En kortfilms-montage af Justin Lockey, der veksler mellem forberedelse til sommerens første Editors-koncert (i Roubaix) og umiddelbart efter show på Pink Pop to dage efter…
Alle indlæg af Jens
Introducing…Pol!
De to hollandske brødre Ruben og Matthijs Pol udgør bandet Pol, der med egne ord er tiltrukket af – og transmitterer på – new wave-genrens frekvenser. Denne nye, lidt rå single, blot deres tredje, synes efter to minutter fanget ind og regnet ud, men så ændrer musikken pludselig karakter…
Listen to the voice of Buddha…
30. juni 1978 udsender Sheffield’s The Human League sin første single, der skal komme til at inspirere mange og meget…
Smokers outside Pink Pop
Sidste weekend var Editors på besøg på den store Pinkpop Festival i Landgraaf. Her hele deres show fra den tidlige lørdag aften på Hollands svar på Roskilde. Her setlisten…
The Racing Rats
Munich
Call It In
Sugar
A Ton of Love
Karma Climb
An End Has a Start
The Rush
Smokers Outside the Hospital Doors
The Phone Book
All the Kings
Papillon
Talk Talk i Montreux
Har indimellem behov for at genopleve denne liveoptagelse med Talk Talk. Året er 1986, englænderne er afsted på tour med da aktuelle The Colour of Spring og får en koncert TV-optaget i schweiziske Montreux ved byens traditionelle festival. Selvom der kun er gået to år siden forrige album, den identitetsstærke It’s My Life, har Mark Hollis og hans band musikalsk bevæget sig langt videre. Så det er i den nye ånd og med dens mere følelsesdirekte tilgang at titelnummeret fra It’s My Life her gives. Personligt kunne jeg virkelig godt have undværet det breakdown med percussion-solo før omkvædsfinalen, men det er svært ikke at elske alt andet omkring den storsvedende, skælvende version, Mark Hollis synger som gælder det selve livet…
Lørdagaftenspunkrock
Paris’ førstebølge-punkband Metal Urbain når aldrig at udsende et album før de er forbi. Tre singler bliver det til, de to første af dem fra 1977 – ‘Panik’ og ‘Paris Maquis’ – erklærede genre-klassikere. Her er det nummeret om Paris’ frihedskæmpere, den første single overhovedet på det engelske pladeselskab Rough Trade. Metal Urbain står karakteriseret af sine helhjertede frontalangreb ovenpå et mekanisk elektrobeat. Som det ses på optagelsen her er sanger Claude Panik – stærkt punknavn! – en sær visuel krydsning af Johnny Rotten og Sid Vicious. Musikken der fræser omkring ham, så langt mere nyskabende end Sex Pistols’, er bandets helt egen. Cool artwork med Eifeltårnet på hovedet.
Kødøksen synger
Queens of The Stone Age har været i KEXP’s session-studie og indspillet fire numre, der nu er blevet sendt i omløb. Her Josh Homme med kødøkse, strygere og blæsere i fornemt samspil…
Strokes spiller Walkmen
En bekymrende langhåret Hamilton Leithauser varmer lige nu op for The Strokes på deres USA-tour. Tirsdag i Boston inviterede Julian Casablancas ham på scenen for at synge med The Strokes, der til aftenen havde indøvet The Walkmen’s ‘Heaven’. At den sangs stive new wave-beat ligger perfekt til Strokes overrasker ingen. Men hvor er det svært at se Hamilton synge The Walkmen uden igen at blive syg af savn efter en regulær gendannelse af et band, hvis helhed var så meget større end den logiske sum af dets enkelte dele…
Chelsea webhotel #2
Anden Chelsea Wolfe-post her på kun et døgn, for siden onsdag formiddag har den vestamerikanske gothic folk-diva udgivet endnu en ny sang, der fortjener et publikum. Og den nærmest vægtløst svævende ‘The Dark’ står hørt herfra måske endnu stærkere, ialfald mere direkte kommunikerende, end gårsdagens ‘Death Is Not The End’. En koncert i Store Vega i slut-november er netop blevet annonceret. Det her kan måske blive ret interessant…
Oh, Oh!
Make no mistake, Ramones’ ‘Oh I Love Her So’ fra Leave Home (1977) er i bund og grund en helt gammeldags doo-wop-sang med raketmotor. Af samme logiske grund er teksten ikke raketvidenskab
Jeg mødte hende på Burger King, blev forelsket ved sodavandsmaskinen. Så vi tog bilen ned i byen, vennerne hang ud overalt. Så tog vi ned til Coney island, var oppe i rutschebanen og rundt igen. Og ingen skal nogensinde komme imellem os, for hun er min kæreste. Åh, jeg er så vild med hende. At være ude sådan en aften som den her, jeg skal give hende et kæmpe kys. Jeg skal gøre hende til min og alt kommer til til at blive fantastisk. Åh, jeg er så vild med hende.
Hun er Chelsea Wolfe
Stærke kvinder på banen denne uge. I går havde siden her en ny single med PJ Harvey, i dag er det en ditto fra californiske Chelsea Wolfe, hvis navn de fleste danskere nok først har fået bekendtskab til gennem hendes samarbejde med Sort Sol på deres fælles ‘Life Too You For A Freq.’, som må repræsentere det mest melodisk forløste den gennemført skyggesøgende sangerinde har på sit CV. Et sangbart omkvæd står heller ikke ligefrem på spring på atmosfæriske ‘Death Is Not The End’, men efter et par minutter sker der alligevel stærkt klimaksudløsende ting…
Celsius og celluloid
Lige nu heatattack mod Nordeuropa; Berlin varsles 39 grader, Hamburg 37, Danmark en smule mindre. Havde en samtale i går, om hvilken slags musik der går bedst til stærk varme. Tre umiddelbare bud: Punk rock, jamaicansk bluebeat/roots reggae, vintage amerikansk girlgroup-pop. Electro-duoen Suicide fra New York City rammer to af de tre på ‘Surrender’.
Interessant apropos netop dette klip at der er flere og flere uofficielle musikvideoer inden for den senere tid, der leger med at bruge gamle spillefilms-sekvenser som visuelt modspil til sin musik. Her til Suicide er det endda to film der rippes fra; Martin Scorsese’s New York-klassiske Taxi Driver fra 1976 og Paul Schrader’s Californien-baserede Hardcore fra 1979. Den fragmenterede klipning og manglende lineære historie manipulerer med oplevelsen af musikken og gøre den til et åbent tidsdigt, hvor det mere er sammenstødet mellem lyd og film der sætter dagsordenen, snarere end de to bestandeles egentlige indhold hver for sig.
Voyager
Vi lever i moderne tider, når PJ Harvey i dag udsender denne nye single, hvor hun udover at synge kun spiller Prophet-5-synthesizer. I Harvey’s rumteksts længsel efter det ukendte er vi bizart nok ikke lysår væk fra Peter Schilling’s ‘Major Tom (Völlig Losgelöst)’, der tog en tur op i det ukendte fra denne side forleden…
…force fields, high winds
cold moons, bright rings
hear my signal
will you follow?…
Stipe med eyeliner
23. juni 1995: Rockmusik er endnu helt sprællevende. Verdensstore R.E.M. gæster David Letterman med den anden heftige muskelsingle fra aktuelle, kantede, dekonstruerende Monster…
6 X Lover
Glem aldrig hvor enestående Leonard Cohen er. Selv på de lidt mere bortgemte transport-plader, altså dem der ligger på vejen mellem hans åbenlyse klassikere, er der altid en sang eller tre, som kan slå benene væk under en. Som nu på New Skin For The Old Ceremony (1974), der trods sin generelle lidt grå status ikke bare byder på erklærede LC-hits som ‘Chelsea Hotel #2’ og ‘Who By Fire’, men også den for Cohen så sjældent uptempo-flirtende ‘Lover Lover Lover’, hvis melodi og beat synes at afsløre et vist kendskab til græsk musik. Øverst mesteren selv der fremfører sangen live, herunder Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som ubesværet gør den til sin egen…