Jeg har talt med Jens om det nye album. Det kom der et lille interview ud af; det er den nye feature hos os.
Jens fortæller om det nye album
Alle indlæg af Pastoren
En hyldest?
Phoebe Bridges og Conor Oberst har i år udsendt et fælles album under titlen Better Oblivion Community Center. Her er “Chesapeake”. Linjen I can’t hardly wait for someone to replace får mig selvfølgelig til at spekulere på om den bævende dreng mon kan lide The Replacements.
(Der er selvfølgelig også linjen Sweet child of mine – som måske er en henvisning til en sang med et band, som Tommy Stinson senere var med i.)
Senegal: Et nyt vinland
Playtime?
Et grufuldt billede fra et nummer af Terror Illustrated af den amerikanske tegner Reed Crandall, kendt fra E.C. Comics i 1950’erne og senere også fra Warren Comics i 1960’erne og 1970’erne. Og forbindelsen til denne blog? Den overlader jeg læseren som øvelse!
Vejret forandrer sig
I går sagde Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale
Det er vores fælles ansvar at passe på Danmark.
hvorefter han kastede sig ud i et langt afsnit om “udlændingepolitik”.
Årets albumudgivelser 2018
Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.
Jens skriver om sine bud på firser-retro.
Og jeg skriver om årets countryudgivelser.
Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.
Zeal & Ardor
Årets mest overraskende album (i al fald for mig) er Stranger Fruit med det schweiziske band Zeal & Ardor. Musikken er en usædvanlig blanding af gospel og black metal, og resultatet er ofte overrumplende.
De gamle afro-amerikanske spirituals og den nordiske black metal er musikalsk set kun fjerne slægtninge, men fascinationen af døden og den sket skjulte desperation har de fælles.
Et band fra Chengdu
Vi har aldrig præsenteret musik fra Kina før, men her kommer det: Sekstetten Stolen fra Chengdu, der er hovedstad i provinsen Sichuan i det vestlige Kina. Stolen synger på (en slags) engelsk, og deres musik giver mindelser om 1980’ernes engelske synth-musik.
Deres album fra i år, Loop, er produceret af Mark Reeder, oprindelig fra Manchester, men i mange år bosiddende i Berlin.
(Hvad gør man ikke for at nævne de to byer på denne blog?)
For 43 år siden
På denne dag for 43 år siden udkom Gas 5.
Arven fra The Band
Jeg tror faktisk aldrig, vi har nævnt The Band herinde på bloggen. Men hvis der er nogen, som Wilco står i stor musikalsk gæld til, må det være netop Robbie Robertson og de andre. Her er en udgave af “The Weight”, som oprindelig dukkede op på Music from Big Pink, The Bands debutalbum fra 1968.
I dette tilfælde befinder Wilco sig i et baglokale i Chicago i 2011 sammen med de ikke helt inkompetente gæster Mavis Staples og Nick Lowe. Og de øver bare, men hvor er det dog godt at opleve Jeff Tweedy, John Stirratt og de andre bare spille og være glade for dét. Så er de nemlig slet ikke kedelige.
Det er i øvrigt omkring dette tidspunkt, at Jeff Tweedy begynder at producere og skrive sange for Mavis Staples; det er der foreløbig kommet to albumudgivelser ud af (senest kom der et album i 2017), og også dette lyder til at bringe det bedste frem i dem begge.
Ikke alt, du har
Der er ikke blevet skrevet meget på denne blog om Big Red Machine, det nye album med Justin Vernon (bedre kendt som manden bag Bon Iver) og Aaron Dessner (den ene af guitarbrødrene fra The National). Men her er et nummer. Det er helt tydeligt, at den musikalske linje fra det seneste Bon Iver-album bliver fulgt til punkt og prikke.
Er Big Red Machine så et vellykket album? Til dels, hvis man spørger mig. Vernon og Dessner er dygtige, men resultatet ville have fremstået bedre, hvis det havde været lidt kortere.
Til min udelte undren er “Big Red Machine” også et velkendt, halv-officielt øgenavn til en motorcykelklub (eller hvad de nu er), der ligger et par hundrede meter fra hvor jeg bor og hedder Hell’s Angels.
Larsen, Bowman og HAL
I år er det 50 år siden, Rumrejsen år 2001 havde premiere. Dette mesterværk af Stanley Kubrick er min absolutte yndlingsfilm. Jeg har set filmen i biografen alle de gange, det har været muligt (det er desværre mange år siden nu) og har anskaffet den på dvd og blu-ray. Og jeg fejrede selvfølgelig også filmen ved at få en datter netop i 2001.
Nu er det gået op for mig, at Kim Larsen også var særdeles glad for 2001.
Det er den dejligste film, jeg nogensinde har set. Ikke den mest underholdende, men den bedste,
Kim Larsen 1945-2018
Jens har allerede sagt det, mange andre også, og endnu flere vil sige det i dag og i de uger, måneder og år, der nu kommer.
Jeg vil også gerne sige det, for det skal siges: Tak for sangene, Kim. Det er en kold tid, som vi lever i – og nu skal vi prøve at klare os i den uden dig.
Lately one or two has fully paid their due
Nu er det mig, der er nostalgiker, men jeg holder jo også meget af Strummer, Jones, Simonon, Headon og Chimes. I USA, hvor der i dette efterår er midtvejsvalg, fører Demokraten Beto O’Rourke lige nu valgkampagne mod Republikanernes Ted Cruz. Til et vælgermøde sagde han såmænd
I want to make sure that, again, we’re not giving away to corporations or special interests […] That’s what Senator Cruz would do thanks to the contributions that he’s received from those political action committees. He’s working for the clampdown and the corporations and the special interests. He’s not working for the people of Texas.
Singularity
Der bliver heldigvis lavet interessant og begavet elektronisk musik; det er mao. ikke Lana Del Etellerandetligegyldigt, der sætter standarden her. Her er således titelnummeret fra Jon Hopkins’ album fra i år, Singularity. Billedsiden er en fascinerende og sælsom pas de deux.
Singularity er i det hele taget et af de albums, jeg har lyttet rigtig meget til her i 2018. Det balancerer smukt mellem uptempo og ambient.
Nu, vi alligevel er her, er et andet nummer fra samme album, “Everything Connected”. Så smukt kan det gøres.