plads og entusiasme på udgivelser der decideret skuffer, men Strokes har tidligere givet så gode oplevelser, at selv deres forfald fortjener en vis opmærksomhed. Og så er åbningsnummeret “You Only Live Once” sammen med “Heart In A Cage” – trods alt – næsten indgangsprisen værd.

Man opdager og genopdager interessante ting i sin juleferie. I går opdagede jeg f.eks. efter 8 års parforhold at min bedre halvdel ikke kan lide mørk chokolade med kokosfyld.

I den mere substantielle afdeling genopdager jeg med jævne mellemrum gamle cd’er fra min samling, da de ca. 1500 cd’er for det meste er gemt af vejen i kasser. Cd’erne kommer frem i lyset for en kort stund, når jeg ripper dem til en ekstern harddisk og overfører dem til iPod’en.

Den anden dag genfandt jeg Opus Dei med Laibach, som vi dengang i 1987 kaldte for et jugoslavisk band. På mange måder foregriber dette albums tunge techno-rock med (ofte) tyske tekster og brølevokal Rammstein (omend uden den bund af firser-thrash metal, som Rammstein har). Prøv bare at høre “Leben/Tod” eller Queen-coverversionen “Ein Leitbild”.

Desværre forstod kun få deres satiriske kommentar til den omsiggribende nationalisme i Jugoslavien, og nogle af deres tekster fremstår i bakspejlet som ufrivillige profetier. Kun 4 år efter albummet blev udsendt, rullede forbundshærens tanks igennem gaderne i Ljubljana – den slovenske hovedstad, som på tysk hedder Laibach.

I en noget anden afdeling, men fra samme tid er Yemenite Songs med israelske Ofra Haza. Hendes familie kom fra Yemen, og hendes musik var et møde mellem mellemøstlige klange, blik-slagtøj og tekster på hebræisk og arabisk. Jeg kan huske et tv-program, hvor israelske unge beskrev hendes musik som håbløst gammeldags, “ikke-vestlig” som den var. Og jeg husker billederne af en ung, sorthåret kvinde i tung, guldbesat folkedragt fra Yemen.

Musikken swinger helt fænomenalt og blev samplet af mange hip-hop- og house-musikere. Teksterne forstår jeg ikke meget af. En arabisk lingvist, jeg engang kendte (og som i parentes bemærket så lige så godt ud som Ofra Haza), fortalte mig engang, at de sangtekster, som lød som de handlede om Jørgen Schleimanns indkøb af haveredskaber, faktisk var lidenskabelige kærlighedssange.

Ofra Haza fik et mindre hit med en house-udgave af “Im N’in Alu” fra albummet og gæsteoptrådte hos bl.a. Iggy Pop og Sisters Of Mercy. Siden forsvandt hun ud i glemslen, internationalt i al fald, og døde i en alder af 41 år af en voldsom influenza, der vistnok skyldtes en HIV-infektion. Ak, ak, ak.

På sin måde banede Ofra Haza vejen for accept af senere navne som vores allesammens Natacha Atlas, og alene for dét er hun værd at mindes.

Opfølgning på min decembersnak med Jens (der stadig er at finde som seneste feature!). Nu har jeg omsider jubilæumsudgaven af Born To Run; en julegave fra mig selv.

Den kedelige dyne-lyd, der plagede den oprindelige cd-udgivelse, er udbedret, så meget det nu lader sig gøre. Mest interessant er nu de to medfølgende dvd’er, og her især en hidtil uudsendt (men hyppigt bootlegged) optagelse af Bruce Springsteens første koncert i Storbritannien nogensinde, dengang i 1975.

Det er ikke nogen dårlig koncert. En nærmest telepatisk fornemmelse for samspil præger det to timer lange sæt, der rummer de fleste af de bedste numre fra de tre første albums, forståeligt nok med fokus på Born To Run. Alle de kvaliteter som Bruce Springsteens musik rummer, når den er bedst, er til stede – lidenskab, fest, fandenivoldsk attitude og inderlighed. En koncertoptagelse med højdepunkt efter højdepunkt – hele bokssættet værd!

Vild aften i Viborg her i mandags. Death To Frank Ziyanak spillede en af de sjældne koncerter, som gør alle middelmådige live-oplevelser umagen værd. Trioen fra Silkeborg stillede op omkring midnat foran et helt igennem dødt publikum, men formåede alligevel nemt at spille et set fremragende, selvstændig rocknroll. DTFZ tog i Viborg traditionelle toner og lavede stor, helt personlig musik ud af dem. Måske man blev mindet om Suicide, Stooges, Ronettes, Ramones, Velvet U og andre milepæle undervejs, men det var ligemeget, for fingeraftrykkene, bevægelserne, lyden, øjeblikket tilhørte kun det superseje og selvsikre Silkeborg-band. Tjek lige den strålende debut ud!