Tålmodighed tabt

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Orphans.jpg

Hvis du kun køber én plade i år, så lad det være denne. Cirka sådan skrev Berlingskes musikanmelder Thomas Soie Hansen sidste mandag om Tom Waits’ nye Orphans-triple-CD. Store ord, der fik overtegnede til straks at investere. Andre på disse webkanter har sikkert gjort det samme, for hele vejen rundt, både her og i resten af verden, har modtagelsen af Orphans’ 54 (!) sange været sjældent overdådig.

Men er vi så blevet glade her for det nye skud på stammen af Tom Waits’ karrierelange tur gennem Amerikas tabte sale og ditto sjæle? Mig, jeg ved det faktisk endnu ikke. Har svært ved at kapere hele 54 nye Tom Waits-sange på én gang. I den sidste uge har jeg flere gange sat Orphans på – specielt CD2, som er den med ballader og de langsomme valse – og musikken, tonerne, orkestreringen lyder absolut fin og under this world-speciel, men alligevel flyder sange og deres søgende historier hurtigt sammen og bliver til en kabaret-kværnende dronelyd. Et øjeblik hjerteskærende, det næste for gennemsigtig traditionsbundet, som en Tom Waits, der næsten karikerer sig selv i sin egen musiks mørke teater.

Måske jeg får overblik og bliver dus med sangene, de larmende, skramlende på CD1, de mere eksperimenterende på CD3 og dem jeg sådan nogenlunde kender nu på CD2. Eller måske jeg bare mister lysten og giver op. Ikke oplevelsesmæssigt at kunne overskue et album ret hurtigt, er vel som at gå rundt i gaderne i en ny by og slet ikke få stedorientering; okay først, men hurtigt ret frustrerende. Det er den følelse af forvirring Orphans efterlader her.

Måske jeg bare har brug hjælp. Så hvis nogle har haft tid og – vigtigst af alt – tålmodighed til at få kortlagt Orphans og dens 54 sange, må de meget gerne fortælle her, om det har været det store lyttebesvær værd, og om Orphans ikke bare er et imponerende album, men også et ligeså givende et af slagsen? Indtil det svar muligvis tikker ind, vil jeg lytte til noget helt andet…

4 tanker om “Tålmodighed tabt”

  1. De tager tid, ja, men belønningen venter efter mange ganges gennemlytninger. Jeg fik en promo-udgave af pladen til anmeldelse, så jeg har nok haft lidt længere tid til at fordøje end de fleste, og jeg er ikke i tvivl.

    Men måske er det formatet, der volder besvær fremfor indholdet? Sådan virker det lidt på Jens’ indlæg. Der er for meget på én gang? Disse bokssæt giver os så meget indhold, som overvælder os. Tag Cash-boksen “Unearthed” eller Springsteens “Tracks” for at nævne et par stykker. Det er jo monolitter, som tager tid. Der er ingen grund til at stresse, fordi man absolut skal forholde sig til alting her og nu. I stedet skal man værdsætte, at man har fundet sig et stort værk, som man kan bruge lang tid på at dykke ned i.

    Og så lige tilbage til pladerne igen: De holder. Jeg er mest til Bawlers-pladen, så Brawlers og endeligt Bastards. Andre dage vender det på hovedet, og det viser, at den tematiske inddeling måske ikke er så tosset endda.

  2. Personligt foretrækker jeg hans Asylum periode. Tom Waits er jo i en kategori som næsten automatisk udløser ******, så anmeldelserne gider jeg dårligt nok læse…

  3. “It’s over” fra plade nr. 2 er et mesterværk. Har endnu ikke fået lyttet meget til resten af pladen, men ikke desto mindre synes jeg at konceptet (endnu uprøvet) er genialt – at have de tre kunstnere som Waits for mig er, samlet på en udgivelse. Jeg må næsten altid give op når jeg skal forklare folk om mr. Tom’s kompleksitet – der er de howlin’-growlin’ numre som de har lydt på de sidste mange udgivelser, der er teater- og caberetmusikken hvor alle tænkelige og utænkelige instumenter tages i brug, og så er der de numre der måske står mit hjerte allerallernærmest – closing time/værtshusballaderne som de lyder på bl.a. The Heart of Saturay Night og netop Closing Time.
    Så endelig at høre alle sider af sammen mand på en udgivelse, der så oven i købet er i så lækkert lay out som denne, gør mig glad. Selvom jeg ikke vil benægte at det er meget Waits at indtage på en gang. Kim Skotte beskriver det meget godt i sin, meget positive, anmeldelse, der blev bragt i Politiken for et par dage siden. Hvis så bare pladen blev fulgt op af en tre-sæts tour ville jeg være lykkelig…

  4. Ikke fordi jeg har tålmodighed, jeg har ikke hørt sættet endnu overhovedet, men er det så ikke lidt af en modig beslutning at dele det op på den måde?

    Det der har gjort hans plader siden han begyndte at slå på knogler så gode har netop været den blanding af beefheartsk hærg og eksperimenteren, beskidt og afpillet blues samt sjasksentimentale og smukke ballader. At servere alt fra den ene art på den måde virker som kun at spise kartofler den ene uge, flæsk den næste og persillesovs den tredie. Ikke at jeg i øvrigt ikke sætter Waits en del højere end den spise.

Skriv et svar