Blandt efterhånden en hel del forskellige opsamlinger med hedengange New Order, står dbl-CD’en Substance fra 1987 som den bedste og mest logiske. Første CD en kronologisk tur gennem New Order’s 12’inch-single-A-sider fra 1981-starten ‘Ceremony’ til og med ‘True Faith’ fra sommeren seks år efter. Anden CD kører efter samme device, blot med de selvsamme maxisingler’s B-sider, der kan deles nogenlunde ligeligt op mellem versionerede udgaver af A-numre og så selvstændige sange. Blandt de sidste skal nævnes verdens ensommeste ‘In A Lonely Place’ og især youtube-audioen her nedenfor, ‘1963’, en skæbnesvanger fortabt popkonstruktion, der selv burde have været single. Nævner alt dette for hvem som måske ikke kender til Substance. Opsamlingen er nemlig, efter lang tids fravær i pladebutikker, pludselig dukket op i stakkevis og kan nu erhverves – stadig i den originale 1987-klodsede dbl-jewelcase – til hovedrystende små 49,95 kr. Indholdet er det tidobbelte værd. Mindst. Her substansen af New Order’s Substance:
Disc 1:
“Ceremony” – 4:23
“Everything’s Gone Green” – 5:30
“Temptation” – 6:59
“Blue Monday” – 7:29
“Confusion” – 4:43
“Thieves Like Us” – 6:36
“The Perfect Kiss” – 8:02
“Sub-culture” – 4:48
“Shellshock” – 6:28
“State of the Nation” – 6:32
“Bizarre Love Triangle” – 6:44
“True Faith” – 5:55
Disc 2:
“In a Lonely Place” – 6:16
“Procession” – 4:27
“Cries and Whispers” – 3:25
“Hurt” – 6:58
“The Beach” – 7:19
“Confusion Instrumental” – 7:38
“Lonesome Tonight” – 5:11
“Murder” – 3:55
“Thieves Like Us Instrumental” – 6:57
“The Kiss of Death” – 7:02
“Shame of the Nation” – 7:54
“1963” – 5:35
Pastor: enig!
Men – også Technique er noget nær perfekt. Det er det øjeblik, hvor verden så at sige har indhentet New Order, hvor al den musik de har inspireret er slået igennem i fuldt flor, om det så er Pet Shop Boys’ tungsindige, intelligente pop, eller om det er den på det tidspunkt helt igennem frodige technoscene. Eller skønne indiebands som The House of Love eller My Bloody Valentine. Smid Electronic-albummet fra det følgende år oveni, og selv singlen med det engelske landshold!, og vi havde et band der var i det Neil Tennant kaldte The Imperial Pop Phase, hvor alt bare lykkedes. Det var overdådigt.
Jeg købte vinyludgaven i slutningen af 80´erne og har siden investeeet i cd-udgaven til – ja den latterlige pris af – 49,95 kr.
Det er vel nok den bedste opsamlingsplade jeg ejer – og ja “True Faith” er vel tæt på at være det perfekte popnummer.
God pointe omkring ‘Temptation’ og ‘Confusion’, smoelle. Sidstnævnte er jeg desværre aldrig selv kommet til at holde det mindste af, uanset hvilken version New Order så har præsenteret.
Nævnes skal det vel også at originalen af den omtalte ‘1963’ såvidt jeg ved kun findes her på Substance, hvor de senere opsamlinger kører en editeret/genindspillet (?) og klart dårligere version.
Hypnotiske ‘Everything’s Gone Green’ en åbenbaring første gang, ja. For mit eget da jyske vedkommende en sen aften i ca. december/jamuar 81>82 på BBC-mellembølge, John Peel naturligvis. Et mentalt og fremtidsdefinerende jordskælv. Fem minutter der nedbrød grænser for hvad syntes muligt med rockmusik og åbnede fremtiden.
Perioden fra 1981 til 1987 er nok den mest interessante i New Orders historie – udviklingen fra at være “resten af Joy Division” på “In A Lonely Place” til den svimlende synth-pop på “Bizarre Love Triangle” og “True Faith”.
Det er en fantastisk opsamling, og jeg kan sige ret bastant, at den ændrede mit (musikalske) liv… jeg var lige akkurat så sent ude med New Order, at jeg først røg på ved Brotherhood, og havde ikke kinamands chance for at få alt det der lå længere tilbage på de lækkert designede 12″-singler. Christ, følelsen ved første gang at høre ‘Everything’s Gone Green’, der må være et af de allermest euforiske og overstadige numre nogensinde… og så endelig at have ‘Blue Monday’ på plade!
Glæden ved en mp3-afspiller er så, at man kan erstatte den gudfrygtelige nye udgave af ‘Confusion’, som de havde lavet til opsamlingen, med originalen 🙂 Også ‘Temptation’ er en genindspilning, men den er faktisk ret forrygende og nogenlunde så god som forlægget…
Fik selv vinyludgaven i konfirmationsgave og kan konstatere, at netop det album havde en betydelig indflydelse på min musiksmag derefter. Det er dog ikke nødvendigt med nostalgiske grunde for at lytte til det. Det står overraskende skarpt i dag.
Cd-udgaven med B-siderne inkluderet anskaffede jeg mig personligt først langt senere, og ja – det er uforståeligt, at 1963 ikke er en single. Lidt spøjs tekst til det nummer i øvrigt.
Jeg kan kun bifalde den anbefaling. Slet og ret en fremragende udgivelse, og 1963 SKULLE have været en selvstændig single. Den er fortsat blandt noget af det bedste, New Order har bedrevet. Og In a lonely er en hitorie for sig