Poetic justice? Det forlyder på jungletrommerne fra det store Nordamerika mod vest, at denne sides protege, The Walkmen’s Hamilton Leithauser, i aften lokal tid er inviteret med på scenen til Lana Del Rey’s show i Nashville, Tennessee. Om det er som support, eller det drejer sig om en duet med Del Rey, det ved vi først i morgen. Krydser fingre for sidste scenarie . At høre og se de to sammen kunne være noget af et treat…
Kategoriarkiv: Musik
★
I dag for fire år siden kunne en forundret verden for første gang opleve nummeret “★“, forløber- og titelsingle for hvad skulle vise sig at være David Bowie’s sidste album. “★” lød af en anden og ganske fremmed verden dengang, hvilket stadig er tilfældet i dag. Nummerets promovideo, udsendt samme dag, fremstår i stemning, tematik og abstrakte flader ca. ligeså radikal…
Warren Ellis-Bad Seeds 1-0
På dagen hvor Nick Cave & The Bad Seeds’ Ghosteen udsendes fysisk på vinyl og CD, her en flaskepost fuld af længsel efter det Bad Seeds, der på det nye album ligger så annihileret, at selv coverets stort anlagte gatefold-foto kun er med Cave himself og Warren Ellis. Selve The Bad Seeds, i mange år scenens vel mest dynamisk spillende rockorkester, er hverken at høre eller se, selvom navnet dog står på coveret af det tekst-veloplagte men musikalsk så sært udsvingsløse – som i medicineret-lydende – udspil. The Bad Seeds, fra da musikken stod svøbt i drama og melodierne kom ildevarslende underskønne, here’s to you!
Lana synger Death Cab
Det skete mandag aften til Lana Del Rey’s show i Denver, Colorado’s Bellco Theatre, hvor hun inviterede Death Cab For Cutie-frontmand Ben Gibbard på scenen til en version af Death Cab’s ‘I’ll Follow You Into The Dark’…
Døde helte dør aldrig
Og da slet ikke Leonard Cohen. Hør blot hans nye single, ‘Happens To The Heart’, der netop er blevet udsendt i dag. Helt som om han findes et sted derude i verden, og lige nu synger til os derfra. Hvem end der er musikalsk ansvarlig for disse nye post mortem-sange med Cohen – formodentlig er det hans søn, Adam – gør til nu et djævelsk godt stykke arbejde. For musikken har præcis den melodiske sødme og det sagte vemod af levet liv, man kun forbandt med Mesteren selv, da han gik iblandt os.
Søndag med Mesteren
I går var det 85 år siden Leonard Cohen kom til verden i Quebec, ovre i Canada. Læste i august den nylige bog om norske Marianne Ihlen og hendes forhold til Cohen. Bogen er ikke stor litteratur, men en interessant og detaljefyldt beskrivelse af den meget anderledes og fjerne tid i starten 60’erne, hvor de to mødte hinanden på den græske ø Hydra. Cohen var ung, urealiseret og ifølge egne ord altid først og fremmest på vej videre mod den karriere som sig selv, der en dag skulle bringe ham til alle os andre. Forholdet var med andre ord dømt til at mislykkes. Her en helt ny Cohen-sang, udsendt i denne uge. ‘The Goal’ er forløber for et nyt album med optagelser lavet i hans sidste tid, siden færdiggjort af sønnen Adam Cohen sammen med et hold af farens faste musikere. Er det godt? Dette minut og 13 sekunders sammenstød af Cohen’s stemme og sødmefulde akkorder er fantastisk. Som om den savnede mester taler sin sandhedsstemme til os lige her og nu. Hvilket vel kun giver god mening. Døde helte dør aldrig.
England kunne
En gavmild dag at gå i pladebutikker, 16. september 1985. Hvor mange er mon klar over, at disse to så forskellige men gennemført fornemme plader – henholdsvis en yderst inspireret tiende single og et karrieretoppende, mesterligt album – begge blev udgivet og først kunne købes netop den dag?!
Dagens 40-års…
Nej, desværre ikke Deborah Harry der runder de 40 i dag, men derimod en af hendes og Blondie’s allerskarpeste new wave-singler, Eat to the Beat-forløberen ‘Dreaming’, der udkom på denne heldige dato i 1979. Præsentationen på britiske Top of the Pops fejler heller ikke noget…
moi Caprice
En af årets glædelige begivenheder er synthpop-romantikerne moi Caprice’s genkomst på den danske scene. Her er blødt vibrerende ‘Teenagers’, dagens nye single med med Michael Møller & co…
Fr. Olsen vender tilbage
Angel Olsens nye album hedder All Mirrors. Det kommer til oktober, men titelnummeret er her allerede nu. Englen, der hedder Olsen, giver koncert i Danmark til januar.
Daniel Johnston RIP!
Drømmeland…?
Nej, det altid frygtsomme øjeblik, hvor man for første gang skal høre en spritny Pet Shop Boys-single. I de hæsblæsende 80’ere var den slags ikke noget at frygte, tværtom var forventningen spændt til det yderste. Og som oftest med stor glæde til følge. Men ak, formkurven skulle dykke fælt, PSB-singlerne mistede for ofte troen på sig selv, kom uden den oprindelige eufori og naturlige fødselsret til verdens centrum, kunne lyde som Neil Tennant-skrevne under dyne og med varmedunk på dunkle, influenzasvage aftener i London, så affældigt svage fremstod de uheldigste af dem. Her er så ‘Dreamland’, endnu et nyt single-udbrudsforsøg – featuring Years & Years – fra skyggen af fordoms storhed.
The greatest?
Starter ugen op her i bedst tænkelig stil med ‘California’, en af mange uovervindelige sange fra Lana Del Rey’s nye. Norman Fucking Rockwell vokser og vokser fortsat her ved hver gennemlytning…
Lana Del Fucking Rey!
Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.
PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!
Lana synger Sublime synger Gershwin
Det er Lana-dag i dag. Her hendes spritnye video med en trofast cover af Long Beach-skapunkbandet Sublime’s legesyge ditto af George Gershwin’s ‘Summertime’ fra 1935, som Billie Holiday’s version dengang tog ind på hitlisterne…