En glædelig nyhed til LS-tilhængere i nær og fjern: Til oktober udkommer en bog om Love Shop. Her er forfatter Tommy Heisz’ forannoncering på Facebook fra i dag:
“Der er historier, der kalder på en”. Sådan lyder de første ord i den bog, jeg nu endelig kan afsløre bliver den næste fra min hånd. HIMMELFLUGT OG HØJDESKRÆK er den både smukke og tragiske fortælling om Love Shop. Det har været et stort arbejde at stykke den her fortælling sammen. Store drømme, forliste venskaber og liv og død er blot nogle af ingredienserne. Jeg har været med Love Shop rundt på turné i hele landet og interviewet en lang række personer, der gennem årene har været tæt på bandet. Og nu er det hele så småt ved at samle sig til en bog. Den udkommer i oktober på TURBINE forlaget. David Bering er fotograf. Tina Schembecker står for design af den smukke forside. Og nu vil jeg holde weekend med en god fornemmelse i maven. Alle har en drøm at befri. Hold den fast, til det gør ondt.
Sonic Youth fotograferet under Brooklyn Bridge. Er igang med at læse Kim Gordon’s nye memoir Girl in a Band. Havde ikke umiddelbaret troet, Gordon kunne skrive så enkelt, gribende og uforstillet om sin californske opvækst, sit liv siden, sit heftige band og bruddet med Thurston Moore, men det gør hun, og derved adskiller bogen sig f.eks. ikke så lidt fra Patti Smith’s nylige Just Kids, der aldrig helt ringede hjem fra sin selvmytologiserende NYC-artiness her. En anbefaling.
11 april udsender forlaget Turbine forfatterdebutanten Esben Surballe Christensen’s bog Slået Omkuld Af Oasis om, ja, Oasis og hele britpopeksplosionen, som set og oplevet gennem danske øjne. Blandt de medvirkende er Jens Unmack, Tobias Kippenberger, Tony Scott, Niels Fez Pedersen, Camilla Jane Lea, Peter Sommer, Adam Duvå Hall, Nikolaj Steen Møller, Brian Holm Sørensen, Simon Kvamm og Michael Boier…
Vi har tit nævnt Leonard Cohen her på bloggen. Jeg holder også meget af ham, og koncerten den koncert han gav i Aalborg for lige knap to år siden var ganske enkelt en af de suverænt bedste koncerter, jeg har overværet. Ved den lejlighed fik jeg omsider taget mig sammen til at anskaffe mig mandens samlede værker.
I The New Statesman giver Stuart Maconie fra BBC en anmeldelse af to nye bøger om Cohen. Den ene er Leonard Cohen on Leonard Cohen og er en samling af interviews, han har givet gennem årene. Den anden er en biografi af Liel Leibovitz, A Broken Hallelujah: Leonard Cohen’s Secret Chord. Begge bøger virker til at være interessante; Cohen er i det hele taget en interessant mand, og ligesom det er tilfældet med f.eks. Bruce Springsteen virker han som en mand, man gerne ville lære at kende personligt. Stuart Maconie får også denne tanke, men må indrømme at han måske bedre kan lide mennesket Cohen end hans musik. Sådan har jeg det nu ikke – jeg holder også af Cohens sange.
Men dette afsluttende citat fra anmeldelsen kan jeg bestemt sagtens tilslutte mig:
How can you not warm to someone who, when a concert audience applauded the intro to a tune, jokingly remonstrated: “How can you possibly know what song this is? All my songs start this way.”
Antikvarisk nu, ja, men ret fantastisk dengang, både at modtage og skrive og sende afsted. Her et eksempel på et brev. Afsenderen hedder Jack Kerouac, modtageren Marlon Brando…
Søren Ulrik Thomsen tænker sig lidt om. Så siger han: »Når man har været en del af en kulturhistorisk generation, og årene er gået, og den ikke længere er moderne, er der to forkerte måder at håndtere det på: Den ene er at blive ved med at betragte sin egen generation som historiens kulmination, efter hvilken resten er en forfaldshistorie á la ’det var jo det, vi sagde dengang’.«
»Den anden er at flygte fra sin fortid og sige, at man i virkeligheden altid har været uenig med sine jævnaldrende, og at man er meget mere på bølgelængde med de unge.«
Det må dreje sig om et dobbeltblik, fortsætter han.
»For det var ikke tilfældigt, at 80’erne sagde mig noget. Men det betyder ikke, at jeg ikke har udviklet mig siden da.«
»Og nu kommer der noget vigtigt, kan jeg mærke: Når tidsånden er forduftet, vil alle protestere imod at blive reduceret til den. Jeg tror, det er ontologisk, at man altid både er del af en tid og dens fællesskab og samtidig helt sig selv.«
Beat-ikonet William S. Burroughs blev født i dag for 100 år siden i St. Louis, Missouri, samme by R.E.M.’s Michael Stipe siden skulle vokse i, og stedet hvor han som 15-årig teenager købte Patti Smith’s debutalbum Horses og derigennem indløste billet til punktoget der snart skulle køre. Og netop punk-bevægelsen var i den grad litterært lyst op af Burrough’s vilde, eksperimenterende skriverier. For at slutte cirklen hele vejen rundt, optræder Burroughs her sammen med R.E.M. på lydsporet af en sang fra Automatic for the People…
PS – Og ja, vi var i Saltlagerets mørke den aften i ’83, da Burroughs læste tørt op, Turéll svimlede i sin grænseløse idolbeundring og Sods spillede meget højt. You had to be there.
Generationernes dyst transmitteret direkte på dansk TV tilbage i de langsommelige midtfirsere: I det sorte hjørne udfordreren Michael Strunge, i det lilla den da folkekære Lola Baidel. Lars Autoophug synger tilsidst. Kedeligt er det ikke.
På en dag hvor Yahya Hassan skal til Vollsmose og læse op for de lokale, under enormt medie- og politi-opbud, er det godt at erindre, der heldigvis før er blevet snakket om digtere i Danmark. Senest måske dog helt tilbage i ’84, da denne udgave af DR’s litteraturmagasin Bazar trak stor opmærksomhed for specielt Michael Strunge’s hippiegenerations-konfronterende adfærd. Poul Borum, Pia Tafdrup og Lars Hug var også med den aften i DR, hvor det dengang var ret usædvanligt man gik direkte efter struben, som Strunge gør det her…
