Stor succés med gigasalg som følge er en svær størrelse at håndtere for de fleste bands. Se nu bare på Nephew, der oven på det folkelige gennembrud med USADSB må have haft mange tunge overvejelser omkring den efterfølger, der nu snart sendes ud. For hvad gør man, når en så lottolignende jordskredssejr, der netop er kommet i hus, skal konsolideres? Laver man en Xerox-kopi af forrige plade, og risikerer at miste “fanbase” på en lyd, der nemt bliver uinspireret arbejdsmandsformel af sig selv, eller gambler man, og sætter musikalsk kurs mod nye kyster, hvor alt er lovey-dovey, indtil det måske åbenbares, det pladekøbende storpublikum bare ikke er fulgt med…?
Hvordan Nephew har tacklet den udfordring, vil næste mandag vise, når deres Intercom Kom Ind udkommer. Men allerede denne uge byder på eksakt samme problemstilling, præsenteret af The Killers, der på sin debut, Hot Fuss, ramte Las Vegas-jackpot og nåede et næsten urealistisk stort publikum. Det skete via en plade, som indenfor sin genre – 100% anglofil britpop med glam-mascara – var/er ret sublim og overlegen. Hot Fuss havde den ene klassisk gode popsang efter den anden, og The Killers fungerede som band perfekt med overskud inden for både rocknroll-dynamik og blåøjet personlighed. Den combi kastede i ordets bedste forstand hits af sig og det i seriøs worldwide mainstream-rotation: “Mr Brightside”, “Smile Like You Mean It”, “Somebody Told Me”, “All These Things That I’ve Done”, for nu at nævne de fire største…
Det første der slår ved “den svære opfølger” Sam’s Town, er hvor uhm…erfarne The Killers anno 2006 på alle måder pludselig lyder. Den henkastede, bekymringsløse stil, som var i centrum på Hot Fuss er blevet afløst af sange, der alle som en virkelig gerne vil det episke, det store, det meningsfyldte, det gode. Meget fint, jo-ja, men en pæn del af charmen ved Hot Fuss var jo netop, at sanger Brandon Flowers vedkendte sine poptunes deres plastik-sensibilitet, deres throwaway-værdi, deres ubetydelighed, og paradoksalt nok derigennem gav dem så meget mere troværdighed.
Sam’s Town er helt anderledes med seriøst, gråtonet Anton Corbijn-artwork og The Killers selv i 4-minutters widescreen-produktioner, der gerne vil fortælle noget vigtigt, men sjældent synes klar over hvad. Det er slet ikke nødvendigvis negativt, for alle Flowers’ usammenhængende ramblings om amerikanske nætter, om at køre, køre, køre, om Uncle Jonny på coke, om at se sig selv godt efter i spejlet, om vilde, brusende floder og Det Forjættede Land, om alder – Flowers bekymrer sig om han mon vil leve til en dag at få børn – ja, selv om noget så ikonisk amerikansk, som at være født den 4. juli, har på deres zappende facon en overbevisende lukketids-desperation, der nærmest lyser ud af den besatte viljefasthed hvormed Sam’s Town spilles, synges og ofte råbes hjem.
Så nej, det er hverken en dårlig eller uinteressant opfølger succesen har ført med sig. Det er faktisk et meget imponerende “produkt”. Og her ligger hovedanken, for det står skrevet med Caesars Palace-fed neon henover Sam’s Town, at The Killers uden så kæmpe et forventningspres fra pladeindustri og omgivelser, ville kunne have lavet en plade så meget, meget mere fri og vild og levende og let på hånden. Måske en plade, der endda lød som den helt uforcerede opfølger til Hot Fuss. Og den tror jeg vi er mange, der endnu hellere gerne ville have hørt…
