Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…
Kategoriarkiv: Elektronisk
Through every station…
En anden stor single-b-side med Suede? 29. juli 1996 udsendes ‘Trash’, førstesinglen fra snartkommende Coming Up, albummet der skal vise om Suede uden Bernard Butler har noget at skyde med. ‘Trash’ er fra første afspilning en sikker vinder, en tabernes triumf, hvis heliumlette musik og euforiske levering er dømt til at blive et hit. Dens uimodståelighed overskygger umiddelbart b-siden, et nummer der stilmæssigt har stukket ud fra de andre under Coming Up-indspilningerne, og derfor er blevet anbragt i isolation her. Det skal retrospektivt vise sig en fejl, for ‘Europe Is Our Playground’ er et underspillet mesterstykke, et livssøgende musikalsk storbydigt, der i sin enkle, repetitive musik og luftige vokal bøjer sit hovede yndefuldt i respekt mod David Bowie’s ‘Wild Is The Wind’. ‘Europe Is Our Playground’ genindspilles året efter til Sci-Fi Lullabies, Suede’s b-side-opsamling, med en større, mere bandorienteret lyd, og det er derfor naturligt den version de fleste kender. Problemet er bare, at originalen herunder er klasser bedre med sit varmtbølgende modulerede keyboard og sin tætte, intime lyd. Måske dette nummer er på setlisten i aften i Manchester’s 02 Victoria Warehouse…
PS – Den blev ikke spillet i Manchester. Istedet var ‘Beautiful Ones’-b-siden ‘Young Men’ på onsdag aftens Suede-setliste.
Dagens 40-års…
Et album vi hørte meget dengang det kom, men aldrig rigtig siden. Et par profileret stemningsladede popsange trænger sig dog stadig nemt på, som nu denne, en af hele to singler derfra med Jeanne D’Arc i titlen. 40 år i dag siden Liverpool’s unge synthpop-stjerner Orchestral Manoeuvres in the Dark – kaldet OMD – udgav sit tredje album Archtecture & Morality med det karakteristiske Peter Saville-cover herover. OMD, der faktisk udsendte sin første Martin Hannett-producerede single ‘Electricity’ på Factory, eksisterer stadigvæk i bedste velgående, og optrådte i weekenden på en britisk tour i Leeds og Cambridge, hvor samtlige numre fra A&M var på setlisten…
Thåström i rødt
I aften for fire år siden gik Thåström og hans band på deres efterårsturné igang med november-koncerterne for da nye Centralmassivet. Det skete med følgende, for den sæson ret typiske setliste, i Norrköping’s koncertsal Flygeln. Billedet herover er fra den aften.
Tall, tall, tall…
The Human League’s singleudsender dags dato 1979 ‘Empire State Human’. Det stive hvide beat er ankommet til hovedgaden i Sheffield, og fremstår på dette tidspunkt retteligt som lyden af fremtiden. Jeg køber selv singlen på import i Mimosa i Aarhus det efterår, og årtier efter – i et nyt og da fjernt årtusinde – huskes den på rygraden første gang selve Empire State Building besøges i New York City. Her fremfører Philip Oakey og den første version af The Human League – før to unge dansende kvinder med håndtasker bragte lyset ind i bandet – ‘Empire State Human’ dengang på TV. Punk møder Kraftwerk…
Metalhjerte
DM’s Dave Gahan har netop singleudsendt dette samarbejde med sine gode bekendte fra Soulsavers, en forløber for deres fælles cover-album, der udkommer til november. ‘Metal Heart’ er oprindelig skrevet og fremført af Cat Power…
Thåström’s Berlinske nat
Her er den så, dagens nye Thåström-single, forløber for albummet Dom Som Skiner, der udsendes 12. november…
Kling-klang musik
Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.
Ian’s trance?
Denne uge for fyrre år siden udsendte Simple Minds, bandet der siden skulle synke så nådesløst dybt og blive aldeles frygtelige, de to albums Sons and Fascination og Sister Feelings Call. Genhørte dem i dag, og de står stadig som en velfungerende forbindelsesvej i svært terræn mellem de mere selvklare hovedværker Empires and Dance (1980) og New Gold Dream (1982). Numrene til de to søskende-albums må være blevet til efter udsendelsen af førstnævnte, altså i efteråret/vinteren 1980. Det var tidspunktet, hvor Joy Division kastede en lang skygge i Storbritannien efter Ian Curtis’ selvmord samme forår. Har aldrig bemærket det før, men det slår nu, at Sons and Fascination‘s åbningsnummer ‘In Trance As Mission’ bærer stærkt præg af dette. For tjek Jim Kerr’s vokal i versene her; både i melodi, frasering og fremførsel lyder den modelleret efter Ian Curtis’ på og omkring Closer (1981). Inspiration, hyldest, ubevidst tilegnelse; der er mange måder ny musik bliver til på…
Right on, Sisters!
Hvilket forløsende omkvæd, hvor der ovenpå den knasende popstøj katedralstort messes ‘come on….fuck off!’; Københavnske Prisma, med de to fynske søstre Frida og Sirid Møl Kristensen i fokus, går i udbrud på vejen frem med dette stolte åbningstrack fra deres aktuelle EP Inside Out...
skarpt hjørne
Et LS-album der starter med ‘Alle har en drøm at befri’, og lukker med det blidt sugende Henrik Hall-åndedrag ‘Du er kommet for at gå’, kan ikke være helt mislykket. Det her udkom dags dato for 20 år siden, stod først lidt i skyggen af Go!, men har siden fået sit helt eget liv. Stort tillykke, Anti – evig ungdom!
Ståaldrigstill!
Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…
ABBA er gendannet
Så her den nye single med The Stranglers, en overraskende vital og britisk attitudestærk sag. Specielt i det lys at ethvert håb om mere godt fra den side har været sporløst forsvundet i over tre årtier, ja, vel faktisk lige siden forsanger Hugh Cornwell’s konfliktfyldte exit. Den nye sanger, hvem end han er, kommer her forbløffende godt fra at lyde eksakt som Cornwell, en kunst i sig selv…
Evig ungdom
Har altid haft et blødt punkt for ‘Big In Japan’-tyskerne Alphaville’s andet hit ‘Forever Young’. Åbenbart er jeg ikke den eneste med den svaghed, for på sin nye cover-EP Aisles giver amerikanske Angel Olsen sit loyale bud på, hvordan den sang også kan leveres…
https://www.youtube.com/watch?v=xEdmdx4RRMs
Stilleben fra Stockholm
Det var en glødende sensommeraften i den svenske hovedstad; i aften for tre år siden spillede Thåström sin hidtil seneste koncert, der samtidig lukkede hele touren for Centralmassivet ned, i forlystelsesparken Gröna Lund på Djurgården. Der er nu tændt begrundet håb om mere, for som billedet herover viser, hænger der igen Thåström-liveplakater i Stockholms gader.