Kategoriarkiv: Billeder

IKB

20130217-142951.jpg

Et maleri af Yves Klein, International Klein Blue fra 1958 udstillet på Aros som del af udstillingen med værker af James Byars, Anish Kapoor og Yves Klein. Og så er dette maleri (og Kleins blå farve) inspirationen bag nummeret “IKB” fra Okay Okay Boys, hvor Hilmer spillede guitar.

Bill Fay synger Wilco

På en dag hvor Roskilde har annonceret Rihanna, kan mange måske have brug for fire minutters verdensbalancerende voksenmusik at styrke sig på. Men ikke et ondt ord om bookinggruppen’s valg herfra anyways. For de sidste mange års festivaller har vist hvor svært det er, at få kabalen omkring en Orange Scene til at gå op. Rockmusik som vi kender den nu producerer bare ikke nok gigastjerner til, at festivallernes store scener kan fyldes op med nye friske oplevelser år efter år. Derfor ses mange uinspirerede gentagelser ofte blandt topnavnene. Og derfor bliver kritikken udtalt, når somrene’s regnskab skal gøres op af kulturjournalisterne. På den baggrund er det – i det mindste – en frisk satsning her med Rihanna. Et valg der om ikke andet har fået mange af os til at vågne op. Det var måske tiltrængt.

Himlen var også blå dengang

Et fascinerende billede. Hvorfor? Fordi det er 103 år gammelt og viser besætningen på det russiske dampskib Sheksna. Dette og mange andre billeder kan ses på en side med fotos af den russiske fotograf Sergei Mikhailovich Prokudin-Gorskii; billederne er nogle af de ældste farvefotos i verden og giver samtidig et fascinerede indblik i et land i vadestedet mellem zardømme og revolution. Når jeg ser de gamle fotos i farver, er det et helt enestående vindue ind i fortiden.

Langt væk

Den franske fotograf Emile Hyperion Dubuisson var for ti år siden i Sibirien, hvor han købte et kamera og tog en masse billeder. Filmene røg i skuffen ved hjemkomsten og han fandt dem først frem igen til fremkaldelse i 2006. Se resultaterne og læs mere på Burn Magazine og på dagbladet Informations fotoblog, hvor billederne er gengivet med ridser, fedtfingre, overeksponering osv. En fascinerende reportage fra et koldt og fjernt sted, som jeg måske aldrig kommer til at se selv.

Here Comes The Sun

manhattanhenge-may_29_2013-6

Når det er sommersolhverv, vil det, hvis man står i centrum af Stonehenge, se ud som om solen op står over den såkaldte hælsten; solen er da på linje med hælstenen, alterstenen og “slagtestenen”.

Vor tids megalitter er højhusene, og de fleste byer i USA har dem placeret i et regelmæssigt net med rektangulære masker, kendt som blocks. I bl.a. New York kaldes de nord-syd-gående gader for avenues, mens de øst-vest-gående kaldes streets. En af konsekvenserne af det er at der i New York to gange om året er et tilsvarende fænomen, nemlig at solen den 29. maj og 12. juli (dvs. i går) står op ud for hver enkelt gade (street) – og dette fænomen kaldes lidt misvisende for Manhattanhenge. Her er et billede af den første Manhattanhengefra i år.

Grebet om kunsten

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.