Budt fra Arsenal på Luis Suarez, afslået af Liverpool Mon der skal lægges nogen betydning i, at det bud præcis er £40.000.000 mere end førstnævntes Gervinho er værd…?
Kategoriarkiv: Calcio!
When saturday comes
Hillsborough
You’ve got to have faith in Jesus…
Eller…noget. George Best troede vist først og fremmest på at leve 100% i nuet. Mon Eva Haraldsted og han dansede natten væk til denne sang – som lå øverst på den engelske singlehitlist i to uger af maj 1970 – på George’s egen Manchester-natklub Slack Alice’s…?
Eva & George
Safe european home
Billedet her er taget i dag, lige over middag. I denne smukke sal spillede Joe Strummer, Mick Jones, Paul Simonon (den cool mand på bass i klippene med The Good, The Bad & The Queen i forrige post) og Topper Headon med The Clash deres eneste københavnske show nogensinde, 14.maj 1981. I dag var der bare fodboldstævne…
Setliste, København: London Calling / Safe European Home / The Leader / Somebody Got Murdered / White Man In Hammersmith Palais / The Guns Of Brixton / Lightning Strikes / Complete Control / Corner Soul / Ivan Meets GI Joe / This Is Radio Clash / Charlie Don’t Surf / The Magnificent Seven / Bankrobber / Wrong ‘Em Boyo / Train In Vain / Career Opportunities / Clampdown / Jimmy Jazz / Spanish Bombs / One More Time / Street Parade / Janie Jones / Armagideon Time / Brand New Cadillac / London’s Burning
When saturday comes
Plastic Saint Germain
Storklubber i krise revisited
Og nej, det er ikke aftenens udehold fra det forhenværende Leningrad der hentydes til. Liverpool har til nu i denne sæson tilspillet sig flere afslutninger end nogen anden klub fra de fem bedste ligaer i Europa. Men udnyttelsprocenten er forstemmende lav. Så nede med to unødvendige mål fra første Europa League-kamp sidste torsdag ser aftenens opgave næsten umulig ud…
Liverpool-Zenit Skt. Petersburg, torsdag, kl. 21.05, Kanal 9/downthelocal
‘From a goalscoring beast in red, to a muffins-baking bitch in blue…’
Fernando Torres’ selvskabte ydmygelse fortsætter.
Liverpool’s nye 10’er
Demolition derby
Det er et par tidligere fodboldmæssige giganter, der i aften på The Emirates skal kæmpe om at fremstå som den mindst kriseramte af de to. Arsenal, der helt usædvanligt ikke har vundet et trofæ siden 2005, synes kørt slingrende træt i Arsene Wenger’s fodboldfilosofi. Ialfald har de seneste år mest budt på sportslige skuffelser, samt gentagende historier om de absolutte omdrejningsspillere, der bare ville – og kom – væk fra klubben.
Det har efterladt en ung trup, som på sine gode dage stadig spiller en flot, lynhurtig gang kombinationsbold, men samtidig har alt for mange defensive naiviteter og kreative mangler til, at gøre sig gældende i toppen af den Premier League, hvor de tre hovedrige konkurrenter nuomdage bringer flyvefærdig elite ind udefra. Det gør ondt på Arsenaltilhængerne, som for ikke længe siden levede en klubtilværelse kæmpede om mesterskaber. Not anymore. Frustrerende for dem, Wenger øjensynligt ikke ejer en plan b.
Liverpool’s neuroser er af anden karakter. For hvor Arsenal – trods hårde tider – holder fast i samme manager, er LFC nu igang med sin fjerde på blot tre år. Senest var udvalgsprocessen ekstra grundig, for USA-klubejerne ville finde den mand, hvis metoder og fremsyn stemte overens med deres. Brendan Rodgers blev håndplukket udfra, hvad han havde udrettet – over kun to sæsoner – i lille Swansea. Ikke meget ballast at skulle gå ind og vende mange års nedgang med i en af verdens største klubber.
Men hvad har BR så tilført holdet? En ny spillestil med masser af boldbesiddelse som topprioritet. Hvilket fungerer fint og næsten prangende på hjemmebane mod hvem der kommer med for meget respekt. Men næsten enhver klub som har prøvet at presse Liverpool fysisk hårdt denne sæson, har set, det ikke er svært at få det røde positionsspil og de mange afleveringer til at bryde sammen i noget der minder om panik.
Senest i søndags mod muskuløse Oldham fra League 2, hvor vi alle kunne se efter kun få minutter, hvor galt det nemt kunne gå. At LFC-manageren bagefter gik ud i pressen og kritiserede sine egne spillere fremstod både unødvendigt og usympatisk. Det var dog hans eget valg – igen – at starte en tricky udekamp uden en håndfuld vigtige stamspillere og således åbne op for katastrofen.
Det er den ydmygelse Liverpool nu er rejst til London med. Et ekstremt dårligt mind-set til en vigtig uge, der også byder på en udekamp mod mestrene fra Manchester City. Specielt eftersom Liverpool endnu ikke under Brendan Rodgers har formået, at vinde en eneste kamp mod et højereliggende hold i PL-tabellen. Måske fordi det ikke skla være nemt at ville lege Barcelona, når modstandernes spillere generelt er både teknisk og taktisk bedre. Måske fordi respekten er for stor, som sidst set ude mod Manchester United, hvor Liverpool først for alvor mødte op til 2. halvleg. Da var det for sent.
Begrebet ‘small club mentality’ tales der meget om i England, og man kan frygte, at de endeløse nederlag og underpræsterende skuffelser under Hodgson, Dalglish og nu Rodgers, har gjort det nærmest acceptabelt i LFC-spillerne’s selvopfattelse at tabe fodboldkampe. Sådan var det sgu’ ikke i mesterdagene way back, og sådan var det heller ikke engang under Rafael Benitez, hvor man trods nedture stadig så sig selv som potentiel vinder af enhver match. De mange eksperimenter på banen i denne sæson er måske nødvendige for en ny måde at spille på, men de har deres øjeblikkelige høje pris.
Derfor desværre kun boblende pessimisme her før mødet på Emirates i aften. Arsenal er til at tale med, jo, men det kræver et hold der tror på egen styrke og mulige overlegenhed. Det gør Liverpool under Brendan Rodgers, på udebane mod kvalificeret modstand, slet ikke. Så små 10% chance for Liverpool-sejr, 15% for uafgjort, 75% for fuld gevinst til Arsenal. Og så har vi endda prøvet at været positive. Hårde tider!
Arsenal – Liverpool, onsdag, kl. 20.45, Kanal 6/downthelocal
Welcome to Real Football!
The Fall’s Mark E Smith læser de engelske fodboldresultater op
Det burde han gøre hver weekend. Tak til Peter for at minde os om denne BBC-perle.










