Alle indlæg af Pastoren

Back in your box

Og nu vi er ved de interessante britiske albums – her er endnu et nummer fra Elbows Build A Rocket Boys!, nemlig “Neat Little Rows”. Hvis nogen troede, at gruppen i kølvandet om Mercury-prisen satsede på sikker, bred hyggerock, er dette et yderligere dementi. Elbow vil være at finde på Northside-festivalen i Århus d. 12. juni, og mon ikke også undertegnede vil være der? (Omend næppe på scenen.)

High Ideals

Joy Division er et af mine absolutte yndlingsbands. Heldigvis er der stadig bands fra Manchester, det er værd at lægge øre til. Elbows nye album Build A Rocket Boys! har jeg således set frem til længe, som denne blogs læsere nok vil have anet. I dag har Alex Petridis en meget positiv anmeldelse i The Guardian. På http://www.buildarocketboys.com kan man høre numrene – og jeg må give Petridis ret.

Man kunne have frygtet, at Elbow ville gå efter de sikre, radiovenlige stemninger efter den store succes med den udadvendte The Seldom Seen Kid, der kastede en slags hit af sig med den for bandet usædvanligt ubekymrede “One Day Like This”. Men nej; her bliver der ikke leflet. Build A Rocket Boys! leder snarere tankerne hen på de første to albums, og her især Asleep In The Back, hvor vi første gang oplever Elbows lydunivers, der bebor et krydsfelt mellem Manchester-rock, Talk Talks sidste par albums, Peter Gabriel/tidlig Genesis (minus den langstrakte instrumentale nulren) og den særlige blå, tænksomme nordengelske stemning –  hvor også Doves færdes. Hen over musikken svæver Guy Garveys stemme, lys og ru på samme tid. Dette er musik lavet af voksne mænd uden at den bliver reaktionær af dén grund.

Min anbefaling? Hen til computeren, på med hørebøfferne – for denne musik ser ud til at virke ekstra godt på denne måde – og få så fat i albummet, når det udkommer på mandag.

En røst fra dybet

Der er et nyt album fra amerikanske Sean Rowe ude i denne uge, og det hedder Magic. Helt nyt er det vel egentlig ikke; det udkom tilbage i 2009, men genudsendes nu af ANTI, forhåbentlig til et større publikum, for dét er albummet værd. Ligesom det er tilfældet med f.eks. John Grant, M. Ward og Rumer (alle nævnt tidligere her på bloggen) synes jeg, der er noget på én gang velkendt og originalt over såvel sangskrivning som sangforedrag hos Sean Rowe.

Jesus is a Rochdale Girl

Guy Garvey introducerer endnu en sang fra Elbows kommende album Build a Rocket Boys!, der kommer den 7. marts. Jeg har kun været i Rochdale én enkelt gang, og jeg bemærkede intet særligt. Rochdale er vel Greater Manchesters svar på Ikast. Men sangen er vellykket med et underspillet udtryk i bedste Elbow-tradition.

I dagens udgave af The Observer er der et langt interview med Elbow i anledning af det kommende album.

Aktuelt citat

Opdelingen af magten mellem den udøvende og den lovgivende magt bygger på den helt selvfølgelige forudsætning, at den udøvende magt administrerer i henhold til de love, som Folketinget vedtager, og at borgerne netop skal have sikkerhed for, at de afgørelser der træffes, er i overensstemmelse med lovgivning og ikke udslag af vilkårlig administration.

(fra Så gik der politik i det …, Birthe Rønn Hornbech, Gyldendal 1997)

Let at lytte til

Easy listening er en genre, der typisk enten er blevet udsat for foragt eller for en ironisk baseret pseudoaccept. Den værste easy listening er så facil, at den giver mig kvalme (hvem sagde f.eks. Katie Melua?). Men der er også en anden fortælling. Jeg forbinder easy listening med tidlige morgener på amerikanske hotelværelser, hvor jeg tænder for clockradioen eller fjernsynet og musikken lægger sig som et trygt tæppe. Samtidig er der en melankoli nedenunder, fordi jeg ikke er ordentligt udsovet på grund af tidsforskellen og vågner i et fjernt land til en anderledes morgen, som jeg ikke helt ved hvordan bliver. Den bedste easy listening kan rumme en sådan modsætning og stikker dybere, end man tror. Neil Diamond var (ofte) easy listening, men drømte samtidig om at blive Bob Dylan. The Carpenters var easy listening, men i Karen Carpenters stemme var der både sødme og smerte.

I disse år bliver easy listening og dens fætter, den såkaldte bløde rock, genopdaget. John Grants fremragende solodebut er et fremragende eksempel på dét. Og i dagbladet Information havde Klaus Lynggard d. 22. februar en meget positiv anmeldelse af Seasons Of My Soul, der er debutalbummet fra den engelske sangerinde Rumer. Jeg måtte høre, hvad det var for noget, og jeg er positivt overrasket. Rumer (der egentlig hedder Sarah Joyce) har et sangforedrag, der giver mig klare mindelser om Karen Carpenters kvaliteter og om en Støvet Forårsmark. Umiddelbart er dette “bare” easy listening, men man mærker melankolien under overfladen i de velkomponerede sange, der rummer en sælsom genkendelighed og sagtens kunne være indspillet for tre årtier siden. Jeg kan se, at selveste Burt Bacharach har opdaget Rumer og har skrevet en sang til hende – det forstår jeg faktisk godt. Ovenfor en live-udgave fra Jools Holland’s Later på BBC (hvorfor har vi ikke den slags programmer på dansk fjernsyn?).

(I parentes bemærket: Lynggaard nævner også Sean Rowe, men han skal have sit eget indlæg en anden dag.)

Aftenens bedste bud

Her på bloggen har vi ikke noget imod nepotisme, så længe det bliver blandt venner. Der er altid amatørmusikere i fjernsynet fredag aften, men ude omkring spiller den ægte vare heldigvis stadig. Jeg er netop hjemkommet fra aftenens koncert med en veloplagt Nikolaj Nørlund. Første gang NN spillede i Aalborg var forresten 13. august 1989 med sit daværende band Trains, Boats and Planes på 1000Fryd. Jeg var der ikke; jeg boede i Edinburgh. Senere vendte han tilbage flere gange med dette engelsksprogede band, bl.a. til en havnefest i 1992 (og da var jeg tilbage i Danmark), hvor en coverversion af Povl Dissings “Snehvidekys” var et forvarsel om den udgave af sangeren Nørlund, de fleste kender bedst – fra Navnløs og frem til Plan A. Her til aften var han helt solo (1 mand og 2 guitarer, én guitar ad gangen) og kom godt rundt i sit efterhånden store værk – sjovt nok dog med titelnummeret fra sin nye cover-EP Kom med et bud som en undtagelse. Se ham, hvis han kommer forbi jer – det er det værd. Inden NN kan man desuden opleve en knust have, som nogle sætter højt.

The City

Her er titelnummeret som en forsmag på Patrick Wolfs nye album The City, der udkommer d. 14. marts. Sangen lover godt, synes jeg; forgængeren The Bachelor sagde mig ikke så meget, men dette nummer, der viser den lidt excentriske britiske musiker i pophjørnet, minder mig om det meget mere vellykkede The Magic Position fra 2007. (YouTube-indlejringen er lidt mystisk; prøv evt. at klikke ovenfor, hvis der er et hvidt felt.)

Wir hören ein Singen im Raum

Mere elektronisk herfra, nemlig en opsamling af Jürgen Paape – en tysk musiker, der i modsætning til de fleste andre ikke også optræder til koncerter eller som DJ. Paape er desuden medstifter af selskabet Kompakt, hvorfra jeg tidligere har omtalt kunstnere som tyske Moderat, brasilianske Gui Boratto og svenske The Field. Ligesom dem laver Paape musik, der ofte går lige i fødderne. Men modsat Moderat har han en fascination af gamle tyske schlagere (kan nogen huske Marianne Rosenberg?), som han sommetider låner stumper fra.

På Kompilation, som opsamlingen hedder, faldt jeg især for ovenstående nummer – “So weit wie noch nie”, der vistnok var et mindre hit for år tilbage. Den tyske tekst og selve vokalen stammer fra en gammel schlager med Daliah Lavi, en israelsk sangerinde, der gjorde karriere i Tyskland for knap 40 år siden (i sig selv en interessant historie, når man tænker på Tysklands grimme fortid). Man kan hente Kompilation for billige penge på Emusic.

Noisy News Festival

I disse dage bliver det københavnske band Iceage rost til skyerne af anmeldere. Det er bestemt interessant at opleve danske musikere nå helt frem til anmelderne med en form for punkrock, der hverken er præget af inspiration fra metal eller fra den ligefremt poppede USA-variant af denne rockgenre. Og præcis som i de Gode Gamle Dage er numrene overstået inden for et par minutter. Så et vist mål af props herfra.

The Beatles og bolden

I et blogindlæg fra sidste måned tager Brian Philips det store spørgsmål op: Hvilket/hvilke hold var det egentlig, de fire medlemmer af The Beatles holdt med?

Sandheden er nok beklageligvis den, at ingen af de fire liverpudlianere gik særlig meget op i fodbold. Alene på dette punkt overgår denne blogs anden forfatter The Beatles med adskillige niveauer. Der er selvfølgelig ovenstående billede fra inderomslaget af John Lennons Walls and Bridges, og det er blandt det absolut nærmeste, vi kommer på en fodboldforbindelse. Hvad viser denne gamle børnetegning, som Lennon lavede, egentlig? Philips mener på basis af spillernes påklædning at kunne identificere det som FA-pokalfinalen Arsenal-Newcastle fra 1952, som Newcastle vandt 1-0.

Og så er den gamle Liverpool-centreforward Albert Stubbins (som trak sig tilbage i 1954) at finde på forsiden af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

Interessant nok hævder Pete Best (der vist ikke var i familie med George Best?) at Lennon holdt meget af at spille bold i Hamburg-dagene, og at han på opfordring af Brian Epstein valgte at gå stille med dørene om sine klub-præferencer for ikke at støde de lokale fans fra sig.

Vejen væk fra rocknroll?

I disse dage, hvor jeg må se, hvordan Robert Fosters by, hvor jeg gik gode aftenture sidste år på denne tid, bukker under for vandmasserne, kan man læse en tankevækkende artikel i The Guardian og et indlæg på en blog hos NME, der er enige om tre ting: rockmusikken er på vej væk fra hitlisterne og fra radioens lydbillede, og også live-scenen er på retur.

Kun 3 procent af sangene på den britiske top 100-liste fra 2010 over de bedst sælgende singler kan betegnes som rock. Den ene er en gammel sang med Journey, den anden er af Train og den tredje af Florence and The Machine. Det bedst sælgende live-navn i 2010 var Bon Jovi. Ikke særlig imponerende.

På den anden side var 2010 et år, hvor blandt andet Arcade Fire, The National og The Walkmen udsendte fremragende albums. Er hitlistebilledet mon så et signal om at singleformatet og albumformatet for længst er holdt op med at følges ad? Rockmusikken udgjorde stadig 27% af albumsalget i 2010, kun en nedgang på én procent.