© Robert Adams

WESTERN SKY

Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place
But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky
I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace
So I’ll take you in my two weekends
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize
I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light
So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining

© Mark Eitzel/American Music Club

AFSKED

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

© Søren Ulrik Thomsen

Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke helt så sikker på at jeg vil erhverve mig.)

Der er sjældne oplevelser, hvor en ny sang giver den oplevelse, at fremtiden er ankommet. Hvor man som lytter mærker spillets regler blive ændret radikalt, så at intet kan blive det samme igen. Personligt havde jeg det sådan første gang jeg hørte Ramones med Glad To See You Go, og Sex Pistols med Anarchy In The UK. Eller da jeg hørte I Feel Love, Donna Summer og Giorgio Moroders 1977-mesterstykke i bankende sequencere. Eller da Nirvana’s Smells Like Teen Spirit blev debuteret en sen nat på MTV’s 120 Minutes. Det kan være en lyd, et udtryk, en helt ny måde at gribe tingene an på. New Orders Blue Monday fra 1983 er også en sang der har påvirket på den måde. Bandet arbejdede allerede inden med synths og trommemaskiner, men intet havde forberedt på det massive og klare soniske udtryk, som er Blue Monday. Historien går, det var afprøvningen af en ny trommemaskine i studiet, der afstedkom nogle hurtige akkorder ovenpå, som faldt i hak og med ét var et nummer. Og et mærkeligt et af slagsen, for med dén box-intro, uden egentligt omkvæd og med en længde på over 7 minutter, er Blue Monday ikke af det stof typiske hits er gjort af, nu som dengang. Factory Records, New Orders pladeselskab, forregnede sig ved udsendelsen af 12-inch-singlen og fik lavet et cover, der – grundet sin specielle udskæring – kostede selskabet ca. 1 kr mere pr. eksemplar end man kunne tjene. Hvilket dengang var ved at ruinere Factory, da salget hurtigt oversteg den første million. Det hjalp så heller ikke meget der, at New Order, typisk for gruppen, valgte IKKE at inkludere Blue Monday på Power, Corruption & Lies, det album der fulgte kun et par måneder efter. Men det er ligemeget her. Hvad der betyder noget er, at Blue Monday 23 år efter sin udgivelse stadigvæk lyder som et perfekt bud på en strålende fremtid.

BLUE MONDAY

How does it feel to treat me like you do
When you’ve your hands upon me
And told me who you are
I thought I was mistaken
I thought I heard your words
Tell me, how do I feel
Tell me now, how do I feel

Those who came before me
Lived through their vocations
From the past until completion
They’ll turn away no more
And I still find it so hard
To say what I need to say
But I’m quite sure that you’ll tell me
Just how I should feel today

I see a ship in the harbor
I can and shall obey
But if it wasn’t for your misfortune
I’d be a heavenly person today
And I thought I was mistaken
And I thought I heard you speak
Tell me how do I feel
Tell me now, how should I feel

Now I stand here waiting
I thought I told you to leave me
While I walked down to the beach
Tell me how does it feel
When your heart grows cold

© New Order

Der var ikke meget tvivl om i firserne, hvem der betød mest af Depeche Mode og New Order. Fra førstnævntes tidlige spinkle forsøg ud i feminin teknopop, med tilhørende pressefotos af bandet i cricketudstyr (!), over senere prøvende udbrudsforsøg til en mere mørk og eksistentiel musik, havde Basildon’s Depeche Mode bare ikke samme fandenivoldskhed og visionære styrke som New Order. Det tidligere Joy Division – minus afdøde sanger Ian Curtis – lød som slet ingen andre og var i firserne oftest et syvmileskridt foran de fleste, i en forunderlig blanding af emotionel disfunktion og den smukkeste enkle europop. Nedenstående single, Bizarre Love Triangle, var bandets udgivelse op til julen, 1986. Et helforløsende nummer taget fra samme efterårs Brotherhood og shinet seriøst op med klare beats, lyse sequencere og englelydende vocoder, af stjernemixer Shep Pettibone. Hvis alle julesingler lød som denne, ville ingen have noget at frygte af den kommende tid…

BIZARRE LOVE TRIANGLE

Every time i think of you
I feel shot right through with a bolt of blue
It’s no problem of mine but it’s a problem I find
Living a life that I can’t leave behind
There’s no sense in telling me
The wisdom of a fool won’t set you free
But that’s the way that it goes
And it’s what nobody knows
While every day my confusion grows
Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say

I feel fine and I feel good
I’m feeling like I never should
Whenever I get this way, I just don’t know what to say
Why can’t we be ourselves like we were yesterday
I’m not sure what this could mean
I don’t think you’re what you seem
I do admit to myself
That if I hurt someone else
Then I’ll never see just what we’re meant to be
Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say

© New Order

New Order tegnede i mange år tiden her. Denne sang, en af deres allerbedste singler, der uden varsel kom på genbesøg via webradio i nat, tager overtegnede tilbage til sommeren 1987, brugt i Alsace, Frankrig. Der var jeg, højt oppe på en bjergside i varme nætter, med de klareste stjerner over hovedet, og Rhinsletten, med lysende byer og steady nattrafik, skråt under. Selvom New Order’s teknologi, dengang så upfront, i dag lyder temmelig retro, er True Faith, som så mange andre af Manchester-bandets numre, af en kaliber der nemt består. Den her singleudgivelse blev ikke dårligere af at B-siden 1963 ligeledes er en af de sjældne sange, man har lyst til at høre igen og igen og…

TRUE FAITH

I feel so extraordinary
Something’s got a hold on me
I get this feeling I’m in motion
A sudden sense of liberty
I don’t care ’cause I’m not there
And I don’t care if I’m here tomorrow
Again and again I’ve taken too much
Of the things that cost you too much
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

When I was a very small boy,
Very small boys talked to me
Now that we’ve grown up together
They’re afraid of what they see
That’s the price that we all pay
Our valued destiny comes to nothing
I can’t tell you where we’re going
I guess there was just no way of knowing
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

I feel so extraordinary
Something’s got a hold on me
I get this feeling I’m in motion
A sudden sense of liberty
The chances are we’ve gone too far
You took my time and you took my money
Now I fear you’ve left me standing
In a world that’s so demanding
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

© New Order

For de, der ikke vil nøjes med True Faith-originalen, findes der også en fin, strømlinet, høj-teknologificeret 1998-version, indspillet ved en John Peel-session for BBC.

Bernard Sumner, New Order’s sanger, hænges ofte ud for sine tekster, som mange finder håbløst ubehjælpsomme. Mig, jeg synes vi også tager føromtalte B-side med for at gøre den kritik til skamme, med flere af hans specielle og igen her så vellykkede ord – enjoy the drama!

1963

It was January, 1963
When Johnny came home with a gift for me
He said I bought it for you because I love you
And I bought it for you because it’s your birthday, too
He was so very nice, he was so very kind
To think of me at this point in time
I used to think of him, he used think of me
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw tears were in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, don’t point that gun at me
Can I save my life at any price?
For God’s sake won’t you listen to me?

And though he was ashamed that he had took a life
Johnny came home with another wife
And he often remembered how it used to be
Before that special occasion, 1963
There was too many ways that you could kill someone
Like in a love affair, when the love is gone
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw hatred in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, you keep on using me
Can I change my life for any price?
Oh, Johnny, won’t you listen to me?

He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw hatred in his eyes
But he never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, you keep on using me
Can I change my life for any price?
Oh, Johnny, won’t you listen to me?

I just want you to be mine,
I don’t want this world to shine
I don’t want this bridge to burn
Oh, Johnny, do you miss me?
I just want to feel for you
I will always feel for you…

© New Order

På dagen efter et charmeforladt MTV-cirkus var i København og man derfra kun kunne blive overbevist om at tidens populærmusik i bedste fald er betydningsløs, i værste fald stendød, sender vi herfra opmærksomhed til en tid, da dette langtfra var tilfældet. The Clash, historiens måske allerbedste og mest udfordrende rockband, har netop fået udsendt en box med samtlige dets singler + B-sider. Over få år gennemgik Strummer, Jones, Simonon og Headon en fælles musikalsk rejse, der hørt udfra disse singler fremstår superimponerende i sin kvalitet og udviklingsspeed. Fra tidlig punk over rocknroll, soul, ska, reggae, tidlig hip-hop var The Clash aldrig det mindste bange for at blande fremmede stilarter og farver ind i eget udtryk. Det kom der som oftest stor, berigende musik ud af, hvilket til overflod kan høres på boxens 19 (!) nedenstående singler.

Personlig top-5 over The Clash-singler:
1. London Calling
2. White Man In Hammersmith Palais
3. Complete Control
4. Bankrobber
5. The Magnificent Seven

Et mini-interview med Mick Jones og Paul Simonon:
http://music.guardian.co.uk/rock/alexispetridis/story/0,,1937710,00.html

Ian Brown, Bernard Sumner, Bobby Gillespie, etc. vælger favorit The Clash-track:
http://music.guardian.co.uk/rock/story/0,,1934098,00.html

En fuld-stjernet anmeldelse af The Clash The Singles-boxen:
http://music.guardian.co.uk/rock/reviews/story/0,,1932275,00.html

Disc: 1
1. White Riot
2. 1977

Disc: 2
1. Listen
2. Interview
3. Interview
4. Capital Radio

Disc: 3
1. Remote Control
2. London’s Burning
3. London’s Burning (live)

Disc: 4
1. Complete Control
2. City Of The Dead

Disc: 5
1. Clash City Rockers
2. Jail Guitar Doors

Disc: 6
1. White Man In Hammersmith Palais
2. Prisoner

Disc: 7
1. Tommy Gun
2. 1 2 Crush On You

Disc: 8
1. English Civil War
2. Pressure Drop

Disc: 9
1. I Fought The Law
2. Groovy Times
3. Gates Of The West
4. Capital Radio Two

Disc: 10
1. London Calling
2. Armagideon Time
3. Justice Tonight
4. Kick It Over
5. Clampdown
6. Card Cheat
7. Lost In The Supermarket

Disc: 11
1. Bankrobber
2. Rockers Galore… UK Tour
3. Rudie Can’t Fail
4. Train In Vain

Disc: 12
1. Call Up
2. Stop The World

Disc: 13
1. Hitsville UK
2. Radio One
3. Police On My Back
4. Somebody Got Murdered

Disc: 14
1. Magnificent Seven
2. Magnificent Dance
3. Lightning Strikes
4. One More Time
5. One More Dub
6. Cool Out
7. Magnificent Seven
8. Magnificent Dance

Disc: 15
1. This Is Radio Clash
2. Radio Clash
3. Outside Broadcast
4. Radio 5

Disc: 16
1. Know Your Rights
2. First Night Back In London

Disc: 17
1. Rock The Casbah
2. Long Time Jerk
3. Mustapha Dance
4. Red Angel Dragnet
5. Overpowered By Funk

Disc: 18
1. Should I Stay Or Should I Go
2. Straight To Hell
3. Inoculated City
4. Cool Confusion

Disc: 19
1. This Is England
2. Do It Now
3. Sex Mad Roar

I dag bliver Johnny Marr 43. Mange af os forbinder ham naturligvis med The Smiths. Nu er han faktisk blevet medlem af amerikanske Modest Mouse, som han tilmed skriver sange til.

I dag for to år siden mistede vi den legendariske britiske radiovært John Peel. Fra de år, jeg boede i Storbritannien, husker jeg hans venlige, lune stemme og de mange slags spændende musik, han lod spille i sit program. Talrige var de musikere, han var med til at gøre kendte via sit program på BBC Radio 1. For at markere to-årsdagen for Peels bortgang bliver der nu udsendt et antal Peel Sessions med nogle af dem, bl.a. P.J. Harvey, The House of Love og Pulp.

Se mere om John Peel på http://www.bbc.co.uk/radio1/johnpeel/.

Du sagde, “Musik her i landet er intet, kun scheisse”.
– Nej-nej, det er jo ikke helt sandt.
Du sagde, “A-l-l-e her efterligner, kopierer, hvad der så rør sig i England eller i New York”.
– Ja, okay, en del gør, men også mange laver deres egne ting. Og btw er der vel overordnet set ikke noget galt i, at have antennerne ude, er der?
Du sagde “Det er ligemeget. Du kan ikke nævne bare 20 sange herfra, fra Danmark, som du lige nu selv har lyst til at høre”.
– Jo, jeg kan. Nemt. Og her er de, skudt fra hoften, lyseslukker:

Mikael Simpson – Vi 2
Savage Rose – A Girl I Knew
Rhonda Harris – Waiting Around To Die
Gasolin – De Gule Enker
Death To Frank Ziyanak – One Iota
Kira & The Kindred Spirits – You Didn’t Call
Mew – Mica
The Figurines – Back In The Day
Psyched Up Janis – Everything’s A Blast
Olesen-Olesen – Jack Kerouac I Jylland
Sort Sol – Indian Summer
Sods – Copenhagen
The Freshly Riots – Well
Otto Brandenburg – To Lys På Et Bord
Marie Fisker – Jack Of Hearts
Kim Larsen – Byens Hotel
Aksel Schiøtz – Jens Vejmand
The Raveonettes – Beat City
Nikolaj Nørlund – Resumé
Teitur – Syner
Henrik Hall – Solo
Lars Hug – De Berusedes Vej
Kliché – Masselinjen
Lost Kids – Asocial
Nephew – Blå & Black
Ballet Mecanique – Theory
Before – Surrender
Moral – Whispering Son
Tristan T – Legionær
Niels Skousen – Ikke Flere Tårer
CV Jørgensen – Det Regner I Mit Hjerte
Superheroes – New Romantic Sounds
Lise Westzynthius – Cowboys And Indians
Simon Gylden – Young And Beautiful
I Got You On Tape – Mary Jane

Right, det er mere end 20. Flere bud indleveres her, tak…

PS – Så hvorfor det billede ovenfor af Montgomery Clift i sandet, en plads i solen, midt i livet? Jo, hans fødselsdag er i dag – tillykke, Monty!

Here I am in traffic’s slow flow
Where the needle touched down
Carbon planes draw a cage round the air force base
Where the needle touched down
My foot on the brake it’s ok to fly low
Over poor Spanaway
An eagle swooped down from a semi-trailer
Took the name of your town from a sharp-toothed freighter
The needle’s the same that recorded and played
When you left me at the greyhound the year I moved away
And if I knew then what’s so obvious now
You’d still be here baby
My baby, baby
So that’s why I never come back here
That’s why they spit out my name
Your ex’s have clawed up the bible
Trying to keep me away
With the sledge of tectonic fever
The needle has landed again
Let it play
And the needle touched down
The needle is landing
And the needle touched down
The needle is landing
An eagle swooped down from a semi-trailer
Took the name of your town
From a sharp-toothed freighter
And if I knew then what’s so obvious now
You’d still be here

© Neko Case

En af de mere kuriøse og interessante danske albumudgivelser i år er Nord1 fra den danske duo Salem. Efter at have lavet 3 albums på engelsk, alle rost til skyerne af Klaus Lynggaard, tager Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens nu fat på at fortolke og bidrage til den danske sang. Nord1 er en blanding af egne numre og fortolkninger af numre af bl.a. Kai Normann Andersen, Evert Taube, Benny Andersen og Knud Christensen (= Sebastian).

Resultatet bevæger sig med dødsforagt langs den hårfine grænse mellem det tænksomme og det højtidelige og vil derfor sikkert dele vandene blandt publikum – lidt a la den holdning, mange havde til Lars H.U.G. i dennes velmagtsdage. Forestil jer at Sergio Leone havde bedt Ennio Morricone arrangere en udgave af “Du gamle måne” til lydsporet af “Den gode, den onde og den grusomme” – med Tom Jones på sang. Udgaverne er af og til specielle – men aldrig uinteressante. Blandt andet har jeg bidt mærke i en spøgelsesagtig udgave af “Kringsatt av fiender” og Behrens og Risbjergs eget nummer “Kastevind”.

Og så er Salem forresten også: En dansk frikirke i Frederiksværk, adskillige byer i USA, et band der spiller doom metal, et slot i Tyskland – og et kattenavn.

Coveret er sort, gråt og uklart, helt som tiden vist var det. Jeg, på besøg i Århus med mit band Næste Uges TV, skulle spille et set samme aften til en efterårsmørk punk-festival i Huset, fandt denne helt nye 12-inch-single i Mimosa, den ene af Århus’ daværende to progressive pladebutikker. Faktisk havde de også “Gloria”, den ditto nye single med endnu ukendte U2, men pengene var små, så købte kun ovenstående maxi, sammen med Liverpool-bandet Wah Heat’s “Seven Minutes To Midnight” – to tårnende angstplader med ét hurtigt smæk, bang! I dag er det præcis 25 år siden “Charlotte Sometimes” blev udgivet. Måske den bedste single nogensinde med The Cure? Det tror jeg…