Picture this

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-26april80.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-CB23.jpg

En af sidste århundredes mest medrivende trommeslagere har fødselsdag: Clem Burke, der piskede Blondie frem fra New York City’s faldgruber til popklassikerstatus, bliver 51 i dag.

Top-5 Blondie-plader:
1. Parallel Lines
2. Eat To The Beat
3. Blondie
4. Plastic Letters
5. Autoamerican

7 tanker om “Picture this”

  1. Det startede jo med Blondie……

    1. Parallel Lines
    2. Eat to the beat
    3. Autoamerican
    4. Plastic Letters
    5. Blondie

  2. cool, sjovt du siger det med Go! og Det Løse Liv, har altid haft følelsen af at Go! var mere eksistentialistisk hvor Det Løse Liv har en mere playboy stemning over sig.
    Men det giver så også mening ud fra din forklaring.

    Men tak for svar, dit syn på nyt og gammelt har givet mig inspiration til den situation jeg selv står i.

  3. Hey Dr. – også tak for dit spørgsmål.

    I LS har vi altid taget afsæt i det seneste album, for det er ligesom der vi har stået udtryksmæssigt. Hvis vi har kunnet lide pladen, har vi måske prøvet at bygge videre på de gode ting derfra, hvis ikke, er der kommet en kraftig modreaktion.

    Go!, det album vi er allergladest for, høstede dog også en modreaktion på efterfølgeren Det Løse Liv, men det var mest fordi vi ikke da mente os istand til at ramme den stemning bedre, som var essensen af Go!, end vi netop havde gjort det.

    Om det altid skal være bedre, nej, det er ialfald ikke sådan jeg tænker undervejs i processen, hvor en ny plade får sit helt eget liv gennem fokusering på dens egne muligheder, snarere end på tidligere bedrifter.

    Der var ikke noget LS-spøgelse da Vejen Hjem Fra Rocknroll blev lavet, snarere tværtimod. Havde det nærmest, som var jeg blevet lukket ud af et fængsel, med den vægtløse frihedsberuselse det må medføre. Tilværelsens ulidelige lethed indeed.

    Så Rocknroll var en meget nem plade at lave, fordi alt pludselig kunne lade sig gøre. Der fandtes endelig ikke nogen restriktioner eller regler som i LS. Indspilningen var det bedste der musikalsk set var sket for mig i meget, meget lang tid.

    Men nej, Vejen Hjem Fra Rocknroll ligger ikke i baghovedet når vi indspiller den nye plade. Som ovenfor beskrevet vil nye sange når først igang næsten altid pege andre steder hen end bagud, og dermed kappe tanke-forbindelsen til det man kommer fra. Det er sådan det er og det er sundt, tror jeg…

  4. respekt til Trash for et godt indlæg, må jeg byde ind i diskussionen med et spørgsmål så?

    tænker du Jens så når du laver et nyt album at det skal være bedre end det gamle, altså det forrige, eller er hver plade sin egen? eksempelvis da du lavede Vejen Hjem fra Rock and Roll kunne du så mærke LS spøgelset puste dig i nakken og vil Vejen Hjem på samme måde være i baghovedet på dig når du laver den næste?
    eller er det at hver plade har sit eget liv og eget spøgelse, om man vil.

  5. Hey Trash. Tak for dit indlæg, som absolut ikke falder udenfor nogetsomhelst.

    Vil gerne lave nye albums fordi jeg elsker den proces, hvor sangene og udtrykket i dem tager form. Ved aldrig på forhånd hvordan resultatet endeligt vil blive, men hver gang man har lavet en plade, har man høstet nye erfaringer, gode som dårlige, man bruger næste gang det går løs.

    Selvfølgelig er der også en udviklingsting i det. Jeg selv kunne i dag nok ikke have skrevet den slags sange der var på 1990, LS’s første plade, da jeg som person er et andet sted henne nu.

    At mange folk – og jeg selv – holder rigtig meget af f.eks. netop den plade er fint og dejligt, men ingen grund til at læne sig tilbage og tænke “jamen, det var så det”. Hos mennesket ligger der selvopholdelsesdrift i at se frem, ikke tilbage. At leve på fortidens triumfer er usundt stagnerende, og vejen fremad, mod det der kommer, er heldigvis bare så meget mere spændende og interessant. Derfor nye sange, nye plader.

    Håber det svar i al sin hast ikke var for kryptisk, ellers spørg lige igen:-)

  6. Hej
    Nu er jeg en simpel mand; jeg hører kun det musik jeg kan lide. Jeg tænker ikke så meget over, hvem det er og hvad de synger. Jeg har altid godt kunne lide Michael Jackson, har hørt ham meget, men kender ikke hans tekster. For mig er hans stemme som et hvilket som helst andet instrument, og det lyder fedt.

    Det jeg tænkte på er: her i bloggen giver flere udtryk for, at de “senere” album altid er dårligere end de første. Så var det, jeg funderer over, hvad der får dig til at udgive et nyt album?

    Er det fordi du udvikler dig og dermed tænker nye numre? Eller er det fordi dine kriterier ændrer sig og dermed bliver resultatet anderledes? Det jeg mener, er: hvis du laver et album, og ikke ændrer dig, vil du så lave det samme album igen? Eller er det dine kriterier for musik der ændrer sig, altså hvad du synes er god musik?

    Falder uden for resten men bare en tanke..

Skriv et svar