Senere på året udsendes en større hyldest til Shanes Macgowan og The Pogues, når 20th Century Paddy – The Songs of Shane MacGowan ser den første vinters lys. Triplealbummet, der indeholder hele 36 sange, har bidrag fra artister og bands fra vidt forskellige baggrunde og forbindelser til MacGowan’s musik; blandt de mange kan eksempelvis fra rockmusikkens verden nævnes Bruce Springsteen, The Libertines, Steve Earle, U2, Primal Scream, The Jesus & Mary Chain, Tom Waits og The Murder Capital. Samt Boston’s Dropkick Murphys, hvis rullende keltiske punk ikke fornægter sig på det bidrag som allerede nu netop er blevet sluppet. Den største udfordring ved at spille The Pogues er utvivlsomt at leve op til Shane MacGowan’s uforlignelige vokal, hvad også Dropkick Murphys må sande på en iøvrigt yderst hæderlig og levende version af ‘The Body Of An American’…

London 1977, Wire debuterer med 21 numre på albummet Pink Flag. De kan spille hurtigt når de vil, men lyder ikke som nogen af de andre engelske punkbands. Det er som om de holder deres egen musik ud i strakt arm og betragter den, ser hvad den kan formes til, mens den bliver spillet. Wire er ikke et traditionelt band med en bestemt lyd, nok mere et kollektivt laboratorium, der blander ingredienser og lader ny virkelighed opstå. År senere vil mange toneangivende postpunk-, hardcore- og senere også Britpop-bands nævne dem som en stor inspiration…

Hemmeligheden bag den musikalske styrke på Serge Gainsbourg’s tidlige pop-EP’er? Han pakkede sin kuffert og tog til Swinging London for at indspille med engelske session-musikere. Derfor et niveau der ligger langt over, hvad man hører på langt de fleste af samtidige franske hitlisteplader. Her er det orkesterleder Arthur Greenslade og hans band som skaber det helt rette hidsige swing bag Paris’ enfant terrible nr. 1…

“…Tu aimes la nitroglycérine
C’est au Bus Palladium qu’ça s’écoute
Rue Fontaine, il y a foule
Pour les petits gars de Liverpool…”

Hvad er tid? Dags dato for 61 år siden indspiller Bob Dylan i New York studieversionen af ‘Like A Rolling Stone’, et lysende nummer hvis banebrydende betydning for at gøre den til da skabelonslåste rockmusik til en langt mere fri, abstrakt og udfodrende kunstform (!) næppe kan overvurderes i historisk kontekst. Herunder tænker selvsamme Dylan forleden i New York Times højt om netop tid og hvad dens gang kan gøre ved sindet. Og hvem ved, måske det nu for ham kun føles som én lang svimmel drøm siden han herover i Manchester, England i maj 1966 fremfører sin nye sang foran et siddende publikum, splittet ned igennem midten.

Så hvad er det med popmusik og det blå blod? I juni 1977 synger Sex Pistols det britiske Silver Jubilee – fejringen af Queen Elisabeth’s første 25 år på tronen – til tops på hitlisten med den vidunderlige ‘God Save The Queen’. Og 16. juni 1986 – i dag for 40 år siden – kunne vi først gå i pladebutikker og bede om The Smiths’ tredje album, der bærer titlen The Queen is Dead. Det var hun naturligvis ikke i en fysisk afstand, men Morrissey havde behov for at udstille det britiske monarki som anakronisme. Debutalbummet fra 1984 lider af flad produktion, samt for mange halvbagte sange, og efterfølgeren Meat is Murder (1985) er heller ikke uden specielt det sidstnævnte problem, helt sikkert skabt af The Smiths’ hang til at brænde egne klassikere af på fritstående singler og deres B-sider. Men hvad så med The Queen is Dead? Hørte albummet to gange i går; hvor er det dog et aldeles fremragende udspil. Det er ikke bare at Morrissey som sanger/lyriker her har vokset sig så velartikuleret knivskarp, men også at sangene hele vejen igennem bare har uimodståelig høj klasse. Læg dertil et band der spiller som gælder det livet. Johnny Marr får lagt længder til sit ry som guitar-es og detaljerig arrangør, men også Rourke/Joyce-maskinen arbejder forbilledligt adræt i den større sags tjeneste. Her markeres de 40 med det centrale nummer på side 1, en uforglemmelig sangpræstation af Morrissey. Linjerne “It’s so easy to hate/It takes strength to be gentle and kind…” skulle komme til at stå som en blivende skygge over hans tilværelse siden hen…

Hvad er det med popmusik? Den blev opfundet til at fange og definere sin nutid, blive hørt måske en hel sæson og så være væk. Brug og smid væk-kultur for de unge i hjertet. Men her er vi så langt længere fremme og det er den dag i 2026, hvor postpunk-bandet Joy Division for 47 år siden udsendte sit debutalbum Unknown Pleasures (1979). Da pladen kom var reaktionerne positive, dog stadig lidt dæmpede, for det var jo et ret ukendt/lille band og dem var der mange af da. De kom, de var lovende og de forsvandt. Joy Division lavede ikke en Aphaca (det gjorde man ikke dangang) og rykkede direkte op i headliner-klassen. Som det huskes brugte de endda efteråret ’79 på at promovere albummet ved at tage en lang tour rundt i Storbritannien med de blegnende førstebølge-punkere Buzzcocks, hvis logiske timeglas næsten var tømt, og varme op for dem. Ingen havde forventet nogen skulle snakke, høre eller værdsætte Joy Division’s Unknown Pleasures i dag, et lille halvt århundrede senere. For de var bare en dunkel misvækst af den popmusik, der som oftest forsvandt uden at sige farvel. Så hvorfor er det så vi her på siden markerer albummet i dag? Jamen, vel fordi det lyder mere levende og relevant end 19 ud af 20 plader der udkommer lige nu. Det er ikke en slet skjult kritik af tidens standard, bare et vink med en vognstang om, hvor massivt stærkt og tidsløst Ian Curtis, Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris formår at kommunikere på denne debut. Det forstod man måske ikke lige da, men med tid voksede Unknown Pleasures sig kun stærkere. Det er værd at høre efter når den slags sker, for så er der tale om noget mere og dyrbart end bare musik. Tillykke til Unknown Pleasures med en afspilning her af ‘Wilderness’, det tredjesidste track på side 2. Sikke et band!

Et par nye sange denne uge fra Interpol, forløbere for et nyt album til august. Hvor har dette engang så stilsuveræne band været en udstrakt skuffelse at høre nye plader med ovenpå de første tre Interpol-klassikere. Tanken at det kompositoriske talent og den udtryksmæssige klarhed forsvandt med bassist Carlos D i 2010 blev efterhånden meget svær at afvise, når endnu et nyt albums sært uafklarede musik åbenbarede sig. Her dog en ny sang, der kommunikerer bedre end længe hørt. Om den er en enlig svale, måske, det må tiden vise. Men specielt slutningen på ‘See Out Loud’ her synes umiddelbart lovende løfterig. Det er længe siden ‘umiddelbar’ sidst var gode venner med Interpol…

Giv Michael Stipe fire regulære akkorder, en scene, et band, en mikrofon og han skal nok få det hele til at lyse op i popmusik af en anden og bedre verden. Forleden var Stipe på Jimmy Kimmel med sin egen og producer Andrew Watt’s sang ‘I Played The Fool’ fra HBO-serien Rooster…