British Sea Powers nye album er bestemt lovende – jeg har naturligvis købt det – men Elbow har en særlig plads i mit hjerte. Sangeren Guy Garvey er en af de suverænt mest interessante og sjælfulde vokalister, og det især da på en britisk rock-scene, der desværre ellers ikke har så meget at prale af for tiden. Og ligesom deres kolleger og bysbørn Doves er Elbow ikke bange for at være voksne mennesker uden af den grund at forfalde til en gang farmandsrock.
Se en live-i-studiet-udgave af “Lippy Kids” fra deres nye album, Build A Rocket Boys, der udkommer d. 7. marts.
Lillejuleaftensdag udskrev jeg en lille konkurrence blandt alle de, der gav deres bud på en liste over årets albumudgivelser fra 2010. Vinderen, der modtager en cd med numre fra (blandt andet) min albumliste, er Kasper Zeeb, bedre kendt under brugernavnet Zeeb. Tillykke!
Der er noget særligt ved elektronisk musik, der ikke fremstår så elektronisk i traditionel forstand, men har en organisk atmosfære. Kraftwerk, Carl Craig, Orbital og mange andre navne har primært beboet en synthesizer-verden, hvor maskinerne hersker, mens mange nye musikere bruger samplingens muligheder i den helt store stil. For et års tid siden nævnte jeg Washed Out, for et par år siden skrev jeg om Four Tet og Memory Tapes havnede endog på min årsliste for albums i 2009.
Nu har jeg med lidt forsinkelse opdaget Gold Panda, der ligesom de tre andre navne reelt er dæknavn for en musiker, en 28-årig herre fra London ved navn Derwin. Hvis man kan lide Four Tet, og hvordan Kieran Hebden blander analoge stemninger og melodier med opklippede beats, er Gold Pandas seneste album Lucky Shiner (en titel, der faktisk er navnet på Derwins bedstemor!) værd at gå efter. Albummet kom i efteråret 2010, så det er stadig nogenlunde nyt.
Elvis Presley – ingen over ingen ved siden af The King.
Og nej, jeg tror ikke på guilt by association. Jeg plejer altid at nævne Elvis og Bowie og Bassey, men i år vil jeg på denne dag nævne mine lidt mindre kendte trillingebrødre Ron Sexsmith og Lars Top-Galia, der dog nok ikke har lyst til at bytte hverken tøj eller guitar.
Nikolaj Nørlund har været med i mange år efterhånden, og i år har han faktisk 20-års jubilæum som pladekunstner. Jeg husker selv, hvordan han forbløffede publikum ved at spille “Snehvidekys” som ekstranummer, da han endnu var sammen med Trains, Boats & Planes og da det var yt og kikset at synge på dansk. Resten ved vi (forhåbentlig) godt.
En kollega og jeg nåede i går aftes frem til den konklusion, at regeringen bestående af de to støttepartier bliver genvalgt i år. Så vi kan lige så godt vænne os til at høre denne sang i 2011.
De har ringet igen fra dit barndomshjem
og svigermor dukker op klokken fem
Hvad laver hun her?
Vi ku’ altid la’ vær’
Ved juletid
– en dag går det galt
faktisk tror jeg at vi ikk’ får betalt
min studiegæld
alligevel
Min decemberdag
en Klampenborg jul
opløst i dej
min decemberdag
med gæster på vej
En ædelgran var ikk’ til at få
så det blev rødgran, vi satsed’ på.
Til formiddag
faldt nålene af
Vores hemmelighed
de ting som vi gi’r
– hjælp mig med at finde nissepapir
og stram så det bånd med højre hånd!
Min decemberdag
en Klampenborg jul
opløst i dej
min decemberdag
med gæster på vej
I går blev spildt på gaverne
og køer i Magasin
mens du tog ud til Tæppeland
og købte ingen ting
Skriv en kommentar med jeres egen liste med de 10 albums, I især bed mærke i i 2010. Jeg trækker lod, og vinderen får en hjemmebrændt cd med sange fra albums fra 2010 udvalgt af mig. (Måske kan Jens bringes til at lave en lignende cd?)
Vi skal ud på landet i USA, derud hvor kragerne forlængst er vendt om. Fra delstaten Minnesota, der gav os The Replacements, Hüsker Dü og Prince, kommer bluegrass-kvintetten Trampled By Turtles, der nu har deres 5. album ude, og det hedder Palomino. De hurtige numre (som f.eks. “Wait So Long” ovenfor) går over stok og sten, mens de langsommere numre som f.eks. “Separate” viser gruppens mere sensitive side. Trampled By Turtles er bluegrass, men de viser i deres sangskrivning en rock-agtig sensibilitet, som nok vil tiltrække en del mennesker uden for bluegrass-musikkens territorium, lidt som irske The Pogues også tiltrak et stort publikum uden for folk-musikkens rækker, bl.a. Elvis Costello og selveste Joe Strummer.
Den amerikanske Ph.D.-studerende Virgil Griffith har lavet en undersøgelse af sammenhængen mellem adgangsgivende karakterer og eksamen. SAT er en af de mest almindelige adgangsgivende prøver til universiteter i USA; de mulige resultater lå indtil for nylig på en skala fra 400 til 1600 med 1600 som bedst mulige bedømmelse. Det bliver offentliggjort, hvad den gennemsnitlige SAT-score er for hver årgang på et givet universitet.
Griffith har nu lavet et stykke software, der automatisk gennemsøger Facebook-profiler for studerende på hvert universitet og for hver profil registrerer personens yndlingsmusik. Resultatet af denne analyse kan ses på http://musicthatmakesyoudumb.virgil.gr og i grafen ovenfor. På førsteaksen har vi gennemsnitlig SAT-score.
De bands, vi plejer at rose her på bloggen, er, som man vil kunne se, stort set ikke nævnt. Til alt held har jeg en hel del Beethoven i mit iTunes-bibliotek. (Er der nogen her, der hører Li’l Wayne?)
Vi vidste det egentlig godt. Han var med på albummet Dark Night Of The Soul, som Mark Linkous og Brian Burton/Dangermouse indspillede (og som omsider er blevet udsendt). Men her det så: Et bud på elektronisk pop af og med David Lynch – ja, det er den berømte filminstruktør bag Eraserhead, Blue Velvet, Twin Peaks mm.
Well they say can’t please everyone
But I’m stuck on a winning streak
Well today there’s clarity
And tonight I see tomorrow
All at once the winter’s here
All the lochs are frozen over
As I look in back of me
See a shape beside the walkway
Half of my life I’ve been watching
Half of my life I’ve been waking up
Birds in the sky could warn me
There’s no life like the slow life
So for now I’ll take my time
For now I can’t be bothered
Well I learned a lot of things
And I fudged a lot of numbers
Once again the winter’s here
All the lochs are frozen over
So I look in back of me
See a shape beside the walkway
Half of my life I’ve been watching
Half of my life I’ve been waking up
Birds in the sky could warn me
There’s no life like the slow life
I vores albumoversigt for tre år siden roste jeg duo-pladen Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss i høje toner. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle blive så begejstret for et album med den gamle Led Zeppelin-sanger! Jens var dengang lidt skeptisk, men også han lod sig siden overbevise om albummets store kvaliteter.
I år kom så Robert Plants egen opfølger, Band Of Joy. Titlen er taget fra hans oprindelige gruppe før Led Zeppelin, men musikalsk er vi ligesom på Raising Sand langt fra gamle dages hippie-bulderrock. Igen besjæler Robert Plant et amerikansk musikunivers med country, folk og blues som hovedingredienserne. Og igen får vi at høre hvor udtryksfuld og nuanceret en sanger, den langhårede englænder på 62 faktisk er. Og igen arbejder han sammen med bundsolide countrynavne, denne gang guitarist Buddy Miller og sangerinde Patty Griffin. Hun er bestemt til at høre i baggrunden, men nogen deciderede duetter er der ikke. (Gillian Welch og David Rawlings bliver takket for deres store gæstfrihed i noterne, men de er dog ikke med)
Alle sange på nær én enkelt er coverversioner. Her er bl.a. den gribende “Harm’s Swift Way” af Townes Van Zandt, et Richard Thompson-nummer, hele to numre fra amerikanske Low, “Angel Dance” af Hidalgo & Perez fra Los Lobos (se ovenfor!) og “The Only Sound That Matters”, et særdeles velskrevet nummer af den lidet kendte Texas-gruppe Milton Mapes – og albummet fremstår ikke desto mindre som en vellykket helhed.
NME kan (ikke overraskende) kun svinge sig op til at skrive, at
Still, ‘Band Of Joy’ is an essential purchase… if your dad is having a birthday this month.
men Metacritics samlede score er 83 (“Universal acclaim”), så jeg tør roligt anbefale denne blogs læsere at lægge ører til Band Of Joy (jeg er trods alt også nogens far, omend der er stykke tid til min fødselsdag.)
En intet mindre end fremragende koncert med The Walkmen i Amager Bio. Kvintetten fra New York har vi allerede brugt mange superlativer på – og nu gør vi det så igen. De leverede det ene højdepunkt efter det andet på denne deres sidste aften på en lang Europaturné.
Hamilton Leithauser har en stærk og selvsikker vokal og et scenenærvær af samme styrke. Forenet med bandets på en og samme tid tidløse og tidssvarende musikalske udtryk og prunkløst økonomiske fortolkninger (en sang er ovre når den slutter – intet sololir her!) var resultatet en koncert i særklasse, sikkert årets bedste.
Bagefter følte denne blogs forfattere sig lidt teenageagtigt skuffede over ikke at have trykket hænder med bandet – men hvad gjorde det egentlig? Oplevelsen var suveræn.
Tak til Maria for sætlisten.
For en god ordens skyld: Først var der opvarmning i form af Vor Knuste Have, der dog var præget af strømsvigt – og til sidst bar de deres medbragte paptræ ud. Dem kunne Jens godt lide.
