Nej, falsk alarm. Der er ingen lørdag denne weekend. Og der er ingen mulighed for at se Daniel Sturridge lave sin dans for Liverpool. For Anfield, Old Trafford, Allianz Arena, Camp Nou, Energi Viborg Arena og alle de andre store europæiske klubstadions ligger øde hen. Det er de skabte rammer, så menneskeheden som sådan – vel specielt alle de der normalt ikke går op i fodbold – skal kunne betragte og holde fokus på en uskøn bunke sterile kval-landskampe, mange uden nogensomhelst sportslig betydning, fredag og igen tirsdag aften. UEFA, DBU, Morten Olsen, Roy Hodgson, FA & co. all over – I er en torn i øjet på det gode liv.
Thomas, læs her hvad The Mirror’s Nooruddean Choudry skriver om sagen:
Why I don’t care for England or the international break, and how I’d change it
11 Oct 2013 11:45
Our very own Bearded Genius rails against the tedium of the international break
“That this is what we fear — no sight, no sound, No touch or taste or smell, nothing to think with, Nothing to love or link with, The anaesthetic from which none come round.”
So wrote Philip Larkin about an England double-header in 1977. Or the eternal nothingness of death, I forget which.
Either way it sums up perfectly the tedious agony of an international break.
The constipated dross, when it finally arrives, is bad enough.
What’s worse is the mind-numbing build up to something guaranteed to disappoint no matter how low your expectations. A slow advent calendar to Krappmas, with a soul-sapping sound bite behind every window.
Everything stops.
All happiness ceases.
Real football, the kind we know and love is put on hold, and in its place we’re given an over-hyped unwanted imitation. A god-awful cover version with all the joy and excitement removed.
Remember when they took Leonard Cohen’s brutal and haunting ‘Hallelujah’, one of the greatest love songs of all time, and gave it to a nauseating X Factor warble-bot to vocally defecate upon from various heights?
That’s international football.
The worst thing about it is we’re a captive audience. With chuff all alternative, we end up taking part in a strange charade of seeming to care far more than we do. It’s like having an affair with someone you find repulsive behind your true love’s back.
I can’t imagine its much fun for the media either. They can’t say they hate it for fear of seeming unpatriotic or anti-England, but I bet they do. With no alternative it becomes public interest by default, and the well-worn narrative is thus:
England hopeful; England wary; Star player’s time to shine; Up-and-comer says all the right things; England labour to draw; Star player sent off; England have it all to do; Qualification in the balance; Overpaid millionaires; Grassroots; Root and branch; Oh look, football’s back!
Every wary hack reels off the same old script, again and again. It’s like Groundhog Day but a really bad made-for-TV version with Danny Dyer in place of Bill Murray. And there’s no escape. ‘Team England’ somehow becomes the national obsession that no one really cares for.
Or rather, most of us don’t care for. I know some football supporters who genuinely get excited at the prospect of Adrian Chiles presenting Roy Hodgson managing Phil Jagielka to the sound of idiot trumpets. But they support Luton Town and Burnley so, you know, perspective.
Do you know who else cares? People who don’t like football. One Show viewers who ‘don’t really have a team’ but ‘will watch a big game if it’s on’. The Friday night slot is perfect for them. After the game they’ll no doubt switch over to Chatty Man or Chris Moyles’ new cretin vehicle. Whilst listening to Dido.
The solution is obvious. Normal football continues regardless so we don’t have to partake or care. A selection of centrally contracted players are donated from each club – Ashley Young, Scott Parker, Stewart Downing, Darren Bent – the type that won’t be missed and would really quite welcome the day out.
The rest of the squad is made of members of the public who earn their place through a reality TV show presented by Caroline Flack – Strictly Get Me Into the England Team Factor. You could even have a hilarious audition process where hopeless cases are mocked and discarded.
(Young, Parker, Downing et al would get a bye to boot camp, obviously.)
Something, anything to spare us from the repetitive tedium and utter bobbins that is the international break. Because it’s not football, not really. It’s something that bores us, something we don’t do well.
De bedre tider ville formentlig komme, hvis ikke landsholdsfodbolden føltes som så arrogant en monopolisering af tiden.
Firserholdets nedennævnte første store præstation i 1981 kom på en onsdag aften, hvor dagene inden formentlig var gået med at flyve folk hjem fra Vesttyskland, Holland og Belgien snarere end at indøve taktiske spidsfindigheder.
Og den gren af fodbolden ville gøre sig selv en enorm PR-tjeneste hvis den ville gå tilbage til de tider, for jeg kender virkelig ingen, der ikke hader disse pauser. Og så vent bare til den næste, om en måned, hvor der ikke engang er nogen kamp for Danmarks vedkommende, og der i stedet skal planlægges noget venskabshejs mod Norge eller Cap Verde eller et tredie land der ligeledes er røget ud. Jeg er ikke spor i tvivl om at pauserne bare udhuler velviljen for landsholdet meget mere.
Haha, selvfølgelig vil også jeg da gerne have et godt dansk landshold, Thomas – det er hævet over enhver tvivl. Så nej, ligeglad er jeg ikke. Men når DBU/Morten Olsen rendyrker middelmådigheden så effektivt som tilfældet har været de seneste mange år, græder jeg mig altså ikke ligefrem i søvn.
Det som jo går mig mest på med landsholdsbolden er, at den nuomdage tager hele weekender fra hvad der virkelig betyder noget, nemlig klubturneringerne. Samt selvfølgelig at der er alt for mange totalt ligegyldige landskampe, ja, tag nu bare det pseudoopgør på tirsdag mod stakkels Malta, som vi nu må udstå en fodboldfri weekend for at kunne se frem til.
Enig i at klubfodbold er større, og der er for meget klaphat over medierne op til en landskamp, samt at DBU ikke altid fremstår særlig heldig.
Men derfor kan jeg godt finde glæde ved Bendtners garn for en fyldt Parken og ærgrelse over en italiensk udligning til sidst. Sådan ser vi forskelligt på det.
Men Jens, jeg tror du gemmer på en indre landsholdsglød 🙂 når du er så markant kritisk over for tingenes tilstand, er det vel fordi, du ønsker bedre tider. Det er jo dem, man elsker, man tugter. Hvis du var helt ligeglad, ville du vel slet ikke omtale landsholdet?
Men Thomas…jeg har aldrig nogensinde overhovedet haft samme familiære/nære kærlighedsforhold til det landshold, som jeg har til min klub. I 70’erne var det en kuriøs oplevelse at se DK få tæsk igen og igen af de store. Og så kom Sepp-miraklet, med sejre og champagne-bold, og jeg elskede det, og fulgte med, men det var aldrig MIT hold, på samme måde som den klub, jeg fulgte/følger hver weekend. Siden kom Ricardo, og han lærte en at hade det kujonagtige spil han/vi kom til at stå for. Selvom vi vandt EM, står den periode som en æstetisk skændsel for mig. Og siden har det været so-so, for nu at sige det mildt. Så min entusiasme omkring DBU, deres farveløse landshold, samt den evige træner, kan ligge på et meget lille sted. Og hvis det ikke var minuser nok, gør en Flemming Toft-håbløs og pinligt nationalskinger pressedækning, samt den naragtige roligan-opbakning, det sidste til at man pt bare må stå af, som nu i aften. Beklager.
Men Jens ifølge din logik burde sådan en som dig, der var barn i 1970’erne,og mig, der var barn i 1980’erne,ikke følge Liverpool – godt nok har der været umulige managers og klubledelser siden hen, men vi følger de røde fra byen ved Merseyfloden. Er det ikke sådan med fodbold, uanset om det er et klubhold i Danmark, England eller et landshold / uanset hvor umulig en træner/ manager / klub- landsholdsledelse kan være, så er man af holdet, selvom de spiller umuligt og alt uden om holdet er til at græmme sig over? Du holdt da også med Liverpool under Roy Hodgson…,
Hvad skete der i ’99?
Sorry, kan slet ikke finde interesse for de lunkne landskampe. Hvis der var et valg – det er der så ikke – ville jeg til enhver tid foretrække en tysk 2. Bundesliga-dyst på TV sådan en fredag aften. Det er langt bedre bold.
Ja, ligesom i 1999, da de førte 2-0 og slappede af….
Men har Italien da noget at spille for?! Det er vel en træningskamp for dem.
Meeen gli azzuri i en fyldt Parken er der da lidt klassisk fodboldstemning over. Kampene mod Italien har en særlig placering i historien, tænk bare på bronzeholdet i 1948, firserholdets første store præstation i 1981 og 1999-dystene med Grønkjærs tilbagelægning og DKs comeback i Napoli.
Naturligvis er dansk fodbold noget andet i 2013 end disse øjeblikke, men hvis man ikke skal ud i kulturnatten, er det da altid interessant at følge disse efterårs-aftenkampe mod store fodboldnationer.