Sydfrankrig byder på samme pladebutiksdød som Danmark. For også ned til Cote d’Azur er det efterhånden nærmest sjældent at støde på affærer, der kun sælger musik. Og sker det endelig, har de gerne den aura af tabt fortid og mudret Mariager Fjord-brakvand, man engang kun fandt på en plademesse søndag eftermiddag.
Også de store supermarkeders musikafdelinger er klart mindre nu, end for blot et par år siden. Alligevel lykkedes det nu i dag, i et stort Carrefour på en hovedvej ikke langt fra Le Muy, ca. midtvejs mellem Nice og Marseille, at finde både Sonic Youth’s spritnye The Eternal og Placebo’s ditto Battle For The Sun – altså, Placebo er giga på disse kanter, så det forsråes med dem, men vi taler Sonic Youth i et tilfældigt fransk provins-supermarked…!
Deres The Eternal er allerede blevet lovprist her, men Placebo-pladen fortjener også et par ord. Trioens højt anspændte og stressede nerverock fejrede et imponerende klimaks på forrige Meds, der kom for tre år og én trommeslager siden. På Meds blendede man den så Placebo’ske livslede og nogle sygt fængende sange, bandet aldrig havde begået bedre før.
Men hvor går man hen efter en så vellykket præstation? Battle For The Sun lyder umiddelbart som den naturlige regruppering, som den kunstneriske tankestreg, som broen over til måske næste landvinding. Den nye trommeslager får ellers fyret heftigt op, sjældent har en Placebo-plade lydt så muskøløs.
De teknologiske tiltag fra Meds, den eksalterede blanding af suggestiv atmosfære og nådesløs kant, er således skudt i baggrunden for nu, det til fordel for en insisterende kraftfuldhed, der indimellem forløses perfekt i store længselsfortabte omkvæd fra Brian Molko’s altid brændende univers. Specielt titelnummeret, ‘Devil In The Details’, ‘Bright Lights’ og ‘The Never-Ending Why’ rammer plet.
Men selv den fornøjelse rækker umiddelbart ikke til at bære helt igennem de forventninger, Placebo med Meds selv har bygget så tårnhøjt op. Ærgeligt, for ingen tvivl om, Battle For The Sun i sig selv må være en mere end godkendt longlpayer. Man er et utaknemmeligt skarn. Måske istedet skulle glæde sig over, det endnu overhovedet fysisk er muligt at kunne købe et regulært album…
Att: 1888
Pladeforretningerne vil skam gerne være med, men det vil pladeselskaberne ikke rigtigt. De vil have mellem 95 og 100 for et nyt album, hvor til du kan lægge 25% i moms.
Det efterlader 20-25 kr. i indtjening.
Særligt slemme er Disneykonceren der vil have så meget for deres produkter, at deres DVDer koster 50 kr. mere end andre DVDer.
Så er der selvfølgelig Madonna, der skal have 110 kr få et nyt album, men hun hun må jo mangle pengene.
Efter at have arbejdet i 4 pladeforretninger, gider jeg heller ikke rigtigt betale 150 kr for en cd, så dem køber jeg også over nettet, men må indrømme at itunes får et bedre og bedre greb i mig.
Og det er slet ikke noget at skamme sig over, 1888.
Jeg ved, at mange godt kan lide at stå og bladre i reolerne i butikkerne. Men man får altså ikke særligt meget, som en internetbutik og nettet i det hele taget ikke kan give – det er sjældent, at coverets kvalitet overrasker. Jo, ok. Man får musikken med hjem med det samme.
Må tilstå at de fleste udenlandske albums indkøbes på nettet (Play, Bang, Wow, Juno etc.) til priser, hvor de danske forhandlere åbenbart ikke kan/vil være med.
Ja, det er en tragedie når/hvis Guf lukker ned. Musik er virkelig i knæ.
Apropos butiksdød…
http://ibyen.dk/musik/article721902.ece