Alle indlæg af Jens

Ombestemmelsen

Lagde planer om, fandt i sidste øjeblik en kongebillet på Ticketmaster’s resale og tog afsted til Falkoner på Frederiksberg. Fordi den voksende mængde af session- og liveklip på YouTube afslører den igangværende tour som værende af sådan en sjælden skelsættende klassiker-årgang, der vil blive husket og talt om med ærefrygt fremover. Sådan en man helst ikke vil gå glip af. Som PJ Harvey i Falkoner i 2016. Som Iggy Pop med QoTSA-luksusholdet samme sted, samme år. Så ind i salen, først et Bill Ryder-Jones-set som fin pre-bonus, derefter 70 minutters koncentreret stærk musik med menneskesky Beth Gibbons og hendes mageløst spillende store band. Virkelig musik af en anden forfinet verden, der gjorde en lysende aften for et åndeløst lyttende publikum. For få år siden ville denne juni-koncert have været utænkelig, for da ville flere store danske festivaler have kæmpet om at få et scoop som sjældne Beth Gibbons eksklusivt. Som tiderne ændrer sig, Københavns ubetingede fordel i aftes. Her de otte udsøgte spillere fra scenen i Falkone optaget live med en håndfuld numre fra toursettet i et hollandsk studie for et par uger siden. Musik kan.

Elias går den alene

Debutsingle fra Iceage-kølerfigur Elias Rønnenfelt, der på denne strækning veloplagte americana formår at få det skødesløse til at rime fint på det melodiske stringente. Og disse fine levende billeder til fra Milano gør intet værre. Er der mon et helt album på vej?

Dagens singlekøb

Har været lidt på observation efter den her australske single på det lokale independent-label Citadel fra 1985 i noget tid, og faldt så pludselig over den, tilfældigt som sådan noget ofte er. Afbrændt Sydney-musik, fra en anden og mere uskyldig tid, der stadig virker. Det der gør det for mig her er nok klaveret, specielt da resten af nummeret sejler væk og det bliver stående alene tilbage, de spinkle men insisterende toner i akkord-rundgangens egen logik…

Fra YouTube: “Reminds me of driving around Adelaide in my ex’s car … I was really intensely happy … you don’t appreciate things when you’re young … can’t go back … lyrics appropriate.”

Fra YouTube: “What a classic!!! Sydney in the eighties. Money was unimportant, rent was cheap, beer was cheap and there was a thousand bands to see. You couldn’t have been in a better place on earth.”

Fra YouTube: “God, I used to listen to this over and over and over and over and over”

Fra YouTube: “bought this 45 when it came out and its one of my most treasured records,my kids have to bury me with it.”

Musik kan.

Show of strength

“One of the most superior articulations of ‘rock’ form in living memory…”, skrev NME’s Barney Hoskins om Heaven Up Here, Echo and the Bunnymen’s andet album, der udkom 30. maj 1981. Voldsomme ord der næsten kun kan sidde som en møllesten om halsen på langt de fleste udgivelser, men ikke denne. Her albummets åbningssang i al sin spændstige ubesværethed…

The golden age of pop

Dags dato 1985 debuterer Birmingham’s Fine Young Cannibals med en af de førstesingler man positivt husker. De tidligere medlemmer af 2 Tone-bandet The Beat Andy Cox og David Steele har fundet sangeren Roland Gift, hvis specielle stemme deres nye musik (med ikke så få reminiscenser fra deres gamle band) ligger perfekt til. Her er de på BBC’s Top of the Pops få uger efter med hele pakken, der også visuelt vil frem i verden…

Casino Marc

Marc Almond forbereder udgivelse af sit coveralbum I’m Not Anyone med en ny single i dag, hvor han giver en absolut kampduelig udgave af Rita and the Tiaras’ northern soul-perle ‘Gone With The Wind (Is My Love)’. Almond, der tidligere med Soft Cell har versioneret northern soul på numre som ‘Tainted Love’, ‘What’, ‘Down In The Subway’ og ‘The Night’, lyder jo mere vital end længe her…

No future!

Rockmusik med konkret modtager på? Sjældent i dag, men ikke i 1977, hvor den engelske punk-generation for alvor begynder at udkomme på vinyl, ofte via 7″er-singler, der som medie synes perfekt til punkens korte, koncise form. Dags dato i 77 udsender London’s Sex Pistols således sin anden single, et kulørt frontalangreb på det britiske monarki, der netop det år går over sine bredder i en massiv selvfejring af Dronning Elisabeth’s 25 år på tronen. Sangen der først er gået under navnet ‘No Future ‘er nu ude på plade som ‘God Save The Queen’. England er næsten i oprør over denne uhørte tilsvining af det allerhelligste man har derovre; BBC forbyder straks enhver afspilning af singlen, flere store butikskæder nægter at sælge den, sanger Johnny Rotten overfaldes en sen aften udenfor en pub af en flok royalister med barberknive, ja, der flyder Sex Pistols-blod. Og selve sangen? I dag lyder den først og fremmest som et stærkt, stærkt stykke popmusik med noget på hjerte…

When you’re young

En af mine teenage-års store engelske punk-helte fylder 66 år i dag. For længe siden sang han vredt ovenpå pågående, enkel musik, at det er de unge der kender verden og ved hvad den virkelig handler om. I fredags udsendte den yderst produktive Modfather så endnu et nyt album, der byder på alt fra jazz-influeret soul til skæve akkorder ovenpå motorik-trommer fra grænseområdet til krautrockland. Alt sammen noget man kun kan beundre ham for at have udviklet sig til at lave, men her dagens fødselar Paul Weller med noget musik som jeg anderledes elskede og levede for dengang The Jam – sammen med The Clash – styrede England. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?

Serge & Brigitte

Serge Gainsbourg-fortolkeren Mick Harvey, ham der tidligere var kapelmester i den version af The Bad Seeds der øjensynligt savnes af mange efter Warren Ellis’ kup (han stjal Nick Cave’s opmærksomhed fra Harvey og The Bad Seeds), spiller på Loppen, Christiania i aften. Så det synes mere end almindeligt passende med denne repetitive duet-klassiker mellem Serge og Brigitte Bardot. Der er gangsterfilm på programmet i Frankrig…