Smil ind i fremtiden, young beats! Peter Orlovsky, Jack Kerouac og en liggende William Burroughs på stranden i Tangier, 1957.
Kategoriarkiv: Litteratur
Vesterbro
“Du,” brummede Steffensen, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.” “Hvorfor det?” “Fordi den er lang.” Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.
Fra Tom Kristensen’s Hærværk.
Beat
Der var Gregory Corso, Lawrence Ferlinghetti, Allen Ginsberg – og Jack Kerouac. Jeg holder meget af Ginsbergs Howl, Jens er glad for Kerouacs On The Road.
Slate har et stemningsfuldt fotogalleri med billeder af beat-generationens skikkelsen. Der er endda farver på enkelte af billeder; man har en tendens til at tro, at fortiden var monokrom, men farvebillederne giver et særligt vindue ind i en verden, der på en og samme tid var unik og et eksempel på samspillet mellem en række originale talenter i de kreative, inspirerende miljøer, der fra tid til anden opstår i f.eks. litteratur, i musik, i billedkunst – eller i videnskab.
DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR
SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE
MIT NAVN ER YAHYA HASSAN
OG MINE FORÆLDRE VILLE ØNSKE JEG VAR UFØDT
OG JEG ØNSKER DET SAMME FOR DEM
I DET MINDSTE AT DE VAR DØDFØDTE
ELLER AT JEG VAR
DØD MEN FØDT
JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE
JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER
OG JERES ANALFABETISKE PROFETER
JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE
OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN
JERES SKAVANKER OG JERES BØNNER OG JERES BISTAND
JEG HADER DET LAND SOM VAR JERES
OG DET LAND SOM BLEV VORES
DET LAND SOM ALDRIG BLIVER JERES
OG DET LAND SOM ALDRIG BLIVER VORES
SÅ HVAD HVISKER DU I DET BETÆNDTE ØRE
AT JEG SKAL BETRAGTE TRÆERNE?
JEG VILLE HÆNGE JERES LYKKE I TRÆERNE
MEN JEG HÆNGTE DEN I LØKKEN JEG SPISTE GLØDERNE
JEG VAR EN KNIV I EN DØRÅBNING
OG KÆRE FORÆLDRE I SOV SOM FRAVÆR
MEN JEG SÅ HAM SOM MIT BARN
OG JEG BEFANDT MIG TIL DELS I HANS KROP
JEG VAR UDEN FOR SØVNEN
OG HVIS BLODET SKULLE FLYDE
VILLE MOR BLIVE SMURT IND
OG HANS BLOD VAR BESKIDT!
MEN JEG SKULLE HAVE SKÅRET HANS NOSSER AF
SOM HAN SKAR NOSSERNE AF FÅRET
OG SAGDE SE MIN SØN
HER ER NOSSERNE!
© Yahya Hassan
Det der med teksterne
Will Sheff, der er sangeren og sangskriveren i Okkervil River, gav i går brugerne på Reddit mulighed for at stille spørgsmål. Her er et godt citat fra et af Sheffs svar – der er meget andet, der også er værd at læse:
I do think lyrics (and, generally, songwriting, which is not just about lyrics) are basically not in fashion right now. I think people are interested in vibe and production and their sort of stance and angle right now. It’s kind of anemic time all over Western culture, feels like to me. I’m not sure why. I think life is really scary right now and when people are scared they become more conservative. They don’t want to sit down and talk about whether or not their children are going to inhabit a nightmare apocalyptic hell future; they want to talk about spring break. You could see it in in the great depression where all anyone wanted to do was go to the movies and watch big expensive musical productions with a lot of dance numbers. And yeah, I think there’s a really lazy trend in indie rock right now where people feel like being really vague and borderline meaningless is somehow brave and avant-garde lyrically, and no one’s really calling them on the fact that they’re not putting anything on the table and basically aren’t trying that hard. That said, music is about more than lyrics, and if your lyrics are cool but your music is boring I tend to not be all that impressed. And music SHOULD be allowed to be fun. You have to strike a balance.
Jeg er ikke uenig. Ord forpligter, og derfor siger vi ofte ikke det, vi burde sige.
Bowie for læsere
I forbindelse med en ny canadisk David Bowie-udstilling i Ontario, har kuratorerne fra det lokale Art Gallery of Ontario fået hovedpersonen til at komme med en tidskronologisk top-100-liste over sine favoritbøger. Vi holder jo meget af både David Bowie og den slags lister på denne side, så her…
David Bowie’s Top 100 Must Read Books:
The Age of American Unreason, Susan Jacoby, 2008
The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, Junot Diaz, 2007
The Coast of Utopia (trilogy), Tom Stoppard, 2007
Teenage: The Creation of Youth 1875-1945, Jon Savage, 2007
Fingersmith, Sarah Waters, 2002
The Trial of Henry Kissinger, Christopher Hitchens, 2001
Mr. Wilson’s Cabinet of Wonder, Lawrence Weschler, 1997
A People’s Tragedy: The Russian Revolution 1890-1924, Orlando Figes, 1997
The Insult, Rupert Thomson, 1996
Wonder Boys, Michael Chabon, 1995
The Bird Artist, Howard Norman, 1994
Kafka Was The Rage: A Greenwich Village Memoir, Anatole Broyard, 1993
Beyond the Brillo Box: The Visual Arts in Post-Historical Perspective, Arthur C. Danto, 1992
Sexual Personae: Art and Decadence from Nefertiti to Emily Dickinson, Camille Paglia, 1990
David Bomberg, Richard Cork, 1988
Sweet Soul Music: Rhythm and Blues and the Southern Dream of Freedom, Peter Guralnick, 1986
The Songlines, Bruce Chatwin, 1986
Hawksmoor, Peter Ackroyd, 1985
Nowhere To Run: The Story of Soul Music, Gerri Hirshey, 1984
Nights at the Circus, Angela Carter, 1984
Money, Martin Amis, 1984
White Noise, Don DeLillo, 1984
Flaubert’s Parrot, Julian Barnes, 1984
The Life and Times of Little Richard, Charles White, 1984
A People’s History of the United States, Howard Zinn, 1980
A Confederacy of Dunces, John Kennedy Toole, 1980
Interviews with Francis Bacon, David Sylvester, 1980
Darkness at Noon, Arthur Koestler, 1980
Earthly Powers, Anthony Burgess, 1980
Raw (a ‘graphix magazine’) 1980-91
Viz (magazine) 1979
The Gnostic Gospels, Elaine Pagels, 1979
Metropolitan Life, Fran Lebowitz, 1978
In Between the Sheets, Ian McEwan, 1978
Writers at Work: The Paris Review Interviews, ed. Malcolm Cowley, 1977
The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind, Julian Jaynes, 1976
Tales of Beatnik Glory, Ed Saunders, 1975
Mystery Train, Greil Marcus, 1975
Selected Poems, Frank O’Hara, 1974
Before the Deluge: A Portrait of Berlin in the 1920s, Otto Friedrich, 1972
In Bluebeard’s Castle : Some Notes Towards the Re-definition of Culture, George Steiner, 1971
Octobriana and the Russian Underground, Peter Sadecky, 1971
The Sound of the City: The Rise of Rock and Roll, Charlie Gillete, 1970
The Quest For Christa T, Christa Wolf, 1968
Awopbopaloobop Alopbamboom: The Golden Age of Rock, Nik Cohn, 1968
The Master and Margarita, Mikhail Bulgakov, 1967
Journey into the Whirlwind, Eugenia Ginzburg, 1967
Last Exit to Brooklyn, Hubert Selby Jr. , 1966
In Cold Blood, Truman Capote, 1965
City of Night, John Rechy, 1965
Herzog, Saul Bellow, 1964
Puckoon, Spike Milligan, 1963
The American Way of Death, Jessica Mitford, 1963
The Sailor Who Fell From Grace With The Sea, Yukio Mishima, 1963
The Fire Next Time, James Baldwin, 1963
A Clockwork Orange, Anthony Burgess, 1962
Inside the Whale and Other Essays, George Orwell, 1962
The Prime of Miss Jean Brodie, Muriel Spark, 1961
Private Eye (magazine) 1961 –
On Having No Head: Zen and the Rediscovery of the Obvious, Douglas Harding, 1961
Silence: Lectures and Writing, John Cage, 1961
Strange People, Frank Edwards, 1961
The Divided Self, R. D. Laing, 1960
All The Emperor’s Horses, David Kidd,1960
Billy Liar, Keith Waterhouse, 1959
The Leopard, Giuseppe Di Lampedusa, 1958
On The Road, Jack Kerouac, 1957
The Hidden Persuaders, Vance Packard, 1957
Room at the Top, John Braine, 1957
A Grave for a Dolphin, Alberto Denti di Pirajno, 1956
The Outsider, Colin Wilson, 1956
Lolita, Vladimir Nabokov, 1955
Nineteen Eighty-Four, George Orwell, 1949
The Street, Ann Petry, 1946
Black Boy, Richard Wright, 1945
Steen, Søren Ulrik og Lars
Uden dette trekløver havde firserne i Danmark været en ørkenvandring.
Tillykke, Klaus!
Her på bloggen er vi selvfølgelig ikke bange for at hylde dem, vi omgås. I går modtog Klaus Lynggaard Otto Gelsted-prisen.
I Information kan man i dag læse den tale som Søren Ulrik Thomsen holdt.Her er et lille uddrag:
Indledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.
Noget af det, jeg især godt kan lide ved Klaus Lynggaards anmeldervirke er (ud over hans store passion i den forbindelse og ud over hans jævnlige roser til Jens og til Love Shop) at han kan favne så bredt – at han kan værdsætte både Neil Young og Neil Diamond, Karen O og Karen Busck og Gustav Winckler og Gustav Mahler. Der er rigeligt med ghettodannelser derude.
Bohemian life in a wicked city…
Mudder og tonsvis af affald
Jens blev engang kaldt for 90’ernes Rifbjerg. Det lo han meget af.
Selv mødte jeg for snart mange år siden den oprindelige Klaus Rifbjerg (det var endda i Edinburgh), og han var en venlig og meget vidende mand. Han er en af det 20. århundredes største danske forfattere, og produktiv er han også. Men somme tider er der tomgang i foretagendet.
Det gik op for mig, da jeg læste Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Rifbjergs nye essaysamling Januar +. Notater 1.1.2012 til 20.2.2012.
Et sted skriver Skyum-Nielsen:
De 17 bidder herfra anlægger til at begynde med en lysere og lettere tone, som om forfatteren har taget fri fra sin rolle som Rasmus Knarvorn, men aldrig så snart har han hørt Beethoven og set et tv-program om bebop, før han partout skal ytre sin uforgribelige mening om Roskilde-festivalen, hvor han velsagtens aldrig har været.
Skråsikkert slår han alligevel fast, at op imod 100.000 mennesker »forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.«
Det minder temmelig meget om noget, Ole Hyltoft udtalte i 2007 (og som jeg skrev om her på bloggen). Noget siger mig, at jeg har flere metalalbums end Klaus Rifbjerg.
Hvis det så bare var dét… også jeg har været træt af de danske musikfestivaltraditioner af og til (men i år skal jeg stå der selv, midt i regnen). Jeg frygter, at Klaus Rifbjerg på sine gamle dage er blevet en ureflekteret kværulant.
Dens slags selektion bremser ikke Klaus Rifbjerg, hvis elegant turnerede ord simpelt hen sidder for løst. Hvorfor skal han insinuere, at fanger i politiets vogne automatisk får bank? Hvad er det for en fortid, han taler om, når han bralrende siger, at »børn og voksne døde som fluer«? Hvordan kan han generaliserende fastslå, at »lykkelige er vi fanden gale mig ikke«? Hvad bilder han sig ind, han, som af NATOs generalsekretær forlanger, at denne skal »frigøre sig selv og blive et anstændigt menneske«? Hvad er det dog, der stikker ham, da han, kortvarigt stillet over for Kastrup Lufthavs sikkerhedskontrol, ytrer, at »alle de kors der slås til sikkerhedens bevarelse, er mere dræbende end selve terroren«?
Den slags kan man måske tænke et kort øjeblik i en sikkerhedskø, men det skal ikke skrives og slet ikke stå i en bog.
Den slags er trist at se. Jeg håber ikke at 90’ernes Rifbjerg og hans medblogger er havnet i en tilsvarende rutine og er endt med at blive syrlige ældre herrer.
Uskyldig og godartet
Der måtte komme en dag, hvor Sigmund Freud skulle citeres her på bloggen. Også musik er måske kunst.
Kunsten er næsten altid uskyldig og godartet. Den vil ikke kunne være noget andet end en illusion. Fraset et fåtal af personer, der er, hvad man kunne kalde besatte af kunst, løber den aldrig den risiko at angribe virkeligheden.
Da Burroughs kom til København
I aften for 30 år siden i Saltlageret. Legenden levede op til sin status foran en salfuld glubske punks. Den da skrøbelige Burroughs blev ført ind på scenen og sat ned ved et bord med tilhørende lampe. Han læste op med den stemme og knastørre humor, vi alle kendte fra vores obskure New York- og Les Disques de Crepescule-plader. Sods var stærke senere, art-perioden hvor Steen nærmest spillede mere kornet end han sang. Ikke den på dagen alt for selvbevidste og selviscenesættende Dan Turell’s stolteste stund til gengæld.
Årets albums 2012
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Ubetaleligt ?
Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.
Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.
Tysk city slang
Michael Strunge (1958-1986)
19. juni 1983, 25 år. København.
Kupeen stille, alting…
Berlin, mit hoved…
zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv —
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele.
For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål,
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse
når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form i nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede
af en pige på Kurfürstendamm
der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin,
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
Lidt senere, hun træder ind i kupeen.
Jeg ser på et sekund at det er dig.
Alt.
Og aldrig var jeg så koncentreret om 10 linier,
aldrig så klar og parat, en skoledreng, en mester, en ukendt:
———-
sammenfoldet i min hånd,
din hånd vil folde ud.
Det begynder nu
og toget kører allerede.
Al tid, over alt.
Aldrig før, men nu.
Det begynder, mit liv, her er det
jeg kan mærke jeg er blevet født
og aldrig mere kan dø, det er forbi
og Gud er et lille pludseligt digt
der går fra een hånd til en anden
ved et håndtryk
i en kupé i Østtyskland.
Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen.
(Væbnet med vinger, 1984)