Kategoriarkiv: Litteratur

En fælles fortid

Hvad har Søren Ulrik Thomsen, Peter Peter, Lars H.U.G., Nina Sten-Knudsen, Martin Hall, Søren Fauli, Claus Carstensen, Camilla Høiby, Henrik S. Holck, T.S. Høeg, Peter Bonde, Master Fatman, Frederik Stjernfelt, Bo hr. Hansen, Knud Odde og Michael Valeur fælles med Jens? I hvert fald én ting: De er med i Jan Poulsens bog Something Rotten, der handler om det danske punk-miljø i årene 1977-1985. Bogen udkommer d. 9. september på Gyldendal.

To korte citater taget fra pressemeddelelsen om bogen:

“Vi tænkte om Århus-scenen, som jeg her i mit voksenliv tænker om kuponhæfter og bankospil: Det var en lavere klasse.” (Sickie)

“Københavnerne syntes ikke, at vi var ægte. Vi læste ikke Burroughs, og halvdelen af os var ikke bøsser.” (Johnny Concrete)

Det svære sprog

ordbog

Dagens kronik i Information er af Stefan Kjerkegaard fra Århus Universitet (se http://www.information.dk/238548). Hans gennemgående eksempel er Peter Sommer (og det er i orden med mig – Peter S. er jo også en dygtig sangskriver), og nøglecitatet er

Peter Sommers sang fik mig til at tænke på, om der egentlig var nogle danske kunstnere, altså musikere, der ikke synger på dansk, men som jeg alligevel sætter højest? Svaret er nej.

Naturligvis kan jeg sagtens høre, at Kashmir til eksempel er et superfedt band, men jeg har det svært med deres tekster, også selv om de måske hører til i den mest nuancerede ende af spektret. Men den helt bevidste nuance kan jeg præcis høre, og det gør en forskel, for det er her, at jeg bl.a. mistænker dem for gerne at ville lyde som f.eks. Radiohead, og det ærgrer mig. Havde de sunget dansk, havde jeg uden tvivl været en dedikeret fan. Ligesom jeg for øvrigt er det af svenske Kent, der forsøgte sig på engelsk, men naturligvis måtte opgive, fordi forsanger Joakim Bergs vokal aldrig bliver den samme, som når han på svensk ruller med tungen eller laver de forunderlige kj-lyde i »Kevlarsjäl«. De findes kun på svensk, og der findes de godt.

Det er muligvis en falliterklæring at sige det, men jeg er enig. Der kan ske noget helt særligt, når man synger det sprog, man ellers taler. Alle jer, der besøger denne blog, har sikkert tænkt over det samme. Der er selvfølgelig ikke tale om nogen naturlov: kontrastér f.eks. den buttetskønne, Sys B. og Nik og Jay med Sort Sol, Gangway og moi Caprice. Men alligevel: når jeg hører et af de meget få numre, Sort Sol lavede på dansk (faktisk var der vel kun to), ender jeg altid med at ønske, at de havde lavet noget mere på dansk. Og jeg tænker på, hvorfor Dan Turéll – trods sine mange indslag af engelsk i de tidlige digtsamlinger – ikke ville skrive på engelsk: han var bange for at komme til at virke ordinær. Og jeg tænker på hvor underligt det er for mig at høre danskere synge på engelsk om danske byer.

I'm New Here

im-new-here

Mit hoved er begyndt at ligne sig selv og jeg er igen begyndt at nærme mig en computer. Alkoholen lader jeg foreløbig vente lidt, og på en fredag aften er det ikke svært at blive ved med at lade være med at se fjernsyn. Her sidder jeg ved den gamle iMac og lytter til Gil Scott-Heron.

Der findes nogle mennesker, der er begavet med en diktion, der får os til at lytte og får os til at tro på deres fortællinger. Jeg tænker på så forskellige mænd og kvinder som Thomas Winding, Dan Turéll, Johnny Cash, Patti Smith, Allen Ginsberg – og Gil Scott-Heron. Ligesom Johnny Cash gennem sine sange (og andres) fortalte historien om sig selv og det USA, han kom fra og sloges med, således har Gil Scott-Heron også fortalt historien om sig selv og det USA, han sloges med.

Min første erindring om Gil Scott-Heron er fra “The Revolution Will Not Be Televised”, en sang jeg hørte i radioen, da jeg var stor dreng midt i 1970’erne – det var dengang, før P3 blev til en playliste. Den dybe, amerikanske stemme og den vrede, satiriske tekst om alle de falske løfter,  en samfundsomvæltning ikke vil opfylde, var uafrystelig. Siden hørte jeg ham igen på Sun City-albummet, hvor han var sammen med bl.a. Miles Davis på “Let Me See Your I.D.” og husker den dag i dag linjen “When I first heard there was trouble in the Middle East, I thought they were talking about Pittsburgh”.

Gil Scott-Heron – en digter inspireret af Langston Hughes og beat-poeterne, en sanger inspireret af Robert Johnson og en slags proto-rapper; og så var hans far Giles Heron forresten den første sorte spiller i Celtic (ja, dét Celtic fra Glasgow!). Hans autoritative, velformulerede vokale udtryk genfinder vi hos hiphoppens politiske stentorrøster Chuck D fra Public Enemy og Michael Franti fra Disposable Heroes of Hiphoprisy/Spearhead – to herrer, der i dag desværre er old school i en verden af bling og bikinimodeller.

I lang tid hørte man ikke noget nyt fra Gil Scott-Heron, og jeg spekulerede på om han mon var død. Det var han næsten også. Manden, der i sin tid havde tordnet mod alkohol og stoffer var selv blevet afhængig af crack og passerede som over 1 procent af sine landsmænd gennem det amerikanske fængselsvæsens labyrint. Nu er han blevet genopdaget og forhåbentlig i mere end én forstand rehabiliteret med comeback-albummet I’m New Here. I gamle dage var Gil Scott-Heron del af en jazz-scene; nu er det en blanding af elektronik og akustisk guitar, der ligger neden under hans sungne og talte tekster. Overfladisk betragtet giver lydbilledet måske enkelte mindelser om Moby og hans Play-album, men så gudskelov heller ikke mere end det. Og ordene? Der er den samme autoritet og fornemmelse af et levet og reflekteret liv, men samtidig også en kraftig understrøm af den store skrøbelighed, som erfaringerne fra livet på samfundets bund har givet Gil Scott-Heron. En værdig genkomst er det under alle omstændigheder for den store, afro-amerikanske fortællerstemme. Hør albummet, det er det værd.

Og så må vi ikke glemme at Johnny Cash i dag kunne være blevet 78. Men det er en helt anden historie.

Bono, den Elvis-elskende digter

macphisto

Nogle af jer ved nok vi her har et kærligt men spidst horn i siden på Bono Vox fra U2. Ikke mindst fordi han undervejs op mod ligegyldighedens tinder lavede stor musik, som stadig kan betage. Ja, så sent som i april hørte undertegnede med sær uforbeholden glæde Achtung Baby, Berlin-klassikeren fra 19. november 1991.

Men det er noget andet vi skal servere her. Som enhver anden forsanger, har også Bono et blødende fan-punkt for Elvis Presley. Således skrev han i 1995 et kærlighedsdigt til Drengen Fra Tupelo. Dette tiltag offentliggøres nu via BBC.

Tag en tur her nedenfor gennem Bono’s hyldest til Kongen. Indimellem mange egentlig ret fine observationer, er der one-liners, hvis pompøs-pretentiøse meningsløshed besidder ufrivillig men betragtelig verdensklasse-humor. Enjoy…….Bono, the poet:

girls69

ELVIS : AMERICAN DAVID
elvis son of tupelo.
elvis mama’s boy.
elvis the twin brother of Jesse who died at birth and was buried in a shoe box.
elvis drove a truck.
elvis was recorded at sun studios by the musical diviner sam phillips.
elvis was managed by colonel tom parker, an ex-carnie barker whose last act was a singing canary.
elvis was the most famous singer in the world since king david.
elvis lived on his own street.
elvis liked to play speed cop.
elvis had a monkey named scatter before anyone.
elvis wore a cape at the white house when he was presenting nixon with two silver pistols.
elvis was a member of the drug squad.
elvis wore eye make up, just hangin’ out.
elvis wore a gold nudie suit and trained his lip to curl.
elvis was macho, but could sing like a girl.
elvis was not a big talker.
elvis was articulate in every other way.
elvis dyed his hair black to look like valentino.
elvis held a microphone the way valentino held nitanaldi in blood and sand.
elvis dressed black long before he dressed in black.
elvis sang black except in lower registers where he was a student of dean martin.
elvis admired mario lanza.
elvis delivered the world from crooning.
elvis was a great crooner.
elvis had a voice that could explain the sexuality of america.
elvis was influenced by jim morrison in his choice of black leather for the ’68 comeback special.
elvis invented the beatles.
elvis achieved world domination from a small town.
elvis was conscious of myth.
elvis had pharoah-like potential.
elvis was made by america, so america could remake itself.
elvis had good manners.
elvis was a bass, a baritone, and a tenor.
elvis sang his heart out at the end.
elvis the opera singer.
elvis the soap opera.
elvis loved america, God, the bible, firearms, the movies, the office of presidency, junk food, drugs, cars, family, television, jewellery, straight talkin’, dirty talkin’ gameshows, uniforms, and self-help books.
elvis like america, wanted to improve himself.
elvis like america, started out loving but later turned on himself.
elvis body could not stop moving.
elvis is alive, we’re dead.
elvis the charismatic.
elvis the ecstatic.
elvis the plastic, elvis the elastic with a spastic dance that might explain the energy of america.
elvis fusion and confusion.
elvis earth rod in a southern dorm.
elvis shaking up an electrical storm.
elvis in hollywood his voice gone to ground.
elvis in las vegas with a big brassy sound.
elvis the first rock’n’roll star with scotty moore, bill black, and d.j. fontana.
elvis with james burton and ronny tutt.
elvis the movie star made three good films : viva las vegas, flaming star, and jailhouse rock.
elvis the hillbilly brought rhythm to the white race, blues to pop, and rock’n’roll to where ever rock’n’roll is.
elvis the pelvis, swung from africa to europe, which is the idea of america.
elvis liberation.
elvis the kung fu would come later.
elvis hibernation.
elvis built a theme park he later called Graceland.
elvis woke up to whispers.
elvis thought of himself as a backslider.
elvis knew guilt like a twin brother.
elvis called God every morning then left the phone off the hook.
elvis turned las vegas into a church when he sang “love me tender”.
elvis turned america into a church when he sang “the trilogy”.
elvis was harangued by choice; flesh vs. spirit, God vs. rock’n’roll mother vs. lover, father vs. the colonel.
elvis grew sideburns as a protest against tom jones’ hairy chest.
elvis would have a president named after him.
elvis was one of the boys.
elvis was not one of the boys.
elvis had an acute intelligence disguised as talent.
elvis broke pirscilla’s heart.
elvis broke lisa marie’s heart.
elvis woke up my heart.
elvis white trash.
elvis the memphis flash.
elvis didn’t smoke hash and woulda been a sissy without johnny cash.
elvis didn’t dodge the draft.
elvis had his own aircraft.
elvis having a laugh on the lisa marie in a colour photograph.
elvis under the hood.
elvis cadillac blood.
elvis darling bud flowered and returned to the mississippi mud.
elvis ain’t gonna rot.
elvis in a memphis plot.
elvis didn’t hear the shot but the king died just across the lot from.
elvis vanilla ice cream.
elvis girls of 14.
elvis memphis spleen shooting at the tv reading corinthians 13.
elvis with God on his knees.
elvis on three tvs.
elvis here come the killer bees head full of honey, potato chips and cheese.
elvis the bumper stickers.
elvis the white knickers.
elvis the white nigger ate at burger king and just kept getting bigger.
elvis sang to win.
elvis the battle to be slim.
elvis ate america before america ate him.
elvis stamps, elvis necromance.
elvis fans, elvisp sychphants.
elvis the public enemy.
elvis don’t mean shit to chucked.
elvis changed the centre of gravity.
elvis made it slippy.
elvis hitler, elvis nixon, elvis christ, elvis mishima.
elvis marcus, elvis jackson, elvis the pelvis.
elvis the psalmist, elvis the genius, elvis the generous.
elvis forgive us.
elvis pray for us.
elvis aaron presley (1935-1977)

© Bono

Farvel, James

jgballard460

Her til morgen læste jeg den triste nyhed, at den engelske forfatter James Graham Ballard, bedst kendt som bare J G Ballard, døde i går efter lang tids sygdom. Han blev 78.

Mange kendte nok bedst Ballard fra Solens rige om hans barndom i Kina under 2. verdenskrig, men hans forfatterskab spændte bredt. Mange af hans bøger kan bedst karakteriseres som dystopisk science fiction. Personligt synes jeg især godt om hans novellesamlinger, og her er min favorit War Fever.

Læs hele nekrologen i The Guardian.

Britpop hangover

bad_vibes_cover_1232475869_crop_250x393

Luke Haines, mest kendt som både bag- og frontmand i The Auteurs, samt senere de mere popsyge Black Box Recorder, er nu ude med sin første bog – ‘Britpop And My Part In It’s Downfall’ – en efter anmeldelserne i England topbitter biografi, om tiden da The Auteurs ville spise kirsebær med de store (= Pulp, Blur, Oasis, etc…). Læs et dugfriskt interview med ham her i The Quietus.

Og hør måske samtidig The Auteurs’ fine og ikke så lidt Suede-omkring-1993-lydende debutsingle ‘Showgirl’.

Engang i New York City

kirn600span

On Cremation of Chögyam Thungpa Vidyadhara

I noticed the grass, I noticed the hills, I noticed the highways, 
I noticed the dirt road; I noticed the car rows in the parking lot 
I noticed the ticket takers, noticed the cash and the checks and credit cards, 
I noticed the buses, noticed mourners, I noticed their children in red dresses, 
I noticed the entrance sign, noticed retreat houses, noticed blue and yellow flags 
Noticed the devotees, their trucks and buses, guards in khaki uniforms, 
I noticed the crowds, noticed misty skies, noticed the all –pervading smiles and empty eyes – 
I noticed the pillows, coloured red and yellow, square pillows round and round – 
I noticed the Tori gate, passers-through bowing, a parade of men & women in formal dress –
Noticed the procession, noticed the bagpipe, drums, horns, noticed high silk head crowns and saffron robes, noticed the three piece suits, 
I noticed the palanquin, an umbrella, the stupa painted with jewels the Colours of the four directions – 
Amber for generosity, green for karmic works, 

I noticed the white for Buddha, red for the heart – 
Thirteen worlds on the stupa hat, noticed the bell handle and umbrella, the empty head of the white cement bell – Noticed the corpse to be set in the head of the bell – 
Noticed the monks chanting, horn plaint in our ears, smoke rising from astep the firebrick empty bells – 
Noticed the crowds quiet, noticed the Chilean poet, noticed a rainbow, 
I noticed the guru was dead,
I noticed his teacher bare breasted watching the corpse burn in the stupa, 
Noticed morning students sad cross legged before their books, chanting devotional mantra’s, Gesturing mysterious fingers, bells and brass thunderbolts in their hands, 
I noticed flames rising above flags and wires and umbrellas and painted orange poles, 
I noticed, I noticed the sky, noticed the sun, a rainbow around the sun, light misty clouds drifting over the sun – 
I noticed my own heart beating, breath passing through my nostrils 
My feet walking, eyes seeing,
I’ve noticed smoke above the corpse, I’ve noticed fired monuments
I noticed the path downhill, I’ve noticed the crowd moving toward the buses 
I noticed food, lettuce salad, I noticed the teacher was absent, 
I noticed my friends, I’ve noticed our car, I’ve noticed the blue Volvo,
I’ve noticed a young boy hold my hand 
Our key in the motel door, I noticed a dark room, I noticed a dream 
And forgot, noticed oranges lemons and caviar at breakfast, 
I noticed the highway, sleepiness, homework thoughts, the boy’s nippled chest in the breeze 
As the car rolled down hillsides past green woods to the water.
I noticed the sea, I noticed the music – I wanted to dance.
© Allen Ginsberg
jsag
Allen med vores Joe, Bonds International, NYC, forsommer, 1981.

Den sidste delfin

uddoed.jpg

Ikke rocknroll, ikke fodbold. Men en sørgelig og tankevækkende nyhed. Den kinesiske floddelfin, baiji, er i dag den 8. august 2007 (der forresten er præcis 1 år inden starten på OL i Beijing) blevet erklæret for uddød. Det er det første store pattedyr i 50 år, der har lidt denne skæbne. Floddelfinen var tilmed noget så enestående som en ferskvandshval og den sidste art i sin familie.

Floddelfinen blev et offer for Kinas hastige industrialisering. Den var afhængig af sin følsomme sonar (man kan ikke se længere end nogle få centimeter frem i Yangtze-floden), et rent vandmiljø og muligheden for at svømme i fred og kunne derfor ikke leve med den voldsomme støj, den lige så voldsomme forurening og de mange fiskenet på den efterhånden stærkt befærdede Yangtze.

Floddelfinerne kommer aldrig tilbage.

Jeg nåede aldrig at få set en floddelfin selv, men jeg hørte første gang om floddelfinen i 1993 til et foredrag med salig Douglas Adams, der havde skrevet bogen Last Chance To See om truede dyr. Jeg husker især hans beskrivelse af forsøgene på at lave en lydoptagelse af floddelfinens sprog. BBCs lydmand skulle lave en improviseret undervandsmikrofon ved brug af et kondom – som den ikke-kinesiskkyndige Adams så blev sendt ud for at købe. En meget morsom rejseskildring, men mellem linjerne stod det helt klart, hvor bekymret han dengang var.

(Hvordan ville det mon føles at være det sidste menneske?)

…og den nærmest fløj af sted.

whatamidoingherebookcover.jpg

Også jeg befinder mig nu ved min Mac efter tre ugers fravær. Jeg fik læst What Am I Doing Here af Bruce Chatwin og Why Intelligent Design Fails af Matt Young og Taner Edis. Jeg er her på falderebet af ferien halvvejs inde i Fjodor Dostojevskijs klassiker Forbrydelse og straf i Jan Hansens fine nyoversættelse. Alle tre bøger er særdeles anbefalelsesværdige – og især kan det undre mig, at jeg først nu får læst noget af Bruce Chatwin. Bogen købte jeg i 1990, men af en eller anden grund fik den lov at samle støv på alle de adresser, jeg beboede. Chatwins iagttagelsesevne og sprogbeherskelse gør det til noget helt særligt at læse de mange essays om franske modeskabere, statskup i Vestafrika, bådture på Volga, kunder hos Sothebys, vandreture i Himalaya osv. Dermed også sagt at Bruce Chatwin levede et mildt sagt interessant liv – der endte alt for tidligt. Han døde som 49-årig af “en sjælden kinesisk svampesygdom” (der faktisk var AIDS) i 1989.

Jeg var nødt til at købe en ny iPod for en måned siden, og også den har fulgt mig trofast rundt. Især har jeg lyttet til

  • Thirst for Romance med engelske Cherry Ghost. Jeg har brugt en del tid på at finde ud af om jeg rent faktisk kunne lide dette album, for her har vi at gøre med en ujævn præstation, der svinger mellem interessant, country-inspireret sangskrivning og Coldplay-agtig designermelankoli. Sangeren Simon Aldred har en stemme et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall, så helt skidt kan det ikke være. Og det er det heller ikke. Det næste album kan godt gå hen og være vellykket.
  • Glitter In The Gutter med amerikanske Jesse Malin. Jesse Malin imponerede mig, da han i sin tid varmede op for Ryan Adams i Store Vega kun akkompagneret af sin akustiske guitar. En af mine venner sagde allerede da, at Malin mindede ham om en yngre udgave af Bruce Springsteen – de gode sange, fortælleglæden og teksterne om livet i storbyen har de fælles. Senere fik Jesse Malin en slags protegé i Springsteen, og på det nye album mødes de tilmed i en vellykket duet. Desuden er der en indfølt, lavmælt udgave af Paul Westerbergs gamle, rå “Bastards Of Young” (en sang, Westerberg selv ikke giver spille mere).
  • God Save The Clientele med britiske (endda måske skotske?) The Clientele. 1960er-inspireret solskinspop, der af og til er lige ved at kamme over og blive for “pæn”. Men i de bedste øjeblikke er der en udsøgt popfornemmelse et sted mellem The Beatles og The Monkees. Det første nummer citerer f.eks. flittigt “Daydream Believer” på melodisiden.
  • Orchestra of Wolves med lige så britiske Gallows. Her er vi så langt fra tresserpoppen som tænkes kan – vred hardcore med inspiration i bands som Black Flag og ikke mindst navne som tidlig Fugazi, Jawbox og Drive Like Jehu. Men samtidig umiskendeligt britisk.

Og var der også det fremragende Boxer med The National, Our Love To Admire med Interpol og diverse andre, f.eks. en god portion klassisk musik.