Her en optagelse fra forleden af Beth Gibbons som hun og hendes fremragende band lød på besøg hos Jools Holland i BBC’s Later. I aften slippes denne forfinede musik løs i Falkoner på Frederiksberg. Man burde nok have lagt planer for at være der…
Kategoriarkiv: Musik
The golden age of pop
Dags dato 1985 debuterer Birmingham’s Fine Young Cannibals med en af de førstesingler man positivt husker. De tidligere medlemmer af 2 Tone-bandet The Beat Andy Cox og David Steele har fundet sangeren Roland Gift, hvis specielle stemme deres nye musik (med ikke så få reminiscenser fra deres gamle band) ligger perfekt til. Her er de på BBC’s Top of the Pops få uger efter med hele pakken, der også visuelt vil frem i verden…
Serge & Brigitte
Serge Gainsbourg-fortolkeren Mick Harvey, ham der tidligere var kapelmester i den version af The Bad Seeds der øjensynligt savnes af mange efter Warren Ellis’ kup (han stjal Nick Cave’s opmærksomhed fra Harvey og The Bad Seeds), spiller på Loppen, Christiania i aften. Så det synes mere end almindeligt passende med denne repetitive duet-klassiker mellem Serge og Brigitte Bardot. Der er gangsterfilm på programmet i Frankrig…
Beth Gibbons i Maida Vale
Portishead-stemmen Beth Gibbons udsendte soloalbummet Lives Outgrown i fredags. At der også er stor musik i hende på egne ben kan ingen vel længere betvivle ovenpå Out of Season-pladen for år tilbage. Her er Gibbons optaget i BBC-studierne i Maida Vale forleden med sit store og uhyre velspillende band. Hvad er det egentlig sangere med lukkede øjne ser for sig mens de synger?
11.59
Du finder dig selv langt oppe på et nyt årtusinde, i en konstant hektisk trafik af informationer, friktion og lydforurening. Men erindringen – du ved ikke længere om den er en velsignelse eller det modsatte – kræver også sin sin plads og sender dig til stadighed små referencepunkter fra det, du engang kom fra og som skød dig afsted. Små stik der gør virkelig godt, men også lidt ondt, på en og samme tid…
Thåström-kompendiet
Ved annonceringen i mandags af den kommende Thåström-tour kom det frem, at den elektriske guitar i bandet nu overtages af Christian Kjellvander, en nyhed der bragte positiv respons fra Thåström-tilhængere i Sverige. Her kender vi perifert Kjellvander fra de to tidligere bands Loosegoats og Songs of Soil, men en hurtig søgning viste at Kjellvander siden har haft en omfattende solokarriere i eget navn og med eget band. Så nu Kjellvander skal spille med Thåström føltes det i Malmö i lørdags påtrængende at købe hans nyeste soloalbum – sidste års Hold Your Love Still – for at blive klogere på hvad han bringer.
Hold Your Love Still lander en yderst positiv oplevelse, bydende på en alvorsklædt, smukdyster americana-rock – Christian Kjellvander voksede til sit 15. år op i Seattle, Washington – med billedeskabende tekster i et smagfuldt, groundet lydlandskab. Kjellvander’s evner som diskret guitarist er åbenlyse, hans sangstemme ligger i et mørkt register, der omslutter dens rugende musik perfekt. Det skal nok blive godt og slå gnister mellem Thåström og Kjellvander. Her en stærk smagsprøve fra albummet…
Vinylens comeback
I dag for 11 år siden udsendte Daft Punk deres Random Access Memories, dobbeltalbummet der red en jordskredssejr hjem på verdenshittet ‘Get Lucky’, men heldigvis ville og kunne så meget mere end det. RAM indeholdt en række udsøgte samarbejder med en række vidt forskellige artister, som Daft Punk elegant formåede at sætte i scene, så de fremstod mere som ikoniske udgaver af sig selv end blot egentlige samarbejdspartnere. Random Access Memories fremstod med sine ødsle arrangementer og finkalibrerede luksusproduktioner som et pop-mesterværk fra en forlængst tabt fortid, fra dengang pladebranchen gladeligt satsede millioner på teknisk overlegne studieproduktioner. Måske det var derfor dette album var en af de første nyudgivelser, jeg havde lyst til og købte på vinyl efter mange år væk på CD-mediet. Det føltes ekstravagant pludselig at kunne komme hjem igen med en firkantet plastikpose med en stor vinylplade i. Den slags kan man blive afhængig af, og det blev jeg som så mange andre. Her et af favoritnumrene fra RAM, sangen ‘Touch’ der, selvom den er sunget af den amerikanske sangskriver Paul Williams, konstant og hjerteskærende igen og igen får mig til at tænke på Pet Shop Boys…
Tirsdag med Serge
Fransk klasse af højeste karat på denne sort/hvide hyldest til Brigitte Bardot, der her i 1968 netop har forladt Serge Gainsbourg og er taget til sydspanske Almeria for vistnok at indspille en spaghetti-western. Kan der komme stor popmusik ud af den slags? Bien sûr!
Kimono My House fylder 50
Det var den internationale rockplade der allerførst sendte mig afsted, det første udenlandske album jeg købte og hørte igen og igen og igen. I dag er det 50 år siden Sparks udsendte Kimono My House, brødrene Mael’s første udspil efter flugten fra USA til England og samtidig deres internationale gennembrud. I dag synes det absurd at en rockmusik så skæv og egenartet kunne ramme hitlisterne, men sådan var det dengang. Genhører albummet knaldhøjt i dette øjeblik, og det er overraskende dejligt at være tilbage i en vild og særegen musik, der lægger sig fint ind i slipstrømmen blandt den tids toneangivende engelske plader fra især David Bowie og Roxy Music. I 1974 var man i skolerne i Danmark enten Sweet eller Slade, men jeg var Sparks, de var mit erklærede band i to-tre år dér. Her albummets brillante åbningssang, der om noget sætter tonen for resten af albummets musikalske eskapader og tumultariske pop-eufori…
Serge & Jane
Efter en grå novemberkold uge skulle solen bare lige kigge frem i dag med nogle få ekstra varmegrader, før Paris-stemmen Serge Gainsbourg lød som den helt rigtige artist terrible at sætte på pladespilleren. Her er han derfor med sin elskede Jane Birkin på en af de mange soundtrack-sange, han yndede at påtage sig. Og ja, er det ikke påfaldende som denne sang synes at bære det melodiske dna som italiensk/japanske Blonde Redhead er gjort af? Og det siger jeg ikke blot fordi New York City-bandet har lavet en cover af netop denne sang. Originalen her er dog markant bedre. Vi må have noget mere Serge Gainsbourg på siden her i den kommende tid, tænker jeg. Det her er ialfald en god start…
Paris, New York, Copenhagen…
Pet Shop Boys hylder blandt meget andet sig selv, København, men især ballet-afhopperen Rudolph Nureyev på deres nye single. De levende sommerbilleder fra Amalfi i starten af videoen er fra en anden tid og verden. Det nye PSB-album Nonetheless udsendes fredag om en uge…
King’s Cross
Noget med ulogiske associationer? Gik forbi den smuldrende københavnske ruin i dag, der var Børsen, og kom i tanke om denne sang, en af de vel fineste Pet Shop Boys lavede i deres første år. ‘King’s Cross’ der lukkede toeren Actually (1987) blev mod alle odds aldrig udsendt som single, men har alligevel – takket være instruktør Derek Jarman – en stærk billedeside, som nok vil ramme de fleste af os der har været på og omkring togstationen i Nordlondon. King’s Cross modtager passagertog med tilrejsende fra Nordøstengland, således altså også Newcastle, hvorfra Neil Tennant engang kom rejsende med sine drømme om et nyt liv…
Dana synger Moz
Den engelske sanger/skuespillerinde Dana Gillespie, der har sig en fjern fortid i start-70’erne omkring David Bowie/Mick Ronson (hun synger kor på Ziggy Stardust‘s ‘It Ain’t Easy’, og Hunky Dory’s ‘Andy Warhol’ blev oprindelig skrevet for hende) udsender ny single på fredag. Og på sin cover der af Morrissey’s seks år gamle ‘Spent The Day In Bed’ synes det umiddelbart lykkes Dana Gillespie at få betydeligt mere liv og spil ind i sangens jeg-holder-fridag-fra-det-hele-tekst end Morrissey formår på sin original…
Some are here and some are missing…
På den nye EP med TR/ST er der en cover, hvor Robert Alfons minder os om hvor gode Pet Shop Boss var i 1990, hvor denne velartikulerede sang allerede da var et bittersødt tilbageblik på en ungdom levet langt tilbage i bakspejlet…
Small Faces som yé-yé
Kendte ikke før i dag til denne overraskende gode, attitude-veloplagte franske yé-yé-cover af Small Faces’ 1966-single ‘Sha-La-La-La-Lee’. Der er altid mere…
Sangerinden Pussy Cat (AKA Evelyn Cortois) fra Paris kan der findes følgende oplysninger om under en opsamling med hendes udgivelser fra 1966-69:
“Pussy Cat was the most tough sounding of France’s ’60s ye-ye girls. She looked to Britain for her inspirations, not home-grown, upbeat Gallic pop. She covered Small Faces, the Moody Blues, the Hollies and the Zombies. Her original songs – she was a rarity and wrote her own – were energized, hard edged, melodic and stomping. She put a French twist on the Mod era.”