Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.
Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).
Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.
(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)
Dette bør være hittet fra Theatre Is Evil, det aktuelle og helt crowdfundede album med Amanda Palmer. Fru Palmer (hun er gift med Neil Gaiman, forfatteren bag bl.a. Sandman og Coraline) er blevet god til at promovere sig selv via nettet – hvor mange musikere har deres egen app? Amanda Palmer har sådan én. Hun er heller ikke bange for at smide kludene, opdager man.
Det ville nok ikke være til at bære, hvis ikke det var fordi Theatre Is Evil faktisk rummer nogle gode sange, der ofte leder tankerne hen på den småhysteriske new wave fra for 30 år siden – bl.a. Lene Lovich og Siouxsie and The Banshees. Hent albummet gratis på http://www.amandapalmer.net, hvis I kan få jer til det (ellers kan man vælge, hvad man vil betale).
Lad os nu se dagens fødselar selv. Stemmen er helt ikke, hvad den har været – men alligevel en mere end hæderlig live-udgave af et af Brian Wilsons mange musikalske højdepunkter.
26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.
Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.
Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.
I går spekulerede jeg over, hvad der var blevet af Shirley Manson, Butch Vig & Co. Jeg kan nu se, at Garbage er tilbage efter en lang pause og optræder på Northside-festivalen i Århus (undskyld, Aarhus) til sommer. Nummeret ovenfor er en lille popklassiker og et fint eksempel på det, man kalder en ostinato. (Nej, der er ikke ost i Nato…) Tænk at der allerede er gået sytten år siden det album kom.
1. januar 2012 og det føles godt. Året her på siden begynder dog i 1931 med venten på et skib med 8 sejl og 50 kanoner…
Her er Bert Jansch selv sammen med Johnny Marr og Bernard Butler i en optagelse fra 2003.
Engang ville jeg nok ikke have kunnet finde på at skrive det – men det vil jeg i dag: det brasilianske landshold har et solidt forsvar og der er indtil flere gode målmænd i rækkerne. De 3-0 over Chile var fuldt, fuldt fortjent. Selv om chilenerne fremstod næsten chanceløse, var kampen værd at se – både for de tre interessante mål og for at se, hvordan der blev dækket godt op nede på den brasilianske banehalvdel. Det er en glæde at se, hvordan et i forvejen godt landshold kan udvikle sig og blive endnu stærkere. Englænderne (og danskerne) har meget at lære af at se de landshold, der klarer sig så overbevisende nu – jeg håber så også, de vil lade sig overbevise.
Som hyldest kan I her høre et stykke musik, som både Jens og jeg har hørt meget på det seneste. Jeg kan dog ikke love, at jeg vil købe albummet, hvis det kommer.
Alexander Alexandrov’s Государственный гимн Российской Федерации fra 1944, tidligere Sovjetuninonens, nu Ruslands nationalsang – genindsat af Putin i 2000, efter Rusland i sine ti første efterkommunistår uden held havde prøvet sig med et nyt og mindre historisk belastet stykke musik – står som en af de følelsesmæssigt mest spektakulære af slagsen i omløb. Alene derfor er Ruslands manglende tilstedeværelse ved VM lige nu down Africa ikke helt uden savn.
Stakken af cd’er på mit skrivebord blev høj (og ved siden af den står en harddisk med downloads), men langt fra alt fandt nåde for mine øren. Stakken (og Mac’en) i Jens’ ende af landet er anderledes.
Og det var som altid interessant at drøfte. Vi har m.a.o. haft vores traditionsrige decemberpassiar om de albumudgivelser, der gjorde mest indtryk på os i 2008. Resultatet kan I nu læse her.
I den frie konkurrences ånd vil vi udlodde en specialdesignet cd fra hver af os med de sange, vi hver især satte mest pris på i 2008 – nogle fra nye albums, andre fra ikke så nye. Reglerne for at være med i vores lille julekonkurrence er enkle:
Skriv en kommentar til dette indlæg, hvori I giver en ordnet liste over de albums udsendt i 2008, I holdt mest af. I skal have skrevet jeres kommentar, så vi har den senest d. 28. december kl. 20.00. Herefter vil lykkens gudinde (= Pastorinden) udtrække den heldige vinder, og resultatet blive offentliggjort.
Her den elegante tekst til ‘Enjoy Yourself’, Ikke som fremført så fremragende – men omskrevet – af både Prince Buster (hør The Prince her i en kølig rocksteady-version af en anden klassiker, hans egen ‘Madness’) og The Specials, men istedet som af den cocktailshakende, cha-cha-svajende, Las Vegas-tjenende Guy Lombardo & his Royal Canadians:
ENJOY YOURSELF
You work and work for years and years, you’re always on the go;
You never take a minute off, too busy makin’ dough.
Someday, you say, you’ll have your fun when you’re a millionaire –
Imagine all the fun you’ll have in your old rockin’ chair.
Enjoy yourself, it’s later than you think;
Enjoy yourself, while you’re still in the pink.
The years go by as quickly as a wink –
Enjoy yourself, enjoy yourself, it’s later than you think.
You’re gonna take that ocean trip, no matter, come what may;
You’ve got your reservations but you just can’t get away.
Next year, for sure, you’ll see the world, you’ll really get around –
But how far can you travel when you’re six-feet under ground?
Your heart of hearts, your dream of dreams, your ravishing brunette;
She’s left you and she’s now become somebody else’s pet.
Lay down that gun, don’t try, my friend, to reach the great beyond;
You’ll have more fun by reachin’ for a redhead or a blonde.
Enjoy yourself, it’s later than you think…
You never go to nightclubs and you just don’t care to dance;
You don’t have time for silly things like moonlight and romance.
You only think of dollar bills tied neatly in a stack;
But when you kiss a dollar bill, it doesn’t kiss you back.
Enjoy yourself, it’s later than you think…
© Sigman/Magidson