Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Anthony & Iggy
Anthony Bourdain, der tragisk tog sit eget liv i Strasbourg i denne uge, var også en stor musikelsker med alsidigt kendskab og udsøgt smag. Her fortæller han i 2007 i Spin Magazine om New York City’s punkscene anno 1977.
Hvem sagde hvad?
Karen Jespersen-manøvren er ikke et rent dansk fænomen, slet ikke. Engang var Germaine Greer en toneangivende forfatter og debattør, som man fik noget ud af at lytte til, men nu er hun bare en usympatisk idiot et sted langt ude på højrefløjen. Engang var Morrissey en toneangivende musiker, som man fik noget ud af at lytte til, men nu er han bare en usympatisk idiot et sted langt ude på højrefløjen. Jeg ville helst have placeret begge billeder så langt til højre som muligt, men det kunne jeg desværre ikke.
The Guardian har en interessant citatquiz med i alt 17 citater fra de to. Hvem sagde hvad? Jeg tog selv fejl ganske mange gange.
Hvad kunne have været 2
Forleden skrev vi her på siden om ‘The Way’, en fornemt underspillet, dunkel-romantisk Springsteen-sang der i 1978 slap væk og aldrig kom med på Darkness on the Edge of Town, som den ellers blev indspillet til. Men blandt de mange numre, der som ‘The Way’ først måtte se sig kasseret fra Darkness og siden gemt væk i årtier, findes der mindst én endnu mere kriminel undladelse, nemlig midtempo-fortællingen ‘The Promise’, der står i et decideret mytologisk skær blandt Springsteen-kendere.
‘The Promise’ kan ses og høres som en slags ‘Thunder Road’ med omvendt fortegn. For hvor helten i sidstnævnte åbningstrack fra Born to Run (1975) endeligt kører væk og lader problemerne bag sig – ‘It’s a town full of losers / I’m pulling out of here to win…’ – smækker ‘The Promise’ døren i hovedet på os og lader nådesløst håbet dø. I ‘The Promise’ bygger fortælleren kort fortalt sine drømmes racer The Challenger, der skal løfte ham op fra middelmådigheden, men sælger i mangel af penge sin drøm og derved sit hemmelige løfte til sig selv. Det svigt kommer han sig ikke over i sangen, hvor han magtesløs trækkes ned i skuffelsens resignation, mens andres biler trøstesløst drøner forbi og væk i nederlagets regn derude på Thunder Road…
Johnny works in a factory and Billy works downtown
Terry works in a rock and roll band looking for that million-dollar sound
And I got a little job down in Darlington but some nights I don’t go
Some nights I go to the drive-in or some nights I stay home
I followed that dream just like those guys do way up on the screen
And I drove a Challenger down Route 9 through the dead ends and all the bad scenes
And when the promise was broken, I cashed in a few of my own dreams
Well now I built that Challenger by myself, but I needed money and so I sold it
I lived a secret I should’ve kept to myself, but I got drunk one night and I told it
All my life I fought this fight, the fight that no man can ever win
Every day it just gets harder to live this dream I’m believing in
Thunder Road, oh baby you were so right
Thunder Road, there’s something dying down on the highway tonight
I won big once and I hit the coast, oh but somehow I paid the big cost
Inside I felt like I was carrying the broken spirits of all the other ones who lost
When the promise is broken you go on living, but it steals something from down in your soul
Like when the truth is spoken and it don’t make no difference, something in your heart goes cold
I followed that dream through the southwestern tracks, that dead ends in two-bit bars
When the promise was broken I was far away from home sleeping in the backseat of a borrowed car
Thunder Road, for the lost lovers and all the fixed games
Thunder Road, for the tires rushing by in the rain
Thunder Road, remember what me and Billy we’d always say
Thunder Road, we were gonna take it all and throw it all away
Av, velbekomme, mørkere bliver det ikke i Springsteenland. Læg dertil en hypnotisk drejet musik, der musikalsk bærer på slægtskab med føromtalte ‘Thunder Road’, men også med den anderledes sørgmodigt episke ‘Racing In The Street’ fra Darkness, og frem vokser en Springsteen-klassiker in spe. I modsætning til med ‘The Way’ havde Springsteen’s amerikanske publikum oplevet og bidt mærke i denne sang live i 1976/77, så stor var skuffelsen da Darkness udkom i juni 1978 uden ‘The Promise’ ombord. Der blev gættet det skyldtes, at sangens ord i virkeligheden handlede ligeså meget om følelserne omkring den retssag med sin fyrede manager Mike Appel, Springsteen havde lidt under i samme periode, at ‘The Promise’ rørte ved nogle ting, som nu skulle gemmes væk.
På Darkness-touren i 1978 blev ‘The Promise’ spillet sjældent, og da næsten altid som klaverballade, siden forsvandt den helt. På plade udkom ‘The Promise’ først 21 år efter, som tilføjet bonustrack på 18 Tracks (nyindspillet solo i en mat piano-version til lejligheden) ud af det røre der opstod, da sangen mod klar fan-forventning ikke dukkede op i outtake-overflødighedshornet på 4CD-boxen Tracks året før. Siden dukkede en bandudgave af ‘The Promise’ op på, ja, dbl-albummet The Promise, der i 2010 præsenterede 22 ukendte sange/indspilninger fra Darkness. Men den version er en splejsning af gamle og nye optagelser, og således er Springsteen’s seniorlydende, mere groundede vokal tydeligvis nyindspillet. Hvilket giver både emotion og dramaturgi i ‘The Promise’ et helt anderledes distanceret twist.
Men hvor er så den ultimative version af denne sang om voksenlivets hårde fødsel af disillusion gennem svigt og skuffelse, der utvivlsomt ville have stået som en af Springsteen’s kunstneriske hjørnesten, var den blevet udsendt på Darkness on the Edge of Town for fyrre år siden? Der findes et par ret fantastiske 1977-studioouttakes, som bootleggerne har givet os mulighed for uofficielt at nyde. Og så er der også denne meget fine version, hvor vi (på en af DVD’erne fra 2010’s The Promise: The Darkness of the Edge of Town Story) som flue på væggen er med Bruce Springsteen & The E Street Band i studiet i New York City i 1977 mens de spiller sig igennem nu myteomspudne ‘The Promise’…
…And when the promise was broken / I cashed in a few of my own dreams…
National Front disco
Havde aldrig troet dagen nogensinde skulle komme uden lyst whatsoever til en lokal Morrissey-aften. Well, det er sket nu.
Imens i Tysk Østafrika…
Einstürzende Neubauten’s forfædre til zebra, 1911…
Song to the Siren
Jeg oplevede selv Jeff Buckley på Roskilde-festivalen i 1995, og det var slet ikke skidt. Men når man har nævnt ham, bør man også nævne Tim Buckley, der ligesom sin søn døde alt, alt for ung. Han blev kun 28, så han døde, da Jeff kun var ni år gammel. Musikalsk kom Tim Buckley vidt omkring, fra folk til rock og jazz. Her er en smuk udgave af “Song to the Siren”, som nogle sikkert kender med This Mortal Coil.
En bemærkelsesværdig krølle på historien er, at Elizabeth Fraser, der sang på This Mortal Coils udgave, senere (efter skilsmissen fra Robin Guthrie) faktisk i en periode havde et forhold til Jeff Buckley.
Heartbreak
Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce
Tillykke, Jens!
I dag stod solen op klokken 5.41 og den går ned igen klokken 20.35. I næste uge begynder de lyse nætter i København. Den slags er der blevet skrevet gode sange om. Månen er tiltagende; der er fire dage til fuldmåne. (Også dét er der blevet skrevet sange om.)
Duane Eddy bliver 80 og hans danske modstykke Jørgen Ingmann kunne være blevet 93. Den tidligere forsanger fra Ballet Mécanique fylder 55. Og den tidligere guitarist fra Næste Uges TV er atter på omgangshøjde med mig. Tillykke herfra!
Panic on the aisles at Tesco
Hitler var venstreorienteret, ‘racister’ er noget man kalder de der siger sandheden, og iøvrigt har Morrissey meget svært ved at finde både mælk og æg i et større supermarked?! Det bliver mere og mere skørt det hele.
Skriften på væggen
Dagens citat 2
I et helt nyt samtale-interview med en paranoid og ikke så lidt højreekstremistisk Morrissey (på Morrissey’s egen hjemmeside no less) kommer intervieweren, en vis John Riggers – er det mon Moz himself? – undervejs med følgende matter-of-fact-statement:
– ‘I Wish You Lonely’ and ‘Jacky’s Only Happy When She’s Up On The Stage’ are your best ever songs. David Bowie was not writing great songs at this period of his career.
Endvidere får Morrissey selv slået fast, at Adolf Hitler var venstreorienteret, samt at man bliver kun kaldt racist fordi ens argumenter er så sandhedsskarpe, de vinder og effektivt stopper enhver diskussion:
– And as far as racism goes, the modern Loony Left seem to forget that Hitler was Left wing! But of course, we are all called racist now, and the word is actually meaningless. It’s just a way of changing the subject. When someone calls you racist, what they are saying is ”hmm, you actually have a point, and I don’t know how to answer it, so perhaps if I distract you by calling you a bigot we’ll both forget how enlightened your comment was.
Wow!
Stars were stars and they shone so hard
How the mighty have fallen. Engang så løfterige Echo & The Bunnymen udsender til efteråret sit nye studiealbum The Stars, The Oceans & The Moon. Ikke nok med at Liverpool-bandet, der engang var kendt for naturikoniske pladecovers, i dag har præsenteret et alarmerende kønsløst progrock-pladeomslag, nej, albummets tracklist ser heller ikke voldsomt lovende ud, med kun to nye sange og så 13 ‘Bunnymen classics with strings and things’, som det hedder sig. Har nogen virkelig brug for endnu en ny version af ‘The Killing Moon’?!
Bring on the Dancing Horses
The Somnambulist
Nothing Lasts Forever
Lips Like Sugar
Rescue
Rust
Angels & Devils
Bedbugs & Ballyhoo
Zimbo
Stars Are Stars
Seven Seas
Ocean Rain
The Cutter
How Far?
The Killing Moon
Remembering Phil Ochs
Først var han protestsanger i New York City, og vel nærmest konkurrent på den scene til Bob Dylan. Siden blev han meget mere interessant, da hans sange/albums forlod de firkantede politiske vinkler og bevægede sig ud ad langt mere frit fabulerende, symbolladede og personlige tangenter. I disse forårsdage i 1976 gjorde den da 36-årige Phil Ochs en ende på sit eget liv, idealistisk disillusioneret, svært deprimeret og kreativt udbrændt. Her en fin sang om at længes hjem, taget fra Ochs’ syvende og sidste studiealbum, den så sarkastisk betitlede Greatest Hits (1970)…