I dag fortsatte jeg med at fylde løs af min cd-samling på min 60 GB iPod. Turen var kommet til den netop hedengangne amerikanske gruppe Guided By Voices, som jeg længe har været fan af. Deres output har været af særdeles svingende karakter, og der har været talrige udskiftninger undervejs. Faktisk er eneste gennemgående figur sangeren og sangskriveren Robert Pollard.

Deres mesterværk er albummet Bee Thousand fra 1994. I denne periode havde gruppen sin efter min mening bedste besætning (med bl.a. Tobin Sprout, der bidrog med sange af samme kvalitet som Robert Pollards). Guided By Voices er sikkert ikke for de mest traditionelt orienterede lyttere – der er masser af numre på under et halvt minut, og det hele er optaget på en firespors analog båndoptager med godt med sus. Sangtitlerne (og teksterne) yderst kryptiske: The Goldheart Mountaintop Queen Directory, A Big Fan Of The Pigpen, Kicker Of Elves etc. Men melodierne! Sommetider er der kun et løsrevet hook eller hvad der i et andet univers ville være et godt C-stykke (!!). Iørefaldende er det altid – reminiscenser af tidlig R.E.M., The Who og The Beatles side om side med ubestemmelig garagerock og akustiske lejrbålssange.

Efterhånden blev sangene længere, og produktionen mere traditionel. Desværre forsvandt meget af charmen også. I år tog Guided By Voices på afskedsturné, og scenen er herefter overladt til Robert Pollards soloprojekter.

Nu, hvor denne blog alligevel er midt sin agurketid, en anden anbefaling, nemlig Serart – et album med Arto Tunc Boyiacian og Serj Tankian. Sidstnævnte er især kendt som sangeren i System Of A Down, som jeg tidligere har anbefalet. Førstnævnte er et mangesidet talent, der har slået sine folder i jazz og ‘verdensmusik’ gennem snart mange år (og er med på et nummer på System Of A Downs album Toxicity). Jazz, trip-hop og den allestedsnærværende armenske folketone bliver blandet på en fascinerende måde i det musikalske møde mellem de to mænd. Til gengæld skal man ikke forvente besøg af de huggende guitarriffs fra System Of A Down.

Jeg hører for tiden debutalbummet med LCD Soundsystem en hel del. LCD Soundsystem er endnu en “gruppe”, der egentlig er skalkeskjul for en solist med hjemmestudie, i dette tilfælde amerikaneren James Murphy. Hans debutalbum, også kaldet LCD Soundsystem, er inspireret af lidt af hvert. Hittet er “Daft Punk Is Playing At My House”, der er en 1-akkorders-sang, der ikke lyder som Daft Punk, men derimod som tidlig Talking Heads. Andre steder er der mindelser om The Fall (James Murphy kan lyde lidt som Mark E. Smith af og til) og New Order. Tilmed er der et nummer som ikke ville virke malplaceret på The Beatles’ hvide album.

For tiden er det hip at være firseragtig, men der er tale om andet og mere end bare end endnu én, der hopper med på en trend. Det er faktisk et album, der er værd at høre. Og så er der den samme tørre humor som vi kender fra f.eks. Talking Heads.

Det er m.a.o. ikke alle, der kommer fra USA, der er lige træls.