Første grå mandag i oktober, The Cure må gerne synge en ny uge ind. Bloodflowers (2000) er hørt herfra et højdepunkt i Robert Smith’s senere diskografi. Albummet blev sendt afsted som sidste del af den The Cure-trilogi, der også omfatter Pornography (1982) og Disintegration (1989). Store sko at skulle fylde ud, måske for store, men der er virkelig numre – The Cure skriver numre, ikke sange – ombord, hvor det dystre og melodiøse går op i en højere enhed, som det for sjældent har gjort på albums i bandets senere historie, undtaget naturligvis mester-comebacket Songs of a Lost World, som sidste efterår skabte sorgfuld ravage…
5. oktober 1981 udkommer singler fra to nye bands på vej. Dublin’s lovende U2 udsender ‘Gloria’ som forløber for deres andet album October, mens Crawley’s The Cure ovenpå forårets Faith allerede er klar med denne fritstående single inden arbejde begynder på et album, der siden skal blive til Pornography. ‘Charlotte Sometimes’ bærer lyden af Faith, men er langt mere åbent melodiøs, mindre bedøvet grå. Vi hørte den uafbrudt. Og ‘Gloria’ ligeså. To ekstremt forskellige tilgange og udtryk i en brydningstid, hvor rockmusik blev redefineret og skudt vitalt afsted i talløse retninger…
Albummet der blev universelt hyldet som R.E.M.’s mesterværk. Og en frygteligt god plade er det, tiltrods for den her nok aldrig vil komme i en top-3 over de mest afholdte longplayers med det lille Georgia-band, der over tid og med flid voksede sig så verdensenorme. Allerbedst ved albummet er måske den perfekte tretrinsraket, der lukker det. Fællessangen og Elvis-ekkoet ‘Man On The Moon’ afløses af den erindringssårbare Mike Mills-klaverballade ‘Nightswimming’, som for langt de fleste bands ville være et naturligt og mindeværdigt stærkt farvel. Men ikke R.E.M., der fremtryller et ekstra trin på skønhedsskalaen med ‘Find The River’, hvis ubesværede åre af levet liv og løst håb burde indrammes og sættes på nationalmuseum. Automatic for the People udkom i dag for 33 år siden, mens der nu netop er gået 14 år siden R.E.M. gik i opløsning. Og vi venter stadig forgæves på den Michael Stipe-soloplade, der aldrig kommer. Iøvrigt, og det her er en ting nede i musikken, læg mærke til det høje kor under Stipe i de sidste omkvæd på ‘Find The River’. Det er der det emotionelle lift kommer fra…
London-scenester og Adam and the Ants-guitarist/kapelmester Marco Pirroni skriver ligesom overraskende mange andre på SoMe disse dage om punk-ikonet Soo Catwoman, der gik bort forleden. Sært som man nogle gange på afstand først danner sig et lidt nærmere indtryk af et livet liv gennem følte ord der bringes, når dets hovedperson ikke er her længere…
Et dødsfald fra The Bromley Contingent, 1976/77-kredsen omkring Sex Pistols, samt Malcolm McLaren/Vivienne Westwood’s butik SEX på Kings Road i Chelsea; Soo Catwoman, en af den engelske punkrocks mest ikoniske og stildannende kvinder…
New York City’s Richard Hell fra The Voidoids har også fødselsdag i dag. Et forrygende debutalbum blev det til i 1977, det som var opkaldt efter deres epokespejlende punkklassiker ‘Blank Generation’. Hell, der først havde været med ungdomsvennen Tom Verlaine i The Neon Boys og Television, derefter med Johnny Thunders i de tidlige The Heartbreakers, lavede en enkelt plade til i eget navn inden han gav helt op på rocknroll, mere interesseret som han var i litteratur og vistnok også stoffer. Fra det ujævne album her ‘Time’, en af de vel mest regelrette og fine sange han begik. Guitaren der maler de heftige penselstrøg henover den knitrende musik føres af Robert Quine, der siden fik et meget større publikum som guitarist i Lou Reed’s band. Men han var bedre med The Voidoids. På billedet herunder ses Richard Hell (tv) sammen med Elvis Costello…
Synth-pop-legenden Phil Oakey fra The Human League fylder 70 i dag. Første plade jeg anskaffede med ham og hans Sheffield-synthband var singlen ‘Empire State Human’ i 1979. Lyder stadig godt i dag. Tillykke til Oakey!
Nede i München i 1977 lægger Donna Summer og producer Giorgio Moroder i fællesskab en fremtidsglitrende discokugle indover, så Thåström 40 år efter kan få sin egen ‘Körkarlen’ i mål…
Vi er ikke færdige med gårsdagens otteårs for Centralmassivet endnu. Eller med Jørgen Leths bortgang. Da Thåström udsendte sit album i efteråret 2017 blev det forudløbet af to singler. 12. maj var Mississippi-delta-mægtige ‘Old Point Bar’ først kommet uden varsel. 25. august skete det samme for ‘Körkarlen’, opkaldt efter den svenske 1921-stumfilmsklassiker af Victor Sjöström. Og her kommer Jørgen Leth så ind i billedet, for den ‘körkarl’ som uundgåeligt kommer, som det nærmest triumferende synges ud ovenpå maskinelle Giorgio Moroder/Donna Summer-sequencers, det er naturligvis døden. Sangen sender ved Thåström’s koncerter sit levende livs flygtige men trodsige opstand mod det uundgåelige afsted på et sølvskinnende discobeat, hvilket gør den sært vital, ja, nærmest euforisk opløftende. På den måde et værdigt følgestykke til Leth denne tirsdag; en sansernes forfinede mand, der nød livet så meget, han ikke ville blive gammel og dø, men som slutteligt blev gammel, og nu er død. Körkarlen kommer…
Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
Sådan her slutter det. Efter kun fire brillante, hektiske år afrundes det sidste The Smiths-album med den nedbøjede ‘I Won’t Share You’, muligvis et kald fra Morrissey til Johnny Marr, som han ikke længere er på talefod med. The Smiths’ svanesang af et stærkt afskedsalbum Strangeways, Here We Come udsendes dags dato i 1987…
“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…
Det her velsmurte oldboys-ensemble fra nordirske Londonderry spiller i aften på Peter Bangs Vej 147, ude på Frederiksberg. Har deres musik nogen relevans, eller er den blot et glansbillede fra en fjern tid der gik bort? Må tilstå jeg af hjertet hælder til det første. Og det endda selvom bandet nu kun spiller med en vellydende ersatz-sanger for Feargal Sharkey, der forlod The Undertones for 42 år siden…
Og versionen af Skebokvarnsv. 209-sangen ‘Stjärna Som Är Din’, en sang der ofte bruges til specielt barnedåb og navngivningsfester i Sverige, ligger som åbningsspor på Titiyo’s nye coveralbum Hemland, der udkommer i dag. Turnepremiere i Skåne-byen Kristianstad i aften, inden det bliver Malmö City i morgen…
