September, 1978: The Ramones udsender fjerde album på kun to og et halvt år. ‘She’s The One’ udsendes som den lidt mere muskuløst producerede Road to Ruin‘s tredje single. En promo-video til sangen bliver optaget og klippet men aldrig udsendt før for fem år siden. I 1978 lød Ramones som punk rock, hvor de i dag mere ‘bare’ lyder som et fremragende popband i lige linie med The Ronettes, tidlig The Beatles, The Shangri-Las og samtidig Blondie…
Kategoriarkiv: Musik
Kig ind i fremtiden, Mark!
26.marts 1984 udsendte Talk Talk singlen ‘Such A Shame’, der allerede var blevet udsendt og hørt på albummet It’s My Life en måneds tid tidligere. I dag nyder Talk Talk og deres desværre bortgangne frontfigur Mark Hollis ekstremt høj status blandt musikkendere, men dengang blev de set lidt ned på, som et band der var mere hitliste-fyld end egentlig rigtig musik. Sært at de to ting behøvede – eller behøver – at stå som modsætninger. Fremragende nummer ialfald, ‘Such A Shame’…
Einstürzende Neubauten
Altid en skuffelse når Blixa Bargeld med den smukke tyske diktion vælger et andet sprog at ‘synge’ på, men den nye Einstürzende Neubauten-single fortjener alligevel at blive hørt. For et par dage siden havde vi her på siden engelske Fat White Family, der brugte deres nye musik til vel at afbillede traumeaffødt stress, hvor EN her går ligeså radikalt til værks i deres udtryk, men uden et så aflæseligt mål. En überheftig bassfigur iøvrigt…
Letting the days go by
Lyden af hendes stemme er et brev fra 1978
The Dandy Warhols udsendte ny single fredag. Det har de ofte gjort uden nogen reaktion fra denne side, men denne fortjener næsten en. Ikke fordi den lidt sært hviskede sang i et 90’er-dovent luntetempo gør noget stort væsen af sig, men fordi Blondie’s Debbie Harry på få sekunder med sin uforlignelige klang, der nuomdage i sig selv er et kald fra en tabt 70’er-tid, da hendes cool NYC-band var den moderne lyd af verdens bedste popmusik, lyser Dandy Warhol-stykket op så det står som lysende neon…
Introducing…Chopper!
Oplevede københavnske Chopper spille support sidste år, da Lawrence fra Felt gæstede Vanløses Alice med sit nye band Mozart Estate, der over tre kvarter nåede at blive alt for endimensionelt sjove til deres eget bedste. Modsat ville Chopper heldigvis kun alvor den aften med en storladent elektro-skærende post-popmusik, der positivt osede af en nærmest Bowie-dekadent fortabelse og kæntrende storbynætter i apotekernes tegn. Derfor synes det helt efter bogen, at Chopper nu i fredags har udsendt denne neon-blødende single med titlen ‘Living For The Night’. Bliv da for guds skyld hængende til 1:16, for da flashes for første gang et af de vel mest slagkraftige omkvæd, der vil blive udsendt på denne planet i år…
Livet er
Jeg kender ikke ret meget til Jessica Pratt endnu, men denne noget retro-agtige sang kan jeg godt lide.
Når musikken er et digt
Upåagtede And Also The Trees, der efterhånden har en voksen historie bag sig, udsender i dag nyt album. Her en smagsprøve fra englændernes Mother-of-Pearl-Moon, der på dette afsøgende klip lyder som om de holder meget af det, Tindersticks engang lovede. Vi er et stykke fra gængs rockmusik her; man kunne vælge at tage det som en befrielse…
Vampire sonday
Har fra dag 1 haft svært ved at finde ud Vampire Weekend. For NYC-bandets pertentligt dygtige arrangementer i ofte nærmest übersterile lydbilleder kan ofte afføde en klaustrofobisk udbrydertrang, men omvendt så er der indimellem nogle decideret underskønne melodiske forløb, samt en sjælden intim betragterevne hos sangskriver Ezra Koenig. Fredag udsendte Vampire Weekend hele to singler som forløber til albummet Only God Was Above Us, der udgives 5. april. Her er den første af dem, der netop bærer en af den slags sødmefulde melodier, næsten kun Koenig kan skrive. Produktionen af den konventionelle sang er en vild rollercoaster, hvor alt synes tilladt, kedeligt er det virkelig ikke. Tilsæt en klassisk, yderst musikalsk klippet New York City-stemningsvideo og de følgende fire minutter vil ikke være spildt på nogen som helst…
Disco onsdag
Denne formiddag har Pet Shop Boys udgivet singlen ‘Loneliness’, samt løftet slør for det nye PSB-album Nevertheless, der udkommer til april. Tennant/Lowe og svenske ABBA har jo den særegenhed tilfælles, at deres hver for sig forfinede musik udgår fra det meget smalle ingenmandsland mellem skamløs popmusik og forfinet musical-schmaltz. Det er med lettelse man konstaterer, nye ‘Loneliness’ helhjertet bekender sig til førstnævnte genre…
Glen Campbell efter døden
Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.
Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.
(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)
Før det moderne gennembrud
Soft Cell’s kradse debutsingle, nogle måneder før efterfølgeren ‘Tainted Love’ i sommeren 1981 gør Leeds-duoen til regulære popstjerner, peger måske ikke ligefrem i retningen af en fremtid i Smash Hits og på Top of the Pops for de to, men heftig er den ialfald. Og i omkvædets ‘hi dear, bye dear’ findes jo allerede tegningen til titlen ‘Say Hello, Wave Goodbye’…
Mary Weiss RIP!
Det gør os ondt at høre forsanger Mary Weiss fra Queens, NYC’s The Shangri-Las, der vel er den bedste klassiske amerikanske girl group fra 60’erne, kun for alvor rivaliseret af The Ronettes, er gået bort, 75 år gammel. Her skal hun også høres i hovedrollen på den mesterligt iscenesatte ‘I Can Never Go Home Anymore’…
Such a shame
Ja, det er en skam med stærke bands, der ikke rigtigt bliver værdsat i deres eget hjemland. England er ellers en nation som i den grad lever sin egen musik ud, men alligevel er der ting som falder igennem. Som f.eks. Depeche Mode, der aldrig er blevet taget helt alvorligt i Storbritannien på samme massive facon, de er det i Europa, ligeså Nordamerika. Eller dem det drejer som om i denne post, nemlig Mark Hollis’ Talk Talk, der trods enorm popularitet i det kontinentale Europa til sammenligning har levet en skyggetilværelse i hjemlandet. Tag nu deres to 1984-hitsingler ‘It’s My Life’ og ‘Such A Shame’, der skabte bandets medvind hos os. De to nåede ikke engang blandt top-45 på den engelske single-hitliste. Var det mon så fordi briterne ikke har sans for – eller sætter pris på – den nærmest triumferende (europæiske) melankoli begge disse numre bød så skamløst på? Selv må vi da her tilstå stort hjerterum for dem begge. Specielt ‘It’s My Life’ er sådan en 7″er, der til enhver tid vil komme med på en desert island disc-liste. I dag er det 40 år siden ‘It’s My Life’ blev udsendt som forløbersingle til albummet af samme navn. Vi markerer den runde Talk Talk-dag med at tage en vild playback-afspilning fra et italiensk TV-show samme år. Musik kan.
Og nu tænker du nok, hey, Talk Talk er godt nok skudt af der, men de kan garanteret ikke spille i virkeligheden. Men sådan er det ikke, og der findes bevismateriale. For her er vi i 1986, Talk Talk er i Montreux, Schweiz, kun godt en måned før de gæster Valby Parken sammen med New Order og Depeche Mode…
Party fears
Vi sender det nye års post-stafet på denne blog helt sobert afsted med en stemme, mange af os aldrig vil glemme. The Associates kom fra skotske Dundee, men lavede en grænseløs popmusik, der indimellem næsten kunne lyde som fra en anden planet. Og i Billy Mackenzie havde de en sanger med et vitalt rastløst temperament som sin vokale styrepind…