Kategoriarkiv: Elektronisk

Dronelogik

Hør lige dette – titelsporet fra engelske Daniel Averys album Drone Logic, der kommer nu på mandag. Hvis albummet holder hvad dette nummer lover, har vi at gøre med endnu en af årets positive overraskelser inden for den elektroniske genre. Jon Hopkins’ nye album er den anden. Boards Of Canada og Moderat har begge lavet solide albums, men dem kender vi jo allerede.

Og med dén albumtitel må Daniel Avery da snart være at finde på Barack Obamas iPod.

Jon Hopkins

Jeg har for nyligt kort nævnt, at jeg er blevet meget positivt overrasket over Immunity, det nye album med Jon Hopkins. Nu er tiden omsider inde til at skrive mere.

Hopkins var med på Brian Enos Small Craft On A Milk Sea, som jeg syntes nogenlunde godt om da det kom på Warp i 2010. På mange måder var det (lidt som Eno/Byrne-samarbejdet, men i en anden genre) en tilbagevenden til et musikalsk udtryk, som Brian Eno havde været toneangivende for i sin tid. Jon Hopkins er derudover måske bedre kendt for at have spillet med på Coldplays Viva La Vida og han er senest blevet opvarmning for Pet Shop Boys. Med associationerne til to så kedelige musiknavne som Coldplay og Pet Shop Boys forventede jeg ikke det store.

Men Immunity er ikke kedeligt, slet ikke. Det er årets positive overraskelse på albumfronten for mig. Her er både ambient-agtige passager og lange ekskursioner med beats på, og Jon Hopkins formår at forene de to udtryk så albummet bliver en helhed. Højdepunktet synes jeg er den svimlende “Open Eye Signal” og også “Sun Harmonics” gør et stort indtryk på mig. Dette er musik, man både kan lytte til og bevæge sig til. To referencepunkter er Simian Mobile Disco (men Jon Hopkins er en bedre komponist) og vores egen Anders Trentemøllers tidlige udgivelser.

Herover kan I se og høre et 57 minutter langt mix af egne og andre numre, som Hopkins har lavet for FACT Magazine. 15 minutter og 50 sekunder inde kommer netop “Open Eye Signal”. Og til sidst kommer så “We Disappear”, det første nummer fra Immunity.

Roskilde: John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.

Roskilde: Vatican Shadow

20130706-180125.jpg

Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.

Roskilde: Kendrick Lamar, Jake Bugg, Disclosure

20130704-223148.jpg

20130704-223051.jpg

20130704-205358.jpg

Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?

Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.

Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.

Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.

Selvlysende

Nogle af de numre, der gør et særligt indtryk på mig er dem, hvor jeg på den side synes jeg at jeg har hørt dem før og på den anden side ved, at det ikke kan være tilfældet. Dette nummer med amerikanske Phosphorescent er ét af dem – og det er helt utroligt smukt. Her mødes stumper af “With Or Without You” med The War On Drugs og en country-stemning, jeg ikke helt kan placere.

Open Eye Signal

Jeg har tidligere nævnt Jon Hopkins her, og nu nævner jeg ham igen. Boards of Canadas nye album fik en hel del opmærksom, som jeg da også synes er velfortjent. Men Hopkins’ album Immunity er en af de helt store positive overraskelser for mig i år; albummet fik da også en Mercury-nominering i år. Musikvideoen sætter nogle lidt uventede, men også gode billeder på det svimlende, otte minutter lange “Open Eye Signal”.

Det eneste, der undrer mig, når jeg ser denne video, er at så mange britiske musikere får lavet en billedside til deres musik der foregår i USA. Dette gælder også en del meget tydeligt engelske/skotske/walisiske navne. USA er selvfølgelig kendt fra utallige amerikanske film (!) og fremstår derfor som et “filmisk” land i manges bevidsthed, men der er også masser af interessante billeder at fortælle med fra Storbritannien.

Roskilde: Wintergatan

20130707-133328.jpg

Tag svenske stemninger med spilledåse og harmonika og hemslöjd. Tag et postpunk-agtigt basriff og læg nyckelharpa ovenpå. Tag surfguitar à la Dick Dale og The Shadows. Tag hjemmegjorte analoge synthesizere og lyden af tidlige indspilninger på Mute. Wintergatan har taget alt dette og meget mere og lavet deres eget fascinerende musikalske univers som de lukkede os der var lidt søndagstrætte ind i på Pavillion. Klar anbefaling!

Song for Zula

Ja, det er en god sang fra Muchacho, det nye album med Phosphorescent. Resten af albummet er mere sædvanlig alt-country, men også rigtig vellykket. Og fordi sangen er så god, skal I lige høre den igen – nu i en særdeles stemningsfyldt live-udgave fra The Jimmy Fallon Show. Jeg skal være den første til at beklage bilreklamen.

John Grant er tilbage

Jeg var meget begejstret for John Grants første album, Queen of Denmark. Opfølgeren hedder Pale Green Ghosts og udkommer den 11. marts; her er titelnummeret. John Grants stemme fejler som sædvanlig ikke spor, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan lide nummeret her.

Opdatering: Lige efter jeg skrev dette, læste jeg videre i Bella Unions pressemeddelelse og opdagede, at John Grant er blevet diagnosticeret HIV-positiv. Selv om det ikke er den samme dødsdom, som det var engang (i hvert fald, hvis man bor i et rigt land), er det stadig en trist nyhed, og den sætter hans nye album i et lidt andet lys – i hvert fald for mig.

Hvad damen lavede

GillianPg

For meget længe siden fulgte jeg med i Usenet-nyhedsgrupperne, og her var der engang en diskussionstråd om New Orders USA-turné og om hvordan koncerterne havde været.

– Hvad laver damen egentlig? var der en amerikaner der forundret spurgte.

En del havde ikke tænkt over, at et af bandmedlemmerne i New Order var en kvinde. I modsætning til mange andre kvindelige rockmusikere var Gillian Gilbert da heller ikke en iøjnefaldende vokalist i front (hun kan faktisk synge). Sammen med de tre andre medlemmer af New Order var hun til gengæld blandt pionererne inden for elektronisk pop.

Der er et interview med Gillian Gilbert og cover-designeren Tony Saville i The Guardian, og det giver et indblik i hvordan det legendariske “Blue Monday” blev til. “Blue Monday” er bestemt ikke New Orders bedste nummer, men som blueprint (undskyld ordspillet) for 1980’ernes synth-pop var det stilskabende. I interviewet siger Gillian bl.a.

The synthesiser melody is slightly out of sync with the rhythm. This was an accident. It was my job to programme the entire song from beginning to end, which had to be done manually, by inputting every note. I had the sequence all written down on loads of A4 paper Sellotaped together the length of the recording studio, like a huge knitting pattern. But I accidentally left a note out, which skewed the melody. We’d bought ourselves an Emulator 1, an early sampler, and used it to add snatches of choir-like voices from Kraftwerk’s album Radioactivity, as well as recordings of thunder. Bernard and Stephen [Morris, drummer] had worked out how to use it by spending hours recording farts.

Gillian Gilbert holdt i sin tid en lang pause fra turnélivet for at tage sig af familien; den ene af hendes og Stephen Morris’ to døtre har en alvorlig rygmarvssygdom. Fra 2011 er hun igen med i New Order.

Men samtidig, i Indien…

Det begyndte ifølge historiebøgerne med The Belleville Three, Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson, der i Detroit i begyndelsen af 1980’erne skabte technomusikken. Men samtidig, på den anden side af kloden, sad den indiske komponist Charanjit Singh, der ellers mest lavede musik til film. Han havde købt den dengang moderne Jupiter-synth, en Roland-bassequencer og en TR808-trommecomputer og brugte dem til at lave et helt elektronisk album, Ten Ragas To A Disco Beat, med melodimateriale inspireret af traditionel indisk musik. Albummet kom i 1982, blev spillet lidt i radioen i Indien og derefter skyndsomst glemt. Men Singh havde uden at vide det ramt ind i et lydunivers, der i mangt og meget minder om technolyden fraThe Belleville Three, der først slog igennem nogle år senere. Først nu er dette album blevet genopdaget – og genudgivet af BoomKat Records. Læs også et interview med Charanjit Singh hos The Guardian.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.