Kategoriarkiv: Musik

Awaiting disaster…

Fortsætter den usædvanlige men befriende tendens med at kunne bringe interessant nyudgivet musik i normalt så tørlagte juli-måned. Her er det Sufjan Stevens, der giver en musikalsk vildt ambitiøs forsmag på sit til september kommende album The Ascension, med et 12-minutters værk af en elegi. ‘Don’t do to me what you did to America’, synger Stevens igen og igen på ‘America’, der helt, helt tilfældigt udkom derovre i hans hjemland dagen før Independence Day. Hvilken genre er vi indenfor her? Umuligt at sige; det kan næsten være hvadsomhelst…

Ennio Morricone er død

Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.

Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.

Mille grazie per la musica, Ennio.

Håkan’s lady hedder Kaos

Bedst som man helt har givet op på Håkan Hellström, hvilket desværre ikke faldt vanskeligt efter første halvleg af det todels-udsendte album Rampljus, så gør han noget så utippet, som at udsende et helt fint stykke ingenting af en pop-single. ‘Kaos Är Min Lady’ er forløber for anden del af Rampljus

Slow Motion 75

Det er den dag i verden, hvor Blondie’s Debbie Harry, engang det ganske symbol på vægtløs ungdom, bliver 75. Sådan her lød de og hun i 1979 på Eat to the Beat, Lower East Side-bandets fjerde album. Forstår stadig ikke, hvorfor ‘Slow Motion’ aldrig blev udsendt som tredje single fra den plade efter ‘Dreaming’ og ‘Atomic’. Mener, så kunne Blondie måske være blevet til noget ved musikken …

Sangskriverne

Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.

Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.

Sex Offender

I hvad kun vil være en spændende liste med perfekte debutsingler, bør denne have sin sikre deltagelse; 17. juni 1976 udsender Blondie ‘X Offender’, et så kort men bittersødt sammenstød mellem The Shangri-Las’ popmelodrama og New York City’s nye punkbølge…

Olof Palme i Discoland

Den nat Olof Palme blev myrdet i 1986 hørte jeg to sange igen og igen. Den ene var The Byrds ‘I Knew I’d Want You’, en fremragende Gene Clark-skrevet single-b-side til ‘Mr. Tambourine Man’, jeg netop havde fundet. Den anden var et stort hit i tiden, norske A-ha’s opfølger til gennembrudshittet ‘Take On Me’, den faktisk med distancer bedre ‘The Sun Always Shines On TV’, et nummer der ubesværet har klaret distancen til i dag uden synlige skrammer i sin højspændte popdramatik. Her i en optagelse fra 1986, hvor de så vildt renskurede nordmænd gæster det tyske ZDF-show Peter Illmann Treff. Måske Skandiamanden ser med den fjerne aften oppe fra Stockholm…

Nancy

Hun var i den lettere ende – i Lee Hazlewood’s så stilsikre iscenesættelse – en af 60’ernes store popsangerinder, hun var datter af Frank Sinatra, hun var indbegrebet af ubekymret Hollywood-sunshine. Stort tillykke til Nancy Sinatra, der bliver 80 i dag…

Lana DEl Rey siger fra

Sjældent har en seriøs amerikansk artist måtte tage så meget flak som Lana Del Rey, der lige fra debutsinglen ‘Video Games’ til nu er blevet fordømt med en tæt på hadefuld kritik, der i motivpålæggelse, personlige injurier og (ofte mandlige) beskyldninger om anti-feminisme så ofte har bevæget sig langt ud på den forkerte side af saglighedens grænse. I dag har hun på Instagram langt om længe givet svar på tiltale på den nærmest sygeligt besatte negative opmærksomhed omkring hendes værk og person…