Vi undslår os ikke at nævne, Kim Larsen ville være fyldt 73 i dag. Kwamie Liv synger en fødselsdagssang så fint, som kun hun kan det…

Dagens billede – og hvor er det fremragende! – taget af Mick Rock: Lou Reed og Nico sammen og ikoniske kulsorte i New York City back in the day. Nico’s glas var altid halvtomt, aldrig halvfyldt. Hvilket vel egentlig var hemmeligheden bag hendes karriere, men også forbandelsen i hendes liv.

En lille post til minde om Velvet Underground’s sangerinde Nico, der ville kunne være blevet 80 i dag. Takket være afhængighed af narko blev den tyske femme fatale kun 49. Ingen morale herfra, men synd og skam er det.

The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ fra Tim (1985) står som en af de bedste efterårssange ever, både i ord og musik. Noget af en bedrift, at Minneapolis-bandet aldrig, med en så tårnhøj sangkvalitet, blev større end tilfældet var. Biografien Trouble Boys fortæller møjesommeligt og smertefuldt om hvorfor. Hvis noget dysfunktionelt band nogensinde har skudt sig selv i foden igen og igen og igen, så er det desværre The Mats her. Hvilket næsten kun gør musikken endnu bedre…

Well, a person can work up a mean, mean thirst
After a hard day of nothing much at all
The summer’s past, it’s too late to cut the grass
There ain’t much to rake anyway in the fall

Sometimes I just ain’t in the mood
To take my place in back with the loudmouths
You’re like a picture on a fridge that’s never stocked with food
I used to live at home, now I stay at the house

And everybody wants to be special here
They call your name out loud and clear
Here comes a regular
Call out your name
Here comes a regular
Am I the only one here today?

Well, a drinking buddy that’s bound to another town
Once the police came and took you away
And even if you’re in the arms of someone’s baby now
I’ll take a great big whiskey to you anyway

And everybody wants to be someone’s here
Someone’s gonna show up, never fear
Here comes a regular
Call out your name
Here comes a regular
Am I the only one here today?

Kneeling alongside old Sad Eyes
He says opportunity knocks once, then the door slams shut
All I know is I’m sick of everything that my money can buy
A fool who wastes his life, God rest his guts

First the lights, then the collar goes up, and the wind begins to blow
Turn your back on a pay-you-back last call
First the glass, then leaves that pass, then comes the snow
Ain’t much to rake anyway in the fall…

© Paul Westerberg

Ham helt til højre er død, ham ved siden af er også død, ham i midten er ganske forsvundet i Australien fra offentlighedens søgelys, ham helt til venstre spillede i foråret Serge Gainsbourg-sange i et vistnok alt andet end velbesøgt Studenterhuset i Aalborg, mens ham ved siden af er en af verdens allerstørste rockstjerner. Sidstnævnte har endda også fødselsdag i dag. Ladies and gentlemen, The Birthday Party.

Ville egentlig have kastet et par ord efter The Blue Hour, det nye Suede-album, der udkommer i dag, men tror hverken en umiddelbar skepsis herfra eller Brett Anderson’s blå time vil kunne drage nogen fordel af det endnu. Så her istedet noget ganske andet…

Sidste fredag hørte jeg under en køretur for første gang i al for lang tid Wilco’s gennembrudsplade, dbl-albummet Being There (1996). Slog mig dels hvor mange gode sange der er på Being There, men samtidig – og nok så vigtigt – hvor det dog klæder Wilco-frontmanden Jeff Tweedy’s egenartet varme og melankolsk karakterfulde stemme med en klassisk god melodi at folde sig ud på.

Stor respekt for den kunstneriske vej han og Wilco har valgt siden dengang, men de efterhånden mere og mere formeksperimenterende albums har gennemgående taget de mere hjerteknusende melodier ud af Tweedy’s mund. Hvilket isoleret set er synd, for han er en fantastisk soulsurfer af den banalt sangbare melodi, uanset det så er Blondie’s ‘Dreaming’, The Shirelles ‘Will You Love Me Tomorrow’, eller sange som hans egne ‘She’s A Jar’, ‘Jesus, Etc.’ og ‘You And I’, der leveres.

Den kvalitet lever også her, i et forholdsvis ukendt samarbejde, en duet med den her forleden featurede Nikki Sudden, på sidstnævntes album Red Brocade (2003). ‘Farewell My Darling’ er som sang set ikke noget særligt, en rundgang der bare gentages og gentages. Nikki Sudden gør det han er god til på den, en Pete Doherty-løs/sjusket afsøgning i grænselandet til den egentlige sangmelodi, mens Jeff Tweedy til gengæld ubesværet strør om sig med det egentlige romantisk-fortabte tryllestøv. Det er jo den sjældne kunst han kan.

PS – Tjek endelig Wilco’s føromtalte Being There. Et meget, meget fint amerikansk sjælealbum, hvis musik positivt vedkender sig den store kærlighed til det mere traditionelt musikalske USA, ikke mindst hele The Replacements/Big Star-traditionen.

Opdagede først for alvor duoen The Jacobites sidste forår, det selvom deres navn ofte blev nævnt i positive vendinger i de engelske musikblade i 80’erne. Den nu afdøde Nikki Sudden (ex-Swell Maps) og hans partner in crime David Kusworth var sammen håbløst forelskede i The Faces, smadret 70’er-Stones og slået nedtursmusik på akustiske guitarer, og udsendte som sådan en række endda meget håndholdte albums og singler. Her den utæmmede ‘Where The Rivers End’ fra Robespierre’s Velvet Basement, deres 1985-mesterplade, der i skramlet charme kaster ikke få associationer i senere retning af Pete Doherty og hans kaotisk vindende Babyshambles…

‘Fame, fame, fatal fame / it can play hideous tricks on the brain’, sang The Smiths i 1986. Ni år senere måtte Blur se sig selv gå kreativt i spånerne på nok netop disse ord. Parklife (1994) havde skudt Blur op i toppen af britpoppens kommercielle Premier League, hvor de sloges med Oasis om at være absolutte top dogs. Det slagsmål kulminerede i efteråret 1995, da Oasis udsendte deres to’er næsten samtidig med at Blur udkom med The Great Escape. Hvem der solgte flest af de to husker vi ikke nu, og det er også inderligt ligegyldigt, men derimod står det stadig tindrende klart, hvordan Blur midt i popularitetens hektiske orkan mistede kreativ bærekraft  og indspillede et mærkværdigt hult album, der langt mere lød af produktudvikling for britpopmasserne end som et Blur-album på fri lyst. Det er i dag 23 år siden The Great Escape blev udsendt.

Noel Gallagher har brugt hele sin karriere – først i Oasis, siden solo med The High Flying Birds – til at ligge på musikalsk bedetæppe foran rockmusikkens store Beatles-alter. Han har over et efterhånden tocifret antal albums ikke udsendt mange sange, der ikke åbenlyst låner med arme og ben fra Lennon/McCartney-arven, det ikke som tyveri, men vel blot som en kærlig anerkendelse af, han hellere vil være dem end sig selv. Lørdag aften på scenen i sydvestengelske Bristol’s Downs Festival fik Noel Gallagher lov til at tage dette tribute-rollespil et lille skridt længere. For under ekstranumrene kom hans gode ven Paul Weller på besøg, og efter en gennemspilning af The Jam’s ‘Town Called Malice’ var det endelig blevet tid for Noel til at være selveste The Beatles…