Man skal altid huske at sige det først: Jeg fordømmer terrorisme. Der er tale om en forfærdelig form for forbrydelse. Og jeg savner ikke Osama bin Laden – han var ansvarlig for en masse uhyrlige forbrydelser.

Men så siger jeg det også: Jeg har slet ikke godt med “krigen mod terror”. Terrorister har ofte som et erklæret mål at vinde tilhængere ved at afsløre samfundets idealer som hykleriske – de bliver alligevel ikke overholdt i praksis, siger terroristerne. “Krigen mod terror” giver dem utilsigtede kort på hånden. Tænk, hvis Osama bin Laden var blevet fanget i live og havde oplevet et retssamfund, der fungerede og behandlede alle, selv de værste af de værste, med en retfærdig retssag, der levede op til internationale principper – og at han så blev dømt. Måske ville jeg som tillægsstraf til livsvarigt fængsel idømme ham at skulle gå gennem sikkerhedskontrollen i en lufthavn adskillige gange. (Spøg til side: Jeg ved godt, at kontrollen i fængsler er endnu mere omfattende.)

Derfor først ovenstående noget useriøse, men (i mere end én forstand) rammende filmiske kommentar til verdenspolitiet. Og derefter vil jeg gerne henvise til en artikel i Der Spiegels engelske online-udgave af oberst Morris Davis, tidligere chefanklager ved Guantánamo. Manden ved, hvad han taler om, og han er ekstremt kritisk – han endte med at sige op og forlade militæret.

Et af de første punknumre, jeg kan huske, er “Oh Bondage! Up Yours” af og med London-bandet X-Ray Spex. Gruppens meget unge sangerinde hed Marianne Joan Elliott-Said, bedre kendt under kunstnernavnet Poly Styrene – og med nordirsk mor og somalisk far et af de alt for få multietniske indslag på punk-scenen dengang for 3 årtier siden. Jeg læste senere, at Poly Styrene var blevet Hare Krishna-tilhænger, og i lang tid hørte man ikke noget fra hende. For nylig udkom så comeback-albummet, Generation Indigo, produceret af Martin Glover, alias Youth fra Killing Joke. Der er nu ikke meget punk over musikken, der snarere leder tanken hen på en M.I.A. minus provokationerne, men med bedre vokal (end M.I.A. og X-Ray Spex).

Men i går kunne jeg læse den meget triste nyhed, at Poly Styrene gik bort her i mandags efter en kræftsygdom, der først blev opdaget tidligere i år. I sandhed en ufortjent skæbne for denne særlige, smukke dame, der inspirerede ikke helt få senere kvindelige vokalister. The Guardian har en velskrevet nekrolog her.

Lige siden 1964 har 47 været lykketal for Pomona College i USA; Professor Donald Bentley beviste, at alle naturlige tal er lig 47.

Også Bo Diddley har hyldet tallet i sang – hvem husker ikke linjen “I walked 47 miles of barbed wire” fra “Who do you love?”, som også bl.a. Jesus and Mary Chain har lavet en udgave af. Wire har udsendt albummet Object 47, og Sunny Day Real Estate (hvis nogen kan huske dem; dette band blev mere eller mindre til dem, der står rundt om Dave Grohl i Foo Fighters) lavede en sang, der såmænd bare hedder “47”.

Og så ikke et ord om at 47 er tilmed også er et primtal.

I går kom jeg hjem fra Lissabon efter en kort tur i embeds medfør. Her er et sammenklip af, hvad min telefons kamera fik indfanget.

(Kan det virkelig passe, af den typiske portugisiske mand er 1,72 m høj, mørkhåret og bruger stålbriller og skjorte?)

Jens nævnte The Pogues i et andet indlæg her. Shane MacGowan var som bekendt sanger og hovedsangskriver i dette irske ensemble, som rock-folket tog til sig. Elvis Costello producerede deres andet album – og giftede sig siden med den daværende bassist Caitlin O’Riordan.

Men der var også andre sangere med. En kort overgang var selveste Joe Strummer afløser for MacGowan i en periode, hvor sidstnævnte var for langt ude i tovene. Det kom der bl.a. ovennævnte, lidt overraskende udgave af en velkendt sang ud af.

(Og så har jeg ikke nævnt Phil Chevron eller Terry Woods, der også sang af og til – og sang rent og på lidt mere traditional folk-facon.)

En amerikansk Ph.D.-studerende i nordisk litteratur har påvist, at Jens’ tekster i en del tilfælde har tydelige sammenfald med digte af Emil Bønnelycke (1893-1953).

– Formuleringer som “du længes i mørket”, “her går du smuk og redningsklar”, “selv svaret falder kun som et nej” og “de fleste rejser ud for at vende hjem” kan alle genfindes ordret i Emil Bønnelyckes forfatterskab, fortæller April Stevens, der er ved at færdiggøre sin afhandling om netop Bønnelycke ved St Olaf College i Minnesota.

– Bønnelycke og Unmack har den store længsel til fælles, tilføjer Stevens, der først stødte på Love Shop ved Kløften Festival i Haderslev og siden har haft en længere mail-korrespondance med Jens.

Sagen har dog også en ophavsretlig følge, da Tonekunstudvalget for den Rytmiske Musik, hvor Jens er medlem, på vegne af bestyrerne af Emil Bønnelyckes bo i Århus, har bedt Jens om at undlade at spille de pågældende sange i de kommende måneder. Der er tale om i alt 17 numre, og de vil heller ikke længere kunne købes som download fra bl.a. iTunes.

– Jeg lavede jo skriftlig opgave om Emil Bønnelycke, da jeg gik på Viborg Katedralskole, og det er vel der, det hele er kommet fra, siger Jens. Men nu bliver vi nødt til at lave om på sætlisterne på resten af turen, og det er hårdt for bandet.

Måske er jeg en ulykkesfugl. Jeg har været i Brisbane; senere blev The Go-Betweens’ hjemstavn oversvømmet. Så tog jeg til Christchurch, og i månederne efter blev denne smukke 50’er-agtige by rystet sønder og sammen af to jordskælv, det ene værre end det andet. For snart en del år siden var jeg faktisk også i Sendai, mens kirsebærtræerne stod i blomst. En stor og anderledes oplevelse.

Så sent som i november sad en af mine fjerne kolleger fra dén by hjemme ved mig og drak te. Jeg skrev til ham, da jeg hørte om jordskælvet, men jeg fik min e-mail retur, og jeg har stadig ikke hørt fra ham. Forhåbentlig har han og familien “bare” mistet deres hjem.