Kategoriarkiv: Elektronisk

Nu ved vi det

Jeg har tidligere vist jer “Still Life”, et nummer fra Skying, det tredje album fra engelske The Horrors. I næste måned kommer deres fjerde album, Luminous, og på dette nye nummer, “So Now You Know”, er de der igen, mindelserne om Simple Minds fra dengang omkring Sons and Fascination/Sister Feelings Call og New Gold Dream, dengang i forrige århundrede da Simple Minds faktisk var et interessant band der kunne balancere mellem det episke og det minimalistiske.

Årets 50 bedste albums ifølge SPIN

1-Yeezus_304x304

Her er SPINs liste over de 50 bedste albums fra 2013. Snart vil I kunne se, om denne blogs forfattere er enige heri. Har Jens virkelig haft Pusha-T og Kanye West som sit trofaste lydspor i år? Find ud af det snart.

50. Drake – Nothing Was the Same
49. Queens of the Stone Age – …Like Clockwork
48. Body/Head – Coming Apart
47. Neko Case – The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You
46. Pusha T – My Name is My Name
45. Superchunk – I Hate Music
44. William Tyler – Impossbile Truth
43. Death Grips – Government Plates
42. James Holden – The Inheritors
41. Colin Stetson – New History Warfare Vol. 3: To See More Light
40. Bill Callahan – Dream River
39. My Bloody Valentine – m b v
38. Janelle Monae – The Electric Lady
37. Arcade Fire – Reflektor
36. Kelela – Cut 4 Me
35. Ashley Monroe- Like A Rose
34. Kvelertak – Meir
33. Laura Marling – Once I Was an Eagle
32. Justin Timberlake – The 20/20 Experience
31. Earl Sweatshirt – Doris
30. 2 Chainz – B.O.A.T.S. II: Me Time
29. Rudimental – Home
28. Eminem – The Marshall Mathers LP 2
27. Migos – Young Rich Niggas
26. Rhye – Woman
25. Caitlin Rose – The Stand-In
24. DJ Rashad – I Don’t Give a Fuck EP
23. Oneohtrix Point Never – R Plus Seven
22. Deafheaven – Sunbather
21. Run the Jewels – Run the Jewels
20. Waxahatchee – Cerulean Salt
19. Daft Punk – Random Access Memories
18. Mikal Cronin – MCII
17. Kacey Musgraves – Same Trailer Different Park
16. Omar Souleyman – Wenu Wenu
15. Nine Inch Nails – Hesitation Marks
14. The Haxan Cloak – Excavation
13. Tegan and Sara – Heartthrob
12. Danny Brown – Old
11. M.I.A. – Matangi
10. Kurt Vile – Wakin on a Pretty Daze
9. The Knife – Shaking the Habitual
8. Ka – The Night’s Gambit
7. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
6. Tim Hecker – Virgins
5. Disclosure – Settle
4. Haim – Days Are Gone
3. Vampire Weekend – Modern Vampires in the City
2. Chance the Rapper – Acid Rap
1. Kanye West – Yeezus

Open Eye Signal

Jeg har tidligere nævnt Jon Hopkins her, og nu nævner jeg ham igen. Boards of Canadas nye album fik en hel del opmærksom, som jeg da også synes er velfortjent. Men Hopkins’ album Immunity er en af de helt store positive overraskelser for mig i år; albummet fik da også en Mercury-nominering i år. Musikvideoen sætter nogle lidt uventede, men også gode billeder på det svimlende, otte minutter lange “Open Eye Signal”.

Det eneste, der undrer mig, når jeg ser denne video, er at så mange britiske musikere får lavet en billedside til deres musik der foregår i USA. Dette gælder også en del meget tydeligt engelske/skotske/walisiske navne. USA er selvfølgelig kendt fra utallige amerikanske film (!) og fremstår derfor som et “filmisk” land i manges bevidsthed, men der er også masser af interessante billeder at fortælle med fra Storbritannien.

Dronelogik

Hør lige dette – titelsporet fra engelske Daniel Averys album Drone Logic, der kommer nu på mandag. Hvis albummet holder hvad dette nummer lover, har vi at gøre med endnu en af årets positive overraskelser inden for den elektroniske genre. Jon Hopkins’ nye album er den anden. Boards Of Canada og Moderat har begge lavet solide albums, men dem kender vi jo allerede.

Og med dén albumtitel må Daniel Avery da snart være at finde på Barack Obamas iPod.

A Case For Shame

Hvis man læser denne blog, ved man måske at jeg er meget begejstret for canadiske Cold Specks’ debutalbum I Predict A Graceful Expulsion, endda så begejstret at albummet var nummet 1 på min årsliste sidste år. Hendes/deres koncert på Roskilde i 2012 var også rigtig vellykket. Nu er der omsider nyt fra Cold Specks – dog kun i form af en gæsteoptræden på et nummer med Moby. Jeg er sent ude her; nummeret kom for et par måneder siden. Man kan hente MP3’en her.

Jeg vil ikke lægge skjul på at det er Cold Specks’ medvirken, der gør nummeret interessant for mig. Mobys udglattende produktion siger mig ikke så meget.

Jon Hopkins

Jeg har for nyligt kort nævnt, at jeg er blevet meget positivt overrasket over Immunity, det nye album med Jon Hopkins. Nu er tiden omsider inde til at skrive mere.

Hopkins var med på Brian Enos Small Craft On A Milk Sea, som jeg syntes nogenlunde godt om da det kom på Warp i 2010. På mange måder var det (lidt som Eno/Byrne-samarbejdet, men i en anden genre) en tilbagevenden til et musikalsk udtryk, som Brian Eno havde været toneangivende for i sin tid. Jon Hopkins er derudover måske bedre kendt for at have spillet med på Coldplays Viva La Vida og han er senest blevet opvarmning for Pet Shop Boys. Med associationerne til to så kedelige musiknavne som Coldplay og Pet Shop Boys forventede jeg ikke det store.

Men Immunity er ikke kedeligt, slet ikke. Det er årets positive overraskelse på albumfronten for mig. Her er både ambient-agtige passager og lange ekskursioner med beats på, og Jon Hopkins formår at forene de to udtryk så albummet bliver en helhed. Højdepunktet synes jeg er den svimlende “Open Eye Signal” og også “Sun Harmonics” gør et stort indtryk på mig. Dette er musik, man både kan lytte til og bevæge sig til. To referencepunkter er Simian Mobile Disco (men Jon Hopkins er en bedre komponist) og vores egen Anders Trentemøllers tidlige udgivelser.

Herover kan I se og høre et 57 minutter langt mix af egne og andre numre, som Hopkins har lavet for FACT Magazine. 15 minutter og 50 sekunder inde kommer netop “Open Eye Signal”. Og til sidst kommer så “We Disappear”, det første nummer fra Immunity.

The Needle Drop

Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.

Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.

Roskilde: John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.