Dags dato i 1975 udsender David Bowie denne stærke single, bindeledet mellem Young Americans fra samme år og Station to Station (1976), hvor ‘Golden Years’ her snart skal blive inkluderet. Efter sigende er sangen skrevet med Elvis Presley i tankerne, men der kommer aldrig respons fra Memphis-dynastiet, så Bowie rykker selv på den med fuld vokal styrke. Helt sikkert det optimale for sangen, Kongens livskrise på det tidspunkt taget i betragtning. Så istedet for Presley’s elefanttunge 1975-sorg gives ‘Golden Years’ istedet et skud veloplagt, smooth David Bowie-soul…
Thåström’s set-åbning denne første weekend af den næste måneds klubtour har været en cover af ‘…den dan’, et nummer Thåström selv udgav for 15 år siden på sit eget, kapelmester Niklas Hellberg og den nu tidligere Thåström-guitarist Pelle Osslers daværende fritidsprojekt Sällskapets debutalbum. Tjek her, hvordan man omdanner et filmisk stykke electronica noir til Thåström’s egen rock-dynamiske Europa-blues…
De to første var upåklagelige, men denne tredje aften i havnen i Helsingborg, Sundets frysende perle, var en af de sjældne, der vil stå længe efter. Og Aftonbladets anmeldelse herunder har overordnet ret; det er decideret en gave at få opleve Thåström og hans dynamiske skyggeband i denne så anderledes klubtours tætte og anderledes nærfysiske rammer. Setlisten lørdag den samme som fredag…
Betragtninger: The Tivoli et perfekt sted at se koncerter. Minder ikke om noget i København, snarere KB i Malmö City, altså ikke en sal men en decideret rockklub med 5-600 mennesker ombord sådan en udsolgt aften. De obligatoriske Stella Artois sat ved hver arbejdsposition på scenen tre minutter før showtime. Lysshow-ekstravaganza fra foråret naturligvis skrællet væk. Høj basstung /diskantskarp lyd. Guitarist Eddie Nyström faldt bedre og med mere naturlig autoritet ind i T-musikken denne første aften end på noget tidspunkt i foråret. Og Thåström sang for livet. Som han gør. Desværre stadig ingen af de endnu ikke spillede sange fra side 2 på Dom Som Skinar; han må ikke selv synes alverden om dem eller hvad? Til gengæld et skarpt Sällskapet-nummer som åbning, en dommedagsbrutal ‘Körkarlen’ for første gang i år, den sjældne ‘værd at dø for’-ballade ‘Flicka Med Guld’, samt en genfunden ‘Ingen Neråt Sang’. Stor aften i Helsingborg. I aften kører toget igen.
Vi troede Thåström trak stikket for nu efter koncerterne for sidste efterårs Dom Som Skiner, da han i august afsluttede Way Out West i Göteborg. Men sidst i september blev 14 aftener i fire byer annonceret. Torsdag aften starter denne bandtour på mindre klubber/scener med det første af tre shows på havneklubben The Tivoli i Helsingborg. Er der mon nye, hidtil uspillede sange fra Dom Som Skiner med på setlisten? Måske Thåström for første gang prøver kræfter med denne elektropulserende sang om sin da unge mors første møde med Stockholm, hvem ved…
Ovenpå det forgående års All Mod Cons er The Jam er blevet et stort navn i England, hvor de nu konkurrerer med The Clash om at være king-pin blandt de nye lokale bands. Og 16. november 1979 lever mod-trioen fra Woking op til forventningernes pres og udsender sit måske allerstærkeste album, en besk samling socialrealistiske skildringer af et Storbritannien med alvorlige tømmermænd ovenpå dets fald fra tidligere storhed. ‘Private Hell’ er en af værkets mange hårdt knyttede sange om frustreret resignation, her fremført året efter på amerikansk TV. Når man hører Paul Weller’s soul-skyldige musik nu kan man nemt glemme, hvor vred og sammenbidt en popstjerne han var i og med The Jam…
Sådan ser debutalbummet med Jørgensen/Botes ud. Det udkommer til februar. Og som allerede nævnt her er den netop udsendte ‘Dråberne’ ikke at finde blandt albummets otte numre.
I dag bekendtgjort med annoncering af to reunion-shows i Webster Hall på Manhattan i New York City. Datoerne er 26. og 27. april, forsalg fra på fredag. De er fucking tilbage – hvor er det kæmpe! Konkurrenterne/vennerne fra The National løb med succésen dengang, men de her fyre var de bedste. Nu skal vi bare have dem til Europa og i studiet at lave en comeback-plade. Men det er luksusbekymringer. De er tilbage!
Gasolin’s andet album udkom i dag for 50 år siden. Vildt at noget, man engang så som vibrerende forkantssymbol på, uhm, moderne ungdomskultur, nu rammer et støvet, bedaget halvt århundrede. Og hvordan lyder musikken på Gasolin’ 2 så her ude i fremtiden? Blandet. Dels nærmest uhyggeligt gammeldags i sin hippietids-naive og (naturligvis) ur-håndspillede tilgang, dels indtagende vital, når sangenes kvalitet ellers er der og bandets blåøjede christianshavner-charme stråler tydeligst igennem. Og så er der den sang om København, en slags opfølger til ‘Langebro’ fra debuten året før, med slingrende sav-solo, hvor den unge Kim Larsen – han er savnet – i 1972 undrer sig over, at Nørrebro endnu eksisterer. Det er før han og Gasolin’ i næste talevers sætter kurs mod Vesterbro for muligvis at grine af SAS-hotellet, i dag kendt som Radisson Royal Hotel, ak ja…
Fint med alle de ældre indslag her, men de er der jo ofte kun i mangel af nyt, som har fanget opmærksomhed. Dejligt derfor at kunne bringe en frisk sang der udkom i fredags, hvor Niels Skousen udsendte albummet Blæsten og Regnen, som gennem en varm Nikolaj Nørlund-produceret musik fortsætter mesterens sindigt melankolske sansninger af tilværelsens gang og livets absurditeter. Et slankt album på 31 minutter er det, et tiltrængt menneskeligt break midt i verdens galskab. Lige her i ‘Båden’ gælder det først liv og død ude på havet…
Først lagde man mærke til den nye lyd. Trommeslager Pete De Freitas’ elegante whiskers fra mesteralbummet Ocean Rain (1984) var skiftet ud med – gys! – en trommemaskine. Og Bunnymen’s berømte organiske lyd var fraværende, afløst af en bærende, lys sequencer, der nemt kunne sende tanker i retning af New Order. Der skulle gå lidt tid før selve nummeret trængte igennem denne lyd-information. Men da stod det klart for mange, at Echo and the Bunnymen havde udsendt en single, der ville stå som en klassiker i bandets diskografi. Ja, visse dage nu lyder den måske endda et kvart hestehoved foran ellers ufejlbarlige ‘The Killing Moon’. Enspænderen ‘Bring On The Dancing Horses’ blev udgivet på single 14. november 1985…
Ser at denne side for syv år siden kørte en top-10 i Echo and the Bunnymen-singler, hvor ‘Bring On The Dancing Horses’ kun står som nummer 4. Det går jo simpelthen ikke, så her en ny og på mange af pladserne anderledes vægtet top-10. Måske vi overordnet bør genoplive traditionen med disse lister her…
Hvis denne søndag ikke har været grå og farveløs nok. Hvis der er behov for en kæntrende vinterdepression. Så er Siouxsie and the Banshees’ debutalbum The Scream et effektivt valg. Et gennemført koldt maskinværk af langsom, stiv rytmik, repetitiv dissonans og afsporede ord. Dette fornemt monokrome album står således som forløber til den postpunk-lyd/tilgang bands som Joy Division, The Cure og Bauhaus snart også skulle fortabe sig i. Herunder Siouxsie and the Banshees på tysk TV dengang med den tysksprogede single-udgave af ‘Metal Postcard’ fra The Scream. Med her er endnu de Banshees-oprindelige John McKay (guitar) og Kenny Morris (trommer), der snart skulle forlade bandet under dramatiske omstændigheder til fordel for The Cure’s Robert Smith og trommekapaciteten Budgie. The Scream udkom 13. november 1978.
Sunday girl Debbie Harry præsenterer den lige her…
VU-medlem John Cale: “Lou and I had been up all night on crank, as usual, so we decided to visit one of his old Syracuse college pals. Unfortunately, this guy’s upper-middle-class wife didn’t appreciate visits from old college pals high on amphetamines, at 3am, who wanted to play music. He had a guitar which Lou picked up and the evening inspired him to write the song.“
Birmingham, sommeren 1979: Hvis du kommer inden kl. 21.30 på punk/new wave-klubben Barbarella’s kan du indenfor otte dage opleve The Cramps, The Cure og Simple Minds for ialt £1.50. Gad vide om Mean Street Dealers på programmet her ovenfor er en tidlig børnerock-udgave af Manic Street Preachers? Det kortlivede Evesham/Birmingham-band The Photos, anført af den lokale Chrissie Hynde-persona Wendu Wu, udsender i 1980 dette sansende tilbageblik af en sang om Barbarella’s, som undervejs nåede at have så prominente navne som Sex Pistols, The Jam, The Clash, The Damned, The Stranglers, Wire, The Adverts, The Ramones, Talking Heads, Iggy Pop og selv Blondie på plakaten…
