AIN’T TALKIN’

As I walked out tonight in the mystic garden
The wounded flowers were dangling from the vine
I was passing by yon cool crystal fountain
Someone hit me from behind

Ain’t talkin’, just walkin’
Through this weary world of woe
Heart burnin’, still yearnin’
No one on earth would ever know

They say prayer has the power to heal
So pray from the mother
In the human heart an evil spirit can dwell
I am a-tryin’ to love my neighbor and do good unto others
But oh, mother, things ain’t going well

Ain’t talkin’, just walkin’
I’ll burn that bridge before you can cross
Heart burnin’, still yearnin’
There’ll be no mercy for you once you’ve lost

Now I’m all worn down by weeping
My eyes are filled with tears, my lips are dry
If I catch my opponents ever sleeping
I’ll just slaughter ’em where they lie

Ain’t talkin’, just walkin’
Through the world mysterious and vague
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ through the cities of the plague.

Well, the whole world is filled with speculation
The whole wide world which people say is round
They will tear your mind away from contemplation
They will jump on your misfortune when you’re down

Ain’t talkin’, just walkin’
Eatin’ hog eyed grease in a hog eyed town.
Heart burnin’, still yearnin’
Some day you’ll be glad to have me around.

They will crush you with wealth and power
Every waking moment you could crack
I’ll make the most of one last extra hour
I’ll revenge my father’s death then I’ll step back

Ain’t talkin’, just walkin’
Hand me down my walkin’ cane.
Heart burnin’, still yearnin’
Got to get you out of my miserable brain.

All my loyal and my much-loved companions
They approve of me and share my code
I practice a faith that’s been long abandoned
Ain’t no altars on this long and lonesome road

Ain’t talkin’, just walkin’
My mule is sick, my horse is blind.
Heart burnin’, still yearnin’
Thinkin’ ’bout that gal I left behind.

Well, it’s bright in the heavens and the wheels are flyin’
Fame and honor never seem to fade
The fire gone out but the light is never dyin’
Who says I can’t get heavenly aid?

Ain’t talkin’, just walkin’
Carryin’ a dead man’s shield
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ with a toothache in my heel

The sufferin’ is unending
Every nook and cranny has its tears
I’m not playing, I’m not pretending
I’m not nursin’ any superfluous fears

Ain’t talkin’, just walkin’
Walkin’ ever since the other night.
Heart burnin’, still yearnin’
Walkin’ ’til I’m clean out of sight.

As I walked out in the mystic garden
On a hot summer day, a hot summer lawn
Excuse me, ma’am, I beg your pardon
There’s no one here, the gardener is gone

Ain’t talkin’, just walkin’
Up the road, around the bend.
Heart burnin’, still yearnin’
In the last outback at the world’s end.

© Bob Dylan

Af en eller anden grund har mange kendte musikere fra rocken og dens omegn set dagens lys for første gang netop d. 25. august: Gene Simmons fra KISS (57 i dag), Jeff Tweedy fra Uncle Tupelo/Wilco (39 i dag), Rob Halford fra Judas Priest (55 i dag), Elvis Costello (52 i dag) og Stuart Murdoch fra Belle and Sebastian (38 i dag) Og så er der også Billy Ray Cyrus (45 i dag), der lavede den berygtede “Achy Breaky Heart”.

Måske kunne de herrer danne et ensemble for at markere det?

Hér, det har jeg ialfald. Men ikke konservativ punk som Offspring, der ligner og lyder som nogens forstemte farbrødre klædt ud som Muppet Show-Sex Pistols. Ej heller retro punk som Green Day, med fuck dit og fuck dat og fuck you very much hele vejen hen til US$-banken. Nix, det er kun stort når et band spiller med fire-spirit og overbevisning, uden at skæve til hvordan punk SKAL lyde, SKAL se ud, og uden at give en kæft for hvad MTV-stationernes playlistpræsidenter vil synes. Det klæder ikke punk at tænke forretning.

Netop nu, hvor så meget i det såkaldte offentlige rum er mere glat og ensrettet end nogensinde, hvor kloden lever i bedste krig, fornægtelse og undertrykkelse, og hvor min egen business – underholdningsindustrien – er så pisse behagesyg og berøringsangst, er det inspirerende, når bare nogle få indenfor den indimellem siger det rigtige HERTIL, STOP! og dermed går på tværs af mainstreams uskrevne regler for accept og samarbejde. Som nu Neil Young gjorde tidligere på året, da han udsendte sit anti-Irakkrigsalbum Living With War. Det album var ikke velset i USA, for Young udstillede på det den dobbeltmoralske, glansbillede-rosenrøde selvopfattelse, man som nation ejer derovre. Her hos os selv i DK kunne det sikkert også være mest harmonisk hvis vi alle flettede tæer med Rasmus Nøhr og hans slags, men nej for satan, alt det pis er hult, har intet hold i andet end åndelig fattigdom og resignation. Vi har brug for proteiner, ikke sjæleforladt junkfood igen og igen og igen. Den underholdning, der ikke på den ene eller anden måde tør sætte holdning på spil, er i bedste fald intetsigende ligegyldig.

Her kommer amerikanske The Thermals ind i billedet. Den amerikanske trio udsendte i mandags sit 3. album The Body, The Blood, The Machine, en uhyre fængende samling sange, i langt større musikalsk gæld til Pixies end Ramones, der forestiller sig hjemlandet USA styret af kristne fascister, og fokuserer på behovet samt mulighederne for at undslippe netop det mareridt – den problematik er vel iøvrigt ikke så fjern fra the real world, er den? Omkring The Thermals står der meget rammende i en nypostet amerikansk web-anmeldelse, at deres musik lyder præcis som punk rock bør i 2006; intelligent, kompromisløs og virkelig, virkelig pissed. Anger is an energy, vrængede PIL’s John Lydon for mange år siden, på en måde så man ikke kunne betvivle rigtigheden af det udsagn. Og vrede er der masser af her, på et kort, hurtigt album med fræsende guitarer og skarp, direkte sang. Jeg gør mig ingen illusioner; The Body, The Blood, The Machine ændrer selvfølgelig ikke nogetsomhelst. Men den udgør et tiltrængt frirum, en oase midt i vores mismods ørken.

“God reached his hand / down from the sky / he flooded the land / then he set it afire. / He said, “Fear me again, / know I’m your father. / Remember that no one / can breathe underwater.””

Fik lige sendt dette ret hysteriske men perfekte klip med Düsseldorf-bandet Deutsch Amerikanische Freundschaft, som beviser at 80’erne er bedre end sit ry, at små kan sætte pris på andet end børnesange, at tyske dansetrin har sturm und drang, samt at Rammstein vel skylder DAF 1 Euro eller 3 i inspirationsafgift. Og gad så iøvrigt vide hvem sluttekstens Benno Von Der Endloesung er?

http://www.youtube.com/watch?v=XwAJXV070OY

Forleden talte vi om, hvordan Noir Desir kunne udsende en longplayer om bål, brand og opløsning i New York City akkurat samme dag, som myrderiet på World Trade Center gik løs. Men det franske band var ikke ene om at udsende musik med næsten profetiske undertoner d. 11 september 2001. Den dato betød nemlig også release for Love & Theft, Bob Dylan’s efterfølger til sit eget nyklassiske mesterværk Time Out Of Mind. Men siden da – 9/11 – har der på pladefronten kun været stille fra Dylan, hvis Neverending Tour til gengæld har forsat sit lange hvileløse spor, som senest berørte Danmark for små 2 måneder siden. Dén uforløste optræden på Roskilde Festival skal dog ikke mindske forventningerne til nu på mandag, hvor Modern Times, Dylan’s første studiealbum i altså godt 5 år, endelig udkommer. I det nye Uncut Magazine foranmeldes pladen til 5 ud af 5 stjerner, så mon ikke der er noget at glæde sig til!? Tracklistingen ser således ud:

1. Thunder on the Mountain
2. Spirit on the Water
3. Rollin’ and Tumblin’
4. When the Deal Goes Down
5. Someday Baby
6. Workingman’s Blues
7. Beyond the Horizon
8. Nettie Moore
9. The Levee’s Gonna Break
10. Ain’t Talkin’

Joe Strummer – long gone daddy fra The Clash – ville i dag være blevet 54.

På engelsk har man et udtryk, guilty pleasure, der dækker over noget, man ikke burde kunne lide på grund af sin såkaldt gode smag – og derfor skammer sig over at kunne lide. Det britiske blad Q har i sit seneste nummer en liste over 25 albums, der falder i denne kategori. Her er den:

1. Meatloaf – Bat Out Of Hell
2. Supertramp – Breakfast In America
3. Hall & Oates – Private Eyes
4. Def Leppard – Hysteria
5. Billy Joel – The Stranger
6. ZZ Top – Eliminator
7. INXS – Kick
8. Dire Straits – Making Movies
9. Simply Red – Stars
10. Phil Collins – Face Value
11. Electric Light Orchestra – Out Of The Blue
12. The Traveling Wilburys – Vol 1
13. Rush – Moving Pictures
14. Eurythmics – Revenge
15. Journey – Escape
16. Blue Öyster Cult – Agents Of Fortune
17. Counting Crows – August And Everything After
18. UB40 – Labour Of Love
19. Genesis – Invisible Touch
20. Big Country – The Crossing
21. Men At Work – Business As Usual
22. Richard Harris – A Tramp Shining
23. Steve Miller Band – Fly Like An Eagle
24. a-ha – Hunting High And Low
25. Terence Trent D’Arby – Introducing The Hardline According To…

Selv har jeg faktisk kun listens nummer 1, som er en ægte guilty pleasure for mig. Da jeg startede i gymnasiet i 1979, var det dét album, alle andre hørte (og jeg købte 15 år senere). Året efter snakkede nogle af de samme mennesker om Kliché, Stiff Little Fingers, Siouxsie and the Banshees osv. At høre “Bat Out Of Hell” fører mig derfor tilbage til en fjern, ureflekteret tid. Roy Bittan og Max Weinberg fra E-Street Band er med, og Todd Rundgren har produceret. Det er ikke med andre ord ikke rene amatører uden kredibilitet, men resultatet er en gang fascinerende pomp og svulstighed. Jeg kan bedst lide balladerne.

Og nå ja, så har jeg faktisk et album med Counting Crows, This Desert Life, og et par stykker med Eurythmics og a-Ha. Counting Crows-albummet er imidlertid ikke et, jeg skammer mig over at eje (og det er produceret af David Lowery og Dennis Herring fra Camper van Beethoven/Cracker). Ej heller skammer jeg mig over Eurythmics og a-Ha, der faktisk lavede fremragende pop. Engang fik jeg tilmed et Dire Straits-album foræret, og selv ikke dét bragte forargelsen frem hos mig. Mark Knopfler har sine øjeblikke, omend han ca. 90% af tiden keder mig ihjel.

Hvad er så mine ægte skamfulde fornøjelser ud over Bat Out Of Hell? Først og fremmest Gnags, som de lød omkring 1980. Jeg kan godt lide Safari og X. Bagefter degenererede de til hyggerock. Også Mike Oldfield i starten af hans karriere må jeg tilstå at kunne lide – fra Tubular Bells frem til omkring Incantations. Bagefter degenererede han til pomp og ligegyldighed – egentlig lidt som Radiohead.

På sæt og vis er Muse også en skamfuld fornøjelse. Det er rendyrket stadionpomp med science-fiction tekster, falsetvokal og utilsløret instrumentlir – en slags moderne udgave af Rush eller Yes tilsat opstyltede elementer fra senere pop og rock (U2, Prince, Radiohead osv.). Men et eller andet gør at jeg har taget Black Holes and Revelations til mig og faktisk har hørt det en del.

For længe siden delte jeg lejlighed med Eduardo fra Colombia (hvis du læser dette, Eduardo, så skriv!) og da gik det op for mig at man i Latinamerika ikke har samme reservationer om god smag. Her kan døgnfluer som Glenn Medeiros og Gloria Estefan trives side om side med Echo and the Bunnymen og The Clash og prog-monstre som Emerson, Lake and Palmer.

Nu over til folket. Denne blog har over 300 registrerede bruger (hvoraf adskillige tilsyneladende hedder Jane Flauensgaard). Hvad gemmer skabene derude?

Og hvad med min medforfatter? (Vi ved godt det med Sandra.)

I denne blog har vi skrevet en del om krigen i Libanon, hvor de fleste ofre har været civile. Våbenhvilen kom – og blev i går brudt af Israel. Verdenssamfundet må ikke falde i søvn nu!

Amerikansk rocks store gamle dame, Patti Smith, ved det. Hun har indspillet en ny sang, Qana, om bombeangrebet på denne by d. 30. juli. 28 civile mistede livet, heraf 16 børn. Find sangen i MP3-format og læs mere om Patti Smiths politiske engagement på

http://pattismith.net/news.html

(Tak til Vermouth for at gøre opmærksom på dette.)

Vi snakkede om franske Noir Desir forleden. Har fået købt en håndfuld af deres plader i Nice, deriblandt deres seneste, Des Visages des Figures. På det album, som vel er gruppens mindst traditionelle rock-agtige, findes nedenstående sang “Le Grand Incendie” (= den store brand), en klar vision af vestlig verden – New York City, Paris, Babylon – i flammer, eksplosioner, rystelse. På albummets artwork findes sangens tekst endda ved siden af en tegning, hvor Frihedsgudinden står bag ild, røg og mørkegråt. Og hvor skal vi hen med alt dette? Jo, det vilde er, Des Visages des Figures udkom præcis d. 11. september, 2001…!

LA GRAND INCENDIE

Ca y est, le grand incendie
Y’a l’feu partout, emergency
Babylone, Paris s’écroulent
New-York City, Iroquois qui déboulent
Maintenant… Allez

London, Delhi, Dallas dans l’show
Hommage à l’art pompier
T’entends les sirènes, elles…
Sortent la grande échelle
Vas-y… Go!

Hommage à l’art tectonique
Un techno-picnic sur la terre eventrée
Mais la faille est creusée, atomisée
Claudia Schiffer dit qu’elle a même pas peur
Et tout le monde aupplaudit à la télé
Ressaisis-toi, ressaisis-toi
Faut courir maintenant, elle, elle est dans un bunker
Y’a plus de programme, y’a même plus d’heure
A vous l’antenne

C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie

C’est le raz-de-marée
Les rats peuvent plus se marrer
S’enfuir s’cacher
Dans une planque s’enterrer
La marge est infime
Au bord de l’abîme
Implosion, explosion, mort aux cons riment
Carpules, salauds
Bourgeois, blaireux
Chacun pour soi, ça détale dès qu’on a eu le déclic
Wanadoo
Do wap a doo
I wanna, I wanna, wanna go with you
Trop tard, petit, petit malin
Indemnités c’est peanuts t’auras rien
Cours ! Cours ! Cours ! Cours !
No limit à la fuite
Accélère

Accélère, c’est pas le moment
Tu crois toujours que tu peux t’arrêter
Te jeter dans un coin te coucher
Oublier la cadence

C’est l’incendie, le grand incendie
l’incendie, le grand incendie…

c Bertrand Cantat/Noir Desir

Kan ikke lade den rubberpenguin sidde øverst på vores weblog, Pastor! Så her istedet to billeder af Bertrand Cantat, det skarpe franske band Noir Desir’s sanger, taget i forbindelse med den tragedie i Vilnius, hvor BC – under aldrig helt klarlagte omstændigheder – slog sin kæreste, skuespillerinden Marie Trintignant, ihjel. Cantat blev efter et enkelt års afsoning i Litauen forflyttet til fængslet i sydfranske Toulouse, hvor løsladelse i bedste fald venter omkring år 2008. Om han herefter fortsætter indenfor musik er uvist, men officielt er Noir Desir ikke opløst. Sidste år udsendte bandet 2CD-livealbummet “En Public”, en fornem status over hvor man stod musikalsk, lige før det hele gik galt.

En kort post fra Sydfrankrig, hvor der er blæsende varmt og afsvedet, som kun sidst på sommeren. Har netop læst på nettet om kold regn i DK, men det er svært at forestille sig her, mellem skovbrande (!) og hedeslag. Nedenunder er ordene til en af de sange der kører mest med i bilen på vejene hernede. Fransk rocknroll har et notorisk dårligt ry, men der gives dog trods det heldigvis en del blændende lyspunkter, der som oftest kan opdrives i de lokale FNAC-stores. Jeg kan i flæng nævne Mano Negra, Manu Chao, Noir Desir, Les Negresses Vertes, Edith Nylon, Metal Urbain. Og selvfølgelig også både Serge Gainsbourg og Jacques Brel, selvom sidstnævnte godtnok er belgier. Men her en supersang med førnævnte Mano Negra, det band som Manu Chao var forsanger i, inden han gik så fint alene. Så dem engang omkring 90′ i Musikcafeen, Magstræde, hvor de gav opvisning i vildskab. Mano Negra minder iøvrigt i musiktilgang ikke så lidt om The Only Band That Matters, The Clash. De tager på samme måde fra alle genrer og skaber deres helt, helt eget. Mais c’est une autre histoire…

INDIOS DE BARCELONA

Welcome anywhere you come from
You’ll lose your life or find a home here
Cause some do it right some do it wrong
Some are talkin’ wise some they’re running their tongues
Lot of soul in my block
From St Pau to the dock
Are you ready to be hurt & shocked?
Barrio chino never fails to rock
LOS INDIOS DE BARCELONA
SON MAS INDIOS QUE LOS DE ARIZONA!
Drink wine, smoke pot, got through Jaco
Busca la fortuna, vende tabaco
Try your dirty tricks with no shame
You’ll pay for them with blood & pain!
Hey gringo!
If you want some kicks tonight
Come on! See you down the bar at 9
(you too gabacho)
La PATCHANKA’S THE WILD SOUND
FOR PROUD SOULS & LONELY HOUNDS
Cherokees they are movin’ on
Up to calle St Pau, mescaleros powhow
There’s gonna be war in the streets
Gringo better take a TRIP TRIP TRIP

c Mano Negra

…men jeg har trods alt også aktier i et andet firma. Henrik er tilbage fra sin sommerferie og er igen at finde på http://www.henrikhall.dk. I kan blandt andet se de nye koncertdatoer. Og kan det mon passe at han arbejder på nyt materiale?

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

Can we climb this mountain – I don’t know
Higher now than ever before
I know we can make it if we take it slow
Let’s take it easy, easy now, watch it go

We’re burning down the highway skyline
On the back of a hurricane that started turning
When you were young
When you were young

And sometimes you close your eyes
And see the place where you used to live
When you were young

They say the devils water it ain’t so sweet
You don’t have to drink right now
But you can dip your feet
Every once in a little while

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy to
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

I said he doesn’t look a thing like Jesus
He doesn’t look a thing like Jesus

But more than you’ll ever know

c The Killers

Af og til kan man være så heldig at der er en interessant sanger/sangskriver, hvis eksistens man ikke kendte til. For snart mange år siden opdagede jeg den stadig ret oversete Sam Phillips fra USA. Hun begyndte sin karriere som Leslie Phillips med at indspille flere albums med kristne tekster. Men efterhånden blev hun led og ked af den ensretning, som den religiøse musikindustri tvang hende ind i. Hun blev gift med en ikke helt ukendt musiker og producer ved navn T-Bone Burnett, skiftede kunstnernavn og har sidst 1989 lavet en perlerække af eftertænksomme og iørefaldende albums med tydelig inspiration fra bl.a. John Lennon og britiske navne som XTC. Pop i den bedste forstand, for nu at sige det på en anden måde.

Billedet ovenfor er forsiden af Cruel Inventions helt tilbage fra 1991, hvor Elvis Costello var med. Efterfølgeren, Martinis and Bikinis, kastede et lille hit af sig (“I Need Love”), og denne gang var der prominente gæster som Peter Buck, Colin Moulding (fra XTC!) og Van Dyke Parks involveret. Hvor Sam Phillips’ musik før var særdeles raffineret arrangeret og produceret (af hendes mand), er hendes seneste to albums overvejende akustiske. Og så spillede hun forresten en fåmælt tysk terrorist , der mejer folk ned med maskingevær i Die Hard 3.

Hendes næste album skulle være på trapperne; hun er dog blevet skilt fra T-Bone Burnett, så han producerer nok ikke. Læs mere på
http://www.samphillipsmusic.com

I mellemtiden er det værd at forsøge at finde frem til hendes gamle albums, hvor der er mange fine ting på; Cruel Inventions er dog desværre udsolgt fra pladeselskabet.

I forgårs, torsdag d. 3. august 2006, tabte Arthur Lee kampen mod leukæmien. Han blev 61.

Arthur Lee var sanger og sangskriver i den multietniske tressergruppe Love, der især vil være husket for mesterværket Forever Changes. Musikken på dette album var rå og forfinet med inspiration fra Jimi Hendrix, flamenco, folkemusik og først og fremmest britisk pop. Mange hvide briter ville gerne lyde som sorte amerikanere. Arthur Lee var det modsatte – en sort amerikaner, der ville lyde som en hvid brite. Og det lykkedes til overmål. Man kan høre hans indflydelse på britisk rock hos f.eks. Led Zeppelin, Echo and The Bunnymen og Manic Street Preachers.

Arthur Lees senere karriere blev en nedtur med fængselsophold, der ikke blev færre eller kortere af den absurde three strikes and you are out-regel, som gælder i Californien. Til sidst slap han ud og kunne igen turnere. Han blev ved at skrive nye sange, men det var altid sangene fra Forever Changes, folk kom for at høre.