Og derfor har deres seneste to plader været skuffende. Vel var der lyspunkter som “Useless” og især “Freelove” man kunne glædes ved, sange der gav emotionel himmelflugt – en egenskab der tidligere var DM’s faste standard – men generelt blæste en nøgtern stemning af afvikling koldt gennem begge pladers materiale.

“Playing The Angel” er anderledes. Væk er den irriterende mikro-makroproduktion som martrede “Exciter”. Og væk er de alt for ordinære keyboardflader, de halvfærdige sange på “Ultra” kom iklædt. Isenkrammet spiller denne gang istedet både opfindsomt og udadvendt. Konventionel electro har sjældent lydt så overbevisende idérig som her.

Så for første gang i mange år krymper Depeche Mode derfor ikke længere i egen histories skygge. Sangenes temaer er hørt ofte før fra DM og tekst-ord som “desire”, “pain”, “sinner” og “suffer” lugter langt væk af typisk Martin Gore. Alligevel er der en friskhed, en ny vitalitet over begivenhedernes dunkle centrum.

Om det skyldes, at Dave Gahan har fået lov til at deltage på kompositør-siden, skal ikke kunne siges herfra. Men 2 af hans 3 sange – “I Want It All” og “Nothing’s Impossible” – står bemærkelsesværdigt i sekvens som pladens absolutte højdepunkter.

Til en nat gennem hvilkensomhelst europæisk metropol må “Playing The Angel” være det fuldkomne soundtrack. Dens unikke blanding af melankoli og håb, af det klassiske og moderne, smager bittersødt af både i går og i morgen, af hvad vi har mistet, af hvor vi er på vej hen.

Eller som det engang, for mange fuldmåner siden, blev sagt mere præcist : “I’m taking a ride with my best friend/ I hope he never let’s me down again/ See the stars, they’re shining bright/ Everything’s alright tonight…”.

En plade, der kommer fint for hvem, som synes gardinerne gik ned for Tindersticks efter “Curtains”, deres #3. En plade, der giver nævnte band’s forsanger Stuart Staples en velkommen flugtrute ud af den forudsigelighedens labyrint, Tindersticks synes fanget i. En plade, der kommer til dette efterår med ydmyg stilhed, små bevægelser. En plade, der høres bedst helt alene. En plade, der tager aftenens mørke ind og holder det ud. En plade, der kæmper sin kamp for at ville blive hørt, og alligevel taler med små bogstaver. En plade, der sender mange postkort ud – fra London selvfølgelig, fra New York City måske, fra Middelhavssol-forblæste Marseille helt sikkert, fra fjerne Jamaica i tilbagelænet melodikaspil på “Untitled”. En plade, der lever sit eget liv, men som gerne vil dele det med nogen. En plade, der uværgeligt får længsel til at rime på fængsel. Som Stuart forblændet hviskesynger i “People Fall Down”: “You sing that song/ and everybody sings along…”.

…er også kendt for sine melankolske sange og litterære evner.

Nick Cave bliver 48.

Og en døgnflue som Toni Basil, hende med hittet Mickey, fylder også år. Hun bliver 62. Hvor tiden dog går.

Leonard C. har sikkert ikke tid til at ligne Dustin Hoffman helt så meget idag, hvor han – as everybody knows – bliver 71 år.

Top-5 LC-plader:

1. – I’m Your Man
2. – Songs Of Love & Hate
3. – Death Of A Ladies Man
4. – Songs Of Leonard Cohen
5. – Various Positions

Top-5 LC-sange:

1. – Take This Waltz
2. – Everybody Knows
3. – Memories
4. – Waiting For The Miracle
5. – Seems So Long Ago, Nancy

Havde så godt som afskrevet dem med “Flowers”, den håbløst ordinære udgivelse fra 2001. Ian McCulloch drak da øjensynligt for meget, ville for lidt, lød træt – trist var det. Så hvilken glæde det er at høre “Siberia”, Echo & The Bunnymen’s nye album. Selvom der vel aldrig kommer samme frie himmelflugt, som på bandets hovedværker fra starten af 80’erne, kan mindre nemt gøre tricket. For melodierne har nu atter luft under vingerne, og Ian McCulloch, ham der synger dem, lyder bedre end meget længe.

De sange der umiddelbart står klarest – fremragende “In The Margins”, “Of A Life”, “Make Us Blind”, ikke mindst “Everything Kills You” og den så Bunnymen-episke albumafslutter “What If We Are?” – har en vital relevans, vi ikke mindes at have hørt fra den kant, siden “Ocean Rain” fra 1984. Det var pladen, som bigmouth-forsangeren i Echo & The Bunnymen dengang, med største selvfølgelighed, proklamerede “the greatest record ever made”. Her er beviset for at Mac stadigvæk kan holde hovedet højt.

Og i dag er det 2 år siden, Warren Zevon tabte kampen mod kræften. Nogle vil huske Warren Zevon for en mærkelig, alkohol-præget solooptræden på Roskilde-festivalen tilbage i 1982. Andre vil huske at han kom ud af sit alkoholmisbrug og i 1987 lavede sit comeback-album Sentimental Hygiene med R.E.M. som backing-gruppe. Atter andre vil huske ham for Werewolves of London og alle de andre sange fra starten af 1970erne. Alle bør huske at han var en meget dygtig sanger og sangskriver, der først meget sent (for sent) fik den anerkendelse, han fortjente.

I dag bliver Nina Persson fra The Cardigans (og En Lejr) enogtredive.

Nej, det er hverken spansk eller tekno. The New Pornographers fra Canada har lavet et af årets gode albums, nemlig Twin Cinema. Her kan man bl.a høre sangen ‘Sing Me Spanish Techno’. Den burde blive et hit (men der er ingen retfærdighed til…)

Hvor de canadiske pornografer tidligere har holdt sig til forholdsvis hurtige numre, er deres nye album noget mere varieret. Power-pop af bedste skuffe!

Og nå ja, den amerikanske tv-prædikant Jimmy Swaggart skrev i sin tid en bog med titlen Music: The New Pornography.

Mægtig trommeintro, prægtigt r-o-c-k-n-r-o-l-l-nummer, klassisk single. Indspillet i Los Angeles d. 5. september 1965. 2 minutter og 56 sekunder fra for 40 år siden.

Rolling Stones udsender btw. en ny plade netop i dag – den anbefales ikke nødvendigvis herfra.

Patti Smith var i Amager Bio igår aftes. Findes der på en scene en stærkere kvindelig personlighed end hende?!? Der er en kraft i hendes optræden, en slags ideologisk renhed, som ikke længere findes i rocknroll. Igår havde hun så tilmed udsmykket sit så konkretspillende band med den himmelske guitarist Tom Verlaine, ham der engang lavede mesterværket “Marquee Moon” med sit eget orkester Television. Han bevægede sig ind og ud af sangene med sine brillante toneguirlander, fra en stol i et dunkelt baghjørne af scenen. Seancen med Patti Smith blev lang, var krævende på en uhm…givende måde, endte med at vi alle blev sendt ud i den københavnske nat med manifestet Rock ‘n’ Roll Nigger i ører og hjerter: “Outside of society, that’s where I want to be!”. Der ringer det endnu…

Top-5 over Patti Smith-sange:

1. Free Money
2. Rock ‘n’ Roll Nigger
3. Because The Night
4. Paths That Cross
5. Frederick

Top-5 over Tom Verlaine/Television-tunes:

1. Torn Curtain
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Venus
5. Postcard From Waterloo