Kategoriarkiv: Litteratur

Det der med teksterne

Will Sheff, der er sangeren og sangskriveren i Okkervil River, gav i går brugerne på Reddit mulighed for at stille spørgsmål. Her er et godt citat fra et af Sheffs svar – der er meget andet, der også er værd at læse:

I do think lyrics (and, generally, songwriting, which is not just about lyrics) are basically not in fashion right now. I think people are interested in vibe and production and their sort of stance and angle right now. It’s kind of anemic time all over Western culture, feels like to me. I’m not sure why. I think life is really scary right now and when people are scared they become more conservative. They don’t want to sit down and talk about whether or not their children are going to inhabit a nightmare apocalyptic hell future; they want to talk about spring break. You could see it in in the great depression where all anyone wanted to do was go to the movies and watch big expensive musical productions with a lot of dance numbers. And yeah, I think there’s a really lazy trend in indie rock right now where people feel like being really vague and borderline meaningless is somehow brave and avant-garde lyrically, and no one’s really calling them on the fact that they’re not putting anything on the table and basically aren’t trying that hard. That said, music is about more than lyrics, and if your lyrics are cool but your music is boring I tend to not be all that impressed. And music SHOULD be allowed to be fun. You have to strike a balance.

Jeg er ikke uenig. Ord forpligter, og derfor siger vi ofte ikke det, vi burde sige.

Bowie for læsere

PDN-Bowie-with-Keaton

I forbindelse med en ny canadisk David Bowie-udstilling i Ontario, har kuratorerne fra det lokale Art Gallery of Ontario fået hovedpersonen til at komme med en tidskronologisk top-100-liste over sine favoritbøger. Vi holder jo meget af både David Bowie og den slags lister på denne side, så her…

David Bowie’s Top 100 Must Read Books:

The Age of American Unreason, Susan Jacoby, 2008
The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, Junot Diaz, 2007
The Coast of Utopia (trilogy), Tom Stoppard, 2007
Teenage: The Creation of Youth 1875-1945, Jon Savage, 2007
Fingersmith, Sarah Waters, 2002
The Trial of Henry Kissinger, Christopher Hitchens, 2001
Mr. Wilson’s Cabinet of Wonder, Lawrence Weschler, 1997
A People’s Tragedy: The Russian Revolution 1890-1924, Orlando Figes, 1997
The Insult, Rupert Thomson, 1996
Wonder Boys, Michael Chabon, 1995
The Bird Artist, Howard Norman, 1994
Kafka Was The Rage: A Greenwich Village Memoir, Anatole Broyard, 1993
Beyond the Brillo Box: The Visual Arts in Post-Historical Perspective, Arthur C. Danto, 1992
Sexual Personae: Art and Decadence from Nefertiti to Emily Dickinson, Camille Paglia, 1990
David Bomberg, Richard Cork, 1988
Sweet Soul Music: Rhythm and Blues and the Southern Dream of Freedom, Peter Guralnick, 1986
The Songlines, Bruce Chatwin, 1986
Hawksmoor, Peter Ackroyd, 1985
Nowhere To Run: The Story of Soul Music, Gerri Hirshey, 1984
Nights at the Circus, Angela Carter, 1984
Money, Martin Amis, 1984
White Noise, Don DeLillo, 1984
Flaubert’s Parrot, Julian Barnes, 1984
The Life and Times of Little Richard, Charles White, 1984
A People’s History of the United States, Howard Zinn, 1980
A Confederacy of Dunces, John Kennedy Toole, 1980
Interviews with Francis Bacon, David Sylvester, 1980
Darkness at Noon, Arthur Koestler, 1980
Earthly Powers, Anthony Burgess, 1980
Raw (a ‘graphix magazine’) 1980-91
Viz (magazine) 1979
The Gnostic Gospels, Elaine Pagels, 1979
Metropolitan Life, Fran Lebowitz, 1978
In Between the Sheets, Ian McEwan, 1978
Writers at Work: The Paris Review Interviews, ed. Malcolm Cowley, 1977
The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind, Julian Jaynes, 1976
Tales of Beatnik Glory, Ed Saunders, 1975
Mystery Train, Greil Marcus, 1975
Selected Poems, Frank O’Hara, 1974
Before the Deluge: A Portrait of Berlin in the 1920s, Otto Friedrich, 1972
In Bluebeard’s Castle : Some Notes Towards the Re-definition of Culture, George Steiner, 1971
Octobriana and the Russian Underground, Peter Sadecky, 1971
The Sound of the City: The Rise of Rock and Roll, Charlie Gillete, 1970
The Quest For Christa T, Christa Wolf, 1968
Awopbopaloobop Alopbamboom: The Golden Age of Rock, Nik Cohn, 1968
The Master and Margarita, Mikhail Bulgakov, 1967
Journey into the Whirlwind, Eugenia Ginzburg, 1967
Last Exit to Brooklyn, Hubert Selby Jr. , 1966
In Cold Blood, Truman Capote, 1965
City of Night, John Rechy, 1965
Herzog, Saul Bellow, 1964
Puckoon, Spike Milligan, 1963
The American Way of Death, Jessica Mitford, 1963
The Sailor Who Fell From Grace With The Sea, Yukio Mishima, 1963
The Fire Next Time, James Baldwin, 1963
A Clockwork Orange, Anthony Burgess, 1962
Inside the Whale and Other Essays, George Orwell, 1962
The Prime of Miss Jean Brodie, Muriel Spark, 1961
Private Eye (magazine) 1961 –
On Having No Head: Zen and the Rediscovery of the Obvious, Douglas Harding, 1961
Silence: Lectures and Writing, John Cage, 1961
Strange People, Frank Edwards, 1961
The Divided Self, R. D. Laing, 1960
All The Emperor’s Horses, David Kidd,1960
Billy Liar, Keith Waterhouse, 1959
The Leopard, Giuseppe Di Lampedusa, 1958
On The Road, Jack Kerouac, 1957
The Hidden Persuaders, Vance Packard, 1957
Room at the Top, John Braine, 1957
A Grave for a Dolphin, Alberto Denti di Pirajno, 1956
The Outsider, Colin Wilson, 1956
Lolita, Vladimir Nabokov, 1955
Nineteen Eighty-Four, George Orwell, 1949
The Street, Ann Petry, 1946
Black Boy, Richard Wright, 1945

Idolplakat

hell624cover

Forsidebilledet på punklegenden Richard Hell’s nye selvbiografi I Dreamed I Was A Clean Tramp, der ikke mindst fortæller klart og usentimentalt om årene med Television, Heartbreakers og co. i New York’s rendesten. Ikke læst færdig, slet ikke, men kan allerede varmt anbefales. Noget så sjældent som en rockmusiker, der rent faktisk kan skrive.

Gustav Fröding genopdaget

 

Det är tomt, det är bränt, jag vill lägga mig ned
invid sjön för att höra hans tal
om det gamla, som gått, medan tiden led,
om det gamla i Alsterns dal.

Och sitt sorgsna och sorlande svar han slår,
men så svagt, som det blott vore drömt:
“Det är kastat för vind sedan tjugu år,
det är dött och begravet och glömt.

(fra Strövtag i hembygden)

Det svenske band Mando Diao og deres lidt fersk-anonyme engelsksprogede garagerock har aldrig sagt mig noget (og nej, de lyder slet ikke som Manu Chao). Men så opdager jeg pludselig deres album Infruset, der udkom her i efteråret 2012. Og det er helt, helt anderledes. Som titlen antyder, er albummet på svensk og teksterne er intet ringere end digte af en af de største svenske digtere, Gustaf Fröding (1860-1911). Musikken er indfølt, der er piano og strygere og en svensk visetone med dens mange nuancer dukker frem. Jeg kommer til at tænke på Lundell og måske også lidt på de rolige øjeblikke hos Thåström. Og det er selvfølgelig en ros.

Det er som at opleve et helt andet band. Svensk er sådan et dejligt sangbart sprog i de rette hænder; det er tilfældet hos Fröding. Hans ord er smukke og vemodige.

Nørlund sprang ud som den fremragende dansksprogede sangskriver han er (ja, her på bloggen er vi nepotister) med Michael Strunges digte som fødselshjælper. Måske er det noget lignende, vi nu oplever i Sverige?

Tillykke, Klaus!

20121201-111902.jpg
Foto: Sigrid Nygaard

 

Her på bloggen er vi selvfølgelig ikke bange for at hylde dem, vi omgås. I går modtog Klaus Lynggaard Otto Gelsted-prisen.

I Information kan man i dag læse den tale som Søren Ulrik Thomsen holdt.Her er et lille uddrag:

Indledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.

Noget af det, jeg især godt kan lide ved Klaus Lynggaards anmeldervirke er (ud over hans store passion i den forbindelse og ud over hans jævnlige roser til Jens og til Love Shop) at han kan favne så bredt – at han kan værdsætte både Neil Young og Neil Diamond, Karen O og Karen Busck og Gustav Winckler og Gustav Mahler. Der er rigeligt med ghettodannelser derude.

Vesterbro

“Du,” brummede Steffensen, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.” “Hvorfor det?” “Fordi den er lang.” Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Fra Tom Kristensen’s Hærværk.

Mudder og tonsvis af affald

Jens blev engang kaldt for 90’ernes Rifbjerg. Det lo han meget af.

Selv mødte jeg for snart mange år siden den oprindelige Klaus Rifbjerg (det var endda i Edinburgh), og han var en venlig og meget vidende mand. Han er en af det 20. århundredes største danske forfattere, og produktiv er han også. Men somme tider er der tomgang i foretagendet.

Det gik op for mig, da jeg læste Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Rifbjergs nye essaysamling Januar +. Notater 1.1.2012 til 20.2.2012. 

Et sted skriver Skyum-Nielsen:

De 17 bidder herfra anlægger til at begynde med en lysere og lettere tone, som om forfatteren har taget fri fra sin rolle som Rasmus Knarvorn, men aldrig så snart har han hørt Beethoven og set et tv-program om bebop, før han partout skal ytre sin uforgribelige mening om Roskilde-festivalen, hvor han velsagtens aldrig har været.

Skråsikkert slår han alligevel fast, at op imod 100.000 mennesker »forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.«

Det minder temmelig meget om noget, Ole Hyltoft udtalte i 2007 (og som jeg skrev om her på bloggen). Noget siger mig, at jeg har flere metalalbums end Klaus Rifbjerg.

Hvis det så bare var dét… også jeg har været træt af de danske musikfestivaltraditioner af og til (men i år skal jeg stå der selv, midt i regnen). Jeg frygter, at Klaus Rifbjerg på sine gamle dage er blevet en ureflekteret kværulant.

Dens slags selektion bremser ikke Klaus Rifbjerg, hvis elegant turnerede ord simpelt hen sidder for løst. Hvorfor skal han insinuere, at fanger i politiets vogne automatisk får bank? Hvad er det for en fortid, han taler om, når han bralrende siger, at »børn og voksne døde som fluer«? Hvordan kan han generaliserende fastslå, at »lykkelige er vi fanden gale mig ikke«? Hvad bilder han sig ind, han, som af NATOs generalsekretær forlanger, at denne skal »frigøre sig selv og blive et anstændigt menneske«? Hvad er det dog, der stikker ham, da han, kortvarigt stillet over for Kastrup Lufthavs sikkerhedskontrol, ytrer, at »alle de kors der slås til sikkerhedens bevarelse, er mere dræbende end selve terroren«?

Den slags kan man måske tænke et kort øjeblik i en sikkerhedskø, men det skal ikke skrives og slet ikke stå i en bog.

Den slags er trist at se. Jeg håber ikke at 90’ernes Rifbjerg og hans medblogger er havnet i en tilsvarende rutine og er endt med at blive syrlige ældre herrer.

Grebet om kunsten

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.