Og i dag er det 2 år siden, Warren Zevon tabte kampen mod kræften. Nogle vil huske Warren Zevon for en mærkelig, alkohol-præget solooptræden på Roskilde-festivalen tilbage i 1982. Andre vil huske at han kom ud af sit alkoholmisbrug og i 1987 lavede sit comeback-album Sentimental Hygiene med R.E.M. som backing-gruppe. Atter andre vil huske ham for Werewolves of London og alle de andre sange fra starten af 1970erne. Alle bør huske at han var en meget dygtig sanger og sangskriver, der først meget sent (for sent) fik den anerkendelse, han fortjente.
Nej, det er hverken spansk eller tekno. The New Pornographers fra Canada har lavet et af årets gode albums, nemlig Twin Cinema. Her kan man bl.a høre sangen ‘Sing Me Spanish Techno’. Den burde blive et hit (men der er ingen retfærdighed til…)
Hvor de canadiske pornografer tidligere har holdt sig til forholdsvis hurtige numre, er deres nye album noget mere varieret. Power-pop af bedste skuffe!
Og nå ja, den amerikanske tv-prædikant Jimmy Swaggart skrev i sin tid en bog med titlen Music: The New Pornography.
Først nu er jeg blevet opmærksom på følgende tv-anmeldelse fra Ekstra Bladet d. 30. august af Hans Fl. Kragh:
Spørgsmålene i ‘Hvem vil være millionær’ viser noget om TV2’s navlehulskiggeri. Hvem vandt ‘Vild med dans’? f.eks. Er det almen viden? Ikke for folk, som ikke vil spilde tiden. TV2 må mene det, for det var et af de nemme spørgsmål. Jeg er stolt af, at jeg ikke vidste det. Det samme gælder et andet af de såkaldt nemme spørgsmål, som gjaldt en total ukendt, ung musiker, Jens Unmack. Igen et udtryk for ungdomsdyrkelsen. Men det er nok noget for gamle gimper.
På den anden side er det da dejligt for denne blogs forfattere at føle sig unge igen…
Flyet fra Washington D.C. landede i Kastrup klokken 7.15 i morges. 9.45 var jeg i Nørresundby lufthavn. Underligt at gå glip af en nat. Der har været adskillige dage, hvor jeg har været mindre træt.
Fra stereoanlægget lyder lige nu Horseshoes and Handgrenades, debutalbummet fra 1992 med Chris Mars. Det var ham, der var trommeslager i Replacements. Albummet er ikke i trykken mere, men Amoeba Music havde det altså for sølle fire dollars. Chris Mars er ikke nogen stor sanger, men musikken (og teksterne!) viser at han gemte på en hel del, der skulle ud efter bruddet med Westerberg & Co.
Gårsdagens pilgrimstogt til Haight-Ashbury ledte mig til Amoeba Music, hvor udvalget er skræmmende stort og en masse kendte har givet intim-koncerter.
Selv endte jeg med at bruge 3 timer på at vandre hvileløst rundt. Som billedet antyder, er udvalget enormt. Jeg fandt det meste af det, jeg ville have, i brugtafdelingen – $10 pr. cd eller mindre. Købte også Twin Cinema, det nye album med The New Pornographers. Se, det er et godt band. Og så er de fra Canada.
Her er jeg ved den Gyldne Port mellem San Francisco og Marin. (Golden Gate er ikke navnet på broen, men navnet på det stræde, den krydser. De europæiske opdagelsesrejsende syntes, strædet mindede om det Gyldne Horn ved Istanbul.)
Og så var det også tid til en tur til Muir Woods langt fra motorvejstrafik, hvor der er det tempo, jeg forstår, og der intet var at nå.
Et af de sjældne billeder af mig (taget her til morgen), blot for at dokumentere at jeg i hele denne uge er at finde i San Francisco. Hvis Jens en dag kommer herover, vil vi inden længe løbe tør for diskplads her på bloggen.
Jeg har lige skaffet mig billet til Bob Dylans koncert i Gigantium i Aalborg den 22. oktober. Man vil måske kunne få øje på mig i TV2Nords reportage; en kameramand luskede i al fald rundt i billetkøen i Aalborg i over en time.
I min iPod er der for tiden følgende albums med Bob:
Af og til er der nogen, der mumler, at det er for dårligt at der ikke er nogen gæstebog her, hvis nu man vil skrive noget, der ikke har direkte relevans til et af vore indlæg.
Det er heldigvis meget nemt at gøre noget ved – I kan fra nu af blot skrive en kommentar til dette indlæg (det figurerer nu også i sidemenuen). Alle sædvanlige regler om kommentarer gælder også her – herunder, at man skal være logget ind.
I dag fortsatte jeg med at fylde løs af min cd-samling på min 60 GB iPod. Turen var kommet til den netop hedengangne amerikanske gruppe Guided By Voices, som jeg længe har været fan af. Deres output har været af særdeles svingende karakter, og der har været talrige udskiftninger undervejs. Faktisk er eneste gennemgående figur sangeren og sangskriveren Robert Pollard.
Deres mesterværk er albummet Bee Thousand fra 1994. I denne periode havde gruppen sin efter min mening bedste besætning (med bl.a. Tobin Sprout, der bidrog med sange af samme kvalitet som Robert Pollards). Guided By Voices er sikkert ikke for de mest traditionelt orienterede lyttere – der er masser af numre på under et halvt minut, og det hele er optaget på en firespors analog båndoptager med godt med sus. Sangtitlerne (og teksterne) yderst kryptiske: The Goldheart Mountaintop Queen Directory, A Big Fan Of The Pigpen, Kicker Of Elves etc. Men melodierne! Sommetider er der kun et løsrevet hook eller hvad der i et andet univers ville være et godt C-stykke (!!). Iørefaldende er det altid – reminiscenser af tidlig R.E.M., The Who og The Beatles side om side med ubestemmelig garagerock og akustiske lejrbålssange.
Efterhånden blev sangene længere, og produktionen mere traditionel. Desværre forsvandt meget af charmen også. I år tog Guided By Voices på afskedsturné, og scenen er herefter overladt til Robert Pollards soloprojekter.
