Alle kender Lady Gaga og Robyn, nogle kender Kelis. Her er et ikke helt så kendt bud på elektronisk pop. Den amerikanske sangerinde Zola Jesus (hvis rigtige navn er Nika Roza Danilova) har ligesom Robyn har i løbet af 2010 udsendt flere ep’er, men her hører ligheden vel også op. Zola Jesus laver først og fremmest storladne synth-bårne ballader, en slags ekstra gotisk pendant til britiske Bat For Lashes og med mindelser om Siouxsie and The Banshees. Nummeret ovenfor er “Night”, højdepunktet fra ep’en Stridulum. Indrømmet: Jeg foretrækker selv denne musik i lidt mindre doser – som netop en ep kan levere.
Alle indlæg af Pastoren
Hvad er musik?
Jeg ved det, men jeg kan ikke komme med en god definition. Til gengæld kan jeg nemt give eksempler på hvad musikken gør ved os og hvad man kan finde i musik. Også David Byrne har et bud. Ovenstående træ skyldes ham, og sammen med en del andre tegninger (som alle er lignende træstrukturer) kan det ses på David Byrnes webside. Han har selvfølgelig ikke indfanget alle aspekter af det meget varierede fænomen, men meget af Talking Heads’ specielle popunivers er der i al fald.
Kaolin
Nu vi er i det frankofone hjørne (Sophie Hunger er fra Schweitz): Den franske gruppe Kaolin udsender et nyt album den 18. oktober, og det hedder såmænd bare Kaolin. Sangeren/sangskriveren Guillaume Cantillon har også en solokarriere; jeg fik købt hans album Les Ballons Rouges i min sommerferie, og dét er værd at høre. Så mon ikke Kaolin også viser sig at være et lyt værd? Sangen ovenfor er (måske ikke så overraskende) ret tæt på Cantillons eget musikalske univers, der er overvejende akustisk baseret og med klare rødder i en sympatisk fransk chanson-tradition.
En prædiken for de omvendte?
Jeg har et lidt blandet forhold til Manic Street Preachers. Til at begynde med brød jeg mig faktisk ikke om dem, men så kom Everything Must Go med “A Design For Life”. En overgang var de blevet del af en britpop-bølge som de (ligesom Pulp, Suede og Blur) faktisk havde været der inden, og med This Is My Truth var de blevet fast inventar i radioen og på store musikfestivaler – bl.a. flere gange på Roskilde-festivalen.
Nogle gange blev jeg træt af den til tider lidt vel bombastiske Queen-agtige stadionrock og teksterne, der ofte ikke var helt så gode, som gruppen selv troede. Andre gange ramte de plet med fint turnerede popsange og interessante arrangementer.
Men det var alt sammen i forrige århundrede. Sidst, de tre herrer var i Danmark, spillede de ikke på Roskilde, men til Rock Under Broen i Middelfart og – skal man tro anmeldelsen fra Gaffa og kommentarerne til den, foretrak de fleste at høre… Nik og Jay, der gav koncert samtidig. Den yngre generation ved simpelthen ikke hvem Manic Street Preachers er. Først græmmede jeg mig lidt, så indså jeg generationskløftens betydning.
Og nu er trioen her så med deres niende album, Postcards From A Young Man. Rejsen mellem de stort anlagte, Phil Spector’ske popplader og de lidt mindre og mere knudrede produktioner fortsætter – denne gang er vi tilbage til den stort anlagte lyd fra This Is My Truth. Tilmed har skruen fået et ekstra nøk med gospel-agtige korarrangementer på flere numre og flere gæster.
Der er her faktisk en forbindelse til Nick Drake. John Cale var af de første walisere, der satte Wales på rockmusikkens landkort. Han spillede på Bryter Layter, og nu dukker han så op her med sit klaver. Bassisten fra Guns and Roses – nej, ikke Tommy Stinson, men den oprindelige, dvs. Duff McKagan dukker op på et andet nummer. Og endelig er der en duet med hyggerock-vokalisten Ian McCulloch.
Resultatet er lidt blandet. Det er endnu engang tydeligt, at de engang så vrede unge mænd på den ene side stadig har noget på hjerte, på den anden side har fået en hel del livserfaring (de er trods alt også først i fyrrerne nu). Der er bestemt en del vellykkede popsange imellem, der trækker på denne modsætning. På numre som “It’s Not War, Just The End Of Love”, titelnummeret (se ovenfor) og “Hazelton Avenue” lykkes det at spænde sentimentalitetens bue uden at den brister, og det klæder gruppen. Andre steder som på f.eks. “Don’t Be Evil” går der for meget Queen i foretagendet. Og hvem har dog bildt bassisten ind, at han kan synge? Dén slags har man da soloplader til.
Jeg bliver nødt til at være ærlig: Postcards From A Young Man bliver næppe et hit for Manic Street Preachers i stil med deres albums fra britpop-guldalderen. For det første: Denne form for stort anlagt, oprigtig mainstream-rock tilhører i 2010 samme generation som dens udøvere, og det er en generation, der i stort omfang er holdt op med at købe musik. For det andet: Der er andre, nyere bud på rock med stort lydbillede og bred appel, og dem har vi tit skrevet om her på bloggen (The Walkmen, Arcade Fire, The National…)
Endelig, for det tredje: En hurtig søgning på artikeldatabasen Infomedia røber, at der kun er skrevet to artikler om Manic Street Preachers i danske medier i denne måned. Til gengæld er der 134 artikler om Nik og Jay fra samme periode.
Skilt for fjerde gang
Dette skilt er sat op på East 2nd Street i New York, hvor Joey og Dee Dee boede en overgang – forresten ikke langt fra CBGB. Dvs. det er det mest stjålne gadeskilt i byen; det nuværende er det fjerde siden indvielsen i 2003.
Mørket og lyset
Nu skal det være. Jeg har nævnt Nick Drake en passant, da jeg omtalte Philip Selways nye album her for nylig. Og jeg havde et kort indlæg om ham for 5 år siden. Denne gang vil jeg give manden den omtale, han fortjener. Anledningen kan være, at jeg omsider har taget mig sammen og skiftet den ellers udmærkede opsamling Way To Blue ud med Nick Drakes samlede diskografi. Det var ikke svært; der var kun tre albums og en posthum cd med uudgivet materiale. Og det var tilmed billigt, vel næppe mere end 160 kr. for hele herligheden. Der er en særlig, lidt upersonlig fornemmelse ved at købe musik på nettet.
Første gang, jeg stødte på Nick Drake var i mine teenageår, hvor jeg hørte Erik Kramshøjs portrætudsendelse på P3 (det var dengang) og indså, at her var tale om et helt særligt talent, der dengang var ved at gå i glemmebogen. Men optaget som jeg var af den musik, der dengang dukkede op, fik jeg aldrig ordentligt stiftet det musikalske bekendtskab.
Ligesom Tim Buckley (1947-1975) og Phil Ochs (1940-1976) var Nick Drake (1948-1974) en singer-songwriter, der dukkede op i 1960’er og døde ung midt i 1970’erne. Hvor Buckley og Ochs kom fra en amerikansk folk-tradition (og Ochs var meget politisk bevidst, noget så sørgeligt sjældent som en amerikansk socialist), var Drake del af en britisk – eller nærmere bestemt engelsk – folk-tradition. Denne tradition tilfører han sin klare vokal, et virtuost arpeggio-præget guitarspil og en afdæmpet lyrisk stil, hvor vemod og mod mødes. Nogle har kaldt Nick Drake for en “mørk udgave af Donovan”, men dét synes jeg er en plat sammenligning. Mange af Nick Drakes sange og deres arrangementer ejer den særlige, tidløst universelle kvalitet som denne type akustisk baserede sangskrivning ofte stræber efter, men kun sjældent når.
Nick Drakes karriere er kort: hans sidste år er plaget af en klinisk depression, og han dør 26 år gammel af en overdosis antidepressiv medicin – formodentlig ved et regulært uheld.
Engang var Nick Drake vel et kultfænomen og som så mange andre musikalske begavelser, der døde alt for tidligt (Jimi Hendrix, Janis Joplin, Ian Curtis, Kurt Cobain, Billy Mackenzie, John Lennon osv.) blev han tildelt en myte, der nok er med til at forhindre os i at værdsætte hans musik for dét den er og gør det sværere for os at se de mange facetter, der ikke er del af myten om den tragisk-romantiske kunstner. Pastorinden skal i den sammenhæng være mit sandhedsvidne; forleden udbrød hun at “dét der er et godt album”. Hun havde aldrig hørt om Nick Drake før og kendte intet til hans tragiske skæbne.
Derfor her en ultrakort guide. På debutalbummet Five Leaves Left er det folk fra Pentangle, der akkompagnerer ham og orkesterarrangementerne står vennen Robert Kirby. Her finder vi “Cello Song” og “Fruit Tree”. På opfølgeren Bryter Later er selveste Richard Thompson og John Cale med, og vi får bl.a. den ironisk-soulede “Poor Boy”, “Hazey Jane I” og den af håb gennemlyste “Northern Sky”. Denne plade kunne (og burde) være blevet det kommercielle cross-over gennembrud, men den solgte kun mellem 3000 og 4000 eksemplarer. Endelig, på Pink Moon, er der kun Nick Drake selv på guitar og klaver, og den smerteligt smukke “Things Behind The Sun” er et højdepunkt. Titelnummeret blev mange år senere brugt i en tv-reklame for Volkswagen. Nogen må vel have syntes, at det var passende. De posthumt udgivne numre tæller “Black Eyed Dog” og “Time Of No Reply”.
Velkommen til Sverige?
Og nu… Facebook
Nej nej, selv om denne blogs forfattere er fyldt fyrre, vidste vi godt at dette sociale netværk findes. Men nu kan I fortælle vennerne på Facebook, at I godt kan lide et af vores indlæg (eller måske dem alle sammen?).
I aften: Carl Newman & Co.
Her på bloggen er der tidligere blevet skrevet en del om canadiske The New Pornographers (som især jeg er ret begejstret for) og dets medlemmers soloprojekter. Tidligere i år kom gruppens femte album, Together, og i aften giver de koncert i København. Selv er jeg er draget på pilgrimstogt til Rigets Centrum alene af den grund. Det lykkedes mig at få en snak med Carl Newman, der er den absolutte hovedbagmand i The New Pornographers. Resultatet kan I læse her – det er den nye feature. Alle de, der holder af The Sparks, Okkervil River og/eller Outrageous Cherry bør også læse med.
"Ja, jeg har set dig…"
Pia Kjærsgaard (MF for DF) er medlem af Kunstrådet. Siden august 2009, hvor hun formulerede en kraftig kritik af dansk kulturpolitik og udtalte, at hun ville bringe mere fokus på området ved at “lægge et seriøst arbejde i det”, har hun desværre meldt afbud til alle rådets møder. Til gengæld har hun haft tid til at male ovenstående billede, som nu auktioneres bort til velgørende formål. Man bemærker at de hvide blomster befinder sig i højre side oven over nogle mindre, mørke.
Spiddet af treforken?
Der er en interessant klumme i Popmatters om et andet online-magasin om musik mv., det ikke helt ukendte Pitchfork. Jeg har fulgt Pitchfork i en del år, og langsomt gik det op for mig, at jeg langt fra var den eneste der fulgte med i dette amerikanske musiksteds reportager og – især da – anmeldelser. Som i en del andre tilfælde er Pitchfork efterhånden blevet mere end journalistik; der er nu også en Pitchfork-musikfestival. Navne som Arcade Fire, Broken Social Scene, Clap Your Hands Say Yeah og Modest Mouse er blevet positivt anmeldt af Pitchfork i starten af deres karriere og det er hævdet, at det var dét, der gjorde forskellen. For mit vedkommende var det faktisk også netop Pitchforks omtale, der fik mig til at lytte til Arcade Fire og købe deres første album og til at åbne ørerne for Clap Your Hands Say Yeah og (især) Modest Mouse. Her i Danmark er både musikere og musikfans blevet særdeles opmærksomme på Pitchfork. Politiken havde en artikel om det tidligere i år.
Så de har meget på samvittigheden ovre i Chicago. Jeg ved, hvor nervøse forfattere, musikere og andre kan være for anmeldelserne. Men er Pitchfork efterhånden ved at blive de så frygtede smagsdommere, der reelt afgør musikeres videre skæbne? Klummen i Popmatters mere end antyder det. Det er næsten værre at få en lunken bedømmelse på 5.9 end den absolutte bundskraber på 0.0, som Pitchfork engang udstyrede stakkels Travis Morrisons debutalbum med… Manden bekendtgør i hvert fald på sin webside, at han er holdt op med at lave musik. (Ikke engang en buttetskøn herre med pladekontrakt har fået en sådan medfart i de danske medier.)
Kroppen taler
For et stykke tid siden annoncerede Jens, at man kunne høre svenske Robyns Body Talk Pt. som en stream.
De fleste kommentarer til Jens’s oprindelige indlæg handlede om alt muligt andet end Robyn. Men nu er denne EP kommet, jeg har den og den er i høj grad værd at skrive om.
Jeg er egentlig ret tiltrukket af EP-formatet; det er på én gang mindre forpligtende end det albumformat, der er så svært at mestre, og mere “helhedsorienteret” (fy for et ord) end den tendens til at skabe enkeltstående sange, vi er ved at se bryde igennem i en tid, hvor musik købes som download. Body Talk-serien har i al faldgjort det muligt for Robyn at udsende nye numre i det tempo, der passer hende. Hun er sgu sin egen, som man ville sige.
Helhedsindtrykket er denne gang meget stærkt. For det første er der flere klare hits, specielt da “Hang With Me”. På Body Talk Part 1 fik vi nummeret i form af en strygerbesat ballade; her får vi det i en dansabel udgave, der bør løfte sig mod hitlisternes top. Der er også “In My Eyes” og “Criminal Intent”. For det andet er der en spændende hip-hop-inspirationen som ligger tydeligt fremme i “Include Me Out” der tilsyneladende har en reference til NWAs “Express Yourself” på tekstsiden (“You better check yo self before you wreck yo self”) og i særdeleshed i “U Should Know Better”, hvor Snoop Dogg dukker op i egen tilbagelænede personer. Han plejer ikke at sige mig det helt store, men her passer han ind i lydbilledet. For det tredje slutter EP’en på gribende vis med strygerballaden “Indestructible”, som jeg gætter på at genfinde i det store, diskoteksegnede udtræk på Body Talk Part 3. For det fjerde er det elektroniske udtryk enkelt og inspireret af firsernes enkle og dog kantet kropslige stil med synth-percussion og sequencing uden af den grund at kamme over i retro.
"Jeg er ikke racist, men…"
I dagens udgave af The Guardian er Morrissey igen under anklage for racistiske udtalelser. Denne gang siger han om kineserne dette:
Did you see the thing on the news about their treatment of animals and animal welfare? Absolutely horrific. You can’t help but feel that the Chinese are a subspecies.
Jeg er helt enig i at dyr bliver behandlet elendigt i Kina, og det kan mig gøre meget vred. Men er det acceptabelt at formulere sig som Morrissey gør? Dét synes jeg ikke. Der er lidt for mange af den slags udtalelser fra manden efterhånden til at det kan affærdiges som en skævert. Læs også Tom Clarks kommentar til sagen.
Manden i baggrunden
For ikke så længe siden skrev Jens følgende:
Forestil den dag det kommer frem, at Thom Yorke i virkelighed kun er gallionsfigur i Radiohead – naturligvis via sit indiekorrekte suicidale udseende – og at den egentlige sanger er en lettere overvægtig ølentusiast ved navn Phil.
Nu er Jens’ profeti næsten blevet til virkelighed. Philip Selway, trommeslageren i Radiohead har lavet et soloalbum, Familial. Allerede da jeg fik fat i Neil Finn-projektet The Sun Came Out kunne jeg høre to af hans numre – “Witching Hour” og “The Ties That Bind Us”. (Begge disse numre er for øvrigt med på Familial.)
To ting er helt oplagte: Den første er, at Philip Selway er en habil sanger/sangskriver med en lys stemme, der ligger ret fjernt fra Thom Yorke’s. Den anden er, at han stilistisk er meget langt fra Radioheads musikalske univers; ergo er det næppe galionsfiguren, vi har med at gøre her. Familial er et akustisk baseret album med sange, der giver mig mindelser om Nick Drake, og dét er da en ros. Tekstmæssigt er det nære ting, vi har fat i – Selway synger om familien, opvæksten og det liv sammen, der kan være lidt for kompliceret.
Der er ikke ret meget trommespil på albummet, og dét, der er, skyldes Glenn Kotché fra Wilco. Også Pat Sansone fra Wilco, Lisa Germano og Sebastian Steinberg spiller med. Ja, faktisk er der ikke andre musikere med. Det er på denne måde tydeligt, at dette album ligesom Wilcos selvbetitlede album er blevet til med afsæt i Neil Finns projekt. Næste gang skal Neil Finn prøve at invitere Paul Westerberg, synes jeg. Det kunne der komme noget interessant ud.
Tilbage til Philip Selway: Familial er ikke en af de væsentligste albumudgivelser i 2010, og det er ikke engang sikkert, at den vil appellere til Radioheads fanskare. Men det er stadig værd at lytte til.
(Er der Nick Drake-inspirationer i Radioheads musik? Det tror jeg nu alligevel også, der er – eller i al fald har været engang. Prøv f.eks. at høre “Nice Dream” fra The Bends.)
Spår
Jeg holder af det svenske sprog og prøver at tale det, når jeg er i nabolandet. Hellere dét end det underlige valg af engelsk, som en del danskere tilsyneladende foretrækker. Og det er faktisk ikke så svært, det svenske.
En enkelt ting har altid slået mig: Med al respekt for vores modersmål virker det, som om svensk er et lidt mere sangbart sprog – hvorfor ved jeg ikke helt. Der er en hel del svenske musikere, jeg skatter højt for deres brug af sproget – lige fra Cornelis Wreesvijk, Lill Lindfors og Ulf Lundell til Jakob Hellman, Håkan Hellström (men ham lader jeg Jens om at skrive om), Bob Hund og Kent.
For et par år siden kunne jeg føje endnu en svensk sanger til listen. Da opdagede jeg – lidt sent – sanger/sangskriveren Tomas Andersson-Wij, omkring det tidspunkt da Sommar på speed udkom. Albummet fik hug fra en del anmeldere på grund af den store strygersektion, der optrådte på næsten alle numre. Nogen, der får et deja vu her? Interessant nok er samme strygerensemble, Stockholm Session Strings, også at finde på Kents En plats i solen, men her har ingen tilsyneladende bemærket det.
I al fald: TAW, som han ofte kaldes blandt de trofaste tilhængere i det svenske, har ofte fået ros for sine tekster, der er skarptskårne, fulde af gode billeder, aldrig trivielle og ofte følges med en god melodi. Med andre ord: her er tale om sangskrivning af høj kvalitet. Opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson-Wij er fuld af eksempler, så start bare dér. Pastorinden, der er svenskætling, stod på TAW via denne skive og især “Hälsingland”, der kun findes her.
Tidligere i år kom så opfølgeren til En sommar på speed. Den hedder Spår, en noget mere nedtonet sag. De enklere arrangementer klæder TAW fint, melodierne er måske ikke helt så mindeværdige, men resultatet er stadig værd at lytte til. Start med den nedtonede, men dog hvasse “Svenska zombies” og gå videre til f.eks. den smukke “Sov ut alla bilder av oss”. Prøv at få fat i den udgave af albummet, hvor “Min första resa” – om TAWs første rejse, der gik til København – findes.